Beskrivelse af oplevelsen:

Jeg var omkring syv år gammel. Jeg vågnede og følte det som om, der var blylodder på min mave. Jeg fortalte min far at jeg havde ondt i maven. Efter nogle få minutter, satte jeg mig op og kastede store mængder blod op. Min far hjalp mig ud på badeværelset. Det havde været mørkt i mit værelse, og det var ikke gået op for ham, at det var blod jeg kastede op, indtil jeg kastede op igen. På det tidspunkt i badeværelset mærkede jeg, at jeg besvimede. Jeg husker, at jeg var ligeglad, om jeg faldt. Jeg tror det var fordi min far holdt om mig, plus at jeg aldrig før var besvimet, så jeg vidste ikke, hvad besvimelse var for noget.

Jeg husker en anelse af en biltur til hospitalet. Så husker jeg at sygeplejersken forsøgte at få mig til at drikke en væske med grapefrugt smag (barium?), så de kunne tage et røntgenbillede, men jeg blev ved med at brække mig. De fortalte mig ,at jeg ikke måtte kaste væsken op. Jeg prøvede hårdt på ikke at gøre det, mens de hældte det ned i min hals. men jeg kunne ikke kontrollere kvalmen, og jeg kastede igen store mængder blod op. Jeg tror, det var der, det gik op for dem at mine forældre ikke havde overdrevet, da de fortalte dem om, hvor meget blod jeg allerede havde kastet op. De holdt op med røntgen billederne (og med at tvinge mig til at drikke væsken med grapesmag) Jeg mærkede, at de løb ved siden af mig, da de kørte mig ned gennem hallen til et andet rum på en båre. Jeg vågnede kort, og så at lægen allerede havde strakt min arm ud på en slags bakke og var i færd med at stikke en nål i den. Jeg vende mig en anelse og så det samme ske med i min anden arm. Jeg husker at lægen sagde noget: måske var det nogle opmuntrende ord? Det næste jeg opfattede var, at jeg svævede oven over mig selv. Jeg kunne se mine forældre på den anden side af gardinet siddende på sengen ved siden af. Min mor røg en cigaret, og min far så meget stresset ud, og sad med hænderne foldet i skødet. Jeg kunne på en måde se mig selv, men jeg så mest på mine forældre (som en syvårig nu ville gøre det). Jeg husker ikke, at jeg havde en krop, da jeg svævede over mig selv. Jeg kunne se min krop, men jeg kunne ikke se det mig, som var oven over sceneriet oppe i luften og så ned. Hver gang når jeg efter det prøvede at åbne mine øjne, blev det kornet og grumset ligesom når kablet falder ud af ens TV. Samme lyd og synsindtryk. Min første erindring efter det, var da jeg var tilbage i min krop, vågen nok til at konstatere at min mor var der. Hun sagde, at hvis jeg lå helt stille, ville hun læse for mig. Jeg husker at jeg drev ind og ud. Jeg blev i hospitalet en uge.

Da jeg var i begyndelsen af tyverne og fik jeg et problem med mavesår, fandt jeg ud af noget af det der var sket og hvorfor. De udførte en undersøgelse af det øvre spiserør, som viste at min halsvene var misdannet formodentlig på grund af, at jeg altid havde elsket at sove med min hånd knyttet under min kind. Lægen sagde at han troede, at fordi jeg havde sovet på den måde i årevis, med det lette tryk af min fingre på min hals, så havde det resulteret i at min halsvene var blevet bukket på en unormal måde, så den lå lidt for tæt på mit spiserør. Dette førte til at et stykke glas som jeg havde slugt havde punkteret min halsvene idet det skar i indersiden af mit svælg

Noget andet er: at jeg flere år senere fortalte min mor om min oplevelse. Hun fortalte mig, at kort efter at hun havde tændt en cigaret, råbte lægen til hende, at hun skule slukke den. Men hun ignorerede lægen og blev bare ved, indtil en sygeplejerske sagde til hende: "Sluk den NU, eller FORLAD LOKALET! Der er iltflasker herinde, og de kan bryde i brand!"

