Beskrivelse af oplevelsen:

Jeg vedhæfter to versioner – den første version er fra et interview. Den anden version skrev jeg ned få år senere – den er ikke helt færdig og har nogle huller, men det giver essensen af historien.

DEN FØRSTE VERSION:

Jeg var hjemme, lagde vasketøj sammen, havde det ikke for godt, da mine bronkier begyndte at stramme og jeg vidste, at jeg ville få problemer. Jeg brugte min sædvanlige inhalator, men det virkede ikke. Min sidste udvej, som jeg aldrig havde brugt før, var en EpiPen, et skud adrenalin. Det virkede heller ikke, så jeg ringede til min far som boede tæt på og sagde, at jeg havde brug for at komme på hospitalet. Før hans ankomst, kan jeg huske, at jeg gik rundt i min lejlighed som et dyr i et bur. Da han ankom, insisterede jeg på, at vi gik udenfor imens vi ventede på, at en ven kom for at køre os afsted.

Jeg husker, at jeg gik ned ad de første fem trin af trappen og det var det. Jeg kollapsede på gaden. Da det var en varm aften i september, var naboerne ude og de så mig falde sammen. Mens nogle folk kom farende, for at få mig hevet ud af krydset (af en eller anden årsag, havde jeg slæbt min far ud på midten af gaden!), ringede andre 911 (112 i Danmark). Paramedicinerne ankom og arbejdede på mig på gaden i omkring 45 minutter. Da jeg var dødvægt, blev jeg ikke flyttet før de ankom og kunne smutte en båre ind under mig.

Jeg har fået fortalt, at de tjekkede om jeg havde stoffer i systemet og at de intuberede mig straks. Jeg trak vejret uregelmæssigt og mine pupiller var fikserede. Da de mente, at jeg var stabil nok til at blive flyttet, anbragte de mig i ambulancen. Det var på det tidspunkt, mit hjerte stoppede første gang. Vi var ikke nået længere hen end til hjørnet af gaden, hvor jeg bor. Fordi min far sad sammen med chaufføren, kunne han høre monitorerne summe og det fik chaufføren til at bande. Han slog sirenerne i gang og mumlede ”vi mister hende.” Min far så mig aldrig igen. To gange endnu stoppede mit hjerte kort, mens jeg var på skadestuen. Den sidste gang, jeg vil gætte på, at det var der min ånd sluttede sig til kroppen, kom jeg op fra bordet og slog i en flydende bevægelse, en sygeplejerske på kæben. Det krævede fire folk at få mig ned på bordet og give mig noget at slappe af på. De troede, jeg gik efter respiratorslangen.

Det er meget vanskeligt for mig, at forklare hvad der skete dengang, for det var som en drøm, en smuk drøm jeg ikke havde drømt før. Hvor den begynder, ved jeg ikke.

Jeg bevægede mig gennem en sort fløjlsagtig tunnel, en sort farve som jeg aldrig har set før eller kan beskrive, mod et meget fjernt lyspunkt. Jeg havde åndelige vejledere, som gav mig, hvad jeg kalder en rundtur i universet. Og det var følelsen af universets storhed, af at være der ved dets skabelse, af at være en del af universet ved dets begyndelse, og jeg var en del af alt det der er sket, og alt det, der vil ske. Det var som om, jeg ikke havde en selvfølelse, som om jeg var alt og alt var mig, inklusiv Gud. Det var en meget beroligende følelse og jeg følte mig meget tryg og beskyttet. Jeg følte ubetinget kærlighed, glæde og dyb fred. Jeg havde ingen fornemmelse af lineær tid. Selv nu har jeg til tider problemer med, at fungere med tidsparametre. Jeg fik fortalt, alt der nogensinde er sket og alt der nogensinde vil ske. Jeg fik begrundelser for, hvad var, hvad er, og hvad der vil komme. For eksempel fik jeg at vide, at en del af årsagen til globale ændringer, da de relaterer til vejret, er at planeten er begyndt at tage sin oprindelige form tilbage, for at gøre det om mennesket mente var det rigtige at gøre, for at udnytte jordens kraft. For eksempel tager floderne deres leje tilbage. Jeg husker, at jeg stillede disse væsner spørgsmål: hvorfor sker dette? og jeg lærte, at tingene er som de skal være. Jeg fik også at vide, som en bagside af medaljen, at mennesker har deres frie vilje, og at noget af det der sker er på grund af valg. Jeg kan huske, at jeg fordybede mig i årsag og virkning, og yin og yang. Noget af det kunne jeg ikke lide, og selvom jeg til tider kæmper med at forstå, har jeg indset at det sker grundet valg. Dette var i riget af godt og ondt. Jeg hørte lyde, jeg aldrig har hørt, og selvom jeg aldrig så en menneskelig form, vidste jeg, at der var vibrationer overalt omkring mig, der guidede og hjalp mig undervejs.

