Beskrivelse af oplevelsen:


Klokken fire om morgnen i en søvnig by i Canada, blev jeg vækket af dyb søvn af et syn af min bedstefar, som jeg kaldtePapa. Papa kaldte mit navn på tværs af tid og rum. Papa var uden for fare på hospitalet. Jeg vågnede på sædvanlig måde, stod op, tog tøj på og gik neden under for at spise morgenmad. Midt i morgenmåltidet kom min mor in i spisestuen og sagde med et anstrøg af hysteri i stemmen, Skift tøj, vi er nødt til at tage på hospitalet, Papa faldt ud af sengen og brækkede sin hofte. I bilen var jeg og min mor tavse. Hun kørte hurtigere end nogensinde. Papa skulle have en hofteoperation. Efter en operation der tog mange timer, blev Papa kørt tilbage til sin hospitalsseng. Jeg blev hos ham, og jeg var hos ham, da han døde. Han så mig lige ind i øjnene og råbte et navn, jeg aldrig tidligere har hørt ham nævne. Navnet var Tilly - det var min afdøde bedstemors navn, som jeg aldrig havde mødt. Papa var 16 dage fra sin 89 fødselsdag, og jeg ville blive fjorten 23 dage senere.

Jeg var fascineret af, at Papa's øjne så noget, jeg ikke kunne se, men jeg så(hørte) Papa råbe til mig; kunne døden være en af den slags ekstraordinære begivenheder, som vi møder med uvidenhed og angst?

To år senere døde min mor, begravelser var for mig nogen triste og rørstrømske begivenheder, jeg ville savne mor og Papa, men ingen havde nogen svar til mig, og voksenverdenen veg bort fra mine spørgsmål. Jeg stillede ikke den slags spørgsmål, nogen havde lyst til at besvare, og jeg blev endda mere irriteret, når jeg opdagede, at vi forblev i sikkerhed inden for begivenhedens ramme."Flygtede fra døden ved at overdrage den til præsterne", som alle, viste det sig, ikke anede hvad de skulle sige og ganske enkelt ignorerede mine spørgsmål. Inge turde antyde over for mig at den psykiske verden grænsede op til satanisme. Sædvanligvis hjalp jeg dem mere med indsigt og forudanelse, end de hjalp mig.

Da jeg var fire og et halvt, besøgte jeg og min mor nogle venner. Jeg gik ud i deres smukke baghave og faldt i deres fiskebassin. Pludselig blev jeg løftet ud af bassinet, og da jeg så op, så jeg en blændende lysstråle, og der var en mand med blå øjne, i jakkesæt og med snehvidt hår. Jeg var drivvåd, jeg talte med denne mand, som jeg kaldte Norman, og jeg har altid kaldt vores højere væsen Norman. Norman så ud til at være en engel. Norman fortalte mig også, at jeg havde en særlige mission.

Det foreliggende var at gå tilbage ind i huset, vise mig selv frem for ejerne. Som jeg stod der ved siden af Fred Webster(som ejede den lokale avis), var det så selvindlysende som min egen næse, at jeg var faldet i fiskebassinet. "Jeg faldt i fiskebassinet Fred, sagde jeg, mens jeg stod gennemblødt ved spisebordet ved siden af ham.

"Hvordan kom du op af fiskebassinet? Det fiskebassin er 5 fod dybt"

"Der kom en engel og reddede mig, Fred"

Med den udtalelse, undskyldte Fred sig fra bordet, gik til sit arbejdsværelse, tog telefonen og sagde følgende til sin ven: "Jeg er ligeglad om det er søndag. Jeg har brug for, at nogen kommer over og fylder mit fiskebassin op med det samme. Et mirakel er så meget, som jeg magter med det bassin" Bassinet blev rent faktisk fyldt op. Jeg blev tørret, og der blev ikke talt mere om det.

