Beskrivelse af oplevelsen:

(Overdosis der endte fatalt. Han vågnede da han på skadestuen modtog genoplivning.)

Jeg spiste svampe, røg marijuana, og indåndede lattergas. Jeg havde lige fyldt en kæmpe ballon op med gas og tog et ordentlig sug fra den. Da jeg gjorde det, begyndte mit syn at blive fyldt med stjerner og prikker, som når man lukker øjnene og trykker på sine øjenlåg. Kun dette var mere smukt. Jeg mærkede en varm prikken flyde fra toppen af mit hoved, arbejde sig vej ned gennem mine skuldre og så nåede det til min navle, hele min øvre krop var lammet, og som om elektricitet strømmede igennem den, men uden smerten og den skarpe stank. Den prikkende fornemmelse fortsatte ned gennem mit bækkenområde og omkring min ryg. Der var en mindre smerte i mine testikler, mere som en træls smerte, der hurtigt forsvandt. Den prikkende følelse arbejdede sig vej til min anus og syntes at stige i intensistet, indtil de voldsomt rev sig ind i min endetarm. Jeg husker en følelse af fuldstændig og total kærlighed og ekstase. Jeg ønskede at stønne højlydt, men mit allerede følelsesløse ansigt ville ikke samarbejde.

Så befandt jeg mig pludselig øverst i mit værelse. Mine venner var nedenunder mig, og jeg kunne se gennem den tætte sky af marihuanarøg, at de pegede og grinede hysterisk af mig. Jeg kneb øjnene sammen, ude af stand til at se, hvad de pegede på, indtil røgen til sidst drev væk, og jeg kunne se, at de var fascinerede af den enorme erektion, som mine bukser kæmpede for at skjule. Jeg havde kort en humoristisk tanke om, at hvis jeg nogensinde skulle gøre noget ved mig selv, så var det nu. Det lyder vulgært nu, men det tænkte jeg virkelig. Mærkeligt. Det føltes egentlig ikke som en drøm, bortset fra at den manglende tyngdekraft afslørede fysikkens love, hvilket fik min hjerne til at fortælle mig, at det her måtte være uvirkeligt. Udover det føltes det helt levende.

Virkningen af de stoffer, jeg havde indtaget, kunne ikke mærkes i min astrale projektion af mig selv. Frygten satte ind kort efter. Jeg var bange og underligt vred på mine venner, fordi de stadig grinte af min nu døde krop. Jeg havde lyst til at sparke mod dem, men frygtede, at min fod ville gå lige igennem deres kroppe, så jeg turde ikke prøve, da jeg intuitivt følte, at jeg ville miste al fornuft, hvis min teori om min uhåndgribelighed blev bekræftet. Jeg sad i chokeret stilhed, mens jeg så mine venner, som åbenbart troede, at jeg var besvimet, begynde at tegne på mit ansigt med en permanent marker. Én gik endda så langt som at hive sin slappe penis frem og posere med den tæt på mit ansigt, mens en anden tog et billede med et polaroidkamera. Jeg kunne ikke fatte, at dette skulle være min skæbne. Til sidst mistede jeg al fatning og begyndte at slå vildt omkring mig mod mine kammerater, mens de afsluttede det overskæg, de havde tegnet på mit ansigt.

Min astrale krop svingede så voldsomt, at jeg fløj tværs gennem rummet, passerede gennem en væg og endte i det tilstødende badeværelse. Det var helt utroligt, at jeg kunne se de hule rum og ledninger inde i væggen, mens jeg gled igennem dem. Jeg følte en trang til at vågne, hvis det her virkelig var en drøm, men jeg vidste alt for godt, at det ikke var tilfældet. Jeg kiggede ned i det rum, jeg var endt i, og så en bekendt, der kastede op voldsomt i toilettet under mig. Jeg bemærkede, at selvom jeg kunne høre hans bræklyde, var jeg heldigvis forskånet for den grufulde stank.

