Beskrivelse af oplevelsen:

Jeg ved ikke hvordan jeg kom hertil; eller for den sags skyld hvor jeg er. Himlen har en klar blå farve med et par spredte tottede skyer. Når jeg ser mig omkring, kan jeg se at jeg er på en støvet gade, der snor sig omkring nogle træer nogle få hundrede meter frem, indtil den forsvinder i de omkringliggende bakker. Bakkerne består mest af klipper og tør brun jord; der er intet grønt på dem. Træerne er ikke så høje; barken er mere grå end brun og bladene mere brune end grønne. Tørre græspletter og bleggylden bynke dækker jorden. Grå klipper i varierende størrelser, fra størrelsen på et menneskehoved til sten store som elefanter er strøet rundt om i området helt op til foden af bakkerne. Det ligner en scene fra Bonanza eller en af den slags gamle westerns.

Det går op for mig at jeg sidder på en hest; jeg hører nogen sige ”kom, lad os lave lidt sjov”. Og da jeg vender mig, ser jeg at jeg er blandt en flok cowboytyper. De har alle lange Dusters på, beskidte sorte eller stribede blegbrune, lange frakker. Deres hatte er trukket langt ned og bandanas dækker deres ansigter. Vi rider ind i sådan en typisk gammel western-by; en enkelt gade skærer gennem byen, grå, vejrbidte husfacader, enkle, med hvide skilte der viser hvilke forretninger bygningerne rummer. Fyrene jeg er sammen med begynder at skyde op i luften og råbe. Men der er noget galt; måske har de været her før, for landsbyfolkene venter os.

De skyder tilbage imod os bagfra en bygning. Jeg kan se små støvskyer og huller dukke frem i de andres tøj. Jeg mærker noget ramme mig mellem skuldrene; ingen smerte, men jeg falder ned på jorden og kan ikke røre mig. Cowboys'ne samler mig op og lægger mig bag på en vogn. Vi trækker ind mod købmandsforretningen/lægens kontor. De lægger mig på disken og en eller anden spørger om jeg vil blive der og blive lappet sammen eller komme med dem. Jeg siger jeg vil blive. Da jeg drejer mig for at se ham der taler til mig, kan jeg se gennem skudhullerne. Der er ikke noget blod og heller ikke noget kød. Bag bandanaen er der blottede kranieknogler.

Det er helt mørkt omkring mig nu; bortset fra en cirkel af lys langt borte. Det må være en hule eller en form for kloakrør, jeg befinder mig i. Jeg legede i sådan et som barn, så jeg er ikke bange. Men lyset virker unormalt klart, mens jeg bevæger mig imod det. Tunnellen åbner sig ud i en stor tragtformet hule eller kammer. Tunnelens vægge og gulv er rå, sort klippe. Som jeg bevæger mig længere ud i det åbne rum, skifter gulvet til en lysere sort nuance, så grå, mørk hvid, klar hvid, indtil det er så blændende hvidt at det er umuligt at se for mig. Væggene skifter farve på samme måde, bliver blødere og hvidere, udvider sig udad, indtil de forsvinder i lyset.

Søjler rejser sig fra gulvet op mod et loft, jeg ikke kan se. Noget, der minder mig om brandslanger, ligger rundt omkring. Jeg lægger mærke til at nogen ude i siden bruger en slange til at vaske væggene nær tunnelåbningen. I stedet for vand er det en klar stråle af gyldent lys der vasker mørket væk. Jeg bliver på en eller anden måde ramt i brystet af en af disse stråler. Jeg føler ingen smerte; men jeg falder og kan ikke røre mig. Nogen samler mig op og lægger mig på et bord eller en seng. Jeg bliver spurgt om jeg vil gå med dem eller vente og blive lappet sammen. Jeg kan ikke se ansigterne på dem omkring mig; lyset ser ud til at blive reflekteret fra dem, eller måske kommer det endda fra dem. Jeg siger at jeg vil vente og blive lappet sammen. Alt bliver ufokuseret et stykke tid. Da mit syn vender tilbage, er alt anderledes. Nu er lyset over mig; det er stadig klart, men ikke det samme. Menneskene står over mig og de har masker på og nogle skinnende sølvstænger omkring mit hoved, udspyer objekter. Det bliver sort igen.

Igen genvinder jeg bevidstheden. Jeg kan ikke bevæge mig. Jeg kan ikke tale og kan ikke se klart. Jeg er i en hospitalsseng og det har jeg været i fire uger nu. Fem måneder senere kan jeg tale igen, og mit syn er næsten normalt. Mine sanser har været lammet sammen med resten af mig. Jeg er quadriplegiker nu. Jeg er blevet kørt ned af en bil.

Jeg var ikke i stand til at køre hjem den nat, så jeg gik. Det var januar og det havde sneet nogle dage før, men i dag var det blevet lunt og helt op omkring de 10 grader. Sneen smeltede og det var de perfekte omstændigheder for den tykkeste tåge, jeg har oplevet. Efter at have trådt i en stor pyt, besluttede jeg mig for at gå på hovedvejen. Det var sent og der var ingen biler. Jeg har fået fortalt at bilen kørte omkring de 80 km/timen. Ingen af os kom af vejen i tide. Jeg må have vendt mig, da jeg så lygterne komme nærmere. Mit højre ben blev knust til småstykker og måtte holdes sammen med et stålsøm fra ankel til knæ. Min venstre fod ramte bilens motorhjelm og fik smadret knogler nok til at den måtte i gips i adskillige måneder. Jeg ramte forruden med hovedet først og stoppede ikke der. Jeg fortsatte igennem og landede i passagersædet. Mit hoved vippede bagover helt til mit baghoved rørte min ryggrad. På det tidspunkt fik bilen bremset og jeg fløj ud af bagenden af bilen, over motorhjelmen og ud i vejsiden. Det tog ambulancen omkring 45 minutter at komme frem og finde mig. Mit blodtryk var 0/50, men jeg var i live. En læge fra det nærmeste hospital sagde til min familie at de godt kunne sige farvel til mig. De forventede ikke at jeg klarede turen til et bedre udstyret traumecenter.

Jeg tror de var nødt til at spørge mig to gange; for at være sikker på jeg mente det. Jeg håber stadig at jeg en dag bliver endnu mere ”lappet sammen”.

Jeg er en hvid mand på 38, jeg tror på Gud, men hader organiseret religion, jeg havde drukket men ikke taget stoffer, jeg var marathonløber, men ude af form på dettidspunkt.

NDERF: Har du nogen mulig grund til cowboy-temaet?

Alan: jeg har ingen anelse om hvorfor der var cowboys. Jeg tror jeg bleve spurgt to gange hvad jeg ville; for at de kunne være helt sikre på at jeg virkelig ville tilbage. Jeg har altid været en vovehals og har altid sagt at jeg hellere ville være død end lam.

Køn: Mand