Beskrivelse af oplevelsen:

1991

Jeg virkelig ikke hvor jeg skal begynde. Men jeg føler at Gud ønsker at jeg skal dele med andre.

Hver gang jeg har prøvet at skrive, begynder jeg at græde for det er så friskt i min erindring i dag som var det sket i går.

Det er den mest emotionelle ting der nogensinde er sket i hele mit liv.

Lad mig først fortælle jer lidt om hvem jeg er. Jeg er en hvid mand, på 57,og jeg bor i Georgia i USA. Jeg er gift. Min kones navn er Ann. Vi har fem børn, ti børnebørn, en på vej og to oldebørn, med en på vej. Jeg er pensioneret på grund af sygdom men bryder mig ikke om pensionist tilværelsen.

I tiden op til1991 havde jeg ikke følt mig så vel, overordentligt træt, kunne ikke sove, min arm gjorde ondt ogsov og jeg led af åndenød. Jeg troede det var fordi jeg røg og fordi jeg var blevet ældre. Min kone har kørt en skolebus i 28 år, hun var på sin rute da det skete. Jeg var hjemme i baghaven. Vi havde en gammel lastvogn til at trække vore campingvogn til vores grund ved en sø i Alabama. Malingen var blegnet, så en af vores venner havde malet den ind og udvendigt.

Jeg var i gården i færd med at sætte solskærmen på da jeg begyndte at føle mig syg i maven. Jeg begyndte at svede. Jeg havde forfærdelige krampetrækninger i mit bryst og ned i armen. Som de fleste der ryger, tænkte jeg, at hvis jeg satte mig ned og røg, så ville det gå over.

Men av for Søren hvor jeg tog fejl.

Omkring på det tidspunkt kom min kone kørende med bussen. Hun parkerede og gik over til hvor jeg sad. Det første hun sagde var; Hvad er der galt med dig? Du er bleg som et spøgelse. For ikke at gøre hende bekymret, sagde jeg at jeg ville blive ok om lidt. Så spurgte hun igen om hun skulle ringe til 911, eller om hun skulle tage mig til hospitalet. Hun åbnede bagdøren og gik ind i huset. Jeg rejste mig og fulgte efter hende. Jeg nåede lige ind af døren da det var som om en tog kvælertag og lukkede af for mit åndedræt. Jeg sank i knæ og faldt bagover. Det føltes som om der stod seks elefanter på mit bryst på samme gang.

Så vidste jeg at jeg at der var noget der var helt galt.

Ann vendte sig og ringede til 911. Jeg fortalte hende at jeg troede at jeg havde et slagtilfælde. Hun på sin side fortalte 911 hvad jeg fortalte. Hun bad dem skynde sig. jeg bad hende da om at ringe til min ven Grady, det var ham som havde malet lastbilen, jeg vidste at han havde nogle nitroglycerin piller for sit hjerte. Han nåede frem før redderne med pillerne. jeg lagde to under min tunge men det gav ingen lindring. Omkring på det tidspunkt ankom redderne. Jeg fortalte dem at jeg ikke kunne ånde, og at det gjorde frygteligt ondt i brystet. De klippede skjorten af mig, satte en monitor på mig, og sagde så at jeg havde et massivt hjerteanfald og at jeg hostede blod. På det tidspunkt så jeg at min kone var helt ude af den. Jeg begyndte at få en mærkelig følelse jeg aldrig havde haft før. Jeg ser op på min ven Grady og redderne og siger: Jeg skal dø. Jeg bad Grady siger til børnene at de skulle passe på Ann, og sige til dem at jeg elskede dem alle sammen. Så begyndte min krop at føles lige som når ens fod sover, alting begyndte at blive gråt, og jeg havde den mest fredelige følelse jeg har haft i hel mit liv. Alting blev sort, syntes det, bare for et øjeblik.

Det næste jeg vidste af var, at jeg svævede over redderne og så dem arbejde på mig. De gav mig indsprøjtninger i armen, i hjertet, og begyndte så at chokbehandle mit hjerte med hjertestarteren. Efter at de havde chokbehandlet mig to gange, så jeg min ånd svæve ud af min krop. Jeg bor i et to etagers hus. Lige pludselig var der ikke noget tag på det. Jeg begyndte at svæver yderligere op. Jeg kunne se alle uden for og inden for huset. Da min ven så at jeg var død, løb han uden for, støttede sig til lastbilen og kastede op. Jeg så ham så klart som dagen. Min kone Ann måtte støttes af nogen venner der var løbet over.

Redderne arbejdede stadig på mig, og de ringede efter et back up hold på grund af mit totale hjertestop. Hold nummer to styrtede ind med en ny hjertestarter, som var opladet og klar. Jeg oplevede aldrig nogen angst for at dø i alt dette.

