Beskrivelse af oplevelsen:

Der var tre af os søstre. Den ældre søster, som jeg ikke husker, døde syv år gammel af kræft i hjernen. Hun døde 6 januar 1960 . Der var tre et halvt år imellem hver af os. Omkring to uger før slutningen af december 1993 plejede jeg min syge søster, som var døende med mavekræft. Min døende søster var 33, og vi var uadskillelige. Om aften faldt jeg i søvn, idet jeg også led af narkolepsi. Jeg arbejder i det medicinske fag, og ved at dette intet har med min sygdom at gøre. Mens jeg sov, drømte jeg, at jeg hørte min ældre søsters stemme. Det beroligede mig meget.

Hun sagde: " Sig til Jody at hun ikke skal være bange for at dø, når den tid nærmer sig. Jeg vil være der. Sig til hende at hun skal holde øje med min blå hånd". Så sagde hun:" du vil være der sammen med hende, for mor holdt mig i sine arme, da jeg døde, og hun kan ikke klare det. Alle vil være tilstede i rummet, også sygeplejerne, men vær ikke bekymret, jeg vil ordne det. Du vil vide, hvornår det er tid. Da du lider af narkolepsi, må du straks i denne uge gå til blomsterhandleren og bestille et stort hjerte og få skrevet "tre søster et hjerte" på det. Stryg så dit sorte tøj som du skal have på. Bestem hvem der skal ringe til hvem, for vi har en stor familie. Sig til Jody, at hvis hun ikke ser hvad du fortæller hende i dødsøjeblikket, vil du komme med hende". Så sagde hun:" Du vil ikke blive syg mens hun er døende, men bagefter må vi give dig narkolepsien tilbage.

Jeg vågnede og følte mig så fredfyldt men alligevel bange. Jeg gjorde, hvad jeg var blevet bedt om. Om morgnen i begyndelsen af den første uge i januar 1994 bad min søster sygeplejeren hente mig fra ved siden af. Jeg var netop taget af sted for at få lidt søvn, for jeg var sammen med hende hele natten. Hun bad mig om at komme til min mors hus (vi bor dør om dør). Hun var vågen og sad op, og hun var ude af sin semi- komatøse tilstand. Hendes hænder rystede. Hun sagde: "Kim jeg har hallucinationer ligesom dig. Jeg er bange." Jeg lagde armene om hende. Hun sagde: "Nej, ikke sådan, kom op i sengen, jeg vil vise dig hvordan du skal holde mig." Så lagde hun sin krop hen over mine arme, og sank tilbage i sin semi-komatøse tilstand. Jeg vendte mig mod min mor og sagde: "Jeg flytter mig ikke."

Da det var den 3 januar, troede jeg med at hun også ville dø 6 januar. Den 5 januar om morgnen vågnede hun. Jeg havde stadig ikke rørt mig. Jeg holdt hendes hånd i de to dage. Jeg sov ikke men havde det fint. Hun bad mig om at ringe til min far på arbejdet. Han løb hjem, hun rejste sigfor at kysse ham og sige tak for det liv, han havde skænket hende. Hun elskede min mor for højt til at sige farvel. Hun sagde altid, jeg kan ikke tro, jeg gør dette til hende ligesom min storesøster Ann. Så sagde jeg: "Du vidste jo ikke, at du skulle dø." Efter hun kyssede min far, og inden hun sank tilbage i den komatøse tilstand, sagde hun, "nu kan jeg tage til himlen." Klokken 11 om morgnen torsdag den 6 januar, vågnede hun og skreg mit navn. Jeg holdt stadig hendes hånd tæt. Hun vendte sig og sagde: "Kim jeg elsker dig."

Hun lå i koma indtil Lørdag den 8 januar. Dermed var hun 33 1/2, idet hun var født 8 juni. Klokken var omkring 14.30. Mine forældre, hendes mand, hendes lille pige på to år og sygeplejerne var tilstede i værelset. Pludselig var min far ved at kaste op, babyen begyndte at græde, og hendes mand bar hende ud. Min mor lugtede noget brændt. Jeg vidste at tiden var inde. Jeg sagde det til hendes sygeplejer. Sygeplejeren sagde at hun stadig åndede. Jeg tog hende op og lagde hendes krop hen over min og lagde så Sankt Judith hendes navnesøster bøn i hendes hånd. Så sagde jeg: "Jody tiden er inde. Ann sagde, at du skulle se efter bedstemor og bedstefar og hendes blå hånd og ikke give slip, før du så dem. "Hvis du ikke gør det, tager jeg med dig." Jeg sagde: "ser du Anns blå hånd?" Hun åbnede øjnene, smilede og nikkede, hvorefter hun døde. Da det skete, tog jeg hende op og blev ramt af partiel katapleksi, således at jeg kun kunne bevæge den øverste del af min krop. Sygeplejeren skubbede mig til side, og jeg råbte nej, "Det er mig der skal gøre det."

