Beskrivelse af oplevelsen:

Den nat jeg havde min NDO, arbejdede jeg på et forskningsskib. Vi var netop vendt tilbage fra et job, hvor vi havde brugt et nyt undervandsfartøj, og repræsentanten fra undervandsfartøjet var ombord. Vi kunne ikke komme ind i den lille havn, fordi søtilstanden var så barsk, at skibet ville bunde ved havneindløbet, hvis en bølge brød under hende. Det var sent på aftenen, da vi kastede anker et par mil fra kysten og vi besluttede, at sejle ind i havnen efter stormen havde lagt sig dagen efter.

Repræsentanten for undervandsfartøjet var meget ivrig efter at komme i land, så han kunne nå sit fly hjem. Et par andre medlemmer af holdet ville hjem. De havde besluttet, at de ville møde os ved kajen om morgenen. De overtalte en dæksMandog mig til at sejle dem ind i vores oppustelige Zodiac.

Kaptajnen anbefalede os at bære redningsveste og min vejleder gik med til at bære vestene. Vi var alle erfarne dykkere og undervandsoperatører og vi var vant til at være på havet og i vandet. Vi måtte rode i bådsmandens skab for at finde de støvede gamle veste, der var gemt nedenunder. De fleste af os havde ikke båret en vest i mange år og disse var gamle M'-West redningsveste.

Vi tjekkede vores position på radaren for at planlægge en kurs til havnen og læssede alles udstyr ombord. Så sænkede vi båden i havet, dæksmanden tog agterenden for at styre båden, og jeg tog stævnen for at navigere. Båden havde en V-4 motor og kunne virkelig flyve hen over vandet, men den lå tungt i vandet og vi kunne for det meste ikke se lysene på havnen på grund af de store dønninger og bølgedale i havet. Der gik ikke lang tid, før vi mistede vores pejlemærke på havnen.

Pludselig faldt vi, da en bølge brød under os, og jeg råbte til dæksmanden, at han skulle vende båden og sejle tilbage ud på havet. Kammeraten havde vendt båden og var begyndt at sejle ud på havet da himlen blev sort og en tyve fod høj skumryg var over vores hoveder.

Vi var i en brændingszone ved en sandbanke en mil fra kysten ved havnen. Da jeg så skummet, husker jeg, at jeg råbte til alle: 'ÅH SHIT, VI ER FÆRDIGE,' og bølgen væltede ned over os. Bølgen foldede båden på midten fra stævn til agterstavn, tre af de fire oppustelige pontoner blev flænset, da aluminiums- og glasfiberbunden gik i stykker, og motoren knækkede af agterspejlet.

Jeg blev slynget fra stævnen ned i vandet, og bølgen snurrede og tumlede mig rundt, da den kom ned over mig. Det var den mest rasende og voldsomme kraft, jeg nogensinde havde mærket angribe min krop, og jeg blev adskilt fra alle andre. Jeg havde mistet al retningssans, og havet blev ved med at kaste mig rundt som en dukke. Da jeg åbnede øjnene for at puste nogle bobler for at finde ud af, hvilken vej der var op, brændte sandet og saltet, og det var så sort, at jeg ikke kunne se boblerne.

Jeg vidste ikke hvilken vej var op. Men alle mine år med erfaring som dykker, havde lært mig ikke at gå i panik. Jeg ventede og ventede på, at denne gamle May West redningsvest trak mig op til overfladen. Der er intet lys på havet, så det er meget mørkt. Havet blev ved med at vælte mig rundt og mine lunger brændte efter at trække vejret. Men jeg kom aldrig i nærheden af overfladen og som tiden gik, blev den brændende fornemmelse i mine lunger mindre, men det blev meget koldt. Jeg vidste, at min hjerne manglede ilt, da en slags eufori kom over mig. Det virkede som om jeg holdt vejret i lang tid, men euforien overmandede mig endelig og jeg forsøgte at indånde saltvand. Det eneste jeg husker var den brændende fornemmelse i mine lunger, den forsvandt langsomt og så var der mørke, koldt mørke.