Min næste oplevelse var i Ontario søen, Jeg var i vandet på en syv års fødselsdags skovtur sammen med mine kusiner, og pludselig blev jeg trukket ud på det dybe; mit liv, kort som det var, men utilregneligt som det havde været med skilte forældre, viste sig for mig i et glimt. Det næste der skete var, at jeg ikke længer befandt mig på jorden, men fløj rundt i en forlystelsespark, som var sjov, og så hen over jorden til USA. Idet jeg tilsyneladende var ved at vende tilbage til min krop, fik jeg kunstigt åndedræt, og jeg kom til, som om intet var hændt. Jeg fortalte en kusine om min oplevelse, hun fortalte det til min tante, og jeg talte aldrig om det igen.

Der gik år mellem denne druknings begivenhed og min næste NDO. Jeg var næsten 30, og en tand skulle rodbehandles. I dag er det en almindelig procedure, men i 1973 var den ret ny. Da jeg kom tilbage fra tandlægen, talte jeg med nogen naboer, men følte mig svimmel. Så jeg gik ind i mit rækkehus, hvor jeg prompte kollapsede. Jeg var døende. Mine naboer kom forbi og ringede, så vidt jeg ved efter en ambulance. Jeg var ude af kroppen, uinteresseret i at følge den krop, og følte en åndelig frihed, der var ufattelig. Jeg fløj fra Lansing, Michigan til New York og så til Chicago på rekord tid. Det var som om, at hvis jeg tænkte på et eller andet sted på jorden, kunne jeg være der øjeblikkeligt, uden at tage tog, båd eller flyvemaskine. Hvor længe jeg var ude af kroppen på denne måde, ved jeg ikke. Pludselig var det, som om et eller andet midt i mit snurrige flyvske humør, henledte min opmærksomhed på, at jeg blev kaldt tilbage til min krop.

Jeg kunne se denne krop på hospitals stuen, idet jeg fløj ind. Den lignede et lig. "Hendes hjerte slår, lad os se, om hendes tilstand forbliver stabil, og så kan vi se, hvordan hun har det, og så kan vi sende hende hjem" hørte jeg en mandlig læge, jeg aldrig havde set før, sige. Nu var jeg tilbage i min krop i hospitals regi og lå på en båre og undrede mig over, hvad der var sket.

Før denne begivenhed, havde jeg en frygtelig angst for at dø, og den frygt inkluderede frygten for at dø for ung, at bare dø uden videre, fordi jeg var for rådvild og for rystet over den gængse måde, det at dø blev betragtet på i livet - Jeg havde aldrig hørt om NDO. Det syntes bare ikke at være et passende udtryk for denbegivenhed, jeg kalder døds fænomenet.

Den 6 juli 1976 havde jeg forladt Michigan og boede i San Francisco, Californien. Jeg døde på gaden. Jeg svævede over min krop. Jeg havde ingen tunnel af lys, ingen forening med slægtninge, blot en temperatur på 105 grader fahrenheit og hjertestop. Jeg var på hjørnet af Valencia og Market street. jeg gik ned med et baglæns styrt. Jeg svævede over mig selv og livede så op. Jeg blev taget til San Francisco General Hospital, og døde igen undervejs, og blev omtalt som kroppen...

Som den døde krop var der alligevel noget, der bevægede sig. Jeg hev lagnet af, og kom ned fra båren i det ekstremt kolde rum. Jeg havde stadig mine Givenchy sko på med en masse penge stoppet ned i dem. Jeg var taget af sted hjemmefra for at skaffe antibiotika. Jeg gik rundt ude på gangen og en sygeplejerske kom hen til mig og mente, at det var nødvendigt at tage min temperatur, hun kunne ikke tro på, at jeg vandrede omkring, hvis min temperatur virkelig var 105, så hun fik fat i et af disse elektroniske termometre. Jeg besluttede at gå min vej, få fat i en taxa og tage til Presbyterian Hospital.

