Beskrivelse af oplevelsen:

Søndag morgen d.17 februar 2002 med start omkring kl.07:30, fik jeg flere hjerteanfald (seks til syv seperate, men forbundne begivenheder), hvilket resulterede i en skrækfyldt tur til det nærmeste hospital, hvor min kone kørte. Mens jeg blev forberedt til operation i kateterlaboratoriet, fik jeg det 'store anfald', og jeg døde. Hjerteteamet arbejdede derefter i tyve minutter på at genoplive mig uden held, så de forsøgte at få adgang til mit hjerte via en anden vej.

På det tidspunkt var jeg omkring tre meter over alle andre og iagttog (rummet havde en meget høj loftshøjde). Den unge mand, der stod ved mit hoved, slog mig i ansigtet og sagde: 'Chet, Chet, bliv her.' Jeg følte mig ekstremt bekymret over den skuffelse, jeg så. Jeg var især bekymret for manden nedenunder og direkte til højre for mig. Han så ud til at være hindu, måske fra Indien? Jeg syntes, dette var meget mystisk, fordi jeg boede i det vestlige Montana. Senere lærte jeg, at lægens etnicitet er indisk. Ikke desto mindre kunne jeg se, at han var oprørt over de aktuelle begivenheder, og på en eller anden måde vidste jeg, at han havde brug for hjælp. Jeg blev ved med at tænke, at nogen måtte hjælpe ham: 'Vil nogen ikke nok hjælpe ham,' for han havde virkelig brug for hjælp. Alle var naturligvis så optagede, at ingen kunne hjælpe. Jeg gjorde ikke noget, så jeg gættede på, at det var op til mig at give en hånd og hjælpe.

På samme tid ignorerede jeg en meget stærk invitation til at smutte. Dog vidste jeg, at jeg i øjeblikket var stærkere end invitationen, og jeg vidste, at jeg kunne blive, hvor jeg var, så længe jeg havde brug for det. Alligevel vidste jeg, at jeg ikke kunne blive der for evigt. Jeg var fuldstændig fokuseret på mine bekymringer for lægen og de desperate begiveheder nedenunder mig.

Som sagt fik hjerteteamet så adgang til mit hjerte via min venstre side, der var blod overalt, og de havde svært ved at kontrollere blodtabet i alt det hektiske arbejde. Denne nye rute var mere vanskelig, og jeg har nu fået at vide, at det er en meget sværere og længere rute til hjertet. *Dette tog endnu tyve minutter.* I løbet af denne tid stødte lægen på flere sammenfaldne arterieområder, og han ville have opgivet, hvis jeg ikke havde talt og sagt: 'Se her.' Jeg hjalp ham. Jeg tror, jeg talte til ham via telepati, men lægen sagde, at jeg talte til ham. Lægen konfronterede mig senere og sagde, at han aldrig havde haft en patient, der talte til ham gennem hele proceduren, dette skræmte ham voldsomt, og han fortalte min kone og mig, at han ikke ønskede, at sådan noget skulle ske for ham igen (ingen kunne forklare, hvordan jeg kunne tale kun til lægen). Under alle omstændigheder så skete det fire gange, at jeg sagde: 'se her,' ved forskellige vanskeligheder han stødte på. Uhyggeligt!

Nå men, de nåede mit hjerte (det hele er optaget på CD) og det var en komplet og total overraskelse at deres arbejde endte med, at de måtte genoplive mig, efter at have været død i fyrre minutter. De troede, jeg ville være hjernedød, helt fyldt med blodpropper og et slagtilfælde offer. Alligevel vågnede jeg på en privat stue på intensivafdelingen. Jeg så en sygeplejerske lave sine notater ved et lille klapbord, og der var den samme mand, som havde slået mig i ansigtet under operationen. Jeg følte mig svag, men på en måde også normal.

Jeg kiggede over på fyren (han sad og læste et blad) og sagde: 'Jeg kender dig.' Husk på, at jeg aldrig før havde mødt nogen på dette hospital. Han sprang straks op og sagde: 'Han er tilbage!' Han strakte hænderne ud mod mig og sagde: 'Hvor var du henne?' Jeg sagde: 'Jeg var over dig, cirka tre meter oppe. Du slog mig hårdt i ansigtet og bad mig om ikke at tage af sted, men jeg var allerede væk.' Han sagde, at jeg ikke kunne genkende ham, da vi aldrig havde mødtes før.

