Beskrivelse af oplevelsen:

Omkring sent på sommeren 1989 informerede min læge mig om at jeg var nød itl at få foretaget en hysterektomi. Jeg ville ikke have operationen. Jeg synes jeg var for ung, og fordi jeg havde mistet min egen mor til livmoderhalskræft i 30 års alderen, var jeg rædselsslagn for hvad de ville kunne finde. Da jeg ikke havde noget valg, fordi jeg havde så frygtelige smerter og problemer, indvilligiede jeg til sidst i indgrebet. De lagde mig i en etsengs stue, og overlod mig til at tænke resten af eftermiddagen over hvad der ville oevergå mig næste morgen. Jeg husker at jeg bad, at jeg fortalte Gud at jeg var bange og bad om styrke. Jeg bad hele dagen og sagde til Gud at jeg ikke øankede at dø.

Omkring kl. 8 om morgnen rullede de mig ind på operations stuen og de bragte mig tilbage noget tid senere (måske omring klokken 11, men jeg er ikke sikker) Hvad jeg derimod husker er at fra det øjeblik de bragte mig tilbage til min enmands stue, blev jeg ved med at ringe efter sygeplejerene for at fortælle dem at der var noget galt. De blev dog ved med at sige at der ikke var noget galt, og nogen gange gav de mig bare en indsprøjtning, i det de antog at jeg havde brug for noget smertestillende, skønt jeg blev ved med at sige til dem at jeg ikke ville have det. Tilsidst omkring kl. 20.30 samme aften, husker jeg at jeg at jeg åbnede øjnene og at jeg tænkte: "Jeg er ved at dø" Da jeg prøvede at nå alarmen for at tilkalde plejeren, havde jeg ikke engang energi nok til at gøre det.

Idet mit hoved faldt til højre, så jeg en seng i den anden ende af mit rum, med den smukeste gamle dame (med helt hvidt hår) jeg nogensinde har set. Jeg havde en følelse af at hun var meget gammel og dog så hun så perfekt og så ung ud. Hun så på mig med det sødeste smil og sagde: Jeg ringer efter plejerne, vær ikke bange, alt vil blive godt" Jeg må have været besvimet, for min næste erindring er at plejeren står bøjet ind over mig og spørger: "Hvad er du vil nu?" "Jeg kan ikke få vejret, jeg tror jeg er ved at dø!"

De tog mit blodtryk. I panik bad den ene plejer den anden om at hente lægen straks for der var noget helt galt. Hun gav mig ilt, og kort efter var lægen ved min seng og fortalte mig at jeg havde blødte invendigt hele dagen, og at de var nød til at åbne mig igen. Indtil det øjeblik havde jeg været så bange og havde tænkt at jeg var ved at dø, men da de styrtede ned af hospitalsgangen med mig til operationsstuen, blev jeg gennemstrømmet af en varm dejlig behagelig følelse og jeg var ikke længere bange

Jeg tænkte"Åh, det er det her der skal ske!" og det følte godt. Jeg fortalte lægen som talte med mig mens han løb ved siden af den rullende seng: " Din stemme lyder mærkelig, den lyder næsten som et ekko." "Nu forlader du os ikke, Corina!" svarede han. Det første der skete da de sendte mig væk (gav mig en totalbedøvelse) var at jeg pludselig svævede over min krop, og så dem panikke. Doktoren sagde: "Jeg kan ikke se noget, der er for meget blod" Han skar mig den ene vej og så den anden, op og ned.

Min næste tanke og følelse, var af at være i totalt mørke. Jeg mærkede min krop, men da jeg så ned, så jeg ikke noget. Jeg blev rædselslagen og husker at jeg sagde: "Kære Gud lad mig ikke være alene, hvor er du henne?". Det næste jeg så var det mest briliante intense lys jeg nogensinde har set. Det var så klart at jeg dårligt nok kunne se ind i det. Foran lyset var der en enorm katedrallignende port, og stående ved siden af var min mor som var død da jeg var omkring 8 år gammel. Der var også nogen andre, men jeg genkendte ikke hvem de var

Følelsen jeg oplevede er ikke helt let at forklare, men jeg vil gøre mirt bedste. Al og alle slags misbrug og smerter jeg har oplevet i mit liv, hvad enten det har været fysiskt, emotionelt eller mentalt, var helt ophørt. I deres sted var der en intens kærlighen, accept, hengivelse, og en følelse af velvære. I et enkelt sekund forstod jeg alt (så enkelt) men så var det forvundet - Som om det er meningen at vi ikke skal forstå "alt" Min mor så på mig og sagde (men ikke med ord, kun i tanke) "Du er blevet givet en nummer to chance. Jeg kan tage dig med resten af vejen, eller du kan vende tilbage" Jeg husker at jeg følte mig så utroligt vel tilpas der, og at jeg gerne ville blive, men så tænkte jeg på mine små børn og sagde til min mor: "Jeg er nød til at vende tilbage, mine børn har stadig brug for mig, og du ved hvor svært det var for dig at forlade os da vi var små"

Pludselig følte jeg at jeg det somom jeg havde været på en enorm elastik der var spændt til det yderste, og jeg blev nu bragt tilbage igen med et ryk så stærkt at det næsten gjorde ondt, og det føltes ubekvemt at være tilbage derinde igen. Jeg åbnede øjnene og så en plejer der græd ved min seng i intensiv afdelingen, og hvis øjne blev så store som underkopper af forbavselse. Hun sagde ."Du er tilbage! Åh! du gav os allesammen en frygtelig forskrækkelse. Jeg går og henter lægen"