Da jeg lukkede øjnene i vantro over min situation, mærkede jeg pludselig en mærkelig følelse af acceleration. Jeg holdt øjnene lukkede i et par sekunder; accelerationen var først opløftende, og derefter skræmmende. Den blev bare hurtigere og hurtigere, indtil jeg følte, at jeg ville blive ødelagt, hvis jeg ramte det mindste støvkorn. Det var stadig min fysik-baserede tankegang, der forsøgte at tildele normale egenskaber til min paranormale oplevelse.

Pludselig følte jeg, at jeg var i et skarpt lys. Det var farvet med blåt og sølv. Som en plasma bold, man ser i sci-fi film. Der var en elektricitet over æteren. Det var uvirkeligt. Jeg svævede, hele min krop, hvis jeg havde en, var usynlig, selv mine øjenlåg og mit hoved var usynligt. Jeg forsøgte at lukke mine øjne men kunne ikke. Jeg ved ikke, om jeg kiggede gennem mine øjenlåg eller om jeg ikke længere havde dem. Pludselig kom følelsen af fart tilbage. Jeg gryntede, hvis ikke højt, så i mit sind, da jeg gik fra nul til lysets hastighed – eller det antog jeg i hvert fald.

Tunnelen ændrede aldrig perspektiv. Jeg havde det som om, jeg faldt ind i den med en utrolig fart, men det var som om tunnelen faldt sammen med mig, da jeg aldrig kom tættere på den. Der var en stadig voksende lyd, der omsluttede mig nedenunder. Det var en underlig, metallisk, 'Shirp shirp!' - som når sværd krydser klinger i en kamp. Så mærkeligt som beskrivelsen lyder – igen, 'Shirp shirp, PING!'. Ping lyden skræmte mig fra vid og sans. Den var så høj og direkte, at den rystede mig helt ind til kernen, hvis jeg stadig havde én. Jeg indså, at jeg muligvis var på vej til helvede, og dette var lyden af Satans tyrepisk. Det giver ikke rigtigt mening nu, men det var den tanke jeg havde.

Der var en høj, SHHHHHHHIRP. Som luft der blæses ud af en ballon – pludselig. Så var der et hvidt altomsluttende lys – hvidt og lysere, end jeg overhovedet kunne beskrive, dog ikke smertefuldt for øjnene. Dette svandt på mærkværdig vis ind til en hvid sandstrand – jeg tænkte, at dette måske var himlen. Jeg scannede min horisont; Det var den smukkeste strand man kunne forestille sig – bogstavelig talt. Jeg tror på, at alle versioner af efterlivet er designet til hver enkelt person. Dette var min konstruktion. Jeg blev pludselig bevidst om en anden tilstedeværelse.

Der var en Mandsidst i fyrrene, med et tre dage gammelt skæg. Jeg følte mig normal nu. Jeg havde det, som jeg havde haft det før, med min krop intakt. Jeg spurgte ham: 'Er du Gud?' Han sagde på gebrokken engelsk: 'No, me llama Es' Peco'. Jeg taler ikke spansk, så jeg har muligvis stavet det forkert. Jeg blev ramt af en følelse af absurditet. Jeg var død og taget videre for at bruge evigheden sammen med en immigrant, der hed Peco'? Som ikke engang kunne tale engelsk. Jeg mærkede efter min mavefornemmelse for at fastslå, om jeg rent faktisk var død. Enten er jeg død eller også er dette et sindsygt trip, tænkte jeg. Grinte ikke, men registrede det blot for mig selv. Så begyndte Peco pludselig at snakke til mig, ikke med ord, men i billeder og koncepter, som han videregav til mig via tankerne eller telepati – men uanset hvad så tror jeg, at telepati angiveligt fungerede som verbal kommunikation.

Jeg spurgte inde i mit hoved om der fandtes reinkarnation, og han svarede i positiv retning ved at vise nogle af mine tidligere liv. Jeg kunne se forskellige aspekter af disse liv og jeg genkendte dem ikke, men de var på en sær måde beroligende. Som at kigge på en lillebror eller noget – for mærkeligt til at beskrive.

