Beskrivelse af oplevelsen:

Jeg har kaldt det ..... Næsten til himlen på min Harley ..... Jeg vil gerne have at I giver det samme titel ..... Tak. - Bones.

Har I nogensinde hørt en historie, der lyder som om, den ikke er af denne verden? Det var lige præcis, hvor jeg var, da denne episode fandt sted (ikke i denne verden). Jeg drog til et sted, som jeg nu kalder den åndelige verden. Det var januar 1998 - Jeg kørte på min Harley, og blev kørt over af en lastbil. Med helikopter fly til hospital i San Diego. De medicinske journaler siger, at jeg måtte genoplives tre gange på turen. Jeg havde seksoghalvtreds brækkede knogler, en sammenklappet lunge, en lukket hoved kvæstelse, jeg havde fået mit kæbe revet af led, og brækket den, tænder blev slået ud, min tunge flænset så jeg druknede i mit eget blod. Jeg var i koma i det meste af tre måneder.

Jeg forklare mit koma på denne måde, fordi det var sådan det var. Jeg vågnede ikke bare en dag, som om jeg havde sovet. Efter at have været væk i et par uger, begyndte jeg at komme til og falde bort. Dette blev ved en rum tid, idet lægerne også holdt mig i et medicineret koma. Hvad du skal til at læse, er præcis, hvad der skete, så godt som jeg husker det. Og jeg husker det meget vel. Intet vil blive tilføjet for at gøre det til en bedre historie, eller få min historie til at stemme overens med andres. Jeg så ingen klare lys, tunneler, eller hørte underskøn musik, ingen skyer, glimmer eller guld. Men så var jeg måske ikke på vej i den retning! Skønt det er et meget stort hospital, er det gemt bort bag et beboelseskvarter. Man kommer kun forbi det, hvis det er der man skal hen. Hospitalet er lige som kvarterets blindgyde. Jeg er sikker på, at jeg aldrig har været på det, eller er kørt forbi det før denne oplevelse. Jeg var også bevidstløs, da jeg blev fløjet ind med redningshelikopteren. Der ud over befinder helikopter landingspladsen sig oppe på taget, og man kommer derfor ind i traumeafdelingen fra taget. Dette er alt sammen en vigtig del af min historie.

Mit værelse 734 vendte mod forsiden af hospitalet på syvende etage. Fra vinduet kunne man se ned til en beton gård dækket af et stort halvtag, der beskyttede mod vejr og vind, som var hospitalets hovedindgang. Taget spærrede for udsynet fra mit vindue på en sådan måde, at man ikke kunne se hovedindgangen. Min krop kunne ikke klare at komme hen til vinduet. Hver gang jeg var ved at vågne, ville jeg opdage endnu en skade. Så vendte jeg tilbage til det sted, hvor jeg plejede at opholde mig: "i gården foran hospitalet". Jeg holdt til derude, som om jeg havde en ven, der var en tilskadekommet patient inden for. Jeg ventede på at finde ud af, om han ville klare den eller ikke. Skønt jeg vidste godt at vennen var mig. Der var også en anden fyr derude sammen med mig. Men vi holdt os hver især til os selv. Jeg antog, at han var i samme båd som mig (om man så må sige) og jeg tog ikke særlig notits af ham. Jeg var derude, hvad der forekom mig at være mindst tre dage. Om natten opholdt jeg mig i en lille udvendig korridor på den anden side af græsplæne lige til højre for hovedindgangen. Jeg ved ikke, hvor den anden fyr gik hen om natten. Men han var altid i forgården om dagen. Ofte så jeg ind af vinduet på min ødelagte krop, der lå i sengen. Det var som at se en film. Jeg så ikke min krop gå hen til vinduet. Kun synet zoomede derop og fokuserede ind.

Når jeg kom ned forgården, ville jeg se tilbage på mit liv. Jeg tænkte på de andre situationer, hvor jeg i tidens løb havde været tæt på. og på venner der var døde i en meget yngre alder. Jeg var nu 40, og min far døde da han var 32. Jeg var 8 da han døde. Jeg husker, at jeg tænkte, at jeg har haft et meget længere liv end dem. Jeg husker også, at jeg tænkte, at jeg ikke havde 6 børn og en kone, der var afhængige af mig. På det tidspunkt var jeg nyskilt med en datter på 7 år. Min ekskone tjente gode penge, og de behøvede mig ikke rent økonomisk. Jeg var i gang med at gøre op med mig selv, om jeg ville leve eller dø. For af en eller anden ukendt grund så det ud til, at jeg havde et valg. Rundt omkring den tredje dag mødtes jeg ansigt til ansigt med den anden fyr i forgården. Han så mig lige ind i øjnene og sagde," Nå George hvad vil du så gøre?" Det var på det tidspunkt,, at det gik op for mig at denne fyr var Gud, eller en eller anden fra hans afdeling. Måske min far, skønt han ikke lignede de få billeder jeg har set af ham. Jeg var lige ved at drage af men tanken om a forlade min datter ( som jeg tilbeder), og som elsker sin far meget højt, stoppede mig. Jeg kunne bare ikke holde ud, at hun skulle vokse op uden en far. Ikke hvis jeg havde noget at sige. Og tilsyneladende havde jeg noget at skulle have sagt. Jeg vidste også fra denne fyr, at jeg ville komme mig. Han sagde ikke noget som helst andet end (Nå George hvad vil du gøre ?) Men jeg vidste på en eller anden måde, at jeg ville komme mig. Jeg vidste også, at det ville tage meget meget lang tid.

