Beskrivelse af oplevelsen:

Jeg havde en nær døds oplevelse, efter at jeg var involveret i et fatalt biluheld, der gav mig et hoved traume, som fik mig til at holde op med at trække vejret, og nødvendiggjorde en ventilator, og sendte mig i et der af følgende koma. Efter jeg kom ud af mit koma, har jeg haft klare erindringer om min nær døds oplevelse, den tid jeg tilbragte på den anden side i et himmelsk rige.

Jeg husker, at der var en lysende dis, der gennemtrængte alt. Lyset var alle vegne, der trængte endda gennem mig. Jeg husker hvordan jeg så på min hånd, og lyset gik igennem den! Jeg så at min hånd var gennemsigtig, men det forbavsede mig ikke. Idet jeg gik sammen med dette himmelske væsen, Hans åsyn skinnede med en stråleglans, jeg ikke kan beskrive. Jeg vidste, at dette himmelske væsen var Jesus, Han sagde ikke hvem han var, jeg vidste det bare.

Jeg husker, at jeg gik sammen med Ham, men vi gik ikke på den fysiske måde. Den bedste måde jeg kan beskrive det på er, at vi svævede en anelse over jorden. Alt havde en overvældende hvidhed og klarhed over sig. Man kunne se planternes klare grønne farve. Jeg kunne se vandet og et lysende skær, der omgav alt. Vandet var så tindrende klart. Jeg husker, at jeg gerne ville bøje mig og tage en slurk vand fra bækken, der gennemstrømmede, den have vi gik i. Da jeg prøvede at tage vandet op i mine hænder, løb det gennem mine hænder, bogstaveligt talt, og det var ikke vådt. Jesus stoppede og så på mig, mens jeg stod foroverbøjet og forsøgte at drikke vandet. Jeg kunne føle hans øjne se på mig. Min tørst efter vandet, også selvom jeg ikke kunne bringe det til mine læber og drikke det, var borte. Jeg kan ikke beskrive fornemmelsen af vandet der løb gennem mine hænder, men jeg følte faktisk noget. Jeg følte en overvældende lyst til at opleve alt, hvad der var i den have. Når det himmelske væsen og jeg talte, var det ikke med vores munde, men jeg vidste at vi kommunikerede. Hans åsyn strålede ligefrem, og hvad han følte for mig strålede frem omkring ham. Han udstrålede simpelthen kærlighed interesse og omsorg for mig. Følelsen af fred var ubeskrivelig. Jeg blev givet et valg, jeg kunne enten vende tilbage denne jord og leve mere af livet, eller forblive sammen med Ham i himlen. Vi vidste begge to, at en tilbagevenden til denne jord ville blive en kamp, for jeg havde fortalt Ham, at jeg kun ønskede at komme tilbage til det jordiske liv, hvis jeg kunne hjælpe mig selv og andre. Han vidste, at jeg ikke ønskede livet på jorden, hvis liv betød at jeg var fanget i en lam krop ude af stand til at kommunikere. Den kærlighed der var i Hans blik, idet Han så på mig, fyldte mit hjerte med glæde, og mens jeg skriver dette, kommer glæden jeg følte den gang tilbage til mig.

Jeg ved ikke hvordan jeg gjorde det, men jeg kunne se min mand på hospitalet, som holdt mig i hånden og talte til min krop. Det var som om, jeg var i rummet, men at jeg så ham fra et andet sted end fra gennem mine øjne. jeg følte et stærkt ønske om, at jeg gerne ville vende tilbage til jorden og leve mere liv sammen med min mand, hvis jeg kunne kommunikere med ham og hjælpe ham. Herren forstod og hørte mit hjertes ønske.