Så slukkede min mor sin cigaret, men hun sagde, at hun var flov over, at hun havde ligget under for presset på hende for at slukke cigaretten. (hun er meget egensindig) Hun fortalte mig også, at tidspunktet hun havde tændt cigaretten på var, da lægen beordrede mere blod. Sygeplejersken havde sagt: "Vil du have det med det samme?" og hans svar havde været. "Med det samme for fanden. Du spæner og du spæner hurtigt... hun er allerede død... men vi kan måske redde hende, hvis vi kan få mere blod ind i hende hurtigt nok!" Det var på det tidspunkt min mor, sagde at hun tændte sin cigaret. Jeg sagde til min mor: Det var på det tidspunkt jeg svævede oven over mig selv, og jeg så alt det du lige har fortalt mig ske, nøjagtigt som du fortalte det:" Vi fortsatte med at gå over andre detaljer, jeg havde set. Hun var virkelig bange og urolig over det, fordi vi havde de samme erindringer om, hvad der var foregået; og det var det samme tidspunkt, på hvilket lægen havde fortalt sygeplejersken, at jeg var død.

Baggrundsoplysninger:

Køn: Kvinde

Datoen NDO'en fandt sted: 1964

Var der en livstruende begivenhed forbundet med oplevelsen den gang den fandt sted? Ja Ulykke Jeg slugte ved et uheld et stykke glas... det punkterede min halsvene i mit svælg ... og foranledigede at jeg forblødte meget hurtigt. Jeg havde punkteret halsvenen ved at sluge et stykke glas, måske fra et skåret drikke glas? Blodet flød ned i min mave. Da jeg begyndte at kaste op blev det værre, og jeg blev bragt hurtigt til hospitalet. Heldigvis var der en ting lægerne vidste. Hvis der kommer blod ud, skal der mere ind. Senere efter forblødningen var stoppet, viste en undersøgelse af spiserøret hakket som havde fået skorpe

NDO Elementerne:

Hvordan ser du på din oplevelses indhold? Mixed

Er der drugs eller medikamenter der kan have påvirket oplevelsen? Ved ikke Usikker. Jeg var så lille. Jeg ved det virkelig ikke. De eneste nåle jeg husker er dem de brugte til at give mig mere blod. Det var de nåle lægerne havde stukket ind i begge min arme.

Var din oplevelse på nogen måde drømmeagtig? Overhovedet ikke som en drøm. Jeg var nysgerrig, og undrede mig, ligesom et barn jo gør, over hvordan jeg kunne se alt det, hvordan kunne jeg være høj nok til at se over gardinet? Så tænkte jeg, at det var min krop der stadig lå ned, mens jeg ikke gjorde. Mit sind var langt mere nysgerrigt og opvakt end i drømme.

Hvad oplevelsen inkluderede: Ud-af-kroppen-oplevelse

Følte du dig adskilt fra kroppen? Ja Det syntes ikke som om jeg havde en krop da jeg svævede oppe ovenover. Ingen arme og ben etc. Blot bevidsthed der kunne se hen oven over gardinet. Jeg var ren bevidsthed. På et tidspunkt inden jeg var steget højere op, så jeg på mig selv ansigt til ansigt. Så flyttede jeg mig tilstrækkeligt til at jeg kunne se ned på mig selv. Havde jeg haft fødder ville de have stået ved siden af mit hoved, idet min krop jo lå på sengen. Jeg kunne se min krop, men jeg havde ingen bevidsthed om at jeg havde en krop, mens jeg havde min UKO.

På hvilket tidspunkt under oplevelsen var du på dit højeste niveau af bevidsthed og årvågenhed? Da jeg blev klar over at jeg kunne se hele rummet og begge senge på hver sin side af gardinet.

Giv en sammenligning af din hørelse under oplevelsen med din hørelse lige inden oplevelsen fandt sted. Bare lyden af når kabelforbindelsen går. Lyden der kommer når TVet er tændt, men man ikke er forbundet til en kanal.

Var det som om du var tilstede til ting der skete andre steder, som skete det ved ESP? Min mor der røg, og lægen der råbte til hende, at hun skulle slukke. Også placeringen af mine forældre, sådan som de sad på sengen. Min mor tættest på døren, og min far på væggen.

Hvilke følelser følte du i løbet af oplevelsen? Nysgerrig, undren over hvad der var det næste der ville ske. Ikke nogen særlig følelse.