Jeg spurgte Peco hvor han var og han viste mig et billede i mit hoved, af en planet der var mere grøn end blå. Han telepaterede ordet: 'Midus 22'. Jeg spurgte ham om dette var en anden verden og han svarede, at det ikke blot var en anden planet men en anden dimension parallel til min egen. Jeg spurgte om denne planet var beboet og han nikkede bare, som at sige 'derovre'. Jeg vendte mig om og så en familie interagere meget som de ville gøre det på jorden. De kastede kæmpe, grønne sten som var formet kugler. Jeg undrede mig over deres styrke og Peco telepaterede til mig, at det var måden hvorpå tyngdekraft påvirkede nogle objekter, ikke børnenes styrke. Jeg var forbløffet.

Jeg spurgte Peco hvor lang tid det ville tage mig at komme til Midus, skolefysik havde lært mig, at man ikke kunne rejse hurtigere end lysets hastighed. Peco så på uret på sin arm, rystede det, holdt det op til øret og trak så på skuldrene på en fuldstændig irriterende facon – selv i efterlivet, tænkte jeg. Han telepaterede til mig at jeg ikke havde rejst distancer, men gennem dimensioner. Han gav mig en kort lektion med rudimentære eksempler. I mit hoved så jeg sengetøj. Objekter rullede rundt, rejste til forskellige steder på sengetøjet. Store objekter lavede fordybninger i sengetøjet; Dette var et objekts tyngdekraft. Store objekter lavede store fordybninger, fik andre mindre objekter til at rulle ned i dem. Tilsyneladende i en slags kredsløb. Så tog han en dolk, i mit hoved, og dolkede sengetøjet. Han stak sin finger gennem sengetøjet og så pegede han på mig. Så jeg havde ikke rejst en distance for at komme til Midus, Jeg havde rejst gennem stoffet af rum og tid. Så det her er døden tænkte jeg. Coooool. Mærkeligt, jeg ved det godt – men det var en passende respons på det tidspunkt. Alt dette blev gjort uden ord.

For at gøre en lang historie kort. Peco og jeg brugte tid på at gå rundt, han forklarede om de forskellige aspekter af det fremmede miljø. Der var rart. Det var en meget behagelig planet. Som Montana i foråret. Jeg begyndte at mærke en brændende fornemmelse i mit bryst; den mest intense smerte i mit liv/efterliv. Peco telepaterede til mig. Han sagde, at min tid ikke var kommet endnu; han fortalte, at selvom vi havde brugt over en time sammen, var tiden ikke proportinal mellem dette univers og mit eget, så der var kun gået kort tid på jorden. Jeg telepaterede et tak til ham før jeg fik følelsen af at falde. Ikke som den tidligere pludselige og accelererende falden, men som at falde over en stor distance.

Jeg vågnede op på jorden, min vens mor var hos mig, hun var sygeplejerske på det lokale hospital, hun var i gang med at genoplive mig. Jeg var så kold. Jeg ved ikke om det var grundet kontrasten af varme fra Midus, eller manglen på blodtryk. Hun fortalte mig, at jeg holdt op med at trække vejret i over ti minutter. Hun fortalte mig faktisk det her lidt senere, men grundet tiden...da hun tørrede mit ansigt med en slags vådserviet. Hun fortalte mig, at jeg var blevet sendt ind for at blive CT-scannet og så snart man ikke trækker vejret et stykke tid, vil der opstå hjerneskade. (Selvom scanningen ikke viste nogen masse eller blødning: Alt var fint) Jeg kom mig helt og på grund af omstændighederne fortalte jeg aldrig min historie før nu.

Dog er der en ting, mine venner ikke kan forklare: hvordan jeg vidste, hvem jeg skulle give en ordentlig omgang. De havde aldrig troet, at jeg ville svæve oppe ved loftet da de tog billeder og skrev på mig. Så jeg vidste præcis, hvem der var den skyldige.

Kommentar fra Paul, en af vores spansktalende læsere:

Chris D. sagde at fyren sagde: 'me llama Es Peco'. Det giver ikke mening på spansk. Den korrekte måde at sige det på er: 'me llamo' eller 'jeg hedder'. Den sidste del må være hans navn. Jeg tror, han muligvis hed Espejo. Han sagde: 'Jeg hedder spejl.' Muligvis El Espejo - Spejlet.