Det næste jeg husker er, at jeg var fanget i min fysiske krop, mens andre mennesker tog vare på mine fysiske behov. Jeg husker, at jeg kunne mærke hvad sygeplejerne tænkte, ved den måde de rørte ved mig. Jeg vidste, hvorvidt de troede, jeg ville leve eller dø ved måden de berørte mig. Jeg vidste, om de troede, at de plejede en død person, hvis ånd ikke var til stede. Jeg husker, at jeg prøvede at skrige: "Se, jeg er i live! Jeg vil overleve!" Jeg slappede af og følte meget mere tillid, hvis jeg vidste, at de vidste, at jeg var der i kroppen, og at de troede på, at jeg havde en chance for at overleve. Jeg kunne simpelthen læse deres tanker.

Mens jeg var i dette himmelske rige som en ånd, husker jeg, at jeg kommunikerede telepatisk. Jeg bliver frustreret, når andre ikke kan læse mine tanker, eller jeg ikke kan læse deres tanker. At tale gennem munden er så fysisk (og vanskeligt kan jeg tilføje) Udtrykket, der bliver brugt i denne verden, om at være sjæle venner, (sædvanligvis i en romantisk betydning)henfører til kommunikationen mellem to sjæle. Det lyder måske utroligt for nogen, ja ligefrem mystisk, for en der ikke har prøvet en sådan ånd til ånd kommunikation. At kommunikere på et åndeligt niveau er meget dybt og en sand velsignelse.

HER KOMMER DEN UDVIDEDE VERSION. BESKRIVELSE AF OPLEVELSEN.

Jeg havde en nær døds oplevelse, efter jeg var kommet alvorligt til skade i et næsten fatalt biluheld, der forårsagede, at jeg holdt op med at trække vejret og nødvendig gjorde brugen af en ventilator og førte til et koma. Efter at jeg kom ud af mit koma, har jeg haft klare erindringer, om tiden jeg var hinsides sløret i et himmelsk rige. Der var en lysende dis der gennemtrængte alt. Lyset var alle vegne. Det passerede endda lige gennem mig. Jeg husker, at jeg så på min hånd, og at lyset gik lige gennem den. Jeg kunne se, at min hånd var gennemsigtig, men det forbavsede mig ikke. Mens jeg gik sammen med dette himmelske væsen, skinnede hans åsyn med en sådan glans, at jeg ikke kan beskrive det. Jeg vidste, at dette himmelske væsen var Jesus, for jeg genkendte ham som en velkendt ven. Han fortalt ikke, hvem han var, for det var unødvendigt. Jeg husker, at jeg gik sammen med Jesus, men vi gik ikke på den fysiske måde, den bedste måde jeg kan beskrive den måde, vi gik på, er at vi gik i luften, svævende en anelse oven over den smukke have, vi vandrede i.

Alt i denne have havde en alle steds værende hvidhed og klarhed over sig. jeg så planternes lysende grønne. jeg kunne se vandet og et strålende skær omgav det, og vandets boblen havde en musikalsk lyd, denne bæk sang ligefrem! Vandet var tindrende klart! Jeg husker, hvordan jeg fik lyst til at bøje mig ned og tage en slurk fra bækken, der strømmede gennem denne have, vi vandrede gennem. Da jeg forsøgte at tage noget op i hænderne, løb vandet lige gennem mine hænder, bogstaveligt talt, og det var ikke vådt! Jesus stoppede sin gang og så på mig, mens jeg bøjede mig for at drikke. Jeg kunne mærke hans øjne på mig.