Langsomt lagde jeg mærke til lyset, det blev lysere overalt omkring mig. Jeg kunne ikke længere mærke min krop, jeg kunne fornemme hvor den var, men jeg var ikke i den. Jeg fik det også varmere og blev mere komfortabel. Jeg fandt mig selv tiltrukket af et lysere område i lyset. Jeg kunne ikke lade være, det var den naturlige ting at gøre og det føltes bekendt. En følelse af velkomst og at være hjemme, samt en utrolig følelse af kærlighed kom over mig. Jeg var så glad, havde det så godt og følte mig så elsket. Min fysiske krop var væk; jeg var ved at blive til lys uden form. Jeg dømte det ikke; jeg accepterede bare min forandring. Det var så naturligt.

Indeni lyset kunne jeg fornemme, at der var andre hos mig og endnu flere der kom mod mig. Jeg bevægede mig stadig mod dem. At bevæge sig mod de andre var noget, der bare skete og jeg ville gerne være hos dem. Jeg genkendte disse andre væsener eller personer, det var dem, der tog imod mig. De støttede mig og hjalp mig med at falde til. Der kom flere væsener til, måske et dusin i alt og de var overalt omkring mig. Jeg kendte dem alle sammen, det føltes som familie.

Inden jeg kunne kommunikere med nogen af dem, så jeg glimt, billeder af mit liv. Jeg har siden lært, at dette er det man kalder livsgennemgang og det er meget svært at forklare billedernes ubarmhjertige intensitet. Ord kan ikke yde oplevelsen retfærdighed. Det var ikke blot billeder men også følelser, og ikke kun mine følelser. Jeg kunne mærke andres følelser og hvordan mine handlinger i dette liv havde påvirket dem. Jeg kunne mærke deres glæde, sorger, skuffelser, kærlighed, alle deres følelser. Men der var ingen følelser af fordømmelse. Ingen følelse af, at jeg blev dømt for mine handlinger i dét liv. Det føltes som om, jeg gennemgik mit liv, så jeg kunne vokse og udvikle mig fra denne livserfaring. Så forandrede billederne og følelserne sig, jeg blev vist billeder, som ikke var fra mit liv. Jeg blev desorienteret og forvirret; Jeg så dele af mit liv, der endnu ikke var sket.

De andre væsener støttede mig men ikke med ord. De støttede mig med kærlige tanker og medfølelse. De fortalte mig meget personlige ting om mit liv, som jeg ikke ønsker at fortælle her. Så hørte jeg meget klart og tydeligt ordene: 'Din tid er ikke kommet endnu, du må tage tilbage.' Jeg ville ikke tilbage. Jeg tiggede om at blive. Endnu engang fik jeg at vide, at min tid ikke var kommet endnu og at jeg havde et formål. Så forstod jeg pludseligt, at jeg måtte tilbage til min krop og fortsætte med at leve mit liv. At være i Guds lys gjorde det endnu sværere at vende tilbage til dette liv. Jeg ønskede ikke at vende tilbage, det var mere smertefuldt end at drukne. Gruppen af væsener, som var hos mig, kalder jeg i dag min sjælegruppe. Min sjælegruppe hjalp mig med at vende tilbage til min krop. Jeg længtes allerede efter at være dér igen. At vende tilbage til min krop, er det sværeste jeg nogensinde er blevet bedt om at gøre.

Jeg blev bevidst om min livløse krop, der flød i vandet og stadig blev væltet rundt og blæst omkring af sand og vand. Sømænd vil tage enden af et reb og flette enderne tilbage i rebet. Dette kalder de den bitre ende. Nå men den bitre ende af rebet havde viklet sig selv rundt om min arm og slog mig på brystet. Den anden ende af dette reb var bundet fast til Zodiac´en. Da den næste omgang bølger ramte, trak rebet min skulder og tommelfinger af led og fik trukket mig op til overfladen. Tre af de luftfyldte rum var tømt, men ét rum havde stadig luft i sig. Min krop var viklet ind i rebet og pontonen med luft i. Bølgerne ramte mig så hårdt, at det pressede noget af vandet ud af mine lunger. Jeg tog mit første åndedrag og min sjæl blev kastet tilbage ind i min krop.

