Beskrivelse af oplevelsen:

Dette er mit livs vigtigste oplevelse. Først begivenhederne der ledte op til oplevelsen, mine forældres beskrivelse af hvad der skete mens jeg var væk, min NDE og til sidst hvordan jeg har det med det.

Scene: 24/02/82, Sydney, Australien, 18:00, jeg forlod mit firma, som arbejder med reparation af optiske apparater, for at tage hjem til Raymond Terrace (en by nord for Newcastle, NSW). Min partner Mike var i passagersædet, jeg kørte, og en ven og deltidsmedarbejder Steve sad bag i bilen. Det regnede efter 3 måneders tørke, jeg kørte langs industri hovedvejen og holdt ved lyskrydset hvor udkørslen fra BHP fabrikken krydser hovedvejen; her slutter min hukommelse.

Rapporteret af Mike (min ekspartner): ”Som vi nærmede os lyskrydset skiftede det til grønt; da vi var midt ude i lyskrydset mistede bilen vejgrebet og akvaplanede, farten var 43 km/t, vi ramte de store strømmaster lige efter krydset. Steve, som lå på en madras bag i kassevognen, blev fyret af som et missil. Han blev kastet fremad ind i Renes hoved og skubbede hende ind i rattet.”

Medicinsk information: Steves rygsøjle var brækket ved L4, han er lammet. Jeg havde knoglebrud på basale områder af kroppen, frontallappen, højre øjenhule, højre kindben, alle trykkede, 6 huller i membranen i hjernen. Rattet var brækket og dele af rattet havde gennemboret kroppen 3 steder – gennem halsen op til toppen af munden, og trængt igennem øvre og nedre del af min brystkasse. Mike fik et lille blåt mærke af sikkerhedsselen.

Min mor raporterede at: 25/01/82 om eftermiddagen var de hos en neurokirurgisk professor, som fortalte om min død og om hvordan de skulle være taknemmelige, fordi jeg ville have været en grøntsag, hvis jeg havde overlevet. Under denne samtale kom en ung, bange sygeplejerske farende ind på kontoret og udbrød ”Hun er i live, hun satte sig op og talte!”. Professoren irettesatte hende for at afbryde tre gange, inden han tog hende med udenfor og belærte hende om ”døde kroppe” der bevægede sig og lavede lyde. Sygeplejersken blev ved, ”hun satte sig op og sagde ”lad være med at give mig mere medicin!””. På dette tidspunkt tog min mor fat i professorens ene albue og min far tog den anden og marcherede ned ad gangen for at se efter. De fandt mig i en korridor, hvor jeg åbenbart var blevet placeret, så sygeplejersken kunne fjerne udstyr inden jeg blev overført til lighuset. Jeg var i dyb koma og jeg trak vejret - jeg var i koma i yderligere 10 dage.

Min NDE

Jeg ved ikke hvornår i løbet af de ovenstående begivenheder at min oplevelse fandt sted. Jeg har ingen erindring om at dø eller forlade min krop. Jeg bevægede mig med hovedet først igennem en mørk malstrøm af hvad der lignede sorte kogende skyer, med en fornemmelse af at jeg blev kaldt på fra begge sider, hvilket skræmte mig. Foran mig var en lille prik af klart lys, som voksede og blev klarere, jo nærmere jeg kom. Jeg blev opmærksom på at jeg måtte være død og blev bekymret for mor, far og min søster og en smule vred på mig selv fordi jeg tænkte ”de kommer hurtigt over det”, som om det var en flygtig tanke i forbifarten, mens jeg farede grådigt frem mod lyset.

Jeg ankom i en eksplosion af stålende lys til et rum med utydelige vægge og stod nu foran en mand i 30'erne på næsten 2 meter, med rødligt brunt hår som gik til skuldrene og et fantastisk pænt, kort overskæg. Han bar en simpel hvid kåbe, det virkede til at lyset stammede fra ham og jeg følte at han havde stor alder og visdom. Han bød mig velkommen med stor kærlighed, ro, fred (ubeskriveligt), ingen ord. Jeg følte ”jeg kan sidde ved dine fødder forevig og være tilfreds”, hvilket slog mig som en underlig måde at tænke/sige/føle. Jeg var fascineret af stoffet på hans kåbe og prøvede at finde ud af hvordan lys kan væves!