Jeg havde straks to spørgsmål (til det medicinske personale). Det ene var: "Hvem var, og hvor er den gamle dame som var på den anden stue?" De svarede: "Hvilken gammel dame? Du var alene på den stue. Så spurgte jeg: "Jeg døde, gjorde jeg ikke?" De ville ikke svare mig, men da jeg begyndte at fortælle lægen, at jeg svævede over min krop, og fortalte om ham om alt hvad der blev sagt, og om instrumenterne der blev brugt, flygtede han næsten ud af mit rum

Nå, men siden den oplevelse er mine intuitve evner blevet stærkere og stærkere. Nogen gange føler jeg mig så forbundet til alt... planter, træer, himlen og alt hvad der findes. Det er den mest vidunderlige følelse i verden. Hvor jeg før følte vrede, føler jeg nu kærlighed. Denne oplevelse har berørt hvert eneste side af mit liv

Jeg ved at Gud har et formål med mig, fordi jeg lige har haft en anden underlivsoperation (som skulle have varet halvanden time, men tog fire en halv) og tilsyneladende var jeg meget "heldig" De kaldte mig den "hårde negl" og "mirakel pigen". Jeg husker ikke at jeg havde den samme oplevelse som sidste gang, men jeg kom tilbage med den mest fantastiske vidunderlige følelse. Inden de bedøvede mig til operationen, husker jeg at jeg sagde til lægen: Du skal ikke være bekymret, Jeg har bedt Gud om at guide dine hænder, og specialistens hænder når han bliver tilkaldt. Og det er nøjagtig det der skete- de var nødt ti at tilkalde en specialist da de var halvvejs igennem, på grund af komplikationer.

Jeg ved at Gud ønsker at jeg skal gøre noget, men jeg ville ønske at jeg var sikker på hvad det skulle være. Jeg ville gerne rådgive, skrive (hvis jeg var bedre til det) eller arrangere workshops af en eller anden slags, men det ville være dejligt at have gaven at kunne heale på en eller anden måde. Jeg vil gerne gøre en stor forskel i verden, før jeg skal væk igen. Jeg ved at det må lyde fjollet for nogen, men tro mig, det er fra mit hjerte og min sjæl. Hvilken vidunderlig følelse!



Baggrundsoplysninger:

Køn : Kvinde

Datoen NDO'en fandt sted: 1989

Var der en livstruende begivenhed forbundet med oplevelsen den gang den fandt sted? I forbindelse med operation

NDO Elementerne:

Hvordan ser du på din oplevelses indhold? Positivt

Er der drugs eller medikamenter der kan have påvirket oplevelsen? Nej

Var din oplevelse på nogen måde drømmeagtig? Nej!

På hvilket tidspunkt under oplevelsen var du på dit højeste niveau af bevidsthed og årvågenhed? Det var som at være lige så vågen, og det var så virkeligt som når jeg sidder her og skriver om det.

Giv en sammenligning af din hørelse under oplevelsen med din hørelse lige inden oplevelsen fandt sted. Nej

Var det som om du var tilstede til ting der skete andre steder, som skete det ved ESP? [se ovenstående]

Gled du ind i eller gennem en tunnel? Nej Det som en sortere end sort tunnel, lige inden jeg så det klare lys. Jeg svævede gennem det. Jeg kunne føle min krop, men kunne ikke se min krop.

Mødte du eller blev du vidende om afdøde (eller levende) væsner? Ja [se ovenstående]

Så du et ikke jordisk lys? Ja Et klart intenst lys som føltes så varmt og godt, så kærligt og fudt af visdom. Min personlige følelse er at vi allesammen er "gnister" som kommer fra det "Store Lys". Når vores fysiske legemer dør, vender vores sjæl, ånd, følelser og tanker til kilden, "Lyset"

Hvilke følelser følte du i løbet af oplevelsen? De mest vidunderlige, positive, intense følelser jeg nogensinde har følt.

Kom scener fra din fortid tilbage til dig? [ingen yderliger detaljer givet]

Kom du til en grænse eller begrænsende fysisk struktur? Ja Jeg tror at grænsen for mig var den enorme port foran lyset. Jeg havede en fornemmele af, at hvis jeg var gået gennem porten, kunne jeg aldrig kommet tilbage

Kom du til en grænse eller tærskel hvorfra der ikke var nogen vej tilbage? Jeg kom til en barriere som det ikke var mig tilladt at overskride; eller jeg blev sendt tilbage imod min vilje. Jeg ville så gerne blive der, for det føltes så utroligt godt, men jeg vidste at hvis jeg så meget stak min hånd forbi et bestemt punkt, så ville jeg ikke få lov til at komme tilbage

Gud, Åndelighed og Religion:

Hvad var din religion inden oplevelsen? Ved ikke

Hvad er din religion nu? Ikke religiøs men åndlig. Tror på Gud og Engle.

Skete der en forandring af dine værdier og overbevisninger på grund af din oplevelse? Ja [ingen yderligere detaljer givet]

Angående vort jordiske liv ud over religion:

Forandringer i dit liv siden din NDO er følgende: Øget

Hvilken ændringer skete der i dit liv efter din oplevelse? [ingen yderliger detaljer givet]

Er dine forhold blevet forandret specifikt på grund af din oplevelse? [se ovenstående]

Efter NDO'en:

Var oplevelsen vanskelig at beskrive med ord? Nej

Har du fået nogen psykiske, ikke almindelige eller specielle evner efter din oplevelse som du ikke havde før din oplevelse? Ja Før og efter. Efter oplevelsen udviklede de sig.

Har du nogensinde delt denne oplevelse med andre? Ja Nogen griner af det, og siger det bare var "drugs" eller "et eller andet". Andre er vokset og har lært af det.

Har noget på et eller andet tidspunkt i dit liv genskabt nogen del af oplevelsen. Nej Jeg har aldrig taget drugs eller drukket alkohol i mit liv.