Beskrivelse af oplevelsen:

Jeg blev indlagt på hospitalet til et rutine gentaget kejsersnit. Jeg mindes bedøvelse og dyb søvn ... med andre ord husker jeg ikke noget. Så hørte jeg narkoselægen spørge om mit blodtryk. Hans stemme var rolig og fattet. Pludselig materialiserede jeg mig under loftet til højre for min krop. Jeg så min krop og vidste at det var min. Jeg så lægen. Han lyttede til country western musik. og var i gang med at sy mig sammen. Han begyndte fra venstre og arbejde sig mod højre. Han var asiat og jeg fandt hans valg af musik interessant. Alt var i farver. Jeg så på kroppen flere gange og vidste at det var min, men jeg følte fuldstændig objektivitet over for den. Jeg spurgte (i mine tanker) om jeg var sulten eller manglede noget; nej. Det var vidunderligt der hvor jeg var! Jeg havde ingen problemer eller bekymringer. Idet jeg lyttede til det dalende blodtryk, vidste jeg at kroppen ville dø hvis jeg ikke vendte tilbage til den; det var ikke noget der vedkom mig. Så hørte jeg dette: "25....."

Pludselig blev jeg styrtet ned, næsten som om jeg blev suget ind i en hvirvel. Alt var sort. Der var absolut intet lys. Efter et stykke tid så jeg et lys langt borte. Jeg var nysgerrig på lyset. Jeg følte at jeg blev bevæget støt frem mod lyset. Da jeg var omkring 10- 15 meter væk, bemærkede jeg at lyset så ud til at være flammer der kom indefra bag en døråbning. Der var en mørk uheldsvanger skikkelse til højre for den ydre ramme. Han så ond ud. Hans højre hånd blev ved med at vifte mig nærmere med en slags rullende håndbevægelse. Jeg blev meget bange. Lyde der lød som sjæle vridende skrig( ikke skrig af smerte, men skrig fra sjælen) kom ud fra ilden bag ham. Jeg prøvede at holde igen, men opdagede at jeg ikke kunne.

På hver side af mig dukkede der sjæleguider op. Deres rådgivning supplerede den energi som blev ved med at bevæge mig fremad. Jeg blev ved med at prøve at stritte imod, men opdagede at jeg ikke havde nogen fysisk form, jeg havde ikke noget at holde igen med. Jeg følte at en kæmpe magnet stille og roligt trak mig ind i rummet/ilden. Jeg begyndte at skrige: "Lad mig dø" for det var at foretrække frem for at gå gennem døren.

Jeg vidste at jeg var tilbage i min krop, men jeg ønskede ikke at være der. Jeg ønskede at være det første af stederne ovenover alting. Lægerne og sygeplejerne ruskede i mig og råbte mit navn. Nu, tror jeg , havde jeg fået stemme. Jeg blev ved med at råbe: "Lad mig dø" Jeg kunne hører lydene i rummet, og vidste at de var i gang med at genoplive mig, at de ville have mig til at vende tilbage. Til sidst, var der en stemme der sagde: "Du har fået en dreng." Jeg svarede: "Atten år til, så kan jeg drage bort"

Næste morgen kom narkoselægen ind på min stue. Han så mig dybt i øjnene og spurgte mig om " der var noget jeg huskede." Jeg nikkede. Han spurgte om "det var noget jeg ville tale om" jeg rystede voldsomt på hovedet, "nej". Med dyster mine, fortalte han at han ville besvare alle spørgsmål jeg måtte have, når jeg var rede. Jeg så bare på ham.

I 1983 var jeg igen gravid. Bange på grund af min oplevelse i 1981, og bange for at de ikke ville formå at bringe mig tilbage igen, så jeg kunne passe på mine børn, talte jeg med lægen. Han lyttede til mig. Så fandt han min journal frem. Mens han læste blev han ved med at ryste på hovedet og sige: "Åh nej, åh nej." hans svar bekræftede det medicinske aspekt af hvad der var sket. Jeg spurgte: "Hvad var det laveste tal? 25 over hvad?" Han sagde: Mørket var 25 over nul."

Lægen (der gennemgik min journal på et senere tidspunkt) troede at det var den bedøvelse der var blevet brugt. Dette var ikke en ond drøm. Det var så virkeligt at mit blodtryk faldt drastisk. Det medikament er ikke længere på markedet, har jeg fået at vide. Jeg TROEDE det var noget der hed "Kennington" men det kunne godt have været Ketamin. Han fortalte mig dog at mange mange mennesker havde haft oplevelser med "onde drømme."

Jeg beder jer om at forstå, at jeg ikke behøver at blive bekræftet i at hændelsen fandt sted. Jeg finder oplevelsen temmelig frygtindgydende. Jeg forandrede mit liv enormt, idet jeg blev akut opmærksom på tilstedeværelsen/eksistensen af Gud, og min ansvarlighed over for ham står meget klart.