Gud, Åndelighed og Religion:

Hvad var din religion inden oplevelsen? Ved ikke

Hvilken betydning tillægger du dit religiøse/spirituelle liv efter din oplevelse? Konservativ/fundamentalist Kristen (genfødt)

Angående vort jordiske liv ud over religion:

Forandringer i dit liv siden din NDO er følgende: Øget

Hvilken ændringer skete der i dit liv efter din oplevelse? Fordi jeg var så ung, troede jeg bare, at alle havde den slags oplevelser.

Er dine forhold blevet forandret specifikt på grund af din oplevelse? Hver eneste lille ubehagelige tanke jeg får, gør mig bekymret for, at det kunne komme til at ske. Men der er andre gange, hvor jeg har den følelse at noget med FULDSTÆNDIG SIKKERHED vil ske. Når jeg får forudanelser jeg er SIKKER på, er det altid, når jeg er i en "afslappet tilstand", hvor jeg ligesom ikke tænker på noget.

Efter NDO'en: Var oplevelsen vanskelig at beskrive med ord? Ja

Har du fået nogen psykiske, ikke almindelige eller specielle evner efter din oplevelse som du ikke havde før din oplevelse? Ja. Som voksen har jeg. Nogen ville kalde det "moder instinkt". Men jeg ved altid, når et eller andet livsforandrende er ved at ske. F.eks. da en ven blev dræbt ved en bilulykke. Jeg hørte om havariet på nyhederne, og jeg VIDSTE at det var en af mine bedste venner, inden de sagde hvem det var. Og når jeg har forudanelser om fare, viser det sig altid at være virkeligt. Nogen gange drømmer jeg om en begivenhed, før den sker.

Er der en eller flere dele af din oplevelse der er særligt meningsfuld for dig? Det bedste er at vide, at når vi dør, så har vi en sjæl, der fortsætter. Jeg kan tro på Kristus, men jeg vil ikke vide med sikkerhed, før jeg møder ham. Men jeg ved, at jeg har en sjæl, for min sjæl svævede over min krop, og så min egen krop og min far og mor sammen med mig, i en anden del af rummet over et gardin

Har du nogensinde delt denne oplevelse med andre? Ja. Jeg har en meget nær veninde, vi har altid været tættere end søstre. Hendes datter ventede en baby, og hun undrede sig over, hvornår babyen ville blive født. Vi havde lige talt om et par ting i al almindelighed, inklusive det. Efter vi lagde på, VIDSTE jeg bare, at babyen ville komme to uger for sent og ville ankomme på min fødselsdag. Jeg ringede og fortalte hende det. Og det gjorde han!

En måned sener fik hendes datter Hannah en svulst på sin hjernestamme. Efter operationen var hun i koma i fire måneder. Så begyndte hun at styrtbløde og måtte have toogtredive portioner blod (alle de steroider hun havde fået, mens hun var i koma, havde givet hende blødende mavesår). lægerne tænkte, at tiden måske var inde ti at lade hende dø, idet hun stadig var under behandling og blødte ukontrollabelt. Min ven huskede, hvordan jeg havde fået ret med hensyn datoen for babyens fødsel, og hvor sikker jeg var. Jeg havde fortalt det til hende igen og igen. Så nu spurgte hun mig om Hannah, ville hun blive okay, eller skulle de lade hende dø? Det kom til mig med fuld styrke at Hannah ville blive rask. Jeg VIDSTE at hun ville blive rask, og at hun ikke ville dø på dette tidspunkt. Jeg lod min ven det vide, og hun fortalte lægerne, at de ikke skulle stoppe de livs bevarende tiltag. Efter ca. to timer begyndte de at blive i stand til standse hendes blødninger. Da bedøvelsen fra opperationen aftog, forbløffede hun alle ved at komme ud af sit koma! Hun levende og har det godt i dag og har ingen men, alt sammen fordi min ven troede mig og stolede på min vision.

Er der ellers noget du vil tilføje om din oplevelse? Nej. Jeg undrer mig bare over hvorfor alle andre ser lys og tunneler, og at det jeg får ser ud til at være et kornet billede og den slags skrattende lyd der kommer når TVet er tændt men ikke er sluttet til kabel.

Har spørgsmålene og de oplysninger du har bidraget med nøjagtigt og forståeligt beskrevet din oplevelse? Ved ikke