Beskrivelse af oplevelsen:

Jeg havde min første NDO da jeg var barn, måske 2 eller 3 år (det vil sige ca. i 1953), og årsagen var en drukneulykke. Jeg husker at jeg så min krop under mig, jeg husker at jeg så en klar, varm, kærlig lyskugle over mig og mine panikslagne forældre under mig. Jeg vidste ikke at det var noget at fortælle om og ingen ville have troet mig, så det var ikke noget, jeg følte trang til at nævne for nogen. Fra da af nægtede jeg imidlertid at gå i kirke. Jeg udnyttede en hver chance for at stikke af fra kirken. Det var ligesom hvis man forsøgte at sætte to magneter sammen (med samme pol). Efter at have spurgt – i en presbyteriansk katekismus, hvorfor en person i Afrika, som var god og ordentlig og kærlig og sådan, ikke havde en chance for at komme i himlen, bare fordi han ikke havde læst biblen, blev jeg smidt ud af kirken. Alle skammede sig sådan på mine vegne, de kunne ikke regne ud hvorfor jeg blev så glad. Det var i 1963.

Jeg var den største anti-kirke agnostiker du nogensinde har mødt!!! Jeg troede overhovedet ikke på kirken. Jeg gik ikke i kirke undtagen da jeg blev beordret til det af min onkel, som opfostrede mig efter min fars død (selvmord). Mens jeg var i kirken, under tvang som det var, og iført et sæt tøj, min onkel egentlig ikke havde råd til at give mig, gik en mand frem foran i kirken. Menigheden vendte sig og kiggede på ham. Jeg så ind i hans øjne og der var et varmt, kærligt skær om ham. Han havde sandaler på og var klædt som, og lignede præcis den fyr, der hang bag prædikestolen. Så så det ud som om han ville have mig til at se på menigheden. Da jeg gjorde det, blev jeg helt dårlig. Hele flokken stirrede på ham med åbenlyst had. Jeg kiggede tilbage på manden og han så mig lige i øjnene og smilede. Jeg smilede tilbage og han vendte sig og gik.

Den dag efter kirken, gik jeg udenfor og tog min jakke og mit slips af, og tog det aldrig på igen, ligesom jeg aldrig igen gik i kirke med min gode vilje. Det var omkring 1968.

