Beskrivelse af oplevelsen:


E-mail ifølge tilladelse: pleiadspawn@yahoo.com


FORBAVSENDE! Cougar-Inanna Paraller

"Min tredje NDO blev fremkaldt af feber, og tror jeg, noget der grænsede til koma. Det var en rejse til helvede. 13 år senere opdagede jeg, at min rejse til helvede var mærkeligt lig en oldgammel myte fra før det 18 århundrede før Kristi fødsel. Min rejse til helvede var forbavsende lig Inannas rejse. Her er de tyve ensartede elementer i vores historier.

1) Inanna ser ned i afgrunden fra himlens tinde. Jeg så ned i afgrunden fra det hellige medicin hjuls kreds.

2) Inanna havde nysgerrighed i sit liv. Jeg oppebærer en søgen efter al sandhed.

3) En præst beder til himlen for hendes skyld. En medicinmand beder til himlen for min skyld.

4) Hellige mænd slår på en tromme for vores skyld.

5) Det hellige ritual blev holdt, efter vil allerede var draget til helvede.

6) Vi ankom begge til helvede iført vores udødelighed.

7) Vi knugede begge en ring af guld i vores hænder.

8) Ens udsagn: Et land fra hvilket ingen rejsende nogensinde vender tilbage/ meget få mennesker overlever denne rejse.

9) Begge bliver klædt nøgne.

10) Overraskende LOV i underverdenen; at blive klædt nøgen.

11) Ereshkigal, den mørke verdens store dronning. I min NDO dukker den store sorte bedstemor og den store sorte bedstefar op.

12) Inanna faldt på knæ/Jeg besvimede idet jeg respektfuldt sagde: "Tak, men nej tak" da jeg blev tilbudt denne mørke slags udødelighed.

13) 7 dommere afsagde dom over Inanna. Syv dommere fra min himmelske oplevelse ville ikke komme mig til undsætning.

14) De afsagde den forbandedes dom over Inanna. De viste mig deres version af skabelsen og deres historie.

15) Vi følte begge umådelig lede ved de forbandede historier.

16) Hendes krop hang på et spiger. Min krop var spændt ud over afgrunden på en kold bro af stål, der var to fod bred.

17) Vi kom begge tilbage fra de døde, fra et sted hvorfra ingen vender tilbage.

18) To væsner skabt af Enki til at svirre omkring helvedes porte som fluer. To bier i min øjenhøjde der ser min tilbagevenden fra helvede i den hellige kreds.

19) De to væsener, der kom til undsætning, måtte ikke spise eller drikke i helvede. Jeg benyttede lignende visdom til at modstå helvedes forførelse.

20) Vi kom begge tilbage med dæmoner, der klyngede sig til os.

======================

Cougar's tre NDOer

Jeg har haft en overflade oplevelse og to dybe. Jeg har været himlen og i helvede og har rent personligt løst den tilsyneladende modsætning i oplevelserne. Min første oplevelse var da jeg var 11 år.

Luften blev slået ud af mig, da jeg faldt fra en højt ophængt gynge. Mit mellemgulv var i chok. Jeg kunne ikke bevæge mig. Hvilket frygteligt øjeblik! Jeg kunne ikke indånde. Jeg kunne kun ånde ud, så jeg beholdt den smule luft ,jeg havde i mig. Jeg var på vej til at dø. Jeg accepterede det langt om længe og slappede af. Jeg sagde farvel til alle. Jeg kunne føle hele jorden bag mig. Jeg kunne kun bevæge mine øjne. Alt blev mere levende. Tæernes blade blev grønnere. Himlens blå blev mere blåt. Jeg har aldrig set sådan en skønhed i naturen før! Nu så jeg fortiden komme op ud af jorden i det mindste de sidste firehundrede års. Jeg blev næsen på en gammel indfødt amerikaner. Jeg kunne med lethed kende hvert eneste træ alene ved dets lugt. Da fremmede kom til dette land og gjorde krav på, at det var deres, fik jeg et nyt perspektiv på de indfødte versus englænderne. Det plejede også at være sjovt at lege soldater, men efter at have set hvad jeg så fra borgerkrigen, fik jeg en fornyet respekt for menneskeliv. (Jeg blev først meget senere klar over, at denne oplevelse overgik mig på 100 års dagen for borgerkrigens begyndelse blot 126 mil borte)

Jeg frigjordes fra jorden og svævede gennem forskellige lag af atmosfæren. Jeg mærkede en voksen kærlighed omgive mig; en kærlighed udover hvad jeg har oplevet fra mine forældre eller endda fra mine bedsteforældre. En stemme fyldte mit hoved og sagde at alting var okay. Jeg overgav mig til den. Jeg skulle hjem! Pludselig var der en eksplosion af luft, der blev presset ned i min hals. Jeg var tilbage i min krop. Skøn aromatisk luft fyldte mine lunger og genoplivede mig.