Baggrundsoplysninger:

Køn: Mand

Datoen NDO'en fandt sted: D.12 april 2000

Var der en livstruende begivenhed forbundet med oplevelsen den gang den fandt sted? Nej Ulykke Jeg trak ikke vejret. Først var jeg bekymret, men efter et stykke tid lærte jeg, at leve med det – eller faktisk ikke. Jeg lærte, at jeg ikke levede uden.

NDO Elementerne:

Hvordan ser du på din oplevelses indhold? Positivt

Er der stoffer eller medikamenter der kan have påvirket oplevelsen? Ja Ja Jeg brugte følgende tankeændrende stoffer: marihuana, kokain, alkohol, svampe, og dextrin.

Var din oplevelse på nogen måde drømmeagtig? Det var præcis som en drøm, jeg sov bare ikke, jeg vidste alt, hvad der foregik, og mine øjne var med sikkerhed åbne, de var dog ikke mine rigtige øjne, de var mine SANDE øjne. Jeg kunne se indersiden af mit kranium, men oppefra. Jeg svævede rundt inde i mit eget hoved, og kunne se lige igennem det. Jeg ved ikke helt, hvordan jeg ved at det var mit hoved, da det må have været usynligt for mig når jeg kunne kigge igennem det, men jeg har aldrig set noget uden for mit hoved, så jeg tror, det er en antagelse – men en ret god en, håber jeg.

Følte du dig adskilt fra kroppen? Ja Jeg var ude af min krop, kiggede ned igennem toppen af mit hoved. Jeg kunne se direkte til mine tæer. Det var den mest ærefrygtindgydende begivenhed.

På hvilket tidspunkt under oplevelsen var du på dit højeste niveau af bevidsthed og årvågenhed? Jeg var halvvejs ved bevidsthed på det tidspunkt. Med de bevidsthedsændrende stoffer og alt det der.

Var det som om tiden gik hurtigere eller langsommere? Alt syntes at ske på samme gang; eller tiden gik i stå eller begrebet tid mistede al mening. Der var ingen tid. Det tænkte jeg ved mig selv, indtil jeg spurgte Peco hvad klokken var og han sagde til mig, at der ikke længere fandtes tid – det er derfor jeg ved, at der ikke var nogen tid.

Giv en sammenligning af din hørelse under oplevelsen med din hørelse lige inden oplevelsen fandt sted. Jeg hørte den mest utrolige 'Shirp, shirp' så var der stilhed, og så 'Shirp' shirp' PING!' Jeg husker at ping-lyden virkelig skræmte mig fra vid og sans den første gang, men efter et stykke tid indså jeg, at det var det, mit SANDE jeg betragtede som irriterende, så jeg begyndte at hade det.

Var det som om du var tilstede til ting der skete andre steder, som skete det ved ESP? Jeg fik at vide, at jeg ville vågne; og det gjorde jeg – det var fantastisk.

Gled du ind i eller gennem en tunnel? Ja Det var en lys hvid tunnel af rent lys. Som at kigge på solen gennem et teleskop. Men det gjorde ikke ondt i mine øjne. Det var lidt som at kigge på en stjernekaster efter dine øjne har tilpasset sig mørket – men uden gnisterne og røgen.

Mødte du eller blev du vidende om afdøde (eller levende) væsner? Ja Jeg mødte en Mandder hed Peco. Han var fremmed for mig men han kendte tilsyneladende hele min historie.

Så du et ikke jordisk lys? Ja Jeg så lys. Det var elektrisk, blåt med guld.

Var det som om du trådte ind i en anden, ikke jordisk verden? En helt klart mystisk eller ikke jordisk verden.

Var det pludselig som om du forstod alting? Alt om universet Jeg ved nu, at jeg er her for at åbne en kæde af 'Orange Julius'.

Kom scener fra din fortid tilbage til dig? Jeg lærte, at jeg i et tidligere liv havde været en polsk immigrant. Jeg blev dræbt på tragisk vis i en hestevognsulykke. Jeg så mine børn fra dét liv og undrede mig over, hvor meget de lignede mine børn fra dette liv.