Fordi jeg er åndedræts terapeut, vendte jeg hende om da kræften eksploderede, og det flød sort fra hendes mund og næse. Jeg vendte hende om igen og kyssede hende. Jeg vendte mig mod vores tre billeder, der hang over mors seng, og mærkede pludselig en intens følelse af varme. Det var så smukt. Min søster havde forladt sin krop, mens jeg stadig kyssede hende. Hun flød bort i en gul chiffon kjole, som jeg kunne tegne i detaljer. Mine bedsteforældre var på hver sin side af hende, og en blå hånd svævede over hendes hoved. Før hun drog bort sendte hun mig et finger kys. Så fik jeg et kataplektisk tilfælde, med total mangel på muskelkraft i to timer. Samme nat, i vores lejlighed, sagde jeg til min mand: "Hvis bare jeg kunne være sikker på, at hun ikke havde smerter. Hun gav ikke noget ryk, og jeg pressede hendes morfin pumpe for at give hende en ekstra dosis, men hvordan kan jeg være sikker." Den nat sov jeg.

Skønt jeg var den af os børn, der førte et fælt sprog, og hun var den, der aldrig bandede; dukkede hun op oven over mit skab i den selvsamme kjole og sagde: "Dit dumme æsel, du fik mig til at komme hele vejen tilbage fra himlen for at fortælle dig, at jeg ikke havde smerter. At du holdt mig, som om det var mor, der holdt mig. Jeg elsker dig, tak og når jeg har noget at fortælle dig, vil jeg altid nå frem til dig. Du ved, hvor mærket jeg var af kræften, når du ser mig i min kiste i morgen aften, vil du se mig lige så smuk som jeg var på min bryllupsdag. De vidste, at du elskede mig så højt, at du ville være brudt sammen, hvis du ikke var sikker på, at jeg var i himlen, og at det var det du så, da jeg døde. Sig til mor at hun er den heldigste kvinde på jorden, fordi hendes to engle i himmelen fik hendes ene engel på jorden til at se himlen". Den aften til begravelsen var hun så smuk, som hun havde sagt. Der var Ikke et eneste ar fra kemoterapien eller vansiring. Hun var vidunderlig. Hendes mand tog væk to dage senere med deres to år gamle barn. Mine forældre kæmpede for at få forældremyndigheden. Det var min søsters ønske, at barnet skulle bo hos os. Hun døde tung hjertet, hvad det angår. Vi kæmpede for forældremyndigheden men tabte. Jeg ser min niece en weekend om måneden. Fra tid til anden når barnet kunne være sygt eller græd, ville jeg se min søster på den anden side af jernbanen, der bare græd, eller jeg ville drømme om hende og hører hende sige "min baby, min baby". Så ville jeg ringe til min niece, og hun ville være ked af det.

Nogen gange ville jeg tage på kirkegården. Jeg ville opsøge hendes grav og der se ferskenfarvede roser. Da jeg var på vej bort, kom der pludselig et vindstød, og en dør smækkede. Hun er begravet i et indendørs mausoleum. Jeg hørte hende tale til mig i mit sind men med min stemme. Hun sagde, "kom tilbage" og på jorden lå der så en langstilket rød rose. Jeg betragtede billede af hende på hendes mausoleum og kunne høre hende sige: "Jeg kunne ikke glemme din fødselsdag." Det er min fødselsdag den 18 januar, og mine to søstre døde i januar.

Der er sket så mange andre ting siden hendes død. Jeg har talt med præster, og de siger, at hun gav mig en særlig gave. Jeg er ikke blevet hellig, men jeg beder altid for hende, og jeg troede aldrig på et liv efter døden, indtil hun døde.


Beskrivelse af oplevelsen:

Vi var tre søstre. Min ældste søster, som jeg ikke husker, døde af kræft i hjernen som 7-årig. Hun døde den 6. januar 1960. Der var tre et halvt år imellem hver af os.