Som jeg drev rundt, kom jeg pludseligt til et stop. Jeg ville ikke tilbage i min krop. Jeg mødte en form, som jeg vidste var Gud, og som fortalte mig, at det var tid til at tage tilbage nu. Jeg begyndte at diskutere med Gud, på min egen lidt irriterende måde og Gud sagde, at jeg var nødt til at tage tilbage, fordi min mission her ikke var fuldført. Jeg tror, det er pointen med det der skete på skadestuen, jeg begyndte at rykke op fra bordet og blev voldelig. Indtil det punkt, var der ingen neurologiske tegn, og jeg havde ikke reageret på neurologiske stimuli (nålestik osv.).

Jeg åbnede mine øjne og da rummet blev klart, mærkede jeg det ved vidunderlige i min rejse, blive trukket ud af min ryg. Da jeg genvandt mere bevidsthed, blev det en mindre del af virkeligheden. Min familie var samlet og skyndte på mig. Desværre kunne jeg ikke snakke (og på det tidspunkt, heller ikke bevæge mig, da jeg blev fastholdt). Jeg ved ikke hvordan, men jeg fik dem til at give slip på mine hænder, så jeg kunne skrive. Jeg skulle bevise, at der ikke var iltmangel, ingen hjerneskade, så da sygeplejersken kom ind, holdt jeg et stykke papir op med mit navn, fødselsdato, adresse, cpr, arbejdsnummer, mine forældres navne, niecer og nevøer´s osv. Hun insisterede på, at spørge om flere ting indtil jeg skrev, at hun skulle forsvinde ad helvede til. Det gjorde hun så. På det tidspunkt, kom en læge ind og forsøgte at give mig en sprøjte, fordi sygeplejersken troede jeg blev voldelig igen, men jeg forsikrede lægen, at jeg var okay. Han gik. Det var på det tidspunkt, min søster fortalte mig, hvorfor jeg var bundet fast. Jeg grinte. Unødvendigt at sige, Jeg var meget skuffet over, at letheden fra den anden side, forsvandt så hurtigt efter at jeg var vågnet. Da min familie var taget afsted, viste min afdøde onkel (død i 1960´erne) sig for mig, han kørte forbi på en motorcykel, var flot som James Dean og han sagde til mig, det var bare ikke din tid knægt.

Uger senere, ringede jeg til IANDS (International forening for Nærdøds Studier) i Seattle, for at se hvad det her var for en oplevelse, og om det var ægte. Personen i den anden ende lyttede intenst, og var meget følelsesladet da jeg stoppede. Jeg spurgte, om han kunne fortælle mig om min mission, hvilket var min egentlige grund til at ringe. Han bad mig sætte opkaldet på hold, læne mig tilbage og spørge universet hvad min mission var. Jeg må indrømme, at jeg synes dette var skørt, men jeg gjorde som han sagde. Jeg vendte tilbage til opkaldet og fortalte ham, at jeg havde fået den underligste respons, at jeg ikke havde elsket nok. Jeg spurgte, hvad pokker det kunne betyde? Jeg havde ikke slået nogen ihjel, jeg havde altid troet på Gud og alt det der, jeg ville da for pokker aldrig slå en flue ihjel. Jeg er bare en almindelig harmløs Kvinde, som lever fra dag til dag og gør hvad jeg skal.