Min tørst efter dette vand, også selv om jeg ikke kunne tage det til mine læber og drikke det, forsvandt i det øjeblik! Jeg kan ikke beskrive fornemmelsen, jeg mærkede, da vandet løb gennem mine hænder, men jeg følte noget. Jeg følte denne overvældende lyst il at opleve alt, hvad der fandtes i denne have. Når Jesus og jeg talte sammen, var det ikke med vores munde, men jeg ved vi kommunikerede, hans åsyn skinnede ligefrem, og hvad han følte for mig strålede ud omkring ham. Han udstrålede simpelthen kærlighed omsorg og interesse for mig, ved blot at stå der. Den følelse af fred jeg følte, var ubeskrivelig! Jeg blev givet valget mellem, at jeg kunne vende tilbage til jorden og leve mere liv, eller forblive sammen med ham der i himlen. Vi var begge to klar over, at en tilbagevenden til denne jord ville blive en kamp, for jeg havde fortalt ham, at jeg gerne ville vende tilbage til denne jord, hvis jeg kunne hjælpe mig selv og andre. Han vidste at jeg ikke ønskede at leve mere liv på jorden, hvis det betød at jeg var fanget i en lam krop ude af stand til at kommunikere. Kærligheden i hans blik fyldte mig med glæde dengang, og idet jeg husker den følelse af glæde, jeg havde dengang, fyldes jeg igen af glæde nu. Jeg ved ikke, hvordan jeg gjorde det, men jeg husker, at jeg var på en stue på hospitalet, hvor jeg så på min mand, der holdt min hånd, mens han talte med mig. Jeg så det bare ikke, som om jeg så det med mine øjne. Jeg genkendte min krop, men jeg var uden for den og så på min krop oppe fra. Da jeg så dette syn, følte jeg et stærkt ønske. Jeg ønskede at vende tilbage til denne jord og leve mere liv med min mand, hvis jeg kunne kommunikere med ham og hjælpe ham. Jeg blev forstået og mit hjertes ønske blev hørt. Det næste jeg husker, er at jeg var fanget i min krop, mens andre tog sig af mine fysiske behov.

Jeg husker, at jeg kunne mærke, hvad sygeplejerne tænkte om mig, på den måde de rørte ved mig. Jeg vidste om de troede, jeg ville leve eller dø alt efter, hvordan de rørte ved mig. Jeg vidste, om de troede, de plejede en død, hvis ånd var borte. Jeg husker, at jeg ville skrige: " Se, jeg er levende. Jeg er herinde! Jeg vil overleve!" Jeg slappede mere af og havde mere tillid, hvis jeg vidste, at de vidste, at de tog sig af en levende person. Jeg kunne simpelthen læse deres tanker! Mens jeg var i min åndelige krop, husker jeg, at jeg kommunikere telepatisk, det var sådan Jesus og jeg kommunikerede i den himmelske have. Det var så let. Det krævede ingen anstrengelse, man tænkte tanker og de var kommunikerede. At tale gennem min fysiske mund er så vanskeligt frustrerende, og nogen gange bliver man misforstået, og folk får den forkerte mening ud af det, man forsøger at sige.

Det udtryk der bruges i verden om at være sjæle venner, henføre til kommunikationen mellem to sjæle, ånd til ånd kommunikation. At kommunikere på en åndelig måde er en meget dyb oplevelse. Jeg mener, jeg har haft denne åndelige gave lige siden min nær døds oplevelse, og denne gave velsigner mit liv dybt, når jeg bruger den. Jeg føler et dybt behov for at kommunikere på et åndeligt niveau med andre, og en af de eneste måder, jeg kan kommunikere på den måde, er ved at skrive. Jeg må forberede mig mentalt for at kunne kommunikere på det åndelige plan. Man har tid til at gøre det, når man skriver hjemme uden at blive distraheret. Vi er, hvad vi tænker. Jeg finder trivielle tanker distraherende, jeg ser sjældent TV, og kun hvis det stimulere gode tanker.

Jeg lytter til anderledes musik nu, og jeg gravitere mod det æteriske. Min nær døds oplevelse har forandret mig. Jeg ønsker retskaffenhed og afskyr ondskab. Jeg er faktisk ret taknemmelig for mit uheld, også selv om det har gjort min fysik værre, men samtidig er mine åndelige evner blomstret enormt op! Lige siden jeg vågnede fra mit koma, har jeg haft en fredelig håbefuld indstilling. Jeg tror, at grunden til at jeg stadig lever, en af grundende til at jeg kom tilbage til denne jord for at leve, er for at jeg kan vidne om, at den åndelige verden er virkelig og smuk, og at Jesus er den han siger han er, han er vores broder, og vi kendte ham som en venlig broder i den åndelige verden. Denne viden denne tro påvirker hvert eneste facet af mit liv, og mit ønske om at kommunikere med andre. Jeg tror , det er derfor jeg kom tilbage til mere liv, så jeg kunne berette om dette til alle, der vil lytte.