Lige pludselig var jeg i en tunnel. Den var meget smal, og i den anden ende var der det smukkeste lys, jeg nogensinde har set. Det var som om, jeg for af sted med hundrede og tres i timen, og med hovedet først. Lyset kom nærmere og nærmere. Det var så klart, men det gjorde ikke ondt at se på det. Så kom jeg ind i lyset, lige som man ville springe i et svømmebassin. Jeg var fuldstændigt dækket af lyset. Midt ud af lyset kom en stemme. Den sagde, at alting ville blive godt. Jeg har aldrig følt en sådan fred, der var ingen smerter, og kærligheden jeg følte der var så overvældende, at der ikke er nok ord i verden til at fortælle jer, hvor vidunderlig den var!!!

På en eller anden måde vidste jeg, at det var Gud, Han sagde; du må vende tilbage, din kone klare det ikke godt. Han sagde, se ned og så kan du se hende. Jeg så ned, og jeg kunne se alt, hvad der skete i vores hus. Ann var helt ødelagt. Så højt som jeg elsker hende, vendte jeg mig og sagde til Gud: Jeg vil ikke tilbage. Gud jeg har aldrig følt så meget kærlighed og fred på jorden, som jeg føler her. Han sagde; kom så skal jeg vise dig himlen, men så må du vende tilbage, jeg har arbejde, som jeg har brug for at du gør på jorden.

Hvad Gud viste mig den dag, er der ikke nok ord på jorden til at fortælle jer, men jeg vil gøre mit bedste med, hvad ord jeg har. Der var den allerskønneste indgang, hvor vi så mine forældre, og bedsteforældre der var døde for længe siden. En person kendte jeg ikke, men han fortalte mig, at han også elskede mig. De sagde alle sammen, at de havde det godt, og at de ville vente på at jeg kom tilbage. Vi gik indenfor. Det var som om alting var i et rum, men man kunne se uendeligt langt. Man kunne være på et sted ,og på et sekund var man et andet sted. Der var så meget at kigge på. De klareste floder og strømme. Vandet var krystal klart. Himlen var så blå, græsset så grønt. Når man gik i græsset efterlod man ingen fodaftryk. Den mest vidunderlige musik man kan høre. Blomsterne var de skønneste jeg nogensinde har set. Jeg så ingen der var syge, handicappede eller så ulykkelige ud.

De fortalte mig at jeg var død i tre til fire minutter, men i himlen er det som om tiden står stille. Det var som om jeg havde været der i tre fire måneder. Så slap Gud min hånd, og sagde, du må tage tilbage et stykke tid, efter at dit arbejde er gjort, kan du komme tilbage. Omkring det tidspunkt, var jeg på vej tilbage gennem den samme

tunnel lige så hurtigt som jeg var kommet.

Det næste der skete var at jeg så ind i ansigtet på redderen, og så min søns søn som bor ved siden af. Han var ca. 4 år gammel på det tidspunkt. Han var vandret ind i værelset midt i ophidselsen. Jeg så på dem og sagde, jeg forlod jer for en stund, gjorde jeg ikke? Han sagde, kæmp med os, ikke imod os. Vi prøver at beholde dig her. Jeg var stadig ikke bange for at dø. Efter treogtyve indsprøjtninger og tre chokbehandlinger, var jeg på vej til hospitalet. En af redderne sagde til min svoger, at han ikke skulle skynde sig for meget til hospitalet. Jeg ville ikke nå frem til hospitalet i live.

De stoppede ikke engang ved det lille hospital i vores by, men bragte mig til traume centeret i Georgia. Jeg var kun lige levende da de ankom. En vidunderlig doktor havde vagt den dag. Men den første person jeg så der var en gammel ven der var sygeplejerske der på det tidspunkt. Hun sagde, jeg kunne ikke forstille mig at det var dig da de ringede for at tale med lægen. Hun sagde, da de ringede ind over radioen, mens de var på vej, gav de dit navn og adresse, og så vidste jeg at det var dig. De sagde at jeg ikke skulle sige noget, men jeg sagde til dem at de skulle sige mig det som det virkelig var. Jeg kunne måske have noget jeg ønskede at sige til min kone og børnene inden jeg forsvandt. Lægen fortalte mig at det ikke så for godt ud. Han ville gøre alt hvad han kunne.

