Beskrivelse af oplevelsen:

I sommeren 1971 var jeg bare en typisk 15 årig pige, glad det ene øjeblik, utilfreds og usikker det næste. Et godt barn men som de fleste piger i den alder, forvirret, træt af min familie og bange for den ukendte fremtid. Det var en søgende tid.

Dén juni var varm, græsset var tørt og udtørret. Det havde ikke regnet hele måneden. Den sidste dag i juni, begyndte det at støvregne fra en solrig himmel, min familie og jeg kunne ikke modstå og gik udenfor. Duften fra det våde soltørret græs var sød og de kølige regndråber var forfriskende og en fornyelse. Mens vi legede i regnen - dukkede et enkelt lynnedslag op. Det ramte mig og et træ i nærheden – og gjorde mig livløs. (Jeg mærkede aldrig da det ramte mig – et spørgsmål jeg altid får.)

Jeg var i et slags tomrum, så en stille men farverig film-strimmel, begivenheder fra tidligere lejligheder i mit liv. Dette tomrum var sort og hvidt, som et gammelt fjernsyn. Men billederne var farverige og meget specifikke. En begivenhed omhandlede mig som et lille barn, hvor jeg skubbede min lillesøster af den trehjulede cykel. Dette var som en løbende filmstrimmel, den holdt ikke pause, og den blev bare ved med at bevæge sig. Begivenhederne var af tider hvor jeg havde såret andres følelser. Jeg følte mig ikke dømt, men jeg blev gjort opmærksom på, hvordan jeg havde påvirket andre.

I næste nu var jeg i, hvad jeg tror var Jesus nærvær. Jeg så ham ikke visuelt, men det var meget tydeligt at han var nærværende.

Jeg var i et slags tomrum med ham, det var lidt som de smukke, bølgende skyer man ser når man er i et fly, men en sort (eller grå) og hvid version af den udsigt.

Mens jeg var i hans nærvær, følte jeg en så ubeskrivelig kærlighed, varme, accept, tålmodighed, tolerance, fred, ro og sindsro. Som du nok kan gætte – med alle disse adjektiver, kan vidunderet ikke beskrives på en måde, der forklarer dets dybde. Visuelle billeder var ikke nødvendige. Forståelse og kærlighed var det eneste der betød noget. Desuden følte jeg, mens jeg var i hans nærvær, at al verdens viden var min. Alle spørgsmål blev besvaret og gav fuldstændig mening. Vi kommunikerede frit, ikke med ord men klart og mere kortfattet end nogen anden samtale, jeg nogensinde har haft. Jeg havde ingen bekymring i verden.

Han var meget tydelig da han sagde: DET HELE HANDLER OM KÆRLIGHED.' Jeg fik også at vide, at selvmord ikke var mit valg at tage.

Tid eksisterede ikke. Det er som om at vi har tid her, kun for vores jordiske bekvemmelighed. Jeg ved godt det lyder vildt, men det gav perfekt mening på det tidspunkt.

Så blev jeg bevidst om min krop på jorden. Jeg så med oppefra, men kunne se klart og tydeligt, nærmest som om jeg kunne zoome ind hvis det var nødvendigt. Der var ingen følelser udover en redder, som jeg hørte sige til min far: 'Der er gået over 6 minutter, hvis hun kommer tilbage nu, er der risiko for en hjerneskade.' Jeg husker, at jeg tænkte: 'Åh noget vrøvl, han ved ikke hvad han snakker om!' Jeg formoder, at redderen forsøgte at få min far til at tænke på at afslutte HLR. Udover det følte jeg ingenting omkring det, der foregik. Mit sind og min sjæl var ikke en del af min krop og var ikke bekymret over aktiviteten nedenfor. Jeg følte mig som en stille observatør.

