Beskrivelse af oplevelsen:

NDO og ADC historier.

Det var en almindelig eftermiddag, hvor jeg endelig havde fået mine to små lagt, så de kunne få en eftermiddagslur. To dage forinden havde jeg problemer med at vågne, da jeg forsøgte at sove til middag og om aftenen, og jeg havde fortalt min mand min bekymring. Så på denne dag var jeg nervøs for at falde i søvn og besluttede mig forse lidt TV i stedet. Jeg satte mig på sofaen og begyndte at se min favorit "soap box", og det næste jeg vidste af, var, at nogen råbte til mig, at jeg skulle vågne. Jeg blev ved med at høre denne stemme, der sagde til mig: "Vågn op Diane" "Du er nødt til at vågne". Da jeg åbnede mine øjne og satte mig op (for jeg troede jeg var fadet i søvn), så jeg frem for mig, og der stod min bedstemor. Min bedstemor døde da jeg var tre - fire år gammel, og min erindring om hende er meget svag. Men der stod hun altså i dagligstuens døråbning til køkkenet og betragtede mig og talte til mig, skønt hun ikke bevægede sin mund. Jeg blev ved med at kigge på hendes læber, for at se på folks læber når de taler var noget, jeg altid havde gjort, siden jeg var lille. Jeg kunne ikke se hendes læber bevæge sig, og så gik det op for mig, at hun ikke talte til mig gennem mine sanser. Jeg spurgte hende, hvad hun lavede, og hun sagde, at jeg kunne komme med hende. Jeg tøvede, for jeg vidste ikke, hvor vi skulle hen, og jeg spurgte hende: "Hvor skal du hen?" og hun så bare på mig og sagde: "Du kan komme" "Kom nu bare" og hun begyndte at vende sig, og det så ud som om, hun var på vej ned af gangen til mine små pigers værelse. Jeg vidste, at hvis jeg ikke rejste mig for at gå med hende, ville jeg ikke vide hvor jeg skulle gå hen, og jeg kunne bare ikke forblive, hvor jeg var, så jeg begyndte at rejse mig. Det var da, at det gik op for mig, at jeg ikke længere var forbundet med min krop. Jeg følte mig vægtløs nærmest luftig. Jeg så ned på min krop, og den fulgte ikke med mig. Jeg så op igen efter bedstemor, for at se hvor hun var henne, og blev klar over, at hun var forsvundet. Det gjorde mig bange, og jeg vidste, at jeg hellere måtte skynde mig at indhente hende. Det næste jeg vidste af, var, at jeg var højt oppe i dagligstuen eller ude af den, jeg er ikke sikker. Jeg ved dog, at jeg så tilbage ned på, hvor jeg kom fra, og min krop kom ikke med mig. Først tænkte jeg, at jeg burde være bekymret over at forlade den, men den så okay ud, og jeg tænkte, at den ville være okay der i sofaen. Jeg kunne se mit tøjs farver, møblerne, og præcis den måde jeg lå på. Det var forbløffende. Jeg gik så et sted hen for en tid. Jeg er ikke helt sikker. Jeg kan ikke huske hvor jeg gik hen. Men min bedstemor var ikke sammen med mig på det tidspunkt. Jeg var alene.

Jeg kom nu tilbage til den svævende stilling over mig selv, men i en vinkel, hvor jeg egentlig ikke kunne se mig selv, men jeg kunne, hvis det kan forstås. Men altså, der var to mennesker eller ting (ånder tror jeg) med mig en på min venstre og en på min højre side. Jeg fik at vide, at jeg kunne blive, eller jeg kun vende tilbage. Jeg så ned på "mig", det var lidt utydeligt, og jeg forsøgte at beslutte mig for, om jeg ville tage tilbage, for jeg havde bestemt ikke lyst til at forlade dette vidunderlige, fredelige, kærlige, fuldstændigt accepterende sted, jeg befandt mig, men så dukkede min mor og søster og mine to små piger op i mit hoved, og jeg vidste, de behøvede mig... også selvom det betød, at jeg ville lide det meste af mit liv... man behøvede mig, jeg var nødt til at vende tilbage, jeg kunne ikke forlade dem uden mig. Så på det tidspunkt tog jeg beslutningen om at vende tilbage. Og ... pludselig er jeg på dette mørke sted, og jeg falder. Jeg falder hurtigere og hurtigere og føler det, som om jeg bliver presset ind i dette lille bitte hul, indtil jeg føler min krop igen. Det var sortere end noget, jeg nogensinde har set. Det var mørkere end nogen nat, og sortere end sort kan være. Jeg følte næsten angst, indtil jeg mærkede min krop igen, vægten og trykket. Mine lunger gjorde så ondt, og jeg troede ikke, jeg ville klare det. Lige pludselig hørte jeg en stemme, der råbte til mig: " Vågn op Diane, du skal vågne!" Stemmen blev ved og ved, indtil jeg langt om længe forsøgte at åbne mine øjne. På det tidspunkt husker jeg, at jeg tog en dyb indånding, det var som om, jeg pludselig var dukket op inde i min krop og var nødt til at begynde at ånde igen, næsten som om det var den første gang. Min brystkasse hævede sig, og mine lunger hev langsomt luften ind lidt af gangen, og lige pludselig tog jeg et dybt åndedrag, og det gjorde så ondt!! Jeg tog endnu et åndedrag, og så åbnede jeg mine øjne, og jeg blev klar over, at noget var helt galt med mig, og dog huskede jeg, hvad jeg havde oplevet. Jeg så min bedstemor... og hun var klædt i en gul blomstret kjole, og hun ville have at jeg skulle komme med hende.

