Beskrivelse af oplevelsen:

Jeg er glad for at se at folk anerkender deres oplevelser. Det var ikke før for nylig det slog mig, jeg måske skulle tænke nærmere over min egen oplevelse, fordi den måske rummer nøgler til mit formål her.

Min familie var i gang med at bygge vores hus og i august 1978 var det ca. halvvejs færdigt. Min mor var i skoven for at samle træ til den nye brændestabel, hun var i gang med at udforme og jeg legede sammen med en af mine venner fra et af nabohusene i den tomme skal, der udgjorde vores hus på det tidspunkt. Det var blevet aftalt med stenhuggeren at han skulle komme forbi den dag for at se på vores kælderfundament, så han kunne få et overblik over hvor han skulle starte, når han skulle i gang. Normalt var huller til kommende skorstene dækket med tunge plader, så ingen kunne falde igennem dem. Men hvad jeg ikke vidste, var at pladerne var blevet flyttet dagen før, så han kunne komme til, når han skulle måle. Fundamentet var også blevet præpareret den dag som forberedelse til at cementen kunne blive hældt i.

To etager over kælderen forberedte jeg mig på at råbe: ”bøh!” til min ven, der kom ned fra den øverste trappe, og i stedet faldt jeg igennem det utildækkede hul. Jeg husker at jeg tænkte hvor vidunderligt det var at flyve og så hvor skræmmende det var at kældergulvet kom ræsende op imod mig så hurtigt.

Dernæst skreg jeg, hvilket min mor hørte ude i skoven. Jeg har fået at vide at jeg landede på min nakke, fladt på ryggen, hvor rygraden møder hjernestammen.

Jeg husker at jeg først var meget kold og bange, et sted der var fuldstændig sort med undtagelse af et lille bitte skinnende lys for enden, som et nåleøje. Jeg kunne føle vinden mens jeg bevægede mig fremad mod lyset, langsomt nok til at jeg, i takt med at lyset tog til, kunne se at jeg var i en smal tunnel. Jeg kunne se tunnelens sider, den så ud som en rå, jordagtig tunnel måske ville gøre. Som jeg nærmede mig lyset, bevægede jeg mig langsommere og jeg lagde mærke til den ufattelige varme, der udgik fra lyset, ulig nogen varme jeg før havde følt. Lige før jeg kom ind i lyset, hvis man kan sige det sådan, stoppede jeg og svævede foran en skikkelse, der så menneskelig ud, selvom baggrundslyset skinnede så klart at jeg ikke kunne skelne noget ansigt.

Skikkelsen holdt armene ud som om den ville omfavne mig, og der var ikke noget jeg hellere ville end at være i det lys. Jeg oplevede en accept og en kærlighed, der ikke kan sammenlignes med noget på jorden. Jeg var måske centimeter fra at nå ind i disse fantastiske arme da jeg (vi) hørte min mor skrige mit navn. Det var den eneste lyd jeg hørte under hele hændelsen. Jeg tøvede, mens jeg holdt øje med om denne person også havde hørt hende, og jeg har aldrig været så vred på min mor som lige der, fordi hun var i gang med at forhindre mig i at gå ind i det lys. Og ganske rigtigt. Skikkelsens arme krydsedes og blev så holdt ud foran den; den skubbede mig langsomt tilbage til hvor jeg var kommet fra, tilbage til det kolde mørke.

Jeg har aldrig ønsket noget så brændende i hele mit liv som jeg ønskede at være i det lys. Jeg ved nu at jeg aldrig nogensinde vil opleve noget så vidunderligt som at vende tilbage til det sted og endelig blive lukket ind. Jeg ser frem til den dag, men føler ikke at jeg er færdig med hvad jeg nu er blevet sat her på jorden for at gøre. I tunnelen, som jeg svævede længere væk fra lyset, kunne jeg se mit lange hår bølge foran mig. Jeg var meget vred og gik i panik, da jeg vågnede på ryggen med min tommelfinger i munden, mens min mor sad bøjet over mig mens hun græd og så mere bange ud end jeg nogensinde har set hende. Ambulancen ankom fra sin 40 km lange køretur med sirenerne tændt, og jeg kunne mærke det brændte i mine lunger mens de kæmpede for at tage luft ind. Min ryg føltes ret øm, mens de pakkede mig ned og sendte mig afsted til tests, røngten og til slut til intensivafdelingens børneafsnit for natten.

Jeg husker ikke at jeg tænkte over min tunneloplevelse før jeg hørte en anden, lignende historie, da jeg var omkring 14. Det var først dér det gik op for mig, hvad der var sket. Jeg kan stadig genkalde mig tunnelen og lyset, lige så klart som hvis jeg lige havde oplevet det i går aftes. Jeg ved det ikke var en drøm, for drømme glider hurtigt væk og bliver mindre tydelige, som timerne går. Til alle de læger der påstår at nærdødsoplevelser er en bivirkning af medicin, vil jeg bare sige at jeg var en sund og rask 8-årig, der ikke siden min fødsel havde været på et hospital før den dag. Jeg blev sendt hjem fra hospitalet næste dag, efter at mine forældre havde fået beskeden at jeg sandsynligvis ville blive lam, og at jeg havde fået en hjerneskade af faldet på mit hoved/nakke. Men jeg fik ikke så meget som en skramme og jeg er sluppet helskindet gennem college uden nogen form for bivirkninger.

Hvis nogen har spørgsmål er jeg meget åben for at svare på dem. Hvis jeg skal uddybe noget af min historie, må I endelig sige til. Jeg beundrer det mod I viser ved at forske i dette område og er sikker på det er meget vigtigt at NDO'er bliver accepteret for det de er i samfundet og generelt.

I mellemtiden vil de af os der er blevet udvalgt, gå videre i livet med kærlighed, og med vished om vigtigheden af vores tid her på jorden.