Beskrivelse af oplevelsen:

I Marts 1978 befandt jeg mig liggende på en seng. Det var mærkeligt for 2 sekunder inden - så det ud til, at jeg havde ligget i en blodpøl med frygtelige skader på min fysiske krop. Jeg stod ud af sengen og stirrede på min venstre hånd. Den sad nu igen fast på mit håndled. Nogle få sekunder forinden havde hånden været forsvundet mellem vragresterne fra min forulykkede bil. Mens jeg kæmpede for at huske, hvad der lige var sket - var det som om alting forsvandt. Jeg havde en forståelse af en begivenhed, der lige havde fundet sted - men detaljerne var i gang med at forlade mit bevidste sind. Jeg kæmpede for at holde fast i erindringen, alt imens den fordampede fra min opfattelse. Jeg blev blot efterladt med erindringen om at ligge i en blodpøl med min venstre hånd skilt fra mit håndled og med den nederste del af min krop liggende på, hvad der plejede at være bagpartiet på den bil, jeg havde kørt i.

Jeg var i chok. Hvordan kunne jeg rejse gennem tid og rum i løbet af nogle få sekunder. Klokken var 10 om aftenen, da jeg forulykkede med bilen. Det er kl.10 om morgnen, når jeg sidder i sengen og ser på mit venstre håndled og mine to ben. Jeg ønskede at vide, hvordan skaden var blevet udbedret og af hvem. Det var ikke en drøm, og dog lå jeg i sengen, som om jeg havde sovet. Mit sind var lige så forbundet med klokken 10 om aftnen som med klokken 10 om morgnen, som var intet sket i de mellemliggende 12 timer. Jeg vidste noget andet.

Jeg stod op og løb i retning af husets stue. Jeg spurgte min mor, hvad der lige var sekt med mig. Hun blev lige så forvirret over mine udsagn, som jeg var forvirret over den tabte tid. Hun insisterede på, at jeg havde drømt. Jeg fortalte hende, at jeg kendte forskellen på det at se på min hånd i en drøm, og det atse på min hånd mens jeg var vågen.

Jeg sagde,

"Mens jeg ser på min hånd nu - har jeg en erindring fra nogle sekunder tidligere, da den kun var en blodig stump. Det var for virkeligt, og billedet i mit sind, er for virkeligt og levende til at være en drøm. Det var virkelighed. Hele min krop var splittet i to dele. Mine ben var væk. Jeg prøvede fortvivlet at holde mine indvolde inde med min armstump, mens jeg forsøgte at nå mine ben med min bevarede højre hånd. Den højre hånd sad stadig fast. Det var virkeligt. Hvordan kunne nogen nogensinde fikse sådan noget? Hvordan fandt i mig alle sammen? Jeg var 8 km. uden for byen midt i ingenting. Hvordan fandt en ambulance mig? Jeg sad midt i en bomuldsmark. Jeg fatter ikke hvordan de fandt mig og satte mig sammen, som om intet var sket."

Min mor blev ved med at insistere på, at der ikke var sket noget. Jeg huskede nu, at jeg havde set min bil. Jeg havde kun haft bilen et par måneder. Den var min lykke og stolthed. Jeg styrtede hen til hoveddøren og så at den stod i indkørslen, skinnende som var den netop kørt ud af forhandlerens udstillingslokale. (Den var tre år gammel) Min mor bemærkede, hvor ren den så ud. Den skinnede ikke. Den glimtede, som var der blevet blandet stjernestøv i voksen. Jeg løb hen til bilen og undersøgte den for tegn på, at den havde befundet sig i en bomuldsmark efter at være forulykket med 200 km/t. Der var ikke en ridse eller den mindste snavs nogen steder. Jeg åbnede kølerhjelmen, og selv motoren skinnede. Der var ikke en olieplet eller snavs at se nogen steder. Jeg sagde til min mor: "DET ER IKKE MIN BIL! Jeg kender min bil, og dette er ikke den jeg kørte i i går."