Så blev det 1971, og jeg var nu en gift mand med en søn, og blaffede hjem fra mit job i et forskningslaboratorium på University of Michigan. Jeg fik et lift med en varevogn og i varevognen var der et sæde der løb fra bag førersædet og langs førersiden af bilen. Jeg sad i dette sidesæde og en hippie-knægt sad i bagsædet. Pludselig, men uden at gøre mig bange, sad der en ved siden af mig, på min venstre side. Han fortalte mig hvad der skulle til at ske, han sagde det var mit valg om jeg ville opleve det eller ej. Vi talte sammen på en meget alvorlig, men alligevel ikke ildevarslende, måde. Jeg sagde at jeg ville gøre det. Mens jeg stod ud af bilen, spurgte han mig igen om jeg ville, og jeg sagde ja. Han fortalte mig hvor mange trin jeg ville gå, før det ville ske. Hippien og chaufføren spurgte mig nervøst hvem jeg talte med, og da jeg sagde ”ham” og pegede på sædet, tændte chaufføren for det indvendige lys i bilen, og der var ingen andre udover mig, chaufføren og hippien. Jeg kan huske, de var meget bekymrede for mig, men skræmte. Jeg tog det antal trin i en fraværende, men besluttet tilstand. Da jeg nåede det nummer jeg havde fået fortalt, vendte jeg mig og så en bil svinge mod et barn på cykel. En person på bagsædet svingede et metalrør mod barnet, som dukkede sig, så røret ramte forbi. Jeg tog et skridt ud på gaden, hvor bilens fører kunne se mig, og vinkede med armen. Bilen stoppede, og så accelererede den og blæste mig mod fortovet. Jeg samlede en håndfuld grus op og kastede det mod bilen, som drejede rundt og næsten ramte mig. Bilen stoppede, og snart var jeg blevet slået ud med metalrør og jeg mærkede en smerte i min ryg og i min mave. Jeg troede jeg var blevet skudt. Jeg lagde en hånd på min mave og så at den var smurt ind i blod. Det fik mig til at tænke, at jeg helt sikkert var blevet skudt og jeg sagde til overfaldsmændene: ”I har slået mig ihjel!” Først senere fandt jeg ud af at jeg var blevet stukket med en stiletkniv som overskar en blodåre lige over min lever. De forsvandt og jeg husker at jeg så op og så et lys. Så kiggede jeg ned på min krop, og blev konfronteret med i hvert fald to væsener. De lignede mennesker og de så ud til at svæve i luften. Det gik op for mig at jeg var langt oppe over min krop og ikke i noget jordisk område. Væsenerne forsøgte at holde mig tilbage fra at gå ind i lyset. Jeg vidste ikke hvorfor, de så bare skræmte ud, og ville ikke have mig til at gå. Men det gjorde jeg. Jeg skød op som en pil gennem noget, der kun kan beskrives som en tunnel. Jeg oplevede tunnelen som lys fra stjerner der susede forbi rundt om mig og jeg så et kærligt lys foran mig. Så stoppede jeg. Jeg var tilstede dér, med denne lyskugle af skinnende kærlighed og forståelse. Den virkede ikke fremmed for mig. Det var ikke skræmmende, det var fuldstændig trygt og der var ingen følelse af noget andet end min ærefrygt, og den kærlighed og viden som denne lyskugle udstrålede. Størrelsesmæssigt var den ikke som at kigge på solen, men som at se på jorden når du står på den. Den var enorm og total og dens kraft var kærlighed.

Jeg følte en tilstedeværelse ved siden af mig, en mand, og han spurgte mig om jeg var klar til min ”livsgennemgang”. Jeg sagde ja, vi brugte ikke ord i denne samtale, det var bare som en viden.

Så så jeg en by under mig, som at se ned på et miniaturelandskab. Jeg bevægede mig ned til byen og gennemgik mit liv. Jeg gik igennem hvert eneste øjeblik og hver en følelse. Jeg var ikke bange, for jeg var stadig i lyset. Jeg talte med manden om mit liv. Men jeg kan ikke huske noget specifikt. Så husker jeg at stå i lyset fra den skinnende kugle af kærlighed. Jeg følte dens godhed, kærlighed og viden. Mit sind var som i en tilstand af dyb, dyb tankekoncentration. Så kom jeg til 12 vise væsener. De stod foran mig i en række. De var ikke mennesker, de besad ikke nogen følelser som vurdering eller autoritet, men fremstod stærke i sig selv. De virkede højere end mig og de bar sølvhvide klæder. De havde hvid hud og store hoveder, og store øjne. Jeg kan ikke huske at de havde munde. Over dem var en ånd, det var som at se en stjerne fra jorden, men den virkede til at være på størrelse med væsenernes hoveder. Ånden bevægede sig mod min venstre side og svævede over det første væsen, og jeg husker at det var som om en film af viden sprang fra væsenernes hænder, som de holdt foran sig. Hver især havde de noget at bidrage med. De åbnede for den viden de havde, når ånden bevægede sig hen over dem. Den sidste fortalte mig, hvad jeg kunne gøre hvis jeg kom tilbage, og vigtigheden af det. Jeg kan kun huske at jeg så en ung mand med smerter i baghovedet, som om hans hals var skadet. Jeg sagde: ”Åh! Alvin! Min søn!” og de sagde, ”nej, ikke den søn”. Og jeg vidste hvem de mente (i 1978 blev mit eneste andet barn født, en søn). Der besluttede jeg mig for at vende tilbage til jorden. Og jeg kan huske at det var en virkelig svær beslutning. Det var så vanskeligt, fordi alt dér var så smukt og der var virkelig, virkelig meget kærlighed. Jeg havde oplevelsen af fri vilje, og alligevel var en følelse af pligt også tilstede. Af forpligtigelse. Og i det øjeblik jeg indså det, skød jeg tilbage ind i min krop.