Min anden NDO var en dyb en, og overgik mig da jeg var 24 i 1974, mens jeg boede i Colorado. Jeg blev givet tre profetiske advarselsdrømme om en nært forestående trafikulykke. Hvorfor ved jeg ikke. Jeg havde ingen mulighed for at undgå det. Det var et frontalt sammenstød. Jeg blev kastet op i luften, bort fra min motorcykel og ud af min krop. Jeg så min krop krølle sig sammen på jorden. Min ryg var brækket to steder.

En kølig grå tåge omsluttede mig hvirvlende mig ind i en tunnel af lys, som førte mig opad mod himlen. Jeg følte denne øgede kærlighed komme til mig og hørte samtidig en svag lyd, der blev højere og højere, og som svulmede og indsvøbte mig i et fuldt og rigt "HUUU". Den summende lyd var også centreret inde i mig. En stemme kom ud inde fra lyden. Det var som den summende lyd fra tusind propel flyvemaskiner eller som langstrakt rullende tordenbulder. Stemmen føltes som en oldefars stemme, der elskede mig som en søn. Den vidste alt om mig og talte til mig. Selv mine mangler blev nævnt med kærlighed og forståelse.

Imens blev jeg ført over enorme pastorale landskaber og ind i et kæmpe alabaster tempel på en bjergtop. "HUUU'et" trængte igennem alle vegne indefra. Der var kæmpe buegange og søjler, der strakte sig op mod en høj hvælvet kuppel. De så ud til at være lavet af tyk alabaster lignende klippe. De glødede indefra og ud. Jeg blev ledt ind i et rum, der viste mig ting, der havde at gøre med folk, der sov på jorden og dog modtog lærdom her. Jeg blev ledt ind i hovedrummet, hvor jeg så et lys, der skinnede fra en pult. I dette lys var syv væsner af lys forbundet med hinanden med lys. De var en og dog syv. Kærligheden der strømmede mig i møde fra disse Guds syv ansigter, mindede mig om den oplevelse, jeg havde haft, da jeg var elleve. Den var velkendt og fik mig til at føle mig hjemme. De syv væsner af lys talte som med en stemme inde i mit hoved, for stemmen kom ikke tværs gennem rummet. De fyldte mit hoved med deres visdom. Mens de talte, var det som om rummet forsvandt, for billederne de satte ind i mit hoved, syntes at fylde hele rummet som på et gigantisk filmlærred, og den eneste forskel var, at jeg selv var inde i billedet, ligesom alt var levende omkring mig.

Jeg blev vist menneskehedens fremtid. Det var ikke en fredelig fremtid til at begynde med. Det var foruroligende og næsten for utroligt til at bære. Jeg havde været så naiv og idealistisk. Nu blev det taget fra mig, - min uskyld. Jeg så individuel sult og hungersnød. Jeg så krig og smerte og selvisk manipulation, og kroppe der lå spredt ud over enorme slagmarker. "Hvordan kan der være så megen grusomhed i verden?!" tænkte jeg og rystede på hovedet i forfærdelse. Jeg ønskede ikke at se dette. Skønt der var en stærk fascination i at se den slags på en så stor skala, var der intet der kunne få mig til deltage i noget af det. Så kom der en scene, der var et afgørende vendepunkt for mig. Jeg så en mand med cowboyhat, der red som en rasende på græsset blandt kvæg og andre mænd med rifler. Det var i sort hvid som i en gammel cowboyfilm. For denne mands vedkommende blev min opmærksomhed fanget af de blege røde bogstaver "R.R. ", der udsmykkede hans bryst. "Hvem er det ?" spurgte jeg. Jeg behøvede ikke at bruge min mund for at tale. Stemmen sagde: "Han vil blive USA's præsident." "Roy Rogers" kunne jeg ikke lade være med at tænke: "Det giver ingen mening" Så jeg betvivlede min vision i mange år.