Jeg talte med min mor i en time. Jeg nåede omsider til den konklusion, at jeg havde været ude for et alvorligt uheld. Jeg troede, det var oktober. Hun fortalte mig, at det var marts. Jeg konkluderede, at jeg havde haft et alvorligt uheld i oktober og havde ligget i koma et eller andet sted, mens de havde fikset min krop og min bil. De ville ikke konfrontere de dårlige følelser, der var en følge af skaderne, og besluttede sig for at lade som om, der ikke var sket noget. De ville gå fremad og ikke skue tilbage på en dårlig fortid. Det var det eneste, min hjerne kunne få fornuft ud af.

Jeg prøvede at snakke med venner og familie om mit såkaldte koma. Alle benægtede, at jeg havde haft en ulykke eller ligget i koma. De vidste, hvad de vidste, og jeg vidste, hvad jeg vidste. De skjulte et eller andet. Jeg fik altid indtryk af en eller anden slags skyldfølelse. Det viste sig så, at en ven af mig har begået selvmord på den selv samme vej, som jeg forulykkede på. Jeg havde ingen erindring om nogen ven. De nævnte hans navn, og jeg anede ikke, hvem de talte om. Jeg spurgte, og de veg uden om. De ønskede at glemme noget, og de ville gerne, at jeg lod spørgsmålet ligge. Alle var glade, fordi jeg ikke kunne huske de sidste 5 måneder. Det satte yderligere brand i min mistanke om, at de ikke fortalte mig sandheden.

Jeg tog et medlem af familien og nogle venner med ud til vejen. Der var aftryk i grøften af en køler grill. Der var omfattende ødelæggelser i bomuldsmarken, men ingen metalstumper fra bilvraget. En eller anden sagde, at jeg gjorde mig stor ulejlighed for at lave et fupnummer.

Flere erindringer strømmede ind i mit sind i løbet af de næste uger. Jeg havde smadret bilen, og da den stoppede... var jeg blevet skåret frygteligt af forruden og flyvende glas. Jeg anråbte om "Guds" hjælp. Så stod jeg uden for min bil. Jeg følte mig nøgen, fordi jeg ikke længere havde tøj på. Min første tanke var, at jeg var blevet slynget ud af bilen, og at jeg havde forstillet mig den blodige begivenhed i bilen. Så tænkte jeg på, hvordan jeg skulle komme hjem, og hvordan jeg skulle forklare at jeg var nøgen. Jeg så på min bil, og så at den var totalskadet. Der kom damp fra forenden. Jeg kunne ikke sige, om det var fra kølerhjelmen på grund af metallets tilstand. Det var så forvredet og flænset, at det ikke lignede en bil. Det lignede en lille kugle. Jeg så et dæk komme flyvende fra himlen, som ramte jorden og trillede væk. Så slog det mig, at min døde krop var inde i bilen. Noget fortalte mig, at jeg skulle gå hen og kigge, men jeg undslog mig. Jeg havde allerede set, hvordan den så ud, og jeg havde ikke lyst til at se den igen. Det var på det tidspunkt, at det gik op for mig, at jeg var død. Jeg var ikke længer i den fysiske krop. Netop da hørte jeg en støj. Det lød som vilde dyr der knurrede eller lo. De lød som leende hyæner. Jeg kunne se dem langt borte komme løbende imod mig. Jeg anråbte om "Guds" hjælp. Jeg begyndte at svæve mod himlen og videre op.

Det var på det tidspunkt, at jeg kom i tanke om, at jeg havde et mål. Jeg ledte efter en ven, der sad fast på den anden side af dødens dør. Han havde ikke været i stand til at nå til "Gud". Jeg var der og skulle bringe ham til Gud og bede om tilgivelse på hans vegne. Jeg bad den kraft, der var i færd med at løfte mig om at slippe mig og lade mig gå imod de fæle uhyrer. Jeg ville sparke dem alle sammen bag i for at nå min ven. Jeg var nød til at få fat i min ven, før jeg kunne gå til "Gud" og banke på himlens dør. Noget fortalte mig, at jeg skulle give slip og ophøre med at kæmpe. Jeg sagde: " Jeg går alligevel ikke uden min ven". En stemme sagde: "Din ven er med dig, idet du taler. Vend dig, og se for dig selv". Jeg vendte mig, og jeg bar min ven på ryggen. Jeg udstødte et sejrskrig og for opad.

