Beskrivelse af oplevelsen:

Min oplevelse foregik for omkring tyve år siden, da jeg var sytten. Jeg var meget syg, men alle mine tests var fine. Min far var læge. Ingen kunne finde ud af, hvad der var galt med mig.

På vej til hospitalet sagde min far til min mor at jeg ikke ville komme med tilbage.

Jeg havde lyst til at være alene. Jeg var ikke ved fuld bevidsthed i fem dage. En morgen vågnede jeg og gik på toilettet, hvilket jeg vist ikke skulle have gjort. Jeg kunne ikke selv gå tilbage til min seng. Jeg prøvede alt hvad jeg kunne. Jeg sagde til mig selv at jeg var nødt til at prøve med min højre side. Jeg kunne ikke, så jeg prøvede med min venstre side. Jeg faldt ned på gulvet. Jeg var så syg at jeg ikke engang kunne bevæge min hånd.

En kvinde kaldte på sygeplejersken. De kom, men kunne ikke flytte mig. Jeg hørte en stemme sige at de var nødt til at hente hjælp. De kom tilbage med to mænd, og så bar de mig tilbage til min seng. Næste morgen ventede jeg på at min mor skulle komme. Jeg vidste at min mor var der hver mogen før jeg åbnede mine øjne. Jeg bad hende gå hjem, jeg ville være alene. Hun tiggede om at få lov til at blive. Jeg sagde jeg ville være alene. Efter hun gik, så jeg min krop ”gå ud af min krop”. Det havde jeg aldrig oplevet før. Jeg følte mig fri, uden grænser, uden frygt. Det bekræftede noget, jeg ikke kan beskrive med ord, noget inden i mig. Jeg ved ikke hvor lang tid det varede, jeg husker ikke noget efter det. Jeg var i koma i fem dage. I den tid var min mor hos mig nat og dag. Senere fortalte min mor mig at hun om morgenen den femte dag følte en tung og insisterende atmosfære i værelset.

Hun fortalte mig at jeg med min hånd havde vist at Emam Ali sad på min venstre side (jeg husker det ikke selv). Så så jeg en mand. Jeg kunne ikke bevæge mig overhovedet, som om jeg ikke var en krop. Som jeg sagde, har jeg ingen fornemmelse af tiden. Jeg hørte min mor, hun begyndte at bede og igen husker jeg ikke noget før det var morgen. Min mor fortalte mig samme aften at jeg kom ud af min komatilstand og jeg huskede at jeg havde været et sted, der var grønt. Jeg stod på en stor klippe over en grav og jeg var så lykkelig. Jeg var otte eller ni år og nogen kom hen til mig. Han sagde: jeg ville have taget dig med, men har fået at vide at det ikke er tid. Jeg vidste jeg ikke skulle spørge om noget, selvom jeg ikke havde lyst til at forlade stedet. Han holdt min højre hånd. Han forlod mig. Så drejede min seng 360 grader rundt to gange og stoppede, og jeg begyndte at åbne øjnene. Jeg kunne ikke, fordi det var så lyst, jeg kunne mærke jeg skulle åbne dem langsomt. Det første jeg gjorde var at spørge efter min mor. Jeg holdt hende i hånden. Senere fortalte min mor at så snart jeg fik hendes hånd, fortalte jeg at jeg var kommet tilbage fra en anden verden. Det kan jeg heller ikke huske. Jeg har været tilbage i tretten år nu og min mor er død. Der skete også noget andet, jeg fik en besked fra mor, men jeg er endnu ikke helt klar til at tale om det.

Som svar på adskillige spørgsmål vi stillede, svarede hun:

Jeg skal gøre mit bedste for at svare korrekt. Det sted jeg talte om var en kirkegård, men alt var grønt, men anderledes grønt end vi ser på en almindelig kirkegård. Jeg kan huske jeg havde en sort og hvid kjole på.

Nej jeg kendte ikke manden der kom, jeg ved bare han var en mand (faktisk tænkte jeg meget over det spørgsmål, fordi jeg kun tror det er Gud der ved hvornår ens tid er kommet). (Jeg ved ikke) hvorfor han fortalte mig at han ville tage mig med, men at han var blevet fortalt det ikke var tid endnu. Da han holdt min hånd, fik jeg en følelse jeg ikke kan beskrive. Jeg måtte ikke stille spørgsmål, men jeg så op for at se på ham og så blev han meget høj, det så ud som om han nåede helt op i himlen. Så drejede vi og gik lige ud. Han holdt stadig min hånd, indtil vi nåede et skillepunkt. Han forlod mig på den venstre vej og jeg tror han gik til højre. Så snart jeg drejede til venstre, drejede min seng rundt to gange 360 grader og efter det vidste jeg, som jeg har fortalt jer, hvor jeg var.