Så 'hvordan var det dér hvor jeg var?' Jeg siger til alle: 'Vær ikke bange og forvent ikke, at du kan holde pause efter døden.' invitationen var som om, at tre millioner mennesker på samme tid sagde et genklingende og overraskende 'Hej!' i stedet for et simpelt 'hallo.' Det var alt sammen meget muntert og sådan en varm og god følelse, som at komme hjem. Den ulidelige smerte forsvandt. Ved nærmere eftertanke må jeg have virket meget indbildsk ved ikke at acceptere invitationen om at tage med. jeg gætter på, at jeg var tro mod min natur. Jeg har altid ofret mig selv for andre og alt muligt. Gennem hele mit liv, i tider med store strabadser, har jeg uselvisk handlet for andres skyld. Jeg gjorde det som barn, som ung Mandi kamp i Sydvietnam, og som ældre; Jeg passer altid på alle før mig selv. Jeg er ærlig talt en helt uselvisk person.

Lægen fortalte mig, at jeg kom tilbage for at hjælpe, igen. Een af mine læger fortalte mig, at jeg ikke burde være her, at jeg skulle være død. Han mener, at fejlen ved min tilbagekomst ikke er, som tingene burde udfolde sig i universet. Min anden læge spurgte mig, hvorfor jeg kom tilbage, og jeg sagde: 'Måske er Gud ikke klar til mig, eller også er djævlen for bange for mig.' Det fik han et godt grin ud af, men jeg var ærlig. Jeg lever nu med underlige følelser om, at man efter døden på en eller anden måde bliver debriefed i tredive til treogtredive år, og derefter får en ny chance for at gøre sit bedste i et nyt liv. Hvem ved? Alt, jeg kan sige er, at jeg aldrig har tænkt over tingene på denne måde før.

Underligt nok har jeg aldrig været med i eller fulgt nogen religion, fordi jeg ser dem alle som værende blevet til en kommerciel industri. Jeg er ikke interesseret i offentlig reliogion. Jeg har ikke studeret bibelen eller andre religiøse dokumenter, så det forvirrer mig at tænke, at jeg ikke burde frygte døden. Faktisk er det selve dødsprocessen, der gør ondt, ikke hvad der kommer efter. Tænk over det; lad os tage al din luft væk – og du får ikke mere. Det gør ondt på mange måder, og det er skræmmende, men det er kun midlertidigt. Jeg er ikke blevet en religiøs fanatiker, og jeg har ikke ændret mit liv. Jeg er stadig den samme gode person, jeg altid har prøvet at være. Nu giver jeg blot endnu mere af mig selv. Mit livslange aksiom har været; 'Hvis du ægte bekymrer dig om andre, så vil andre ægte bekymre sig om dig.'

Ifølge mine læger overlevede jeg, det største og værste hjerteanfald man kan have. Jeg har nu omfattende hjerteskader og betydeligt tab af hjertefunktion. Jeg har også fået indsat back-to-back stents, så de er lange nok til at fungere. Alligevel ser jeg normal ud og opfører mig normalt. Den dag i dag er mine læger forbløffede og målløse over mit hjerteanfald og alle disse begivenheder. Måske er der en grund til at jeg er her og min grund bare ikke er opstået endnu?

Lige inden mit hjerteanfald følte jeg, at jeg var ved at blive syg med en mild forkølelse, alligevel havde jeg ikke nogle af de klassiske smerte symptomer. Alligevel havde jeg taget tre aspiriner, blot få minutter inden jeg faldt om på gulvet (jeg tager ellers aldrig aspiriner, da jeg aldrig i mit liv har haft hovedpine). Jeg kan ikke forklare hvorfor og jeg ved ikke hvorfor, jeg tog de aspiriner. Mine læger påstår, at det reddede mit liv i den sidste ende, da det fortyndede mit blod nok til at holde ilt tilgængelig gennem blokeringerne.

Baggrundsoplysninger:

Køn: Mand