Jeg rejste i en vinkel på 45 grader, indtil jeg nåede lyset. Det var som et laser show, som jeg kunne høre, mærke, se, røre ved og smage. Det var fantastisk. Da jeg nåede et niveau... fokuserede jeg fremad og gled ind i lyset.

Det er alt hvad jeg kunne huske i 1978. Jeg fortalte alle, jeg kunne, at jeg havde taget en raket til himlen. Folk spurgte mig om, hvem min ven var, og jeg fortalte dem, at jeg ikke vidste det. Jeg refererede kun til ham som min ven. Da jeg vendte mig for at se bag mig - var alt, hvad jeg kunne se hans ryg. Hans ryg vendte mod min ryg. Jeg kunne ikke se hans ansigt og hørte kun hans stemme. Jeg anede ikke, hvem han var.

I månedsvis - talte jeg om denne oplevelse. Folk sagde at lige meget hvad, så havde den forandret min personlighed. De sagde, jeg var en anden person i den samme krop. De fortalte mig stadig ikke om den ven, der var død. Jeg havde ingen anelse om, hvorfor han havde taget livet af sig. Han var et fuldstændigt mysterium for mig. Ingen troede nogensinde på, at jeg havde været i en alvorlig bilulykke, var død, og så på en eller anden måde vendt tilbage til livet. INDTIL

1988. Jeg var i en mindre ulykke, som sendte mig på hospitalet i en ambulance. Jeg vågnede igen med 12 timer, der manglede i mit liv. Jeg havde ingen anelse om, hvordan og hvorfor jeg var på hospitalet. Lægen kom ind og fortalte mig, at jeg var faldet på en gammel skade. Han ville gerne hører om denne gamle skade. Han fortalte mig, at han havde fundet tegn på den mest bemærkelsesværdige kirurgi, han nogen sinde havde set. Han fortalte mig, at det så ud som om, jeg var blevet slået til plukfisk indvendigt og derefter på en eller anden måde sat sammen igen. Han fortalte mig at arene efter operationen overgik alt, hvad han nogensinde havde set. Jeg spurgte ham om det lignede skader, der kunne være opstået efter at være rullet rundt i en bil, der forulykkede med 200 km/t. Han sagde, at det var lige præcis det, det lignede. Jeg sagde, at jeg altid havde vidst, at det var sket, men at folk havde prøvet at overbevise mig om, at det ikke var tilfældet. Lægen ville have mig til at finde frem til lægen, der havde udført operationen, der havde udbedret skaderne, som han havde set tegn på. Jeg fortalte ham, at det ikke var nogen nytte til. Jeg havde allerede ringet til alle hospitalerne min by for at finde oplysninger, men ingen havde noget. Det var som om, det aldrig var sket. Jeg fortalte lægen, at han var den første person i mit liv, der havde troet på mig. Han bad mig om at få lov til at vise mine journaler til hele verden, og alle ville tro på mig.

Jeg sagde, at jeg ville bede en bøn om det og se, hvad mine drømme ville fortælle mig, jeg skulle gøre. Jeg kom tilbage og sagde, at jeg ikke kunne lægge dem frem før 1999. Jeg var nødt til at vente på, at et løfte ville blive indfriet først. Lægen var skuffet, men jeg sagde, at jeg var nødt til at følge mit eget hjerte og være tro til mine visioner og drømme.

For nogle måneder siden - husker jeg begge 12 timers perioder i 1978 og 1988. Jeg havde også en NDE oplevelse i forbindelse med 1988 begivenheden. Redderen der genoplivede mig, fortalte mig bagefter, at jeg havde været uden livstegn i 26 minutter. Han sagde, at den eneste grund til at han gav mig iltmaske på, var fordi jeg havde talt til ham, mens jeg havde været ude af kroppen. Jeg kunne huske det i 1988 næste dag, da han spurgte mig om det. Jeg kan huske det nu. Jeg var uden for og prøvede at komme tilbage ind.

Nu tror jeg også på reinkarnation. Løftet, jeg var blevet givet i løbet af begge NDO'er, var, at min ven ville blive sendt tilbage til livet igen. Han blev genfødt i en ny krop. Jeg har ventet 21 år på, at han skulle blive voksen. Det er meningen, at jeg skal række min hånd frem i venskab igen. Båndet der eksisterede mellem os, kan ikke brydes hverken af liv, død, tid, rum eller stof. Det var et bånd mellem vore hjerter.

