Beskrivelse af oplevelsen:


Jeg er fan af Art Bell og lytter til ham hver uge, når jeg er ude at køre. Jeg nød det show hvor du var gæst og det fik mig til at reflektere over min oplevelse. Min oplevelse var ikke skræmmende, tværtimod, den fik mig til at indse at vi ikke er menneskelige væsener, der leder efter en spirituel oplevelse; vi er kraftfulde spirituelle væsener der har en menneskelig oplevelse...

I juni 1992 havde jeg været gift i 20 år. Jeg var blevet gift med min gymnasiekæreste og jeg elskede hende dybt, men de siger jo at kærlighed gør blind. Jeg ved ikke hvem ”de” er, men det er i hvert fald sandt. Jeg vidste det ikke på dette tidspunkt, men min kone var i et tidligt stadium af at udvikle en multibel personlighedsforstyrrelse på grund af ting hun havde oplevet tidligt i sit liv og aldrig havde fået bearbejdet.

Jeg havde befundet mig i et ekstremt voldeligt forhold som resultat heraf og havde det, uden at være bevidst om det, ekstremt dårligt, men min kærlighed til hende gjorde mig blind for det jeg gik i gennem. Jeg var midt i en meget stresset tid i vores forhold, idet jeg ikke var i stand til at tilpasse mig hendes multible personligheder og jeg beskyldte mig selv for det der skete, og takket være hende, troede jeg at hun og vores to døtre ville være bedre tjent uden mig. Jeg kunne ikke rumme mere og begyndte at bede til Gud for at få ham til at tage mig væk fra dette helvede på jorden som jeg befandt mig i, og for at få lov til at opleve den fred, Kristus i sin lære havde lovet os i døden.

Kender du det gamle ord, der siger: ”pas på med hvad du beder om, for dine bønner bliver måske hørt”? I mit tilfælde var det sandt. Det tog kun tre måneder med den slags bønner, før han imødekom dem....

Jeg kom hjem fra en tur en aften og efter vi havde spist aftensmad, fik jeg en virkelig stærk halsbrand. Min ældste datter, på det tidspunkt var hun 14, fortalte mig at jeg blev alt for bleg og hun insisterede på at jeg skulle tage på sygehuset! Det næste jeg husker er at min kone hoppede med på vognen. Jeg havde planlagt at gå i seng den aften og så få min kone til at vække mig kl. 7 næste morgen. Men jeg kunne godt se at jeg ikke ville få nogen søvn derhjemme og blive frisk til min tur dagen efter, hvis jeg ikke gav dem lov til at køre mig til undersøgelse på skadestuen.

Sent samme aften gik jeg gennem skadestuen og lægen fortalte mig at han indstillede mig til nogle prøver, der skulle foregå næste morgen. Jeg sagde til ham at jeg var nødt til at køre om morgenen og at jeg havde det helt fint. Nå, men det var tydeligt at jeg var i mindretal, så jeg måtte give mig og følge hans anmodning.

Jeg blev ført til et privat rum omkring kl. 01. Jeg var træt af alle disse prøvelser og satte mig til at se tv. Kl. 03 kom oversygeplejersken og skældte mig ud, fordi jeg ikke var gået i seng, hun slukkede mit tv og fortalte mig at jeg var nødt til at hvile, fordi jeg skulle gennemgå de prøver næste morgen. Hun koblede mig også til en hjertemonitor og sagde at det var fordi de havde meget travlt og nødig ville risikere at overse noget. Så slukkede hun lyset og sagde jeg skulle gå i seng. Jeg gav op og besluttede mig for at gøre som hun havde sagt. Jeg vidste jeg var på vej mod at brænde ud både fysisk og psykisk og at det også var tydeligt for andre.

Jeg har altid været kristen og var vokset op som metodist, men jeg havde ikke læst noget, som kunne have forberedt mig på min rejse, ud over mine spirituelle overbevisninger.