Nu bragt over til Presbyterian Hospital ville jeg se min egen læge. Jeg kollapsede igen. Jeg erindrer, at jeg var i et værelse og blev givet et skud i hjertet, og det næste jeg opfattede var, at jeg befandt mig tilbage i den nye fløj på San Francisco General, hvor jeg hørte, at jeg skulle have en rygmarvsprøve, uden at jeg havde givet mit samtykke. Jeg vågnedei en fortumlet tilstand. Jeg var alene i den nye fløj, men jeg kunne høre musik, kalliope musik. Jeg kunne se Burgess Meredith med denne her kæmpe kalliope. Jeg svømmede bort igen, blot for at vågne en gang til, og igen se Burgess Meredith spille den samme kalliope, men uden at der lå et par for enden af gangen, som havde elsket med hinanden på vagten.

Jeg vågnede skrigende og med hovedpine og blev hurtigt presset ned af en meget stærk og dominerende sygeplejerske, dette var den værste hovedpine, jeg nogensinde har haft. Jeg plejede at få migræne som barn, og så blive meget psykisk, spise grapefrugt og hovedpinen ville forsvinde. Jeg mistede herredømmet over min cykel da jeg var 8, kørte lige ind i siden af en lastbil, og slap fra det uden en skramme. Ikke en helt så dramatisk ulykke, som det var at totalskade min gule Vega wagon i Lansing Michigan.

Feberen faldt, jeg havde ikke spinal meningitis. Jeg blev udskrevet, men den følgende måned havde jeg igen feber. Feberen aftog. Jeg begyndte at få feber 12 ud af 14 måneder, manglede kun februar og august. Min feber ville kulminere ved 103. Jeg ringede efter en taxa, fik et værelse på UCSC, blev observeret, forbavsede alle lægerne på afdelingen. Jeg fik så et udslæt, der begyndte i ansigtet, det hvide i øjnene blev rødt, og jeg blev dehydreret.

På et eller andet tidspunkt mellem min 6 juli 1976 prøvelse og 1978 fik jeg medicin med alkohol i for astma. Jeg var alkoholiker. Jeg tog et sauna, kunne mærke et eller andet rædselsfuldt ske, mit blodtryk blev himmelhøjt. Jeg kom til Presbyterian Hospital, jeg begyndte at høre stemmer, følte mig virkelig underlig, og det næste der skete var, at jeg hang over mig selv, og så lægerne give mig endnu et skud i hjertet.

Jeg blev afvænnet fra astmamedicinen med de sædvanlige midler mod slagtilfælde, men der skete et eller andet. Det kan godt være, at jeg fik et nyt feberanfald, men dette skulle blive helt ulig noget andet feberanfald, og fra nogen af de nær døds oplevelser jeg har haft. Jeg var fløjet gennem en tunnel. Jeg havde set lys før, jeg var kommet ind i en verden af stor skønhed, havde set og følt en fred i sindet, kroppen og ånden, som jeg aldrig før havde følt. Jeg var i UCSC i et værelse med udsigt. Jeg var i en slags koma, jeg havde igen været døende. jeg så op, en læge var i færd med langsomt at udtrække blod, og dette blod flød ind i en stor beholder. Blodet var rust farvet. Han blev ved med at udtrække blod. Jeg forlod hurtigt min krop, ikke fordi jeg besvimer ved synet af blod. Mens jeg så på lægen, følte jeg fred.

Da jeg kom tilbage til min krop, og var uden for den åbenlyse farezone, som jeg havde været i på det jordiske plan, fik mit hjertes ujævne slag på grund af arytmi

de hospitalsansatte til at fare rundt. Jeg skulle aldrig igen blive den samme person.