Der er så meget til min historie, og jeg arbejder på at skrive alle detaljerne ned. Jeg fik besked på at gøre det under min ude af kroppen rejse til lyset i begge mine NDO.

Var du under påvirkning af nogen former for medicin eller stoffer, der kan have haft indflydelse på oplevelsen? Nej

Var oplevelsen svær at forklare med ord? Ja Kommunikationen på den anden side af sløret var uden engelske ord. Det var en anden slags sprog, som var svært at udtrykke med ord. Det var til tider hinsides ord.

Oplevede du en adskillelse mellem din bevidsthed og din krop? Ja

Hørte du usædvanlige lyde eller støj? Ja. Harmoniske toner ulig nogen musik hørt eller opfattet tidligere.

Passerede du igennem en form for tunnel? Ja. Jeg gled ind i lyset.

Så du et lys? Ja Det var lidt som laser

Mødte eller så du andre væsener? Ja Ja. to himmelske væsner i løbet af min 1978 NDO. En kvinde og en mand. De var som gamle venner som jeg genkendte uden for min krop. Jeg var bevidst om mange rejser og eventyr forstået på den åndelige måde vi havdegjort sammen.

Oplevede du en gennemgang af tidligere begivenheder i dit liv? Ja Jeg bad om pocorn under denne begivenhed. Du lære hvordan dine handlinger spreder sig som ringe i vandet ind i andre menneskers liv. Du udsender bølger af vrede og had.... du mærker deres reaktion idet bølgerne bølger gennem de liv de kommer i berøring med.

Hørte eller så du noget i forhold til mennesker eller begivenheder under din oplevelse, som senere kunne verificeres? Ja Da jeg var uden for kroppen i 1988 ... Jeg talte med og kommunikerede med en redder som var dukket op på det sted hvor jeg havde min ulykke. De havde opgivet at genoplive mig. Da jeg vendte tilbage fra min rejse til lyset -- råbte jeg til ham at han skulle genoptage arbejdet for jobbet var ikke færdigt. (Han havde taget sig en rygepause, mens han ventede på politiets ankomst))

Så eller besøgte du nogle smukke eller på andre måder karakteristiske steder, niveauer eller dimensioner? Intet svar

Havde du nogen fornemmelse af ændret rum eller tid? Ja I 1988 NDO'en -- var der et slør der så ud som vand. Da jeg gik gennem det -- rejste jeg gennem en dimension der havde et andet vibrationsniveau. Forståelsen og intelligensen var af en anden art.

Fik du kendskab til fremtidige begivenheder? Ja Personlige begivenheder i min fremtid. Jeg har ikke genvundet erindringerne om verdslige begivenheder. Jeg mener at der blevet givet oplysninger.

Har du ændret holdninger eller overbevisninger efter oplevelsen? Ja Efter 1988 NDO'en -- Jeg var meget lykkelig. Jeg havde været nedtrykt og led af skyldfølelse fordi jeg følte at jeg ikke levede op til mit fulde potentiale. Jeg favnede livet bagefter med en fornyet følelse af håb.

Har du delt denne oplevelse med andre? Ja I 1988 var der mange vidner. De sagde allesammen at de var blevet berørt af begivenhederne. (De så min krop uden liv og så at den vendte tilbage)De syntes alle at jeg skulle skrive om min oplevelse. Jeg lovede dem at jeg ville gøre det en dag fordi "folkene" i min "drøm" (NDO) havde bedt mig om det.

Hvilke følelser har du haft efter din oplevelse? Glæde, harmoni, latter og fred.

Hvad var det bedste og det værste ved oplevelsen? Lektionerne jeg var i stand til dele med andre var de bedste. Andres tvivl og vantro var det værste.

Er der andet du ønsker at tilføje om din oplevelse? Der er så meget mere, som jeg alt sammen er i gang med at skrive ned. Det er overvældende og ligesom at trække en elefant gennem sin hoveddør. Det er svært at gøre, fordi det simpelthen ikke passer ind. (Åndelig viden i fysisk sprog)