Beskrivelse af oplevelsen:

Det er ni måneder siden jeg havde min NDO oplevelse og selvom jeg ikke dvæler ved oplevelsen…er den aldrig fjernt fra min bevistheds ”synsfelt”. Jeg betragter ikke min oplevelse som en ”normal” NDO…med alle dets ekstra koloritter og facetter og efter at jeg har læst nogle af de mere sensationelle beretninger som er lagt ud på nettet, er jeg glad for det. Men for hvilken værdi det end måtte have, er her min beretning.

Min NDO skete da jeg fik foretaget en kranspulsåre indgreb. Jeg havde haft et hjerteanfald, mit tredje, den 14.04.98 …en akut ballon udvidelse reddede mit liv men det var nødvendigt med endnu et indgreb. Indgrebet fandt sted et par uger senere i Maj. Placeringen af to metal sporer i kranspulsåren gik godt. Jeg husker at lægen efter operationen, selvfølgeligt i spøg, fortalte min kone at jeg kunne tage tilbage på arbejdet den kommende mandag. Til trods for dette gik det galt da jeg kom tilbage til mit rum og jeg fik endnu et hjerteanfald…og jeg blev hastet tilbage til hjerte operations stuen til endnu en omgang ballon udvidelse.

Jeg var “under kniven” i det der føltes som timer og til trods for medicinen følte jeg intens smerte…men tanken om at være døende faldt mig aldrig ind. Jeg havde fuld tillid til min læges evner og min egen udødelighed. Hen imod slutningen af den sidste gang ballon udvidelse …følte jeg pludseligt et underligt elektrisk “smæld” genlyde i min krop, muligvis forårsaget af hjertet. Jeg var lammet, ude af stand til at bevæge mig, trække vejret eller endda ændre mit synsfelt eller synskarphed.

Jeg husker panikken da jeg ikke kunne trække vejret. Jeg vidste jeg skulle, jeg ville men jeg kunne ikke…og der var ingen smerte. Ude af stand til at bevæge mine øjne så jeg kun et glimt af det medicinske team som arbejdede for at redde mig. Jeg kunne se min læges håndled gå op og ned mens han trykkede mig på brystet. Jeg kunne høre den tomme “”bump” lyd …men jeg følte ingenting. Jeg oplevede ikke at jeg var ”ude” af min krop men jeg var heller ikke præcist ”inde” i den.

Et eller andet sted, i løbet af disse sekunder som syntes (og stadig synes) som en evighed….slog det mig. Jeg var døende. Mit syn var svindende sammen med min bevisthed om hvad der skete rundt om mig. Ur følelser af frygt for min familie og en stærk sorg over at jeg aldrig skulle se min kone og datter igen er det eneste jeg kan huske inden alt blev sort. Jeg ønskede ikke at dø. Jeg ville ikke forlade dem !

Det næste jeg husker er rystelser på bordet… gispen og hakken for at få luft. Jeg følte smerte igen…ekstrem smerte i alle dele af min krop. Jeg kan ikke definere hvordan eller hvorfor men midt i min kamp for at overleve kunne jeg ikke slippe bevistheden om at jeg var blevet ”kastet” tilbage i kroppen fra ”et eller andet sted”. Jeg husker intet fra den tid jeg var i dette ”andet sted”…kun at jeg ikke oplevede det fra den skal (kroppen) som jeg altid havde kendt som mig. Jeg husker jeg tænkte, at det måtte være sådan det føles at blive født.

Det ser i dag ud til at jeg er helt helbredt for mine hjerte problemer. Den skade mit hjerte led under operationerne i April/Maj har tvunget mig til pensionering i en alder af 42. Min læge siger at jeg skal undgå fysisk og mentalt stress mod mit hjerte, hvis jeg skal leve videre…dette satte en stopper for min karriere som materiale forvalter. Jeg er nu fultids far for min datter og forhåbentlig en bedre ægtemand for min kone. Så længe jeg tager mine piller og er opmærksom på min levevis burde jeg være OK.

Jeg er ikke bange for døden... Jeg ved det ikke er smertefuldt og når tiden er inde kan det endda føles som en befrielse. Jeg har ingen ekstraordinære visioner at berette og jeg er helt sikkert ikke kommet tættere på en kanonisering end jeg var før min NDO. Til tider har jeg en tendens til at blive fanget ind af “verden” og vender tilbage til min gamle “Type A” (målbevidst, arbejds ivrige) personlighed men jeg vender altid tilbage til den følelse af klarhed jeg havde i hospitals værelset da det værste var overstået… en svært definerlig følelse af at vide hvem vi er, hvorfor vi er her, hvor vi kommer fra og hvor vi er på vej hen.

John Lennon havde ret ... all you really need is love (alt du virkelig har brug for er kærlighed).