Beskrivelse af oplevelsen:

Det er en regnfuld lørdag morgen i Illinois, da jeg genkalder mig den vinterdag i Texas i 1955. Jeg stod ved køkkenvasken i vores nye hjem, mens jeg tænkte på min mand, der arbejdede i luftvåbenet, og somugen før var rejstpå en treårig opgave i England. Mine to dyrebare døtre, Cathy på 6 år og Carol på 18 måneder, legede tæt omkring mig. Vi skulle følge efter min mand i løbet af få uger. Jeg tænkte på hvor skønt vores liv var og hvor heldige vi var. To år tidligere havde jeg været ateist, nu var jeg kristen og havde et kristent hjem og en kristen familie.

Døden kaldte

Som jeg stod der i køkkenet, jog en smerte pludselig igennem min mave, så jeg gik på knæ. Inden der var gået en time, var jeg så svag at jeg ikke kunne stå på fødderne. Jeg blev nervøs for om jeg ville kunne passe mine børn og ringede til mine forældre, så de kunne komme og hjælpe. Som sygeplejerske vidste jeg at det der skete med mig var kritisk og jeg forsøgte at tænke logisk for at finde årsagen til smerten. Ugen før havde jeg været hos gynækologen på luftbasen fordi jeg ”vidste” at jeg var gravid. Efter undersøgelsen var han ikke enig med mig og erklærede at jeg ikke var gravid. Jeg troede ikke på ham. Da jeg lå der på min seng med store smerter, vidste jeg hvad mine symptomer fortalte. Jeg VAR godt nok gravid, men det var en graviditet udenfor livmoderen, hvor embryoet havde sat sig fast i æggelederen i stedet for i livmoderen. Det betød at den smerte jeg følte, kom fra min æggeleder, der tog skade mens embryoet voksede, så der opstod blødning i min bughule. Vores præst og hans kone kom for at bede sammen med min mor og far.

Livet efter døden

Turen til basens hospital var smertefuld. Davi ankom, blev min far og jeg bedt om at vente, på trods af at de ansatte havde fået besked om mine symptomer . Til sidst blev jeg endelig placeret på et bord i undersøgelseslokalet, hvor jeg begyndte at føle mit liv glide væk og mine tanker kredsede omkring mine børn og hvad der ville ske med dem. Hvem ville elske dem og tage sig af dem?

Min hørelse var fremragende, jeg kunne høre hvert et ord der blev udvekslet i det lokale. Der var to læger og tre assistenter til stede. Jeg kunne mærke at de var bekymrede, mens de forsøgte at måle min puls og mit blodtryk. På dette tidspunkt begyndte jeg langsomt at flyde op mod loftet, hvor jeg standsede og kiggede ned på det der skete under mig. Der lå min livløse krop på bordet og en læge sagde til den læge der netop kom ind igennem døren, ”hvor har du været, vi har ringet efter dig, nu er det for sent, hun er væk, vi kan ikke finde puls eller blodtryk”. En anden læge sagde, ”hvad skal vi sige til hendes mand, han er på opgave i England og har kun været væk i en uge”. Fra min position over dem sagde jeg til mig selv, ”ja, hvad skal du dog sige til min mand, det er et godt spørgsmål, meget betænksomt af dig.” Jeg husker at jeg på det tidspunkt tænkte, ”hvordan kan jeg være humoristisk på et tidspunkt som dette?”

Jeg så ikke længere hverken mig selv under mig på bordet eller personerne i rummet. Jeg blev pludselig opmærksom på det mest himmelske og altomfattende lys. Min smerte var forsvundet og min krop føltes fri på en måde, jeg aldrig har oplevet før. Jeg følte glæde og tilfredshed. Jeg hørte den smukkeste musik, som kun kunne komme fra himlen. Jeg tænkte: ”så det er sådan himmelsk musik lyder”. Jeg blev opmærksom på en fornemmelse af fred der overgår enhver forstand. Jeg begyndte at kigge på dette lys og opfattede hvad der skete med mig og jeg ville aldrig derfra. Jeg var i nærværet af et guddommeligt væsen, kaldet Guds søn, Jesus. Jeg så ham ikke, men han var i lyset og talte til mig telepatisk. Jeg følte Guds overstrømmende kærlighed. Han sagde til mig at jeg blev nødt til at vende tilbage til mine børn og at der var arbejde, jeg skulle færdiggøre på jorden. Jeg ville ikke derfra, men jeg vendte langsomt tilbage til min krop, som på dette tidspunkt var i et andet rum og var ved at blive gjort klar til operation. Jeg var ved bevidsthed længe nok til at personalet kunne fortælle mig at mit hjerte var begyndt at banke igen og at jeg skulle opereres, så graviditeten og blodet i mit underliv kunne blive fjernet. Herfra var jeg ikke bevidst om noget i adskillige timer.