Omkring midten af december 1993 passede jeg min søster, der var dødeligt syg af kræft i maven. Min døende søster var 33 og vi var uadskillelige.

Jeg lider af narkolepsi, men jeg arbejder selv inden for den medicinske verden, og jeg ved jeg at det jeg oplevede ikke havde noget med narkolepsien at gøre.

Mens jeg sov, drømte jeg at min ældste søster talte til mig. Hendes stemme virkede så beroligende på mig. Hun sagde: ”sig til Jody at hun ikke skal være bange for at dø, når den tid kommer; jeg vil være der. Sig at hun skal se efter min blå hånd”. Så sagde hun: ”det bliver dig, der er hos hende, for jeg døde i mors arme og hun kan ikke holde til det. Alle vil være i rummet, også sygeplejerskerne, men bare rolig, jeg skal nok tage mig af det. Du vil vide når det er tid. Og hør, siden du har narkolepsi, må du gå til blomsterhandleren i denne uge og bestille et stort hjerte, hvor der skal stå: ”tre søstre, et hjerte”. Så skal du stryge dit sorte tøj. Bestem hvem der skal ringe rundt, for vi har en stor familie. Fortæl Jody at hvis hun ikke ser det, du fortæller hende, når hun dør, at så vil du gå med hende”. Så sagde hun: ”du vil ikke være syg imens hun er døende, men bagefter må vi give dig tilbage til narkolepsien”. Jeg vågnede og følte mig så fredfyldt og alligevel bange. Jeg gjorde som jeg havde fået besked på. I begyndelsen af den første uge af januar 1994 fik min søster sin sygeplejerske til at ringe til mig. Jeg var lige gået hjem for at få lidt søvn, fordi jeg havde været hos hende hele natten. Hun ringede for at få mig til at gå ind i mors hus (vi bor dør om dør). Hun var vågen og sad op og var ikke i sin sædvanlige, semi-komatøse tilstand. Hendes hænder rystede. Hun sade: ”Kim, jeg har hallucinationer lige som dig. Jeg er bange”. Jeg holdt om hende. Hun sagde: ”hold om mig. Nej, ikke sådan, kom op i sengen til mig. Jeg vil gerne vise dig hvordan du skal holde mig”.

Så lagde hun sin krop hen over mine arme og gled tilbage i sin semi-komatøse tilstand.

Jeg sagde til min mor: ”Jeg rører mig ikke ud af stedet”. Da dette var d. 3. januar, regnede jeg med at hun også ville dø 6. januar – samme dato som min søster. Om morgenen den 5. januar, vågnede hun. Jeg havde stadig ikke rørt mig. Jeg holdt hendes hånd i 2 dage. Jeg sov ikke, men jeg havde det fint. Hun bad mig ringe til vores far på hans arbejde. Han skyndte sig hjem, hun kom op for at kysse ham og sige tak for at han havde givet hende livet. Hun elskede min mor for meget til at kunne sige farvel til hende. Hun sagde altid at hun ikke kunne fatte at hun gjorde det her mod mor, ligesom Ann, min ældre søster, havde gjort. Jeg plejede så at sige: ”du vidste jo ikke at du skulle dø”. Efter hun havde kysset min far og før hun igen forsvandt tilbage i komaen, sagde hun: ”nu kan jeg tage af sted til himlen”.

Torsdag d. 6. januar kl. 11 vågnede hun og råbte mit navn. Jeg havde stadig min hånd knuget i hendes. Hun vendte sig og sagde: ”Kim, jeg elsker dig”. Hun var bevidstløs indtil lørdag d. 8. januar. Det vilsige at hun nu var 33 ½ år, eftersom hun var født d. 8. juni. Det var omkring kl. 02.30 om natten. Mine forældre, hendes mand, hendes to år gamle datter og sygeplejerskerne var i rummet. Pludselig fik min far kvalme. Hendes lille pige begyndte at græde og min søsters mand tog hende med ud af rummet. Min mor syntes der lugtede brændt. Jeg vidste at nu var det tid. Jeg fortalte det til sygeplejersken. Hun sagde at min søster stadig trak vejret. Jeg løftede hende op og placerede hendes krop hen over min, og lagde hendes St. Jude, hendes navnefælles, bøn, i hendes hånd. Så sagde jeg: ”Jody, det er tid nu. Ann sagde at du skulle kigge efter bedstemor og bedstefar og hendes blå hånd og at du ikke skulle give slip før du kunne se dem. Hvis du ikke gør det, går jeg med dig”. Jeg sagde: ”kan du se Anns blå hånd?”