Jeg tror, efter at have vrøvlet nok, så stoppede han mig og sagde tillykke, du har haft en klassisk nærdøds oplevelse. Han fortalte mig, at missioner er grunden til at de fleste bliver sendt tilbage, og at der kan være en milliard fortolkninger af, hvad ikke at elske nok kan være. Det må jeg selv finde frem til. Men han fortalte mig en hemmelighed – at en del af missionen ville være, at lade folk vide, at man ikke skal frygte døden, og at overgangen er herlig. Jeg befandt mig i situationer, hvor emnet kom op i selskab med fremmede, og jeg følte mig aldrig underlig.

Min følelse af ”himlen”, af efterlivet, er nu at det der sker med dig når du dør, er dit valg. Du kan vælge, at leve i et stadie af ubetinget kærlighed eller ikke, og det kommer alt sammen fra, hvordan du tilgiver dig selv for de brølere du begår i livet. Du dømmer dig selv fuldstændigt. Du mærker smerten som du har skabt i dit liv, og det hele kommer tilbage til dig, som skaberen. Indimellem går folk igennem dette under deres NDO´er – en gennemgang af tidligere liv – men jeg blev skånet.

Siden dengang har jeg haft mange møder, nogle mærkelige andre ikke. Jeg har mødt engle, stødt på mennesker der har skubbet mig fremad på min vej, haft problemer med elektromagnetiske felter, kortsluttet apparater, sprunget pærer, haft tre biler (én var en helt ny bil, som viste sig at være en citron!), haft visioner af katastrofer inklusiv vejr, transport osv. Flere lucide drømme og øget psykisk bevidsthed. Konsekvenserne har været for talrige til at nævne. Og min bevidsthed om min NDO, er i konstant udvikling. Jeg ser måske et program i tv´et, som trigger endnu et NDO minde. Jeg fik at vide, at det ikke var alle dele af NDO´en der ville manifestere sig, men at det ville udfolde sig igennem livet, når jeg havde brug for det. Jeg kan ikke forestille mig, hvilke andre utrolige ting der vil ske. Jeg har ikke længere travlt med at komme til næste moment, og jeg lever nu og her. Jeg forsøger, ikke at lade situationer påvirke mig negativt, selvom det oftest er lettere sagt end gjort i den fysiske verden. Min respons på disse situationer har ændret sig og det er der, den største forandring har været for mig. Jeg fordømmer ikke længere så hurtigt som jeg gjorde førhen, og jeg lader folk være som de er uden at forsøge på, at få dem til at ændre perception så det passer til mig. Det er gået op for mig, at de udlever deres karma ved at vælge som de gør, uanset om jeg kan se, at det er godt eller skidt for dem. Jeg ved, at det er noget de skal igennem for at lære det, de har brug for. Og at tage det et skridt videre, hvis de vælger at genkende lektien.

--------------------------

DEN ANDEN VERSION:

Det her er noget, jeg har lovet at gøre i flere år. Selvom mine intentioner er gode, er det ikke det nemmeste i verden, at skulle genopleve. Det er selvfølgelig barnemad at fortælle det, men når ordene kigger tilbage på dig, og du mærker de følelser der er forbundet til dem, så er det lidt overvældende. Jeg har så mange gange tændt for computeren, jeg har sågar præsteret at starte op på en disk, men den blev aldrig færdiggjort. Jeg sad bare og stirrede, og transporterede mig selv tilbage i tiden, mærkede sluserne åbne sig og i det skrevne ords stilhed, genoprettede forbindelsen med min egen lille del af himlen. Det startede faktisk før den faktiske begivenhed. Det var sommeren 1994, og jeg havde i et stykke tid, ikke følt mig godt tilpas. Det havde været et hårdt år for mig, hvor jeg havde forsøgt at komme på fode igen, efter at have mistet mit arbejde og oven på de økonomiske udfordringer det fører med sig. Denne oplevelse var i sig selv et mareridt, men jeg lærte bestemt en lektie i det. Græsset er bestemt ikke grønnere på den anden side. Så med den lektie i baghovedet, fik jeg et midlertidigt job hos min tidligere arbejdsgiver. Det lykkedes mig at skabe nogle gode kontakter i personaleafdelingen, og da jeg stoppede i jobbet, gik der kun uger før jeg landede det, der dengang var et perfekt job. Jeg husker, at jeg startede på et tidspunkt hvor jeg muligvis var på nippet til, at få en lungebetændelse, men jeg havde ikke en sygesikring eller særligt mange penge. Jeg var alt for stolt til at bede om hjælp. Det lykkedes mig at få det bedre men det næste års tid, følte jeg det konstant som om, en forkølelse var på vej.

Jeg var blevet en slags arbejdsnarkoman, og for en sekretær at være, er det ikke så smart. Men jeg havde brug for noget at fylde tiden ud med. Jeg havde mange venner – Jeg var populær hos de smarte på klubben, så vi gik meget ud og dansede. Men der manglede selvfølgelig noget. Hvad det var, vidste jeg ikke. Jeg havde dyrket en masse introspektiv meditation, men kom altid til kort og regnede med, at jeg gjorde noget forkert. Efter at have gennemført et program i holistiske studier et par år tidligere, troede jeg virkelig, at jeg var en del af planetens udskud, eftersom jeg ikke kunne finde min niche. Alle andre så ud til, at have fundet deres hylde og var i god udvikling. Ikke mig. Jeg blev ved med at læse og søge, og var fortsat blank.

Jeg klarede mig igennem. En sommereftermiddag på arbejde, kunne jeg pludseligt ikke trække vejret og følte, at jeg var ved at besvime. Det lykkedes mig, at ringe til et andet kontor, men desværre var sygeplejersken jeg ville snakke med optaget. Jeg lagde røret på, og følelsen gik over. Jeg fejede det af som noget vanvittigt, som øjeblikkelig sygbygningssyndrom og tænkte, at manglen på frisk luft kombineret med min følsomhed over for dampe, sandsynligvis overvældede mig. Labor Day weekend 1994 gav mig en fornemmelse af, at noget var helt galt. Jeg var med til min families årlige blokfest og følte mig hvæsende. Efter at have været astmatiker hele mit liv, levede jeg med inhalatorer. Så jeg pustede i et væk. Som dagen gik og varmen blev mere intens, begyndte jeg at miste pusten. Det lykkedes mig at lade som ingenting, aftenen fortsatte og jeg fik sagt farvel og gik hjem. På dette tidspunkt var min vejrtrækning meget besværet og jeg besluttede at kontakte min læge, når jeg kom på arbejde igen. Jeg var før kommet igennem disse anfald og tænkte, at jeg nok var træt og oveni det, døjede med tidlige efterårs allergier og en mulig sensommer forkølelse. Ugerne gik begivenhedsløst. Selvfølgelig havde jeg det fint da jeg kom til lægen, så anfaldet var helt sikkert bare en sensommer ting.

