Beskrivelse af oplevelsen:

Jeg var 28 år, single og boede i Texas sammen med min datter på seks år. Jeg var ekstremt deprimeret, drak tæt, og følte at mit liv var uden retning og formål. Jeg var faret vild og havde glemt en oplevelse, jeg havde da jeg var tre år gammel. Den gang kom en kugle af hvid/guld lys ind i mit soveværelse, og kommunikerede med mig. Telepatisk fortalte den mig, at der var noget, jeg skulle gøre hen imod slutningen af mit liv. Jeg kan ikke huske hvad den sagde, jeg skulle gøre, men jeg husker, at jeg sagde til lyset "Det magter jeg ikke, det kan jeg aldrig gøre" Lyset sagde, "Det vil komme med alderen". Tilstedeværelsen i lyset var sødmefyldt, varm, kærlig, overordentligt intelligent, og totalt god.

Her var jeg altså 28 år gammel og helt ude af kurs, uden erindring om lysoplevelsen, og mit højeste mål var at blive slank og gift med mand, der havde penge nok til at løse alle mine problemer. En dag kom jeg udmattet hjem fra arbejde, og lagde mig på sengen. Mit humør var lavt, og jeg gled fuldstændig ind i en lad-hele-verden-forsvinde tilstand. Jeg faldt næsten øjeblikkeligt ind i mig selv - imploderede. Jeg oplevede en fornemmelse af fart, som var jeg på en kælk - en susende lyd - og faldt så med høj fart gennem en tunnel af blåt silkeagtigt lys. Ved tunnellens ende var der en åbning, og midt i den var der en "blå sæk" Sækken var organisk og ligesom en sæk, der indeholdt en baby - en fosterhinde. Dens form var organisk og omtrent pæreformet med en åbning i toppen. Jeg svævede op til toppen af sækken, og da jeg gjorde, begyndte "viden" at spy ud af sækken. Med "viden" mener jeg en fuldstændig firdimensional forståelse af et begreb eller en ide, uden at det er klædt i ord. Har du nogensinde hørt noget hundrede gange, og så en dag "vidste" du hvad det betød? Det er meget vanskeligt at beskrive min oplevelse med ord ,fordi den var præ-verbal. Men altså "viden" poppede ud af sækkens top så tykt og hurtigt, som var det popcorn der poppede ud af en gryde. Jeg forsøgte at gribe noget, så jeg kunne tage det med mig tilbage og finde ord til det, således at jeg kunne huske det. Men der var for meget, og det skete for hurtigt til at det kunne indfanges. Jeg "vidste", at hvad jeg havde fundet, var sum totalen af al menneskelig "viden" eller visdom til alle tider, fortid nutid og fremtid. Al visdom kommer fra denne pulje af kollektiv "viden", og alt hvad vi lære, bliver optaget i puljen til brug for alle.

Jeg forlod den blå sæk og befandt mig øjeblikkeligt højt over jorden. Jeg kunne skue ned og se jordens krumning, dens farver og formerne på dens vande og kontinenter. Jeg var dog ikke kun ovenover rummet, jeg var også ovenover tiden. Jeg kunne se bevægelserne af folk og ideer, der havde formet og var blevet formet af historien. I hver historisk periode oplevede jeg den totale "følelse" af den periode inklusive dens musik, arkitektur, tøjstil, politisk tankegang og litteratur. Det var som en umådelig hær af folk fra forskellige tider med forskellige verdenssyn, der arbejdede sammen. Det var som at åbne låget på et gigantisk maskineri og observere alle hjulene, tandhjulene, tapperne og trisserne der virkede sammen. På overfladen ser vi ikke noget af dette, men tag toppen af og det bliver synligt. Mit syn tog toppen af. Jeg "vidste", at vi alle er forbundet med hinanden - ligesom bjergbestigere med reb rundt om livet. Når en af os falder, hiver vi alle de andre ned. Når vi klatre op, hjælper vi andre med op. Vi er alle sammen om dette. Jeg "vidste", at hvad vi ser som det tomme rum mellem os, ikke er tomt. Vi er som marmorkugler i en glasplade. Man ser ikke glasset, man ser kuglerne. men glasset holder kuglerne sammen.