Da jeg skulle udfylde spørgeskemaet # 27, ville jeg svare som ønsket, men spørgeskemaet vil ikke tillade at jeg kopierede og satte ind ,så jeg vil gøre det her. =============

Jeg tænkte, at det måske kunne være nyttigt for folk, der plejer folk der rekonvalescere efter hjerneskader, hvis jeg fortæller mere detaljeret om min personlige rehabiliterings proces. Lad mig fortælle lidt personligt baggrundsinformation først. Jeg er en certificeret sygeplejerske. Den dag jeg forulykkede, havde jeg taget min 16 år gamle søn til motorkontoret til køreprøve for anden gang, efter et tidligere forfejlede forsøg, så han kunne få sit første kørekort. Jeg lod ham kører hjem fra motorkontoret, hvor han skulle skifte over til en gammel Mustang, som vi havde købt til ham, og så skulle han på gymnasiet, og jeg skulle tilse nogen patienter, som jeg tilså i deres hjem. Jeg arbejdede for en Hjemmepleje her i Las Vegas. I stedet forandres mit liv for altid den dag.

Da vi kørte hjem, kom min søn til, hvad han troede var et fire vejs stop. Han stoppede og kørte så frem foran en lastvogn ladet med grus, der var på vej mod grusgraven på den modsatte side af byen. Min søn Clint, troede at den skulle stoppe og kørte frem foran den uvidende om at den ikke skulle stoppe. Krydset var kun et to vejs stop. Lastbilen var på grusbilernes rute, som nu er blevet lagt om efter mit uheld samt adskillige andre ved netop det kryds. Lastbilen ramte førersiden af min brand nye Chevy Prism (3 uger gammel) Hverken min søn Clint eller jeg havde sikkerhedsbælte på. Politiet sagde, at hvis han havde haft sit sikkerhedsbælte på var han blevet smadret og dræbt, og jeg ville være kommet ud af det uden en skramme. Lastbilen trak os 27 meter før den stoppede, og jeg tror, man var nødt til at skære os ud af min bil. Min erindring vedrørende uheldet er helt væk. Det sidste jeg husker fra den dag, er at jeg talte med min chef for Hospice plejerne på min mobil telefon på motorkontoret, mens jeg ventede på at Clint tog sit førerbevis i min bil ( jeg tilså patienter i deres hjem for hospice såvel som hjemmepleje) Som det ses var jeg en travl og produktiv dame den gang!

Clint blev slået bevidstløs, fik pneumotoraks, nogen brækkede ribben, og brækkede venstre kraveben. Han husker, at han kom til bevidsthed i ambulancen. Jeg var selv kommet langt mere alvorligt til skade. Jeg måtte genoplives, enten på ulykkesstedet eller undervejs til traume centeret hvor jeg blev haste opereret for en hemotoraks (blodprop) i min hjerne, og fik en operativ undersøgelse af underlivet Min mand blev underrettet om min ulykke på sit arbejde, og han ringede til mine to arbejdspladser, så de kunne få nogen andre til at tilse patienterne, og fortalte dem om mit biluheld. Sygeplejere fra begge afdeling dukkede op på hospitalet, hvor de gennemgik mine journaler og min tilstandsrapport og vidste derfor, hvor alvorligt jeg var kommet til skade, og at min død var nært forestående.