Hvem skulle have troet, at jeg ville blive kaldt et andet navn. Jeg var vågen, ude af stand til at tale, jeg troede, at den jamren jeg frembragte gav klar mening. Ingen kunne forstå mig. Jeg skulle skrive, og holdt den her kuglepen i min højre hånd, og stirrede tomt på den, og så den så falde på gulvet, hvor den frembragte en pling lyd. Jeg forsøgte at bevæge min nakke, det var som om, jeg var lam. Jeg vidste ikke, hvor i "L"(?) jeg var, eller hvem jeg var, jeg var helt parat til at stå op og dance rundt af glæde, i stedet var jeg helt på det rene med hvad stjernen i "Life Of Riley" TV showet mente da han sagde" Hvor det her dog en modbydelig udvikling". Han lavede ikke sjov.

At vende tilbage til livet var ikke let, at lære at gå, tale, læse og skrive, var noget af en opgave. Det var også en prøvelse. De højrehånede skrive lektioner var frygtelige. Nå, en ud af fire opgaver var bedre en ingen overhovedet. Men det var bare ikke mit tempo. Jeg var hurtigopfattende, og dette lå under mit tempo. Fremgang var langsom, metodisk og af og til elendig. Mit sind var i oprør, og intet andet kunne holde trit, eller samarbejde med det, eller fungere på en fornuftig måde

Jeg var en glubende sulten rekonvalescent. Tingen begyndte langsomt at vende tilbage til ikke ligefrem "normalen", for jeg vidste ikke, at der fandtes en normal. jeg havde humor, masser, det var faktisk det bedste kort jeg havde på hånden, ja det har måske været, det eneste jeg har haft, siden jeg kom tilbage. Min humor ser ud til at irritere alle. Jeg lærte på min rejse at det er nødvendigt at le, kun den mest intelligente del af menneskeracen er velsignet med humor. Det er også den højst udviklede.

Jeg havde mistet alt, men det endte med, at det var andre, der var rystede og fulde af vrede. Disse andre var også fordømmende, rigide, grådige, og lige så ukristelige som vilde angribende næsehorn.

Hvilken vidunderlig velkomst tilbage til planeten jorden.

Jeg blev sendt til en psykiater, en kvindelig læge i San Francisco.

Opringningen var mit nød opkald. Jeg foreslog, at hun tog sin telefon, sagde at det var en nødsituation, og tilføjede, tænk over om du vil se mig, jeg ved at du ikke, og jeg er ikke sikker på om jeg vil samarbejde. Det var ikke noget trick. Det virkede, hun erkendte, at jeg havde "et eller andet" fra min barndom. Jeg troede, at alle havde disse evner, så syn, havde ekstraordinær hørelse, viden, helhedsforståelse, i stedet fandt jeg ud af, at jeg var den underlige. Jeg er stadig skeptisk over for de videnskabelige, der ikke kan tro på noget, hvis de ikke kan bevise, at det eksistere på det materielle plan.

Humor er den største gave, evnen til at le er evnen til at tilgive og befinde sig i en bedre verden.

Jeg kan ikke udstå kontorer. De er humor forladte, uden lyd, ingen af dem der sidder og venter på en læge taler med de andre. Hvis regel er det? Koncentrer dig nu om dit syge selv. Loretta havde ingen i sit venteværelse udover mig; Jeg sagde, jeg ved du har flere patienter, Loretta, er du bange for, at jeg skal helbrede dem? Hun påstod, at hun aldrig ville forlade San Francisco. Farvel Loretta. Jeg fandt intet arbejde, løste ikke mine problemer, jeg var alene i denne sten kolde by med 40 graders vejr, hvor jeg blev spærret inde i busser og var nødt til at bruge mine bestøvlede fødder til at sparke døre op, og komme til at kende flere cablecar fører end bus chauffører. Jeg overlevede. Hvordan? Jeg havde få penge, intet arbejde, men mødte denne kvinde, der var ved at trække sig tilbage fra sin ejendomsmæglervirksomhed - jeg blev hendes arme og ben og chauffør, hun gav mig tag over hovedet. Den dag i dag snakker min far stadig om alle de adresser, jeg havde, og fatter det stadig ikke. Jeg vidste intet om social hjælp, bistand, skat, arbejdsløshedsunderstøttelse, og arbejdsudligning.