Vi bliver holdt sammen af en usynlig substans, som er rundt om os og imellem os. Den er usynlig, men den er virkelig.

Jeg så, at livet på denne planet ikke var vilkårligt, der er en gigantisk plan. Planen er imidlertid på en skala, der er ufattelig for os. Vore sind er for begrænset til at opfatte den. Jeg blev vist en bold, der var rullet ind i sig selv og indeholdt alle overflader. I årevis bag efter ledte jeg efter nogen, der kunne forklare mig det. Jeg tog strimler af papir, snoede dem og fastgjorde de to ender til hinanden. Hvad er dette? spurgte jeg. Endelig mange år senere mødte jeg en fysiker, der fortalte mig, at det var et Mobius bånd. Jeg fortalte ham, at jeg havde set en massiv rund bold, der var ligesom dette Mobius bånd. Fysikeren sagde, at det måtte være et Mobius legeme. Højere matematik, sagde han, har bevist, at et Mobius legeme kan eksistere, men at vores tredimensionale sind ikke kan forestille sig et. Jeg fortalte ham, at jeg havde set et. Han rystede bare på hovedet. I løbet af min oplevelse blev jeg fortalt, at al tid er "nu", og at alt rum er "her". Jeg tror, der var mere til denne midterste del af min oplevelse, som vil blive åbenbaret for mig, når tiden er inde.

Jeg bevægede mig fra dette udsigtspunkt tilbage til det smukke blå lys. Jeg kom ind i billedet fra højre, foran og lidt på skrå fra centrum. Foran mig var der en gruppe af menneskelige "essenser" Hvis man raffinerede en hel mark af blomster til en enkelt dråbe parfume, så ville det være essensen af blomsterne. Disse essenser af mennesker var som dråber i en spand med vand - de var individuelle, men kollektive. De var grupperet i en trekantet form - på samme måde som bowling kegler bliver stillet op - med trekantens top vendt mod mig. Der var en essens, der stod en smule foran de andre. Jeg havde en fornemmelse af, at denne talte for de andre, men ikke havde autoritet over dem.

Som jeg kom nærmere, blev jeg øjeblikkeligt klar over, at denne gruppe kendte mig bedre, end jeg nogensinde ville komme til at kende mig selv, accepterede mig fuldstændigt, og elskede mig helt og aldeles. Kærligheden der kom fra dem skyllede over mig i bølger, og den var så ren og stærk, at jeg ikke kunne bære det. Jeg var en af dem og havde altid været det. De vidste det, og jeg vidste det. Den der var lidt foran de andre samtalede med mit hjerte og mit sind og fortalte mig, at jeg ikke kunne blive, at jeg måtte vende tilbage. Tilstedeværelsen forekom mig maskulin, skønt jeg ikke kunne identificere den med nogen kendt åndelig figur. Jeg tryglede ham ikke at sende mig tilbage. Han fortalte mig meget bestemt, at der var noget jeg var nødt til at gøre, men at de ville være der for mig, og at jeg kunne vende tilbage til dem ,når jeg havde fuldført mit arbejde.

Jeg poppede øjeblikkeligt tilbage udenfor, og rejste mig fra min seng, med en dyb vrede over at være her tilbage. I ugevis var jeg rasende over at være kommet tilbage, men så rettede jeg mig mod, hvad det var, det var meningen, jeg skulle gøre her. Denne oplevelse forandrede mit liv, og jeg foretog mange nyttige forandringer i mit liv som et resultat af at have haft den. Jeg skaffede mig af med en del dårlige vaner og påbegyndte en dedikeret åndelig søgen, der har bragt mig til alle mulige værdifulde og interessante steder.

Jeg har haft visioner siden 1973 hvor jeg så hvad der ville ske mellem årene 1990 og 1999.