Vi talte sammen ved hjælp af mental tankeoverføring eller sådan noget lignende. Så jeg fortalte ham, at jeg gerne ville blive. Jeg fortalte ham også, at jeg drikker for meget, og at jeg ikke ønskede at vende tilbage til den måde at leve på. Han svarede mig aldrig på det. Det var sidste gang jeg så den fyr. Skønt jeg har på fornemmelsen, at jeg en skønne dag vil se ham igen. Jeg vendte tilbage til min krop med stor kraft. Grunden til at jeg siger det er, at min krop var på operationsbordet til endnu en operation. Da jeg vågnede helt, sagde jeg noget. Så hørte jeg lægen sige, han kan ikke mærke noget. Derpå begyndte jeg at fortælle dem, at de arbejdede på mit højre ben nær skinnebenet langt inde. Der blev stille i rummet. Jeg husker så bare narkoselægen og mig selv. Jeg bad ham om at sende mig væk igen. Efter hvad der forekom lang tid, gjorde han det.

Men ven Richard var oppe og besøge mig en aften, og jeg var begyndte at vågne en hel masse nu. Richard sagde, at han ville gå udenfor og ryge. Jeg havde selv været ryger inden ulykken. Så jeg sagde, tag mig med. Jeg har ikke røget en cigaret i umindelige tider. Jeg havde bare lyst til at komme ud af den seng. Jeg vidste, at hvis der var nogen, der kunne hjælpe mig, så var det Richard. Han og Spivey kom ofte på besøg, og hvis jeg røg, ville jeg komme ud en hel masse. Så Richard fandt en rullestol, samlede mig op, satte mig i den og af sted var vi. Ned med elevatoren og ud af fordøren. Så lige ud 30 til 40 fod og så bøjede han sig ned og satte bremsen. Nu var min kæbe brækket, og mine tænder var låst sammen. Men jeg prøvede at lade som om, jeg nød cigaretten, så jeg ville komme med ud igen. Da vi var færdige med at ryge, var det tid til at vende tilbage. Richard vendte mig rundt, så jeg vendte mod fordøren og forgården. Da jeg så stedet, hvor jeg havde opholdt mig, og hvor den anden fyr stod, ja selv den udvendige korridor, hvor jeg tilbragte natten, sagde jeg, det var som bare pokker. Det var virkeligt. Først da blev jeg klar over at mine erindringer, ikke var en drøm, og jeg fortalte Richard hele historien. Kort efter sagde Richard, "Vi må nu til at kalde dig "Bones". Spivey sagde: "Du havde da ikke noget at bekymre dig om. Kun de gode dør unge". Og jeg vidste, at jeg ville blive rask, og jeg vidste at det ville tage lang lang tid. Her til slut vil jeg lige sige, at der gik to og et halvt år uden, at jeg fik så meget som en drink. Nu drikker jeg som en gentleman. Hvad jeg mener med det er, at der en sixpack med Budweiser i mit køleskab, som jeg købte for en måned siden, og der er stadig en eller to flasker tilbage. Min datter Krysten har det godt og bor sammen med sin far halvdelen af tiden. Jeg har gennemgået 43 operationer i løbet af de sidste 37 måneder. Den seneste fandt sted for seks uger siden. Jeg har stadig alle mine kropsdele på nær et par tænder, som er blevet erstattet. Jeg ved at det blot er en del af den lange lange tid. Krysten er ti år nu, og jeg glæder mig til at give hende bort til hendes bryllup. og som sangen siger. Jeg kunne have været smerten foruden, men så ville jeg også være gået glip af "DANSEN" - Bones.

In closing I will tell you that I went two and a half years without having a drink "at all." Now I only drink like a gentleman. What I mean by that is that there is a six-pack of Bud in my fridge that I bought a month ago. It still has one or two bottles left. My Daughter Krysten is doing great and lives with her Dad half of the time. I have had 43 surgical procedures over the past 37 months. The most recent was six weeks ago. I still have all my body parts accept for a few teeth that were replaced. I know that this is just part of that very, very long time. Krysten is ten now and I'm looking forward to someday giving her away at her wedding. And like the song says. I could have missed the pain. But I'd of had to miss " THE DANCE " - Bones