En gang da jeg var ved at demonstrere et salgsobjekt, skulle jeg beregne en brøk. "Hvad er en brøk?" spurgte jeg. Brevet jeg fik som svar på mit spørgsmål lød:" Hej skat, er du lige landet på planeten, pigebarn eller hvad?" Selvfølgelig svarede jeg ja til, at jeg lige var landet på planeten. Jeg var lige ved at få mulighed for at deltage i et manusskrivekursus i L.A. til Mork and Mindy showet. Jeg var på hospitalet, talte skam med Robin Williams, betalte mine penge for kurset, 100.00$, tog det aldrig, men jeg formoder at showet var succesfuldt uden mig. Jeg tabte de 100.00$.

Frygtindgydende som en NDO er, giver oplevelsen dog tilsyneladende anledning til åndelig forvandling. Det var ikke før min femte NDO med den utrolige oplevelse med sommerfuglen, at de fulde implikationer blev gjort klart for mig

Det var, da jeg ankom til den krystal drevne by, jeg kaldte Paralandra, det himelske lys by, at jeg blev introduceret til "sinds-samtale". Sinds-samtale er samtale uden brug af ord, det er en eterisk vidergivelse af information ved hjælp af energi, fra et væsen til et andet, som skete det ved osmose. Man modtager en øjeblikkelig forståelse og fornemmelse af ideer, koncepter og tanker fra et andet væsen. Da jeg vendte tilbage til planeten jorden, blev jeg klar over at en science fiction forfatter som C.S. Lewis, havde omtalt Paralandra i en af sine bøger, så jeg ændrede navnet til Pseudolandra. Pseudolandra var et eventyrland, men ikke en forlystelsespark, det var vidunderligt farvet og aura-et i livfulde pastelfarver.

Det var efter min første introduktion til ZAR, at jeg blev både sendt og ledt ned af ikke - indgangen, hvor der var rum med lys, der kun lyste op inde fra værelset.. Det første værelse var tilgivelsesværelset. Herinde skulle man afkaste sig al bagtalelse af en selv, såvel som den rettet mod andre af en selv. Inden man kunne forlade rummet, var det et krav, at man følte egenkærlighed, blev renset og healet, og lod gå af begreber der havde med jordiske tillærte synder at gøre. Var man først i dette rum, blev man der, til alle de nødvendige vibrationsmæssige indstillinger af sjælen var blevet fuldbyrdet

Da der ikke var nogen måde, tidsbegrebet kunne måles på jordiske vis, skete begivenhederne, som hvis man får en rensning eller et luftvibrations bad.

Man går egentlig ikke ind i disse rum, man bliver ledt som om man flød i rummet, og alligevel føles man så kompakt i rummet. man flyder ganske enkelt fra rum til rum, alt efter hvornår det anses for passende at fortsætte videre.

Begrebet venstrehjernedominans i vores jordiske samfund opstod fra denne oplevelse. Højrehjernebegrebet bliver dominerende, når man vender tilbage til jorden. Deter klart at brugen af højre hjernehalvdel almindeligvis associeres med, at der trækkes på begreber fra højre side af hjernen. Jeg kan forsikre om, at højrehjerne begreber er de vigtigste aspekter af en NDO. Det var her i denne verden, hvor jeg blev vist, hvordan skoler, banker, regeringer, og de fleste "systemer" er baseret på venstrehjerne begreber, det er også princippet på hvilket "de materielle videnskaber" er grundfæstet. Disse venstrehjerne begreber har et stærkt fodfæste i den "materielle verden" Dem fra den materielle verden er som Scrooge, som er rigid, ukærlig, ufølsom, uvenlig, og ser ud til at fungere på et robotagtigtautomatisk niveau i livet.