Mens jeg sov blev jeg omsluttet af et fantastisk klart lys. Min første tanke var at jeg var nødt til at beskytte mine øjne, men jeg fandt hurtigt ud af at det ikke var noget almindeligt lys. Der findes ikke ord i det menneskelige sprog, der kan beskrive den følelse af varme, at høre til, fred og navnlig kærlighed. Et ord der falder mig ind, er eufori, men det er stadig ikke et dækkende ord til at beskrive følelsen. Kærlighed er heller ikke noget særlig godt ord, for vi tror vi ved hvad kærlighed er, som f.eks. den kærlighed en mor føler for sit nyfødte barn. Gang det med flere tusind, så begynder vi måske at komme derop ad; og hvis ikke, kigger vi i det mindste i den rigtige retning. Det giver vel sig selv at jeg med det samme vidste, jeg var hjemme og at jeg ikke ville derfra igen! Jeg var ked af at høre at det ikke var tid for mig at blive der endnu, at jeg stadig havde en masse at gøre og at jeg var nødt til at tage tilbage og tage mig af mine døtre. Da han nævnte mine døtre, huskede jeg min kærlighed til dem og vidste at han havde ret. Så blev jeg fortalt at når jeg åbnede mine øjne, skulle jeg ikke være bange, forbliv rolig, gør som lægerne siger, så vil du være hjemme igen i løbet af fire dage...

Jeg vågnede med oversygeplejersken lige over mig. Normalt ville jeg virkelig være blevet forskrækket, min baggrund taget i betragtning. Men jeg var fyldt af en overvældende fred og jeg blev ikke engang nervøs, da jeg så at en anden sygeplejerske havde passificeret mig med lidokain. Så lige pludselig sprang en mand ind ad døren med en defibrillator og det så ud til at de gennemgik et intenst øjeblik. Jeg kiggede tilbage på oversygeplejersken og spurgte hende om de skulle til at give mig smæk med den tingest der? Hun så chokeret ud, så smilede hun og sagde nej, for nu opfører du dig som en god dreng...

Kl. 06 begyndte mit hjerte at slå uregelmæssigt og alarmen gik i gang. Da de var nået til døren, var mit hjerte allerede gået i stå. Sygeplejersken reddede mit liv og endnu mere utroligt, især for lægerne, var det at mit hjerte slet ikke så ud til at have taget skade. Senere fortalte lægen at det i sig selv var noget af et mirakel. Han afskrev det med at jeg måtte have et stærkt hjerte og at da mit hjerte satte ud, måtte hjertemusklen være gået så meget i krampe at blodet fortsat kunne passere igennem det, og at det måtte have virket beskyttende. Jeg havde selvfølgelig en stærk mistanke om, hvad der var sket, for jeg huskede stadig min drøm. Men var det en drøm? Jeg forsøgte at tro at det var, men der begyndte at ske ting for mig, som beviste for mig at det jeg havde oplevet, var mere end bare en drøm.

De flyttede mig hurtigt til intensivafdelingen for at få stabiliseret mig og foretog en kateterisation hvor de fandt to mærkelige blokader. Min forreste venstre arterie var 85% blokeret, min bageste hovedarterie var 95% blokeret; men i min forreste højre arterie var der helt fri passage. Der var meget lidt plak i og rundt om mit hjerte og arterierne så ud som om nogen havde bundet dem sammen med en meget tynd snor. Lægen understregede hvor vigtigt det var at jeg forblev rolig nu, for at undgå endnu et hjertesvigt, for han sagde at hvis jeg overlevede endnu et, ville jeg sandsynligvis miste to tredjedele af min hjertekapacitet på grund af blokaderne og så ville jeg være nødt til at få en hjertetransplantation. Til alles forbløffelse forblev jeg rolig. Faktisk tog jeg det som en ferie og nægtede at gøre noget som helst, ud over at tilføre lidt humor til situationen.