I næste nu fik jeg et klart valg: at blive eller tage tilbage. Jeg havde meget lyst til at blive hvor jeg var, men jeg kiggede ned og så min ellers normalt rolig-i-kriser mor, nærmest hysterisk og meget fortvivlet. Jeg kunne mærke hendes sorg og var med det samme tilbage i min krop på jorden. Tilsyneladende var det min beslutning at vende tilbage, bare ved at tænke på og føle mors smerte.

På vej til hospitalet, fortalte jeg min mor om oplevelsen. Hun foreslog, at det måtte have været en drøm. Jeg vidste, at det ikke var en drøm men i 1971 eksisterede begrebet nærdødsoplevelse ikke. Uden at nævne det igen, følte jeg kraftigt, at oplevelsen ikke var socialt acceptabel, og jeg undertrykte eller fortrængte den i mange år.

Oplevelsen kom ikke tilbage i min bevidsthed før cirka seks eller syv år senere, da en kollega som ung sygeplejerske spurgte, om jeg ville med til en sygeplejekonference. Konferencen handlede om døden og døende – jeg syntes, det lød lidt morbidt, men hun insisterede, og jeg gik med til at tage med. Da jeg sad i konferencens auditorium, kun cirka syv rækker fra den kvindelige taler, blev jeg hypnotiseret af taleren, til et punkt hvor det nærmest var pinligt. Jeg havde en følelse af, at denne lille ældre dame åbnede mig op som en bog, og afslørede mine skjulte sider, indtil der ikke længere var nogle hemmelige tanker – hun kendte dem alle. Hun vidste hvem jeg var og forstod, hvordan jeg tænkte og hvordan jeg havde det med livet og efterlivet.

Taleren var Dr. Elisabeth Kubler-Ross, på det tidspunkt havde jeg ikke hørt om hende før. Hun låste op for minderne omkring min NDO og tillod mig at føle, at det var okay at have haft én. En utrolig befriende følelse på det tidspunkt. Jeg sad ude af stand til at bevæge mig. Jeg ønskede desperat at tale med hende personligt, men var for genert og følelsesmæssigt påvirket indvendigt.

Efter konferencen behøvede jeg ikke længere at undertrykke min NDO, og ganske få år efter blev termen nærdødsoplevelse almindeligt. Selvom det gav mig en personlig følelse af frihed, fortalte jeg ikke om min NDO til nogen andre de næste fem til seks år.

I mange år var jeg vred på Gud og forvirret. Med tiden indså jeg at vreden skyldtes, at jeg følte mig snydt. Da jeg blev spurgt, om jeg ville blive eller tage tilbage – havde jeg følt, at jeg i al hast røg tilbage hertil – jeg havde brug for at tænke mere over det. Jeg var også lidt vred over at vende tilbage. (De senere år har jeg indset, at det var min beslutning at komme tilbage.)

I tyve år holdt jeg mig væk fra alle organiserede religioner. (Jeg tvivlede aldrig på Gud eller hans eksistens. Hvis nogen havde spurgt mig:'Tror du på Gud?' Havde mit svar været og er stadig:'Jeg tror ikke. Jeg ved!')

i løbet af tiden med vrede og frustration, opsøgte jeg nogle spirituelle new-age ting. Meget af det var spændende og dragende og gav til at begynde, en meget fri følelse. Men new-age ting er meget selvstyret. Når problemerne kommer, er det svært at stole på sig selv for trøst og vejledning. Jeg stod tilbage med en meget tom følelse. Jeg havde brug for at mærke vor herres fulde ubetingede kærlighed, trøst, styrke og tålmodighed, og at han indhyllede mig i sin ånd, fyldte mig og holdt mig, og så gik med mig. Da jeg lod ham komme ind, begyndte min vrede at aftage, og da det skete, begyndte jeg at mærke hans ånd lede mig. En dag følte jeg mig tvunget til at finde den bibel, som jeg havde fået kort før min NDO. Jeg havde aldrig rigtig fået læst den – var ikke interesseret, syntes den var forvirrende. Men dén dag, åbnede jeg den blindt for hvilken side, der åbnede sig. Siden talte om Guds visdom, og hvordan de åndeligt umodne kan læse og høre Guds ord, dog uden at forstå dem. Mens jeg læste var det som om, ordene bogstaveligt blev absorberet ind i mig, som om jeg genkendte dem og på en måde kendte dem. Jeg læste i flere timer, følte mig ernæret åndeligt og fornyet.