Præsten på hospicet holdt en bønne andagt for mig i den lutheranske kirke og inviterede også andre sygeplejere. Jeg ved de kom, for jeg fik senere en bog, hvor dem der havde deltaget havde skrevet deres navne og opmuntrende noter. Alle der arbejdede på min afdeling blev bedt om at fast og bede for mig samme dag. Mine forældre i Utah der arbejdede i mormoners tempel, fik mit navn skrevet på bønnelisten med navne på dem der blev bedt for den dag i alle templer i det vestlige USA. Bøn er en følelig kraft, en kraft for det gode her på jorden! Mange mennesker har spurgt mig, hvad var den første ting jeg tænkte eller følte, da jeg kom ud af mit koma omkring tre uger efter ulykken. Hvad jeg følte, var den utrolige følelse af kraft, der kom fra så mange mennesker der bad til Gud for min helbredelse. Jeg kunne føle hans kærlighed og barmhjertighed for mig, og jeg tror denne kommunikation førte til min ufattelige oplevelse med Kristus i den himmelske have.

Jeg håber nu ikke længere, at der er en himmel, og at Kristus oplevelse og soning er virkelige. Nu ved jeg det! Lige som jeg ved at jeg fødte alle mine fem børn og holdt og mærkede dem i mine arme. Mit vidnesbyrd om Kristus brænder i mig, nu hvor jeg tænker på ham; har jeg en visuel erindring om, at han betragter mig der i den himmelske have. Kærligheden og barmhjertigheden for mig i hans øjne er overvældende, og hvis jeg tænker for længe på det, føler jeg mig emotionelt overspændt. Siden min ulykke kommer alle mine følelser op til overfladen, mange kunne tro, jeg er umoden lige som et barn. Jeg er en uskyldig, emotionelt, jeg siger, hvad jeg tænker, jeg er meget ærlig, men jeg har aldrig sagt noget brutalt eller sårende til nogen, blot overrasker min observationer folk, og ofte ved de ikke rigtig, hvordan de skal tage mig.

Min mand er meget beskyttende over for mig, men han er ofte glædeligt overrasket over, hvordan jeg siger og gør ting nu. Han siger ofte nu, at jeg har mistet den forsigtighed, jeg plejede at have, når jeg talte med andre, han siger, min naivitet er forfriskende. Jeg beder nu hver dag og følger åndens tilskyndelse angående, hvem jeg skal tale med, og om hvad, min sjæl fortæller mig, hvem jeg bør tale med, og hvem der er distraheret af andre ting, som ikke ville høre på, hvad jeg har at sige, og om de har gode grunde. Jeg var i et rekonvalescens center i omkring en måned, og det var der, jeg kom ud af mit koma.

Så kom jeg på et rehabiliterings hospital i to dage. De fortalte min mand, at jeg havde fået fysisk genoptræning. tale træning og beskæftigelses træning hver dag, og at disse terapier ville fremme min helbredelse, men mine forældre var kommet fra Utah for at se til mig og hjælpe med at pleje mig, fordi min mand var nødt til at gå på arbejde hver dag i ugen. Så hvad vi blev enige om var, at mine forældre ville blive så længe, jeg behøvede deres hjælp, og at jeg ville få al den terapi, jeg behøvede fra hjemme sundhedsplejen, fra mine venner. Al min genoptræning fandt sted i hjemmet. Fra at gå rundt i mit hus. Træningen indebar ture rundt om blokken med min terapeut, at kaste og gribe en skumgummibold med min skadede side, og bære vægte i min venstre hånd mens jeg trænede. Øvelserne blev endnu mere komplicerede, da beskæftigelses terapeuten begyndte at komme på besøg.

Jeg fik masser af hukommelses øvelser og hånd/øje koordinering , og imellem deres besøg lavede jeg selv rehabiliterings stof ved bare at gøre ting og sager i hjemmet i stedet for at være bundet til en seng, hvor jeg tissede på mig selv, fordi ingen svarede min tilkalde knap, og kom for at slippe mig fri og bringe mig til toilettet. Alle samledes om mig. Min far masserede mine ømme spastiske muskler hver morgen, efter at jeg kom ud af jacuzzi karet, som vi har i vores store badeværelse, og så ville vi gå en tur sammen. Dette skete i den samme periode som terapeuterne kom til vores hjem.

