Beskrivelse af oplevelsen:

Dr. Long, din deltagelse i programmet Coast to Coast i går aftes havde ikke kun nogle overraskelser for mig, men udfyldte mange huller.

Efter min yngste datters fødsel i 1959, fik jeg et alvorligt astmaanfald. Min tiårige datter kaldte en nabo til hjælp og jeg blev kørt til læge. Det sidste jeg hørte, var min læge, der kaldte på andre læger og bad nogen om at kontakte min mand, da de var ved at miste mig.

Jeg husker tydeligt, at jeg kom ind i det her stærkt oplyste værelse (en ferskenagtig, gul) og talte med to mandlige stemmer. Jeg så ingen, men deres stemmer var så tydelige og det føltes som om, vi snakkede via vores tanker og ikke med munden.

Jeg husker hvert ord tydeligt som var det lige sket, til trods for at det er over fyrre år siden. De virkede meget overraskede over at jeg var der og én blev ved med at sige: 'men det er ikke hendes tid.' Jeg kan huske, at jeg følte mig lidt flov, da de ikke så ud til at vide, hvad de skulle gøre med mig. Jeg vidste slet ikke, hvor jeg var og tænkte ikke på at spørge. Så besluttede de endelig, at jeg skulle afgøre hvad der skulle ske. Jeg fik valget mellem at blive eller tage tilbage. Jeg spurgte, hvordan jeg kunne komme tilbage, og de sagde, at jeg skulle blive ved med at holde fast. Men hvis jeg ønskede at blive, skulle jeg blot slappe af, og så ville jeg være hos dem. Jeg må sige, at det hele tiden føltes som om, jeg hang på en klippe med mine fingerspidser. Jeg tænkte over det et stykke tid og sagde så, jeg har lige fået et barn og har to andre små børn og jeg føler, at jeg skal tage tilbage og opdrage dem. De fortalte mig venligt, at det var en god beslutning og rådede mig til at holde fast.

I næste nu hørte jeg lægerne lykønske hinanden, og min Mandstod ved min side grædende. Det undrede mig, at lægerne troede, de havde noget at gøre med min tilbagevenden. Jeg forsøgte at finde ud af, hvor længe jeg var væk, men lægerne og sågar min mand, ville ikke snakke om det. Min mands kontor lå femten minutter væk. Næste dag tog jeg til læge til opfølgning, sygeplejersken tog imod mig grædende og sagde, at de havde været helt overbeviste om, at jeg var væk.

I femten år havde jeg hverken tegn på forkølelser eller astma. Første gang jeg blev syg, så jeg et Phil Donahue show og han havde en læge med, der snakkede om NDO´er. Jeg var så chokeret.

Fra barnsben af har jeg altid været meget intuitiv og havde ud-af-kroppen oplevelser, da jeg var meget ung. Men det blev kraftig forøget efter nærdødsoplevelsen indtil det blev en for stor byrde for mig og jeg forsøgte at vænne mig selv fra det hele. Jeg har ingen frygt for døden. Jeg har rådgivet mange venner og familiemedlemmer, som alle havde en stor dødsangst.

Jeg har brugt de sidste fyrre år på at arbejde for mange grupper, der yder hjælp til nødlidende. Jeg begyndte at skrive (og udgive), selvom det ikke rigtig er noget at prale af! Jeg blev meget åbenmundet om sundhedsvæsenet og har vidnet ved høringer i senatet. Før det var jeg så genert, at jeg næsten ikke kunne rejse mig og sige mit navn til et lille møde, blandt venner for det meste. Jeg opgav formel religion og føler, at jeg er mere hengiven til bøn end nogensinde før.

Baggrundsoplysninger:

Køn: Kvinde