Englene sagde: "Hvad du ser på, er de sandsynlige fremtidige begivenheder på din planet, men de behøver ikke ske, hvis I er villige til at forandre jer. Alting er flydende og kan forandres hvis nødvendigt både individuelt og planetært." Jeg så forbi år 2000 og så min egen personlige fremtid, Hvad jeg vil gøre i mit livs sidste øjeblikke. Aktiv lykkelig. Jeg havde blandede følelser og en begrænset forståelse af meningen med det på det tidspunkt.

Et buldrende drøn som et vandfald passerede gennem mit hoved. Den grå tåge vendte tilbage. Så åbnede mine øjne sig straks. Der var ingen tunnel på tilbagerejsen. Jeg så det indvendige af ambulancen. Stemmer det tonede bort i mit hoved, lovede mig fremtidige besøg.

Seks år senere i 1980 blev Ronald Reagan valgt til præsident i USA; en skuespiller blev en præsident. Dette var cowboyen ,jeg så. Forudsigelsen med initialerne "R.R." tegnet på brystet.

I 1994 opdagede jeg, at "Near Deather Dan" skrev om sin oplevelse af at blive bragt til en katedral og også blive vist forudsigelser. Han så, i 1975, en fortløbende tegneserie om en cowboyfilmskuespiller, og initialerne "R.R." under præsidentens segl. Dette overgik ham indenfor et år af min NDE. Utroligt! Vi så de samme ting på næsten samme tidspunkt. Den eneste forskel var, at "lightning boy" troede, det drejede sig om Robert Redford, jeg troede det var Roy Rogers. Ufatteligt" Vi tog begge fejl, men vi havde også begge ret. Det er, hvad jeg kalder et betydningsfuldt sammentræf. Men vent. Der er mere! Vi er begge født omkring en måneds tid fra hinanden i det samme år, og jeg har den tvivlsomme ære at have gradueret fra den samme highschool og fra samme klasse som Dan. Sammentræf er et slapt ord, vi bruger, når vi bare ikke ser det større billede.

I 1987 mens jeg blev undervist af Bedstefar Roberts, en 84 år gammel Cherokee ældre, der boede i Californien, blev jeg syg. Bedstefar så ikke min feber som blot en fysisk sygdom, men med sit åndelige øje så han det som en indvielse. Mens han studerede mig, blev han urolig. Han så noget kraftfuldt men sagde bare: "mange dør efter at de er gået ind der, hvor du er på vej hen, og dem der overlever, bliver permanent vanvittige". Det hjalp ikke så meget, men i det mindste fortalte han mig sandheden, så jeg kunne stive mig selv af. Han sagde, at hvis jeg ikke kunne finde kærlighed nogen steder, så måtte jeg i det mindste lade døren stå åben til kærlighed, og han ville stå på den anden side og vente. Han instruerede mig til at gå ud til en hellig kreds og overleve det alene. Han måtte selv udføre en såre nødvendig ceremoni inde fra sit kapsel hus. Jeg var svag efter at svinge fra indre kulderystelser til at dryppe af sved. En ugle tudede klagende. (Nogen indfødte betragter uglen som en der bringer liv, andre betragter den som dødens budbringer) Den sidste gang jeg besvimede, var klokken syv om morgnen. Så vågnede jeg og var død. Skønt denne oplevelse er beskrevet ganske udførligt i min bog ENGLE I LYSET, nægter jeg at dokumentere den her igen for ikke at give den mere magt, det rækker at sige, at jeg vågnede udspændt i helvedeskløften. Jeg var en dødelig fanget i en udødelig strid mellem godt og ondt. Det onde fik frie tøjler for en tid for at vise mig dets mareridtsagtige pragt. Den mørke oldemor og den mørke oldefar kom for at vise mig deres perverterede version af skabelsen og deres historie og formål. Jeg var deres yngel, deres valgte slægtning. De slyngede deres følehorn tæt rundt om mine celler og min sjæl. Biblens beskyttende trolddom virker ikke her: " Ja, selvom jeg vandrer gennem skyggerne i dødens dal ...". Ha, hvilken ondskabsfuld vits. Man bliver strippet helt nøgen der. Der er ingen beskyttelse overhovedet. Nada. Intet sværd, intet skjold, ingen logik, ikke et gram kærlighed der nede til at holde fast i. Frygt og desperation styre den mørke dag. Det eneste håb der var tilbage, jeg kunne finde, var ikke at frygte selv på grænsen til død ved decimering, for man vil blive fyldt med rædsel til en grad, der er ukendt for de fleste dødelige.