D. 20 september var en helt normal dag på jobbet. Jeg følte mig lidt træt og skyldte skylden på den strenge gåtur, jeg gik aftenen før. Jeg var professionel i at finde noget at bebrejde. Det var en smuk og varm torsdag aften, og jeg var ved at forberede mig på min tirsdags aften ting. Jeg samlede mit vasketøj, som jeg skulle have med over til min søster, besøgte mine niecer og lille nevø og mødtes med kliken på klubben til vores line-dance aften. Jeg nåede aldrig min danseaften. Jeg tog over til min søster, ordnede mit vasketøj og legede med børnene. Jeg tog endda Maggie, deres cockerspaniel, med på en gåtur. På dette tidspunkt, snørede det sig meget sammen i svælget, så jeg fandt min betroede inhalator frem. Det hjalp men ikke meget, så jeg besluttede at droppe den tilrøgede klub (selvom den ikke var sort af mennesker, var der nogle få kæderygere, som holdt luften tyk af røg). Jeg tog hjem og begyndte at pakke mit vasketøj ud. Imens jeg foldede håndklæder og lagner, Snørede svælget sig for alvor sammen. Jeg tog en pille og nogle ekstra inhalationer, og ventede på at det virkede. Som tiden gik, fik jeg det værre.

Jeg ringede til min læge for at fortælle, at jeg havde problemer og at jeg ville tage på skadestuen for at få behandling. Jeg efterlod ham en besked, om han ville varsle skadestuen. Derefter ringede jeg til min far, og bad om han kunne få sin ven til at køre mig afsted. Imens jeg ventede på, at min far kort efter ville komme hen til mig, fik jeg det værre og panikkede. Få måneder før episoden, havde min læge givet mig en EpiPen i tilfælde, af at jeg fik alvorlige problemer. Jeg farede frem og tilbage, som en løve i bur. Jeg besluttede at bruge injektionen. Jeg blev mere ophidset og farede endnu mere rundt. På dette tidspunkt var min far ankommet og jeg insisterede på, at vi ventede udenfor. Klokken var omkring 20:35.

Jeg greb fat i min fars arm og vi tog de første skridt ned af trappen. Da vi nåede ned for enden, mistede jeg mit perifere syn. Alt imens jeg gispede og snakkede i et væk. Resten af den fysiske historie relateret til mig, går igennem min far. Jeg fortsatte med at klæbe til ham, imens vi gik ned af den anden omgang trapper. Da vi nåede fortovet fortalte han, at jeg begyndte at mumle og trak ham ud på midten af gaden. På det tidspunkt, var jeg opslugt af total sorthed og regnede med, at jeg kørte på lagret energi. Han sagde, at jeg trak ham ud på gaden og plantede mine fødder. Han kunne ikke slæbe mig tilbage i sikkerhed på fortovet.

Pludselig mærkede han min krop blive slap, og jeg besvimede på gaden idet han greb ud efter mig. Han forsøgte at slæbe mig i sikkerhed, men jeg var dødvægt. Da det var en lun aften og nogle af naboerne sad på deres terrasser, var de vidne til scenen og alarmerede 911(112 i Danmark). Min far skreg på hjælp og nogle kom til for at hjælpe ham med, at få mig væk fra vejen. Jeg rokkede mig ikke ud af stedet. Han holdt mit hoved væk fra gaden og sagde, at jeg hev efter luft og mine øjne rullede rundt. Mine muskler var slappe og tunge og på dette tidspunkt, havde min krop lukket ned. Jeg havde evakueret mit kropsindhold fuldstændigt. Jeg var i problemer. På dette tidspunkt, var folk begyndt at samle sig.

Den første, der ankom til stedet, var en brandbil. Brandmanden intuberede mig på gaden. Ambulancefolkene ankom, udførte det blodarbejde, de udfører for at afgøre om der er stoffer involveret, og de igangsatte livsstøttende behandling. Der blev foretaget opkald til hospitalet, med besked om vores afventende ankomst. Det tog dog over 40 minutter, at få mig stabiliseret til transporten, ikke mindst at få mig over på båren og ind i ambulancen. I mellemtiden havde min læge haft ringet til mig, da han var meget bekymret over, at jeg ikke var kommet ind på hospitalet endnu. Grundet min ustabile tilstand, ville paramedicinerne køre mig til det nærmeste hospital. Det var et katolsk hospital, kun få kilometer væk fra min bopæl.

Jeg mødte mange engle den aften, nogle i menneskelig