Han stod ved siden af mig og fik mig til at kigge til venstre, hvor jeg genspillede mit livs mindre stolte øjeblikke; jeg genoplevede de øjeblikke og følte ikke kun hvad jeg havde gjort, men også den smerte jeg havde været skyld i. Nogle af tingene ville jeg aldrig kunne have forestillet mig kunne have forårsaget smerte. Jeg var overrasket over at nogle af de ting jeg måske havde været bekymret for, som da jeg som barn havde stjålet noget chokolade i en butik, ikke var der, hvorimod henkastede bemærkninger, som gjorde skade uden at jeg havde været klar over det på det tidspunkt, talte med. Da jeg blev tynget af skyld blev jeg vist andre øjeblikke som havde givet glæde til andre. Selvom jeg følte mig uværdig, virkede det til at det vejede til min fordel. Jeg modtog stor kærlighed.

Jeg blev ført længere ind i rummet som blev til en sal og der kom min bedstefar imod mig. Han så yngre ud end jeg huskede ham og manglede sit hareskår, men det var uden tvivl min bedstefar. Vi krammede, han talte til mig og bød mig velkommen, jeg blev rørt og tilgav ham for at dø da jeg var 14, hvilket havde fået mig til at bryde mit løfte om at blive læge så jeg kunne finde en kur mod hans hjertesygdom. Indtil da havde jeg ikke været klar over at jeg havde været vred på ham!

Bedstefar fortalte mig at bedstemor snart kom og at han glædede sig til hendes ankomst. Jeg spurgte hvorfor hun snart kom, for hun havde rejst fra sit hjem i Manchester til Miami hver sommer igennem de sidste mange år! Bedstefar fortalte mig at hun havde kræft i tarmen og snart kom; bedstefar virkede ikke til at have nogen tidsfornemmelse da jeg spurgte hvor lang tid der ville gå. (bedstemor fik diagnosen 3 måneder efter og døde i august. Jeg havde gjort min mor ked af det ved at fortælle hende det da jeg genvandt bevidstheden). Efter bedstefar og jeg havde snakket et stykke tid tog han mig videre med ind i rummet som blev til en sal igen og vi nærmede os en gruppe af mennesker som jeg begyndte at genkende.

Personen som først bød mig velkommen kom og placerede sin hånd på min skulder og vendte mig imod sig, han sagde ”Du må vende tilbage, du har en opgave at udføre.”, jeg havde lyst til at modsige ham, jeg havde lyst til at blive. Jeg kiggede tilbage på bedstefar og blev drevet hen mod udgangen, ved tærsklen, hvor alt blev sort, ingenting, ingen bevidsthed.

Bagefter: Jeg vågnede langsomt af min koma hen over flere dage, med drømmeagtige minder om velkendte stemmer og glimt af ansigter. De mest klare øjeblikke var da jeg ved flere lejligheder vågnede af en dyb søvn og så en sygeplejerske med en sprøjte og nægtede at få mere medicin, jeg ved ikke hvorfor!

Jeg fik tre omgange af operationer der skulle gendanne mit ansigt, kranium, øjenhulen. Forlod hospitalet med smerter, dobbelt syn og ingen lugtesans og skade på 8. kranienerve, hvilket efterlod mig med kvalme og en forstyrret balance. Jeg var sur på G-d i 2 år for at sende mig tilbage til sådan en smerte med en opgave uden ledetråde eller instruktioner; kun en klar besked som jeg ikke aner hvordan jeg skal give videre, beskeden er ”Det er tid til at leve efter jeres overbevisninger, hvad de end måtte være, at få jeres hus i stand, da enden er nær!”. Dette kan ikke være min opgave, der var ingen kraftig stemme og jeg ved ikke hvordan jeg fik beskeden.

Jeg er også usikker på gatekeeperens identitet, intet navneskilt, ingen introduktion! Det tog mig 5 år som zombie, før jeg formåede at rehabilitere mig selv. Jeg fik lønnet arbejde af Head Injury Society i New Zealand i 1987 og bliver nu vist frem som et eksempel på hvor godt man kan komme sig over en erhvervet hjerneskade. Jeg kender stadig ikke min opgave, har stadig smerter, manglende lugtesans, dobbeltsyn, osv.

Det er sådan set alt hvad der er at sige undtagen at min NDO er mere virkelig for mig end hvad jeg lavede i går.

Du kan læse mere om René her: Renés erindringer fra sin komatilstand: http://www.waiting.com/rene.html