Kom der scener fra fremtiden til dig? Scener fra verdens fremtid De eneste fremtidige begivenheder jeg blev bevidst om, var ikke særligt specifikke; De var begrænset til 'Orange Julius' og at jeg fik at vide, at jeg ville vågne; hvilket jeg gjorde.

Kom du til en grænse eller begrænsende fysisk struktur? Ja Den eneste grænse jeg var vidne til, var den på Furtine Gulch på Midus 22. Miridianerne troede på, at en kæmpe Drothmet levede på bunden af denne kløft, de forklarede mig at hvis jeg faldt i, ville jeg dø endnu engang.

Kom du til en grænse eller tærskel hvorfra der ikke var nogen vej tilbage? Jeg kom til en barriere som det ikke var mig tilladt at overskride; eller jeg blev sendt tilbage imod min vilje. Jeg ved ikke om det var Peco, der tog beslutningen eller om det var de fremmede, som krammede mig.

Gud, Åndelighed og Religion:

Hvad var din religion inden oplevelsen? Ved ikke

Hvilken betydning tillægger du dit religiøse/spirituelle liv efter din oplevelse? Konservativ/fundamentalist

Skete der en forandring af dine værdier og overbevisninger på grund af din oplevelse? Ja Jeg forstår bedre hvordan alting hænger sammen; termisk dynamik, rum/tid kontinuum, udenjordisk liv.

Var det som om du mødte et mystisk væsen eller en mystisk tilstedeværelse, eller hørte du en udefinerbar stemme? Jeg mødte et bestemt væsen, eller en stemme som helt klart havde en mystisk eller overnaturligt oprindelse

Angående vort jordiske liv ud over religion:

Forandringer i dit liv siden din NDO er følgende: Forøget

Hvilke ændringer skete der i dit liv efter din oplevelse? Mit liv har ændret sig på utallige måder. For det første, hvis dette ikke var sket, ville jeg ikke være på denne webside og videregive min historie; til gengæld ville du ikke læse den. Det er utroligt hvordan alting er forbundet.

Er dine forhold blevet forandret specifikt på grund af din oplevelse? Tilsyneladende med min kone. Hun tror ikke på noget af det her. Hun skammer sig over min nyfundne seksuelle tvetydighed. Hun tror, at det her er min undskyldning for det – som om jeg fandt på det.

Efter NDO'en:

Var oplevelsen vanskelig at beskrive med ord? Ja Det var som når man flyder på ryggen i en pool i lang tid, og man ligesom mister fornemmelsen for kroppen. Der var bare ikke noget vand, jeg lå ikke på ryggen, og jeg var død – eller det er dét de fortæller mig.

Har du fået nogen psykiske, ikke almindelige eller specielle evner efter din oplevelse som du ikke havde før din oplevelse? Ja Jeg kan fornemme hvornår der kommer regn. Alle mine venner er forbløffede over min nye evne. Jeg ved ikke om det var Midus atmosfæren, som åbnede op for latente evner fra min side eller om det var min oplevelse. Nogle tror, det er fordi jeg kigger på skyerne, men det er ikke tilfældet. Jeg kan mærke barometeret falde; Uanset om der er storm på vej eller bare et tryk. Den amerikanske regering har været i kontakt med mig og hjælper mig med at udforske disse evner.

Er der en eller flere dele af din oplevelse der er særligt meningsfuld for dig? Kærligheden, det nyfundne udtryk for min kærlighed, ømheden.

Har du nogensinde delt denne oplevelse med andre? Ja Folk opfatter mig ofte som én med et svagt sind. De tror, at de bevidsthedsændrende stoffer påvirkede mig. Frasen 'dårligt trip', bliver ofter sagt. De vil snart få at se.

Er der ellers noget du vil tilføje om din oplevelse? Midus 22 har badebolde lavet af smaragd. Men den specifikke tyngdekraft er anderledes på en måde, så børn kan kaste en smaragd, der ville veje tre hundrede pund, mod dit hoved, og den hopper bare af. Smaragder vokser på overfladen af planeten.