Hun åbnede øjnene, smilede, nikkede, og så døde hun. Jeg tog hende op og fik et anfald af delvis katapleksi (pludselig, midlertidig lammelse), hvor jeg kun kunne bevæge det øverste af min krop. Sygeplejersken skubbede mig væk og jeg råbte: ”nej, jeg er nødt til at gøre det her”. Jeg er åndedrætsterapeut og vidste jeg at måtte vende hende om, da kræften eksploderede og der kom sort sekret ud af hendes mund og næse. Jeg vendte hende om igen og kyssede hende. Jeg drejede mit hoved imod de tre billeder af os over min mors seng og havde pludselig en intens følelse af varme. Det var så smukt. Min søster havde forladt sin krop mens jeg stadig kyssede hende. Hun flød ud af rummet i en gul chiffon-kjole, som jeg kan tegne i detaljer. Mine bedsteforældre var på hver side af hende og en blå hånd flød over hendes hoved. Før hun forsvandt, sendte hun mig et luftkys. Så fik jeg et fuldt kataplektisk anfald, hvor jeg i to timer mistede enhver muskeltonus.

Den nat, i min lejlighed, sagde jeg til min mand: ”hvis jeg bare vidste at hun ikke følte smerte. Hun så ikke ud til at lide og jeg pressede morfinpumpen for at give hende en ekstra dosis, men hvordan kan jeg være sikker?”

Jeg gik i seng. Det er normalt mig, der taler grimt til børnene og hende der aldrig tager et bandeord i sin mund. Men denne nat kom hun til syne over mit skab i samme kjole og sagde: ”du er en røv! Du har fået mig til at komme tilbage hele vejen fra himlen for at fortælle dig at det ikke gjorde ondt. At du holdt mig som mor ville have gjort. Jeg elsker dig, tak, og når jeg har noget jeg vil fortælle dig, vil jeg altid komme til dig. Du ved hvor vansiret jeg blev af kræften, men når du ser mig i morgen i min kiste, vil du se mig lige så smuk som jeg var på min bryllupsdag. De vidste at du elsker mig så højt at du ville blive ødelagt, hvis du ikke var helt sikker på at jeg kom i himlen og da jeg døde var det dét, du så. Fortæl mor at hun er den heldigste kvinde på jorden, fordi hendes to engle i himlen fik hendes ene engel på jorden til at se himlen”.

Den aften til begravelsen var hun så smuk som hun havde sagt. Ikke et eneste ar fra kemoterapien, ingen vansiring. Hun var fantastisk smuk. Hendes mand rejste to dage efter med deres to-årige barn. Mine forældre kæmpede for at få forældremyndigheden. Det var min søsters ønske at hendes barn skulle bo hos os. Hun var tung om hjertet ved at måtte efterlade sin lille pige. Vi kæmpede for forældremyndigheden, men vi tabte. Jeg har fået lov at se min niece en weekend om måneden. Nogen gange, når hun er syg eller ked af det, ser jeg min søster hen over jernbaneskinnerne bare græde, eller jeg drømmer om hende, der siger: ”mit barn, mit barn”. Så ringer jeg og fortæller det til min niece, og hun bliver ked af det.

På et tidspunkt gik jeg på kirkegården, hen til hendes grav og så ferskenfarvede roser der. Jeg var på vej væk, da der pludselig var en vind og en dør der smækkede. Hun er begravet i et indendørs mausoleum. Jeg hørte hende tale til mig i mit hoved, men med min stemme. Hun sagde: ”kom tilbage” og på jorden lå en langstilket rød rose. Jeg kiggede på billedet af hende, der hænger i mausoleet og kunne høre hende sige: ”Jeg ville ikke glemme din fødselsdag”. Jeg har fødselsdag d. 18. januar og mine to søstre døde i januar.

Der er så mange andre ting, der er sket efter hendes død. Jeg har talt med præster og de fortæller mig at hun har givet mig en særlig gave. Jeg er ikke blevet hellig, selvom jeg altid beder for hende og jeg har aldrig troet på et liv efter døden før hendes død.