Min nevø er kiropraktor, men han bor i Laughlin, men hans partner bor og har praksis her i Las Vegas og i omkring tre måneder, gik jeg til hans partner tre gange om ugen, indtil jeg endelig graduerede til en enkelt besøg om ugen. Mine forældre blev i en måned, og så var jeg i stand til at tage vare på mig selv hjemme. Damerne i min kirke skrev sig alle op ved et hjælpegruppemøde til at gå tur med mig på ugens forskellige dage. Selv i dag når jeg gør for mange repeterende bevægelser med min venstre hånd, så som når jeg skriver på maskine, får jeg smertefulde knuder omkring mit venstre skulderblad, og min venstre hånd begynder at få kramper.

Her er en prøve på et af mine digte. ===================

At vente. At vente på svar på mine bønner er en bevægelse af mit hjerte, jeg forlader bevidst mine tanker om, hvad jeg tror Gud vil sige til mig, og er stille og afventende. Jeg giver mig selv tid denne morgen til at høre Guds stille stemme. Jeg opgiver mine forventninger om, hvad jeg tror, han vil gøre, og giver ham en chance for at gøre, hvad der bedst for mig. Idet jeg ser solopgangen og afventer Guds stemme, ser jeg på den tidlige før solopgangs himmel et svagt lys. Et lyserødt skær spreder sig fra horisonten til skyernes kant. Orange guld stråler af lys spreder sig i vifte form, og berører træernes toppe, for dernæst at dale ned til buske, og til den kolde mørke jord. Mørket er flygtet, oplysende mig, føler jeg det lyserøde skær af hans kærlighed, hans ånds varme for mig, mens jeg venter på svar på den bøn, jeg bad i tusmørket. Jeg forbereder mig på at høre hans stemme, mens jeg betragter solopgangen. Idet jeg ser solstrålerne bryde frem af skyerne, finder min sjæl glæde! Min åndelige evne er vokset, mens jeg i taknemmelig stilhed ser dagen bryde frem, mens jeg venter, lyttende for Guds stemme denne morgen. Hvilken smuk måde at begynde en dag! At vente... Dette er mit første digt, som jeg skrev, efter jeg kom ud af min NDO for at dele det med andre. Jeg gav det til alle damerne i min kirke, som havde meldt sig frivilligt til at gå tur med mig, fordi jeg havde brug for assistance i begyndelsen af min rehabilitering. Dette digt var givet ud på Mors dag 1998. Jeg var kommet hjem fra hospitalet i november 1997.

TAK, VEN

Jeg er i en dyb tåge, i en skøn have gående og talende med Herren

Jeg fortalte Jesus jeg ønskede at forblive på denne jord, for at færdiggøre min prøvetid.

Jeg fortalte ham at jeg troede at jeg var stærk nok til at møde modgangen og fristelserne der ventede mig, med hans hjælp. Jesus lovede mig at jeg aldrig ville blive alene. hans ånd ville altid være med mig, styrkende mig, givende mig mod.

Jesus fortalte at han ville sende hjælp fra hans tjenere som lytter til ham Jesus fortalte mig at han havde barmhjertighed for mig, at han elskede mig, at han vidste at jeg ville vende tilbage til ham og at han ville give mig hjælpen til at gøre det.

Opmuntret af hans løfter og troende på ham kom jeg tilbage til denne verden Jeg kom ud af mit koma. på trods af alle forudsigelser og jeg begyndte at kæmpe!

Jesus holdt sine løfter Jeg har haft hans ånd med mig, og al den hjælp jeg behøver fra hans tjenere som lytter,

Dig! Tak fordi du er Herrens tjener, fordi du holder dig åben for hans ånd. Jeg ved at løfterne jeg gav til herren og hans løfter til mig vil ske, med hans hjælp, Du er Herrens styrke, hans hjælp, og han er din. Hvilket skønt venskab!

Tak, ven!