Der er et værelse, hvor der vises fremtidige begivenheder. Efter at være trådt ind og være blevet opstemt fra dette kammer når man vender tilbage til denne jord, forbinder man sig almindeligvis med andre, som har haft en NDO, eller andre der på naturlig vis er tunet ind til vibrationsfrekvensniveauet fra den slags mennesker

Der er ikke en fornemmelse af, at dette blot er et rum, et begreb, og at andre er tilstede i disse rum, men de bliver ikke bemærket ved parfume, påklædning eller andre egocentrerede karakteristika eller træk. Ens energi niveau er så subtilt som en hvisken, så blidt som et suk, og så stille som en blomst.

Tal skete altid for mig i treere, for eksempel tre enere og så videre sker for mig uden problemer, det vil sige indtil jeg boede på en adresse med tre femtaller. Dette var min femte NDO, og før det var jeg gået i frø på computere, havde tabt alt, jeg mener alt, mit hus, min bil, og mit barn, og næsten mistet mig selv. Jeg har ikke set mit barn i 25 år.

Rent personligt tror jeg det tog mere end tilgivelsesrummet at tune mig op til et højt niveau af bevidsthed.

Værelse efter værelse gav mulighed for et områdes renselse for sjælen. Det var lidt lige som et universitet af videns begreb, det var et job eller arbejde, mens man var der, det var ikke kun en pligt, det var mere som et ønske om at blive et bedre menneske på alle måder, var vejen på vejen, i modsætning til måden tingene var. Idet min sjæl steg ud af min krop, følte jeg disse ufattelige vinger omslutte mig. Det var som om, jeg blev fløjet i min egen private raket ud i rummet med ufattelig hastighed . Jeg havde ikke tid til at se tilbage mod jorden og sige farvel. Jeg kunne høre den bløde stemme fra, hvad der syntes at være en kvinde, der forsikrede mig, at jeg ville blive ok. Pludselig åbnede vingerne sig og jeg blev sat ned på en sti. Sommerfuglen forsvandt, foran mig var krystal byen med dens blege pastelfarver men med meget klare glitrende lyserøde, blå, gule, lilla hvide og grønne nuancer. Jeg bevægede mig fremad, som om jeg blev ført mod eller magnetisk tiltrukket af et mål. Der var ingen døre, men jeg syntes at være ankommet. Jeg så mig omkring. Jeg så en mandeskikkelse der så ud til at have kommandoen, hans navn var ZAR. Jeg blev kaldt QUASAR. Jeg fik ikke nogen egentlige papirer, men jeg skulle tage disse usynlige papirer(flydende krystal sider) til et værelse. Der var værelser; Jeg gik fra et til et andet - svævende.

Det var, som havde jeg en krop, der var kropsløs, en masse der var masseløs, form og skikkelse, men ingen vægt, jeg kunne se, at jeg havde en typisk krop, men det føltes bare ikke som min jordiske krop. Jeg var klar over, at jeg ville vende tilbage til jorden. Jeg fuldførte kredsen af kamre, som jeg gennem sindstale blev informeret om med hensyn til programmering og vibrations tune op. Jeg kunne hørelav musik, der var blød og næsten uopfattelig. Den var svag for ørene, den synes at have en resonans der tunede mig op. Jeg så mapper, kamre, og døre der ikke var døre. Jeg fik en tur i den usynlige limousine. Jeg sad, og en anden ansigtsløs person sad, og vi kørte rundt i byen. Jeg kaldte den Paralandra. Senere kaldte jeg den Pseudolandra.

Der var ingen tid, men der var en følelse af at være i stand til at absorbere tid, som var det en stjernestråle med sin egen frekvens. Jeg var afslappet, ikke bange. Jeg ville meget gerne se min Papa, men han var der ikke. Jeg hørte en stemme fra det tomme rum tale til mit sind: "hun er klar til at vende tilbage eller afgang" er måden jeg oversatte det på.