Mine lunger brændte, mit hoved dunkede og jeg ville have været gledet under overfladen igen, hvis jeg ikke havde været viklet ind i båden. Jeg hostede og kastede op og forsøgte at trække vejret igen. Jeg kunne høre nogen råbe mit navn i det fjerne. Mine skibskammerater ledte efter mig. De havde på en eller anden måde fundet en lommelygte, men alt andet var væk. De svømmede over til mig og hvad der var tilbage af båden. Vi var stadig en mil fra kysten. Vi alle holdt fast i båden og begyndte at svømme mod kysten. Da jeg først var blevet viklet ud af rebet, havde jeg stadig svært ved at holde mig oven vande. Så jeg sparkede mine støvler af og det hjalp ikke. Så løsnede jeg min redningsvest og opdagede, at foringen var flænset og gennemblødt af vand. Det var redningsvesten, der havde holdt mig nede. Det, der skulle have reddet mit liv, havde faktisk slået mig ihjel, kun for at blive reddet af den bitre ende. Da vi kom i land, satte to af mine skibskammerater min arm på plads igen. Da jeg endelig nåede hjem til min kone, var jeg gået i shock. Hun var sygeplejerske og behandlede mig. Det tog mig to dage, at lande fuldstændigt i min krop igen. En del af mig holdt en forbindelse med lyset, til jeg havde fortrængt det nok.

Baggrundsoplysninger:

Køn: Mand

Datoen NDO'en fandt sted: April 1984

Var der en livstruende begivenhed forbundet med oplevelsen den gang den fandt sted? Ja Ulykke Jeg var i en kæntret båd på et oprørt hav.

NDO Elementerne:

Hvordan ser du på din oplevelses indhold? Positivt

Er der stoffer eller medikamenter der kan have påvirket oplevelsen? Nej Nej

Var din oplevelse på nogen måde drømmeagtig? Nej det var alt sammen meget virkeligt for mig.

Følte du dig adskilt fra kroppen? Ja Jeg må sige, at jeg antog en let krop.

På hvilket tidspunkt under oplevelsen var du på dit højeste niveau af bevidsthed og årvågenhed? Meget bevidst og meget klar.

Var det som om tiden gik hurtigere eller langsommere? Nej

Giv en sammenligning af din hørelse under oplevelsen med din hørelse lige inden oplevelsen fandt sted. Nej

Var det som om du var tilstede til ting der skete andre steder, som skete det ved ESP? Jeg er nu kræftfri på andet år efter min fase fire lungekræft og tre operationer for at reparere min rygsøjle, som var blevet angrebet af kræften.

Gled du ind i eller gennem en tunnel? Nej

Mødte du eller blev du vidende om afdøde (eller levende) væsner? Ja Måske et dusin eller deromkring, de omringede mig og jeg genkendte dem men ikke fra dette liv. De kommunikerede velkommen hjem, medfølelse og kærlighed.

Så du et ikke jordisk lys? Ja Det blev ved med at blive lysere omkring mig, indtil det var så lyst, at jeg ikke var i stand til at se, om jeg brugte mine menneskelige øjne.