Takke være de Evige og bedstefar Roberts, overlevede jeg på mirakuløs vis og genvandt mit mentale helbred. Først for en uge siden gik det op for mig, at jeg havde foretaget en rejse af episke proportioner, en universel myte. Jeg havde kun et brudstykke af den Assyriske; "Nedstigningen af Ishtar" fra det syvende århundrede før vor tidsregning. I dag i september år 2000 har jeg opdaget en tekst om den Sumeriske prototype som kaldes "Inannas Rejse til Helvede" fra før det 18ende århundrede f.v.t. Hele 7 af 8 elementer i den historie er nøjagtigt, hvad der overgik mig. Jeg bevidnede det på første hånd, og hvad mere er, jeg kan videregive den dialog, det blev forbudt at give videre. Jeg har også tilladelse til at videregive noget af den himmelske dialog, den som før ud var forbudt ifølge åbenbaringernes ord 10;4: "Og da de syv tordener havde talt, ville jeg til at skrive, men jeg hørte en røst fra himlen der sagde: "Forsegl hvad de syv tordener har sagt, og skriv det ikke ned".

Som det bemærkes, er jeg nu opildnet af, hvad Kimberly Clark kalder "Woo-Woos". Smertefyldt, min mund er lukket til naboer og venner. Jeg længes efter at skrige det ud over hustagene! Og dog sidder jeg her lige så stille og skriver. Forskerne spørger efter personlige forandringer efter NDOer. Gaverne først:

Jeg har belejlig dokumentation for at vise, at min IQ gik fra normal til fremragende og op. Det er selvfølgelig sådan, at når man får en forøgelse af indsigt, der forandre ens liv og tilstedeværelse, så vil noget af dens nedfald vise sig i området, der af og til betegnes som IQ. Jeg tænkte mere globalt i stedet for selvisk og lokalt. Jeg har et slægtskab med Cliff Robertson i Flowers for Algernon (Charly)

Jeg blev givet tålmodighed og evnen til at se gennem folks bevidste og ubevidste masker. Jeg blev givet styrken til at forlade min krop, kraften til begrænset healing, til at sætte min puls ned, til at nå theta tilstanden. Jeg blev givet mere kraft til at elske, men føler mig stadig mindre end en kærte, der bliver holdt ud i solen. Ser I, den altomfattende kærlighed i himlen trodser al beskrivelse og har ikke sin lige andre steder.

Forbandelserne er den fremmedgørelse, det medfører specielt i så ung en alder. Evnen til at smadre elpærer i adskillige gadelygter på række, transformere, reklamelys, evnen til at standse interviewerens båndoptager, evnen til at få batteridrevet legetøj der er i stykker til at fungere. Evne ikke blot til tankelæsning men til ren og skær telepati (som for oven hos væsnerne af lys, således hernede hos os) Hvad? Kalder du ikke det en forbandelse? Det kan være kuriøst at sprede skyerne med blot en tanke, eller at finde den parkeringsplads du har brug for åben, at få en telefonopringning fra en du lige tænker på, eller at færdiggøre en andens sætning...Det kan være vidunderligt at få en vild fugl til at lande på din udstrakte hånd, idet du siger farvel til en uge tilbragt på Mt. Shasta.

Jeg kan måske nok have varme vage erindringer om at kalde katte telepatisk til mig, både kendte og ukendte katte fra andre værelser og udefra, så at sige hvornår jeg ønskede det, men hvad med de tilfældige mørke deprimerede dage, man tager af sted på en køretur for at klare sindet, og hvor man så tiltrækker en stor sort hund, som kaster sig mod siden af ens køretøj så hårdt, at det får det til at ryste, (ledsaget af et truende dybt "vov") bare fordi det fornemmer, at du ikke bryder dig om hunde? (Senere fortæller en der har været venner med ejeren i tyve år, at hunden aldrig gør den slags)...