Nu føler jeg mig tæt på Gud, når jeg læser i bibelen dagligt og interagerer med andre troende. Religiøse organisationer vil altid have konflikter og ledere, der er stædige og rigide. De er menneskelige og uperfekte. Mange mennesker får et liv med Kristus i centrum, gennem organiseret religion. Jeg fik en genvej, men indså det først for omkring otte eller ni år siden – jeg vil ikke spilde mere dyrebar tid. Ingen har alle svarene. Hvis vi tillader os selv, at lade hans ånd lede os, vil sandheden altid åbenbare sig. Jeg mærker nu, hvordan jeg udvikler mig spirituelt og bliver næret hver dag på en måde der er sund og tilfredsstillende.

For første gang i alle disse år føler jeg, at jeg er begyndt at gøre det arbejde, han sendte mig afsted for at gøre. Det er en fredfyldt og tilfredsstillende følelse, at være så opfyldt af hans ånd. Jeg forsøger at lade ham lede mig, i alt jeg gør. Når det lykkedes mig, kører mit liv på skinner. Han er altid med os - hvis vi ikke kan mærke ham, er det fordi vi er kommet væk fra ham, ikke omvendt.

Baggrundsoplysninger:

Køn: Kvinde

Datoen NDO'en fandt sted: D.30 juni 1971

Var der en livstruende begivenhed forbundet med oplevelsen den gang den fandt sted? Ja lynnedslag ramt af lynet

NDO Elementerne:

Hvordan ser du på din oplevelses indhold? Positivt

Er der stoffer eller medikamenter der kan have påvirket oplevelsen? Nej Nej

Var din oplevelse på nogen måde drømmeagtig? Nej

Følte du dig adskilt fra kroppen? Ja Jeg havde ingen form, jeg var bare.

På hvilket tidspunkt under oplevelsen var du på dit højeste niveau af bevidsthed og årvågenhed? Fysisk, ingen vejrtrækning, der blev givet HLR. Mentalt, meget vågen, mere opmærksom end nogensinde før.

Var det som om tiden gik hurtigere eller langsommere? Alt syntes at ske på samme gang; eller tiden gik i stå eller begrebet tid mistede al mening. Tid eksisterede ikke. Jeg fik det indtryk, at den kun er her for vores bekvemmelighed.

Giv en sammenligning af din hørelse under oplevelsen med din hørelse lige inden oplevelsen fandt sted. Nej

Var det som om du var tilstede til ting der skete andre steder, som skete det ved ESP? Min far ydede HLR – redder var ved hans side.

Gled du ind i eller gennem en tunnel? Nej

Mødte du eller blev du vidende om afdøde (eller levende) væsner? Ja Jeg tror på, at jeg mødte Kristus. Ikke som en fysisk tilstedeværelse, men en altomfattende, meget virkelig tilstedeværelse, med den tydeligste kommunikation, jeg nogensinde har oplevet. Han var hos mig – fyldte mig med hans kærlighed og visdom. Han lod mig vide så mange ting og alt gav mening.

Så du et ikke jordisk lys? Nej

Var det som om du trådte ind i en anden, ikke jordisk verden? Nej

Var det pludselig som om du forstod alting? Alt om universet Det var som om jeg blev givet alle svar og viden om livets mysterier – men disse ting fulgte ikke med mig tilbage – kun hukommelsen eller følelsen af at have været bekendt dem. De synes at være gemt i mit sind.

Kom scener fra din fortid tilbage til dig? Se fortællingen

Kom der scener fra fremtiden til dig? Scener fra verdens fremtid Det tror jeg, men det var mig ikke tilladt at vende tilbage med den viden.