Var det som om du trådte ind i en anden, ikke jordisk verden? Nej

Var det pludselig som om du forstod alting? Alt om universet Efter jeg kom tilbage, var jeg forbundet med lyset i to dage i træk. En del af mig var i et stadie af chok, en del af kroppen følte den faktiske smerte, og en del var i lyset og oplevede kroppens fysiske heling. I løbet af de to dage, gik det op for mig, at jeg havde fået tre utrolige gaver. Den første gave var accept. Jeg vidste, hvem jeg var og kunne acceptere, at jeg havde fejl og styrker. Jeg behøvede ikke længere at kanøfle mig selv over fejl. I stedet kunne jeg lære, acceptere, og blive et bedre menneske. Nu forstod jeg, hvordan mit liv ville berøre andre uden at vide det. Jeg ved også, at jeg til enhver tid er det perfekte sted. Den anden gave var tolerance. Dette var meget nyt for mig. Jeg kunne godt lide at bane min egen vej gennem livet. Pludselig havde jeg en måde, hvorpå jeg kunne respektere og anerkende andres overbevisninger eller praksisser. Nu kan jeg se at andre på deres vej i livet, får de erfaringer de skal have for at udvikle sig. Tolerance giver mig mulighed for at tillade dem at gå deres egne veje. Den tredje gave var min sandhed.

De to dage efter min nærdødsoplevelse var de mest kraftfulde, fordi det ikke kun var det fysiske chok; men endnu mere det åndelige chok ved at kende min sandhed. Disse to dage levede jeg med mit hjerte helt åbent. Jeg oplevede alt gennem et åbent hjerte. Når jeg siger et åbent hjerte, mener jeg dét lys man oplever, når man er i den ubetingede kærligheds nærvær. Følelsen af at komme hjem er til stede i dit hjerte og dit hjerte føles som om det har udvidet sig ud over den fysiske krop og er i kontakt med alt. På grund af min menneskelige side var det at se min egen sandhed i øjnene for første gang meget følelsesladet og smertefuldt, fordi jeg virkelig skulle se mig selv i øjnene. Jeg måtte se mine fejl og styrker i øjnene ærligt og klart. Så indså jeg, at alle har deres egen sandhed, og den er meget forskellig fra den faktuelle sandhed.

Med disse tre gaver startede mit nye liv. Jeg begyndte at forandre mig. Jeg så anderledes på tingene. Jeg begyndte at arbejde på mig selv. At vokse op som ung Mandi Arizona, havde jeg opnået en forståelse for den naturlige indianske levevis. Jeg havde en tendens til at følge denne observationsvej, mens jeg arbejdede på mig selv. Noget af min største udvikling ville komme i selskab med naturen. Min åndelige side kommunikerede nu ved at give mig information, som jeg på ingen måde kunne vide. Først stolede jeg ikke på denne viden, så jeg testede den. Jeg diskuterede med denne nyvågnede spirituelle side af mig selv, indtil jeg med tiden lærte at stole på og regne med den.

Jeg fortsatte med at arbejde, lege og leve mit liv med mine nyfundne sandheder til omkring ti år senere. Jeg tog på et spirituelt retreat i Arizona, hvor jeg voksede op som teenager. Min agenda var at vandre på nogle af de gamle stier og hygge mig. Jeg regnede med, at jeg var nået et godt stykke med mine tre gaver og jeg tænkte, at det kørte rigtig godt for mig. Første dag skulle hele gruppen mødes til morgen meditation. Jeg tog væk fra de andre, for at meditere i en lille velkendt grotte. Min intention var blot at meditere på rolighed, afslapning og fokus. Jeg anede det ikke. Ånden og lyset fra min nærdødsoplevelse overvandt mig. Jeg begyndte at genopleve min nærdødsoplevelse igen og igen. Men det var meget anderledes. Denne gang talte Ånden direkte til mig, projicerede ikke kun tanker og information. Jeg havde aldrig prøvet at vende tilbage til lyset eller åbne mit hjerte siden den oprindelige oplevelse for ti år siden. Det var noget jeg havde pakket væk og placeret bagerst i min hukommelse. På det tidspunkt kunne mit menneskelige jeg ikke acceptere forbindelsen med en universel, alvidende gud, gudinde, alt hvad der er. Jeg indså, at det var noget jeg havde fortrængt. Jeg kom ud af meditationen og igen var jeg i dét rum med mit hjerte åbent. Jeg levede delvist i lyset – delvist i den fysiske tilstedeværelse i tre dage. I al den tid blev jeg ved med at genopeve den originale oplevelse igen og igen.