Det kan måske være nyttigt i et forhold at kunne føle den andens skjulte frygt inde i sig selv, så den kan blive bragt ud i det åbne til diskussion og eventuel frafaldelse. Men hvad med de gange hvor du er ophidset , men samtidig praktisere bevidst verbal kontrol, men så alligevel telepatisk råber, af en du holder af, så intenst, at hun, når I senere taler om, hvad du sagde til hende, bliver ked af det, når du forsøger at overbevise hende om, at du ikke sagde det højt (Hun svor at hun hørte det. Jeg ved at jeg ikke sagde det højt)

Det er en travl gade. 100 biler i minuttet kører forbi en fodgænger i begge retninger. Du er så at sige et uopfatteligt væsen i en af disse 100 biler i minuttet. Tiden tilbragt med at gå på fortovet har gjort hende fraværende til strømmen af biler der kører forbi. Du bliver tiltrukket af hende, da du nærmer dig, men du ønsker ikke gøre opmærksom på dig selv. Til din forbavselse ser hun bedre ud, desto tættere på du kommer. Du forsøger at se bort, men kan ikke gøre det ret længe af gangen. Dit køretøj er ikke særligt støjende eller ildelugtende, men hun gør sig alligevel den ulejlighed at vende sig om og se dig lige ind i øjnene! Efter du er kørt forbi, ser du i bakspejlet, for så længe som det er muligt, dog ikke længere for at beundre hende, men for at se om hun ser efter andre i trafikken... Det gør hun ikke. Hvad ? Lyder det alligevel ikke som en slem forbandelse? Måske er det endda en tiltalende og dødsikker opmærksomheds magnet. Måske kan man ligefrem få anerkendelse ved hjælp af selskabslegslignende popularitet? Lad os så gå lidt dybere.

At høre at folk tænker, helt anderledes ting end det de siger? Dette niveau af telepati har gjort folk vanvittige. Nogen har ønsket at tøjle det, men idet man lærer at tænde og slukke for det med vilje, mister man det stort set. Men ikke at tøjle det fører til åbningen af dets højere og farligere niveauer. At få telepatisk kontrol over andre menneskers kroppe til en sådan grad, at man lykkes med det imod deres vilje. Dette er modsat det beroligende "hugget ud i granit" hypnotisør pladder om at kunne få folk til at gøre, hvad end det er man vil, de skal gøre. Ved at invitere telepati ind inviterer du måske det alt sammen ind, i en grad som folk i verden af i dag ikke kender. At endda slå ihjel telepatisk! De fleste nægter muligheden af noget af alt dette.

Kan vi håndtere et sådant ansvar og en sådan magt uden at misbruge den? Jeg har ikke opdaget nogen fordele ved telepati, i verden som den er i dag. Menneskene er ikke klar til den. Efter min mening kan den kun blive misbrugt i dag. Telepatisk vold kan ikke engang berøres af loven. Det er over loven. Hvad mere er, så er telepatiske evner i den grad nedvurderet og anset som det rene vrøvl, hvilket gør dem endnu mere attraktive og fristende, for de få der trænger utidigt ind på dette område. De er kun fri til misbrug under ledelse og begrænsning af åndelig lov, der er usynlig for os.

Så nu er det måske på tide, at jeg fortæller en historie. Tiden synes moden til en fortælling om ikke at tage telepati let og ikke længselsfuldt begære det. Da jeg var meget yngre, hørte jeg på første hånd om to mennesker, der gjorde krav på at have denne evne til at dræbe på afstand. Prisen de betalte, var enorm. Skilsmisse, tab af arbejdsplads, dårligt helbred og megen fortrydelse. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle mene om virkeligheden af dette på det tidspunkt. Men jeg skulle ikke nyde noget af at udfordre dem desangående. Så en dag blev jeg i en sådan grad vidne til denne krafts sandsynlighed, at det blev en yderst ædruelig oplevelse for mig.

Jeg kender en mand (jeg vil kalde ham Paul), som for seksogtyve år siden blev separeret fra sin kone, og som var på vej til at blive skilt. En dag tabte han besindelsen da jeg var tilstede i hans hus. Idet han forbandede sin smerte, faldt han i trance. Han kunne ikke blive rokket i sit forehavende. Han lokaliserede psykisk hendes nye kæreste (jeg vil kalde han Jon). Jon befandt sig da tre gader henne i trafikken. Paul kastede sin vrede over Jon som en mørk sky. Paul følte at han havde mistet sin "soul mate" for denne livstid på grund af Jons lumske indlemmelse i hans kones liv, mens de stadig var sammen. Jon, der brugte alt, hvad han havde samlet sammen fra sine samtaler med hende om Paul, påstod at han var riger, stærkere og mere intelligent .... og han introducerede hende til kokain. Han fremturede med sine løgne, indtil hun ikke længere kunne modstå ham. Vel vidende at Jon ikke spillede ærligt spil , var det en stor lettelse at slippe sin vrede løs på ham. Endelig fandt Paul fred. Og dog, først da, gik det op for ham, at selv en sådan forbrydelse burde forblive ustraffet af ham ... og en gammel åndelig lov dukkede op i hans hoved, om at det ville vende sig tredobbelt imod ham selv. Øjeblikke efter han havde afsendt sit had imod ham, trak Paul sit sorte tæppe bort fra ham og tilbage ind i sig selv. Men var det for sent?