Jeg satte mig op i sofaen og blev klar over, at jeg var gennemblødt, mit tøj, mit hår, alt. Selv sofaen var fugtig af min væde. Jeg samlede mig sammen, så godt jeg kunne og gik over til telefonen for at ringe til min mor, for mit hjerte hamrede, og jeg måtte bare fortælle hende, at jeg var taget af sted med hendes mor. Senere begyndte jeg at have flere tegn på ESP, og ting begyndte at ske for mig helt naturligt og på alle tidspunkter på døgnet. Jeg så mord, jeg så en baby blive bortført fra et hospital nær hvor jeg boede. Jeg vidste hvad folk ville sige, allerede inde de stod i min dør og sagde det. Jeg vidste, at nogen ville ringe på telefonen, inden den ringede. Som årene gik, begyndte flere og flere ting at ske... i 1986 flyttede vi til vores første nye hus... det var et gammelt hus men det var vores første. Efter at have boet i det hus nogle måneder vidste jeg, at vi havde gæster. Små gæster! Børn, jeg tror, det var en dreng og en pige, som gerne ville lege i vores hus mens vi var væk. Når vi kom hjem, ville jeg gribe dem i at lege ved at høre dem ,når vi kom ind, og så ville de holde op. Så i 1993 eller 94 fik jeg besøg af en mand.... en ånd fra hestevognenes tid. Han lagde sine hænder på mine skuldre, og jeg følte hans varme og kærlighed og smerte. Det gjorde mig bange, og jeg sprang op og løb ind i det tilstødende værelse. Jeg råbte af ham og spurgte ham om, hvad han ville mig... for jeg havde ofte hørt hans fodtrin, og pigerne havde set hans skygge for fodenden af deres senge om natten, og det havde jeg også. Men min mand havde aldrig hørt eller set noget. Men altså, en eller anden havde fortalt mig, at hvis det ikke var en af Guds ånder, og man sagde til den, at den skulle gå i hans navn, ville den gøre det... og det gjorde jeg så. Der har kun været nogle få tilfælde, hvor han kom tilbage for at tale med mig... han ønskede at vide, hvorfor jeg troede, at han ville skade mig. Nu var jeg virkelig bange. Jeg ville ikke have mere med den slags at gøre. Efter en tid begyndte jeg at ignorere alt, hvad der skete. Jeg holdt op med at tillade mine sanser at opfatte alt, hvad der blev sat frem for mig.... jeg gik bare videre. For en tid kunne jeg ligefrem bruge mine hænder til at få folk til at føle sig bedre til pas... jeg kunne føle varmen i mine hænder, når jeg rørte ved deres krop for at udglatte en knude i deres ryg eller skuldre. Alle i nabolaget ville have, at jeg skulle give dem massage. Men da jeg så begyndte at lære mere om "chi" og forsøgte at fortælle andre om det, syntes folk, jeg var blevet mærkelig og begyndte at blive bange for mig... så det holdt jeg også op med. Da min mor kom på hospitalet meget syg og døende... kom ånden til hendes seng ved siden af mig. Jeg fortalte ham, at han ikke kunne få hende endnu, at jeg ikke var færdig med hende, og han gik. Dag efter dag blev hun raskere, og nu lever hun et fuldt og ret så sundt liv. Jeg har altid følt, at jeg var her af en særlig grund, men nu føler jeg, at jeg ikke ved hvad den grund er, og jeg føler mig fortabt, malplaceret.