Så dette blev den anden transformative oplevelse. Denne anden oplevelse efterlod mig med visheden om, at jeg kan forbinde mig med lyset når som helst. Jeg lærte, at vi alle kan forbinde os til lyset. Det handler om at tillade os selv at lytte og stilne sindet. Det fik mig også til at erkende, at vi alle er en del af det, vi kalder Gud. Vi er alle medskabere af vores livsvej og alt i vores oplevelse. Jeg havde brug for de ti års integration, for at blive klar til den anden transformation, hvilket tvang mig til at se alt dette i øjnene. Disse forståelser fik mig til at ændre mit liv endnu mere. Før arbejdede jeg på mig selv for at blive et bedre menneske, nu skal jeg efterleve mine ord. Jeg begyndte det, jeg nu kalder min stille tjeneste. Andre begyndte at opsøge mig for at få hjælp. Ånden kommunikerede ofte en form for hjælp eller støtte, ofte i form af et spirituelt frø til disse personer. Jeg tror, at det, folk blev tiltrukket af, var en ændring i den måde, jeg udtrykte kærlighed og medfølelse på. Ved at være i stand til at røre lyset, var jeg i stand til at opleve ubetinget kærlighed. Fordi vi alle er mennesker, sætter vores menneskelige jeg naturligt betingelser for vores kærlighed. Uanset om det er kærlighed til en kæreste eller kærlighed til en snack, har vi forventninger. Vi forventer kærlighed til gengæld, eller i det mindste en bestemt adfærd. Betingelsesløs kærlighed fungerer ikke på den måde. Ved at leve dit liv uden forventninger til andre, ved ubetinget at give din kærlighed, opbygger du en sand medfølelse, som andre kan føle og drages af. Men det kan også skabe problemer. Den menneskelige side misforstår ofte betingelsesløs kærlighed. Den menneskelige side skaber forventninger. Det gav mig nogle problemer, før jeg erkendte dette faktum.

Indenfor de sidste måneder, er min tredje transformationsoplevelse dukket op. I min livsgennemgang fik jeg set dele af mit liv, jeg endnu ikke havde levet. At håndtere kræft var en af dem. Jeg er for nylig blevet diagnosticeret med lungekræft i stadie fire med dårlig prognose. Dette kom på et tidspunkt, hvor jeg beskæftigede mig mere med mit menneskelige selv end mit åndelige selv. Alligevel, på grund at mit virke og mine oplevelser, var accepten af kræften øjeblikkelig. Det bragte mig tilbage til mit fokus og balancen mellem selv og ånd. Det har givet mig nye indsigter i, hvordan man kan håndtere alle aspekter af at leve med med en terminal sygdom. Heldigvis har ånden kommunikeret mange måder at håndtere den fysiske smerte, de rusinducerede op- og nedture og de mentale aspekter af heling. Jeg fik vist praksisser med visualiseringer og meditationer for at lindre fysisk smerte og for at hjælpe med at gencentrere mig med følelsesmæssig angst og humørsvingninger. Med tiden vil disse blive offentliggjort på min hjemmeside, så alle kan få glæde af dem. Ånden har indikeret, at dette er min fremtidige vej. Jeg skal arbejde med andre med terminal sygdom og videreføre mit livsvirke. Den tredje oplevelse var ikke som de andre, hvor jeg blev tildelt specifikke gaver. Den har mere bragt gaverne sammen med endnu mere balance og klarhed. Det har også fungeret som en bekræftelse på, at jeg igen er på det perfekte sted på min vej. Jeg ved nu, at det er tid til at kommunikere, hvad jeg har oplevet og lært, og hvordan jeg bruger det til at klare min dødelige sygdom. Jeg skal i gang med, at dele det på en mere offentlig måde.