Kom du til en grænse eller begrænsende fysisk struktur? Nej

Kom du til en grænse eller tærskel hvorfra der ikke var nogen vej tilbage? Jeg kom til en barriere som det ikke var mig tilladt at overskride; eller jeg blev sendt tilbage imod min vilje. Jeg fik bestemt et valg: At vende tilbage eller blive. I det samme øjeblik jeg kiggede ned og så min fortvivlede mor, og begyndte at spekulere på hvordan hun havde det – kom jeg straks tilbage til min krop.

Gud, Åndelighed og Religion:

Hvad var din religion inden oplevelsen? Spørgende teenager – opdraget katolsk

Hvilken betydning tillægger du dit religiøse/spirituelle liv efter din oplevelse? Moderat liberal Luthersk

Skete der en forandring af dine værdier og overbevisninger på grund af din oplevelse? Ja Jeg er blevet ældre – vi vokser alle og forandrer os i takt med livserfaringer. Jeg følte mig meget frustreret de første ti eller tolv år.

Var det som om du mødte et mystisk væsen eller en mystisk tilstedeværelse, eller hørte du en udefinerbar stemme? Jeg mødte et bestemt væsen, eller en stemme som helt klart havde en mystisk eller overnaturligt oprindelse

Angående vort jordiske liv ud over religion:

Forandringer i dit liv siden din NDO er følgende: Forøget

Hvilke ændringer skete der i dit liv efter din oplevelse? Det giver min hverdag kulør. Jeg føler et særligt slægtskab med Herren og lærer fortsat at stole på og vokse i hans ånd. Der er en form for ensomhed på grund af min manglende interesse i ting – vi er et meget ting-orienteret samfund.

Er dine forhold blevet forandret specifikt på grund af din oplevelse? Det jordiske liv er meget materialistisk. Det bryder jeg mig ikke om. Jeg kan godt lide enkelthed, og mennesker der kan snakke om noget andet end ting de ejer: såsom livet, kærlighed, Gud, hans ord, medfølelse, osv. Jo mere jeg giver – jo mere får jeg tilbage.

Efter NDO'en:

Var oplevelsen vanskelig at beskrive med ord? Ja Manglen på ordforråd til at beskrive følelserne af ren fred, tilfredshed og kærlighed.

Har du fået nogen psykiske, ikke almindelige eller specielle evner efter din oplevelse som du ikke havde før din oplevelse? Ja Indimellem ser jeg glimt af billeder, som stillbilleder af mennesker eller steder. De frustrerer mig – jeg forstår dem ikke, eller hvad jeg skal med dem.

Jeg har set farvede lys bevæge sig i mit hus – de ser ud som om de løber og fniser. Nogle gange fornemmer jeg en tilstedeværelse, når der ikke er nogen. Af og til føler jeg, at jeg får en besked, som jeg skal give til nogen – hvis jeg ignorerer den, bliver beskeden ved med at dukke op, indtil den er leveret. Jeg ved altid hvem beskeden er til.

Er der en eller flere dele af din oplevelse der er særligt meningsfuld for dig? Bedste: at være der Værste: at leve i begrænsningen af denne ufuldkomne verden og ikke have mange andre at kommunikere med, som forstår ud over denne verdens skrammel.

Har du nogensinde delt denne oplevelse med andre? Ja Til at begynde med min mor. Hun mente, det var en drøm. Jeg fik mulighed for at dele det med hende igen, da hun fik et slagtilfælde – hun sagde: 'Jeg har altid spekuleret på det.' Andre jeg stoler på – lytter for det meste bare.

Har noget på et eller andet tidspunkt i dit liv genskabt nogen del af oplevelsen. Nej

Er der ellers noget du vil tilføje om din oplevelse? Jeg er sikker på at der er mere – men nej.

Er der nogen andre spørgsmål vi kunne spørge om, som ville hjælpe dig med at kommunikere din oplevelse? Se ovenstående