Jeg har det som om jeg kunne skrive en bog bare om mit hospitalsophold, for jeg blev stabiliseret og blev så overført til et andet hospital, hvor jeg gennemgik en ballonudvidelse. For at gøre en lang historie kort, fik jeg lov at tage hjem efter fire dage, ligesom jeg fik at vide i min drøm. Jeg er nødt til at sige drøm, for min kone blev vanvittig hver gang jeg kaldte det noget andet. På det tidspunkt var hun mig utro og var begyndt at planlægge, hvordan hun skulle gå fra mig og da jeg fortalte hende at jeg var blevet fortalt at jeg skulle tage mig af mine piger, tja, jeg tror hun tænkte at Gud var efter hende, for hun gjorde helvede hedt for mig fra da af, uden at jeg vidste hvorfor.

Ender historien her? Nej! Et år senere gik jeg igen ned næsten som før, fordi min kone aldrig lod mig i fred. Jeg fik at vide at en ballonudvidelse nogen gange kræver et par gentagelser for at fikse problemet, fordi det er normalt at de samme arterier blokerer igen. Meget almindeligt, sagde de, og jeg begyndte at få det lige som sidst og før jeg vidste af det, skete det igen. Jeg troede at jeg bare var nødt til at holde det ud et stykke tid og at jeg så kunne komme tilbage til mit spirituelle hjem, for jeg følte stadig jeg var i helvede og kendte ingen anden vej ud. Nå, men lige omkring et år efter den dag mit hjerte satte ud, var vi ved søen og jeg blev ramt af lynet! Jeg sad i en klapstol ved siden af vores campingvogn med min kone ståendei vognens dør lige bag mig, da lynet ramte jorden, forgrenede sig og ramte mig i min venstre hånd, gik igennem mit bryst og kom ud af min højre hånd og ramte campingbordet. Jeg lyste op som et neonskilt, men blev kun påvirket fra livet og op til lige under min kæbe og fik forbrændt mine fingerspidser på højre hånd. Min kone fik næsten et nervøst sammenbrud, for hun er dødsens angst for lyn og nu må jeg da også sige at de helt bestemt får min opmærksomhed. Men man skulle tro, det var hende, der blev ramt og ikke mig. Jeg mistede midlertidigt mine armes brug og havde stærke smerter. Men efter tre dage kom jeg mig, jeg følte mig som en million, men var nødt til at tage tilbage til hospitalet til min hjertelæge for at få foretaget endnu en kateterisation for at få undersøgt mit hjertes tilstand. Han var forbløffet over at han slet ikkefandt noget plak overhovedet og kun meget lidt arvæv fra den tidligere operation. Han kunne ikke forklare mit hjertes bemærkelsesværdige tilstand. Min mor sagde til mig at det var Guds hånd, der kom ned og helbredte mig. Jeg er enig, men fra da af nægtede jeg at lade min kone køre mig ned igen, for jeg elsker udendørslivet og jeg ønsker ikke at mishage Ham igen!

Den såkaldte drøm gav senere endnu mere mening. To år senere blev jeg ramt af en skilsmisse ved juletid og min ældste datter fortalte mig at det var den bedste julegave, jeg nogensinde ville få. Og ved du hvad, det havde hun ret i!

Min datter tog med mig og jeg opdrog hende de sidste år hun var hjemmeboende. Nu er hun 21 år og er blevet gift, og jeg er stadig i gang med at opdrage min yngste. Og i øvrigt, tre måneder efter jeg forlod mit gamle hjem på grund af skilsmissen, stoppede jeg med min mavemedicin og otte måneder senere også med min hjertemedicin – min læge rystede på hovedet og sagde at det havde jeg ikke længere brug for. Lykkelig? Ikke fuldstændig, men jeg er tilfreds med livet nu, selvom jeg stadig ser frem til den dag, jeg får lov til at tage hjem...