Jeg tror, at hvis jeg skulle sige, hvad der kom klart igennem i disse tre livsændrende oplevelser, så er det, at vi alle har valgt den vej, vi er på, grundet muligheden for vækst og udvikling. Vi har alle adgang til Guds lys og kærlighed, vi skal blot stoppe op, lytte og være åbne for det, og som det sidste, at vi alle oplever udfordringer og oplevelser som vi må overvinde og lære fra, for at vi kan udvikle os og vokse. Gud har ikke forladt os når tingene bliver svært. Vi har brug for at opleve hvad vi ser som godt og ondt, for at kunne udvikle os. Guds lys og kærlighed er en del af os alle sammen og vi behøver ikke at lede efter det. Vi skal blot åbne os for det.

Kom scener fra din fortid tilbage til dig? Det samme som nævnt ovenfor, dog så jeg, at jeg ville få lungekræft og overleve det, for at fortælle det til andre.

Kom der scener fra fremtiden til dig? Scener fra verdens fremtid Som anført ovenover.

Kom du til en grænse eller begrænsende fysisk struktur? Nej

Kom du til en grænse eller tærskel hvorfra der ikke var nogen vej tilbage? Jeg kom til en barriere som det ikke var mig tilladt at overskride; eller jeg blev sendt tilbage imod min vilje. Jeg var klar over det, men jeg accepterede det efter min livsgennemgang; der var ingen diskussion.

Gud, Åndelighed og Religion:

Hvad var din religion inden oplevelsen? Ved ikke Opdraget metodist.

Hvad er din religion nu? Indfødt amerikaner/buddhist.

Skete der en forandring af dine værdier og overbevisninger på grund af din oplevelse? Ja Som anført ovenover.

Var det som om du mødte et mystisk væsen eller en mystisk tilstedeværelse, eller hørte du en udefinerbar stemme? Jeg mødte et bestemt væsen, eller en stemme som helt klart havde en mystisk eller overnaturligt oprindelse

Angående vort jordiske liv ud over religion:

Forandringer i dit liv siden din NDO er følgende: Forøget.

Hvilken ændringer skete der i dit liv efter din oplevelse? Som anført ovenover.

Er dine forhold blevet forandret specifikt på grund af din oplevelse? Mit ægteskab varede yderligere ti år efter min nærdødsoplevelse, og derefter gik i stykker på grund af min ændring i kærlighed. Jeg forstod det ikke dengang, men min kærlighed var ved at blive betingelsesløs, og hun var vant til en kærlighed, der kun for hende var med forventninger, så hun søgte et andet sted for at finde den slags kærlighed, hun var vant til. Min karriere nød godt af min evne til at se andre som de var og jeg avancerede til ledelse. Jeg kunne derefter introducere konceptet om et helende miljø i den sundhedsgruppe, jeg arbejdede med.

Efter NDO'en:

Var oplevelsen vanskelig at beskrive med ord? Ja Ord kan ikke beskrive begivenheden, stedet eller den enorme overvældende følelse af kærlighed.

Har du fået nogen psykiske, ikke almindelige eller specielle evner efter din oplevelse som du ikke havde før din oplevelse? Ja Som anført ovenover.

Er der en eller flere dele af din oplevelse der er særligt meningsfuld for dig? Det værste var at jeg skulle tilbage til dette liv, jeg længes stadig efter at komme tilbage dertil. Det bedste, er den positive respons jeg har modtaget fra folk, bare ved at leve mit stille virke.

Har du nogensinde delt denne oplevelse med andre? Ja Det gør jeg nu åbent. Jeg har en hjemmeside, der er dedikeret til det og jeg er derfor blevet inviteret til radio og tv shows. http://www.dharma-talks.com

Har noget på et eller andet tidspunkt i dit liv genskabt nogen del af oplevelsen. Ja Som beskrevet ovenover.

Er der nogen andre spørgsmål vi kunne spørge om, som ville hjælpe dig med at kommunikere din oplevelse? Nej, det var lavet rigtig godt. Jeg svarede hurtigt på nogle af spørgsmålene.