Jeg stod og gik på vejen og så den unge mand på cyklen, en orientalsk mand. Han tilbød at hjælpe, men der var virkelig intet han kunne gøre. Jeg fik et lift til hospitalet, hvor en læge fortalte mig at jeg var for svag til at de kunne operere, og at jeg var ved at forbløde ihjel. Han ringede til min kone og fortalte det samme. Jeg kan huske at jeg grinede af det, fordi jeg vidste jeg ikke ville dø.

Jeg fortalte min storebror, som havde skyndt sig til hospitalet, at jeg havde haft valget mellem at leve eller dø, og han kiggede på mig, som om der ikke var nogen mulighed for at noget menneske ville vælge døden frem for livet. Jeg fortalte det til min kone og min bedste ven. De grinede ikke af mig, men de forstod det tydeligvis ikke.

Det viste sig at blive et gennemgående tema. Noget tid efter, ved en julefrokost, så jeg bogen ”Livet efter Livet” af dr. Raymond Moody. Jeg læste bogen (jeg læser hurtigt) og udbrød så: ”Det her!” ”Det her er hvad jeg oplevede da jeg blev stukket ned”. Jeg sagde at den eneste anden gang jeg havde følt noget i nærheden af det samme, var da jeg druknede som barn, og hvordan jeg havde følt mig så varm af solen. Min mor sagde ”Brad, du lå med ansigtet ned i mudderet, da vi fandt dig!” hvilket stoppede den samtale.

Jeg var slået af den indsigt at jeg havde set den samme ”kugle” af kærlighed da jeg var druknet. Så huskede jeg at jeg havde leget, da de forsøgte at få mig til at trække vejret. jeg havde lavet dobbelthop – det er når du hopper virkelig højt og så hopper igen fra det høje sted. Og jeg husker at jeg ikke var alene hvor jeg var. Så var jeg tilbage i min lille krop.

Jeg sad der i min mors stue med familien, der sang julesange i det andet rum. Jeg kan huske at jeg tænkte, ingen tror mig. Jeg lyder forkert for dem alle.

Jeg talte meget med folk om den oplevelse igennem årerne, men det var ikke før jeg hørte Dannion Brinkley tale, og fortælle om hans oplevelse, at jeg så at sige kom ud af min puppe. Han fortalte om sin oplevelse og den var på mange måder lige som min. Og på nogen områder var den identisk. Jeg havde aldrig før talt med nogen, der var stolt af deres nærdødsoplevelse. Jeg besluttede at jeg aldrig, aldrig mere ville nægte eller føle mig flov over at fortælle hvad der var sket.

Jeg ved hvad jeg så, kuglen af kærlighed var Skaberen. Jeg kender ikke navnene på nogen af dem, jeg mødte i min NDO. Navne virkede uvæsentlige.

Jeg forlod ikke oplevelsen med forestillingen om Jesus som min frelser, eller fik lyst til at gå i den eller den kirke, eller med følelsen af at religion havde noget som helst at gøre med min oplevelse. Det er ikke fordi jeg hader eller ikke kan lide Jesus, der var bare helt ærligt ikke nogen, der fortalte eller antydede at Jesus ønskede at jeg skulle bukke for ham eller noget i den stil.

Jeg går ikke i kirke, med undtagelse af begravelser og bryllupper.

Jeg tror ikke på at Jesus vil have mig til at tænke på ham som noget andet end en kærlig ånd. Jeg vil gerne følge ham, ikke i nogen religion, men i en sindstilstand. Jeg er ikke kristen; det vil jeg ikke have på mig. Men jeg ser Buddhas, og Jesus' og Gandhis og andres visdom i form af den kærlighed, de mødte deres livssituationer igennem. Jeg håber at have svaret på jeres spørgsmål.

Kærlighed og Lys.