Guddommeligt besøg på sengekanten

Himlen havde endnu et budskab til mig og jeg forlod ikke min krop denne gang. Jeg lå i en seng og kom mig efter operationen, da dét skete, der skulle vise sig at blive det største øjeblik i mit liv. Det himmelske lys vendte tilbage igen og fyldte hele værelset. Denne gang dukkede et syn af Jesus ud af lyset og Han var fantastisk smuk. Han fyldte rummet med sin tilstedeværelse og Hans kærlighed og barmhjertighed var der. Jeg så Ham fra skuldrene op til toppen af hans hoved. Han talte telepatisk til mig og sagde, ”husk, hvad jeg har fortalt dig, husk hvordan jeg har vist mig for dig og det vil være en trøst og en stabil kilde til støtte for dig i årene der kommer og i det arbejde du kommer til at gøre. Nu ved du, du ikke behøver at frygte døden”.

De følgende dage

I de næste dage af mit hospitalsophold, fandt mange nysgerrige medarbejdere på hospitalet på påskud for at komme og besøge mig. Nyheder spreder sig hurtigt på et hospital og alle vidste at jeg havde været erklæret død og var vågnet igen. Min bibel lå ved min side og da gynækologen besøgte mig, lagde han mærke til det og spurgte til min religiøse overbevisning. Han vidste hvad jeg havde fortalt nogle af de hospitalsmedarbejdere, der havde besøgt mig. De havde været til stede da jeg blev erklæret død. Efter jeg var kommet mig, havde jeg gengivet alt hvad de havde talt om, mens jeg var døende. De var dybt forundrede.

Da jeg forlod basens hospital få dage senere og kørte til vores hjem, så jeg min baby og min 6 år gamle datter stå i et vindue og spejde efter os. Jeg sagde i mit hjerte, ”tak Gud, for at lade mig vende tilbage til mine små børn og for at have givet mig det privilegium at være deres mor”. Jeg vil altid huske deres små søde ansigter i det vindue.

De følgende år

Senere rejste vi over til min mand i England og gik i gang med at fuldføre den mission vi havde med at arbejde med børn og teenagere. Min oplevelse med døden havde tilført en større dimension til mit liv og mit søndagsskolearbejde med unge. Da vi vendte tilbage til USA, voksede min familie og jeg fortsatte mit arbejde og min uddannelse som lærer indenfor sygeplejen og som universitetsprofessor. Jeg har altid været taknemmelig for at være blevet sendt tilbage til jorden og for at få endnu en chance, og for at min tid her kunne bruges på en god måde. Jeg er nu pensioneret og er døende af kræft. Jeg har haft et virkelig godt liv og den dødsoplevelse, jeg havde, lever stadig i mit hjerte, sjæl og ånd efter 43 år.Guds kærlighed og barmhjertighed er uden ende.

I 1950'erne var der, i de medicinske praksismodeller læger og hospitaler fulgte, ikke plads til fænomener som omfattede nærdødsoplevelser eller mennesker der døde og dernæst vågnede op igen, lysende af himmelske oplevelser. Min oplevelse var hellig for mig og jeg holdt den nær mit hjerte. Jeg delte den kun med min mand og min far, og senere mine børn. I 1970'erne begyndte der at dukke bøger op om emnet og jeg fandt ud af, at der var en hel gruppe af mennesker med lignende oplevelser. Dog var der mange af dem der talte om at de havde set deres liv passere revy og at de havde passeret igennem en tunnel. Jeg oplevede ingen af delene. Måske fik jeg min oplevelse af livs-revy da jeg blev kristen, for på det tidspunkt gik jeg igennem mit liv og bekendte mine synder for Kristus. Jeg er glad for at der er mere viden om de ting i vores samfund i dag, og at forskning i døden og det at dø er stadigt voksende.

NDERF Note: Tak, Susan, for at dele denne inspirerende oplevelse. Tunnel-oplevelsen ser ud til kun at forekomme i ca. 30 % af alle NDO'er. Jeg tror NDO'erne giver os noget, vi har brug for og jeg er enig med dig i at det, at du gik igennem din livs-revy på egen hånd, har gjort at det ikke var så nødvendigt for dig i din oplevelse.