I årenes løb havde Pauls kone vænnet sig til, at foruroligende begivenheder fandt sted omkring ham. Da hun forlod Jon på hospitalet, indfandt hun sig på Pauls bopæl med det samme. Det var hendes første besøg siden bruddet. Hun havde en stærk mistanke om, at Paul havde noget med det at gøre, idet hun vidste at han ikke brød sig om Jon, og fordi det var sådant et sært uheld. Hun konfronterede ham med det, og han indrømmede det i sin omtumlede tilstand af kærlighed og kval. Jon var heldig, at han ikke døde, men han blev permanent skadet af et fortættet brud på den nederste del af ryggen. Hun opdagede, også at Paul ikke kunne gå i tre dage. Han var derfor hjælpeløs, og hun hentede hans måltider til ham i de dage. Først da gik rækkevidden, af hvad der kunne være sket med Jon, op for Paul. Der en megen diskussion tilbage om dette emne, inden man når sand forståelse og ankommer til visdom. Der er bedrøvelse i visdom. Åh, var man blot lykkelig. Var man blot uskyldig. Men vi kan ikke gå tilbage.

De syv lysvæsner gjorde hvad de havde forudsagt. De kom til mig i de næste tre år efter min NDO og tog mig med fremad. De kom til mig i drømme og mellem drømme og trak mig ind i fuld bevidst tilstedeværelse. De kom en af gangen hver med en specifik opgave. De tog mig gennem og oven over verden. De viste mig universet. De tog mig til himlene og viste mig nogle af eksistens planerne, som vi alle rejser opad mod det "Uskabte Skabendes" ansigt. De tog mig ind i tidligere liv. Hvorvidt det er mine tidligere liv eller blot "tidligere liv", kan jeg ikke sige. Men det betyder heller ikke noget for mig. Hvad der betyder noget er, at jeg lærte en hel del fra disse liv, som om jeg havde levet dem. Min bog "Angels in the Night" giver en mere detaljeret beskrivelse af disse tidligere liv og de himmelske riger. Det er som i Zardoz's "Out of Time Touch Teaching" års lærdoms materiale i nogle få øjeblikke. Hvad effekten angår, har jeg jo levet alle disse liv, ikke sandt?

Som en ekstra bonus blev der i denne arena af tidligere liv, givet mig oplevelsen af en smertefuld jordisk død. På denne måde oplevede jeg min egen udødelighed da jeg vendte tilbage. At fysisk død ikke afslutter livet. Dette støtter kun NDO følelsen af udødelighed. Det er gået hinsides tro og ind i erfaring, og på den måde kommer vi til sikker viden på første hånd. Det er en kilde til megen visdom.

Engang blev jeg af en engel givet de ti næste af de nu tyve bud, Der var en vigtig forskel. De først ti er "Du skal ikke" de næste ti er "Du skal". De kan ikke forstås særlig godt før man er har lært lektien fra de første ti som er fundamentet. Det er ikke bibelsk. Det er åndeligt. Jeg blev også taget med for at besøge mennesker, der engang var berømte ifølge jordisk målestok, så jeg kunne se deres fremgang i de kommende verdner. Begrundelsen var, at jeg på den måde kunne bedømme den fra en platform af kendskab til, hvem de engang var. Det understøttede også visheden om menneskelig udødelighed at se andre leve videre og fortsætte deres personlige vækst. Bare fordi vi dør, betyder det ikke, at det hele er forbi, eller at vi nu kan læne os tilbage og høste det hinsidiges belønning. Der er meget mere arbejde og ansvar at tage på sig, men, ja, også meget mere retfærdighed og fornøjelse!!

Disse engle lærte mig, at vi alle sammen er forbundne., at alt liv er kostbart, at det at finde kærligheden inde i os selv er hårdt arbejde, at vi må frembringe mere kærlighed oftere, for menneskelig kærlighed blegner ved siden af evig kærlighed. Jeg er mindre end en kærte holdt ud i solen.