Min kone fortalte mig senere, at lægen fortalte hende, at den eneste chance jeg havde var et skud blodpropsfortyndende medicin. Det skud kostede 3.900,00 $ for ni år siden. Hun bad dem om ikke at fortælle mig hvad det kostede, for jeg var for nærig i pengesager og ville få et nyt slagtilfælde. Min familie driller mig stadig med det i dag. De gav mig skuddet og lagde mig på intensiv afdelingen. De lod min kone og børnene komme og gå som de ville, for de troede ikke jeg ville klare den. Omkring den syvende dag fortalte lægen mig, at han var nødt til at lave et hjerte kateter for at finde ud af, hvor stor skade der var sket, og se om der var noget de kunne gøre for mig. Jeg var 95% i hoved venen der supplere den venstre side af hjertet, og havde adskillige blokader der ikke var helt så slemme.

Den næste dag udførte de det de kaldte en "roto-rooter" for at fjerne blokeringerne så godt de kunne. De fortalte mig og min kone efter kateteret, at jeg havde mistet mellem 25% og 33% eller lidt mere, af den nedre venstre side af mit hjerte. Efter at "roto-rooter" behandlingen var blevet fuldført, blev jeg bragt tilbage i intensiv. Jeg havde den sødeste sygeplejerske. Men hun så ud som om hun var ked af det, og hun havde tårer i øjnene, når hun var i nærheden. Den næste dag sagde hun; en redder der har arbejdet på dig, har sagt, at du kan fortælle mig, hvad jeg mere end noget andet i denne verden, gerne vil vide. Jeg spurgte hende hvad det var, og hun svarede; jeg ved du ikke behøver at snakke, men hør bare på, hvad jeg har at sige, inden du svarer. Hun fortalte mig, at hendes 8 år gamle søn var død tre måneder forinden af hjerne kræft, og at hun gerne ville vide, hvordan der var, der hvor han var kommet hen. Redderen havde fortalt, at han vidste, at jeg kunne fortælle hende det på grund af, hvad jeg havde sagt til ham, da de fik mig tilbage.

Jeg lå bare der uden at vide hvad jeg skulle sige. Hvis jeg fortalte hende ville folk tro jeg vanvittig eller havde hjerneskade. Hun begyndte at græde, hvilket knuste mit hjerte, og så begyndte jeg også at græde.

I dag hvor jeg har haft tid til at tænke over det, må det have været Gud der tog over den dag.

Lige pludselig begyndte jeg at fortælle hele historien. Vi græd begge to hele tiden. Så sagde hun; jeg kan leve med det, nu hvor jeg ved hvordan der er i himlen. Hun omfavnede mig og sagde; jeg vil aldrig glemme dig. Så mange tak

Jeg tror også Gud sendte hende til se efter mig mens jeg var på intensiv, for hun passede mig som var hun min egen mor.

Jeg kom hjem lidt senere på ugen. Det var en lang vej til helbredelse. Jeg har fortalt meget få mennesker om min rejse, i løbet af de sidste ni år, velvidende at de ville tro jeg var tosset. Jeg var også meget i vildrede med hensyn til hvad Gud ønsker jeg skal gøre for ham. I de sidste ni år delte jeg dette med folk som lægerne havde sagt ville dø snart. Bagefter ville de fortælle mig at frygten for døden er ikke at vide hvordan det vil være. Jeg har også delt det med min eneste søster Emily før hun døde af kræft. Men jeg vidste hvor hun skulle hen. Hun var en god Gudfrygtig kvinde. Hun var kun 57 år. Hun døde år 2000. Nu er jeg den eneste der er tilbage her udover mine børn.

Dette har fuldstændigt ændret mit syn på livet. Jeg tager livet en dag af gangen, og lever som var det min sidste dag. Det har gjort mit hjerte blødt, og jeg prøver at hjælpe andre i stedet for at tænke på mig selv. Jeg er lige blevet færdig med at undervise 33 unge mennesker fra 13 til 19 år på feriebibelskole i at synge i kirkekoret. Jeg har aldrig skrevet andet i mit liv end et brev indtil sidste år. Siden da har jeg skrevet 12 digte, et af dem om min nær døds rejse. Jeg prøver at leve mit liv hver dag på en måde, som jeg tror, vil være Gud velbehageligt, således at jeg kan vende tilbage til himlen, når mit liv her er forbi. Hvis I tror jeg er tosset, så er det fint. Nogen vil tro andre vil ikke.

Jeg håber at jeg ved at dele dette med jer, vil hjælpe nogen til at have en let

overgang til den anden side, når det bliver vores tid til at dø. Jeg vil gerne give mig tid til at takke Gud for hver eneste ekstra dag og år han har givet mig. Jeg vil også gerne takke lægerne, og alle plejerne der har passet mig.

MÅ GUD VELSIGNE JER ALLE.

Dette er en sand historie skrevet af Jerry, 28 juni 2001

Baggrundsoplysninger:

Køn: Mand

Var der en livstruende begivenhed forbundet med oplevelsen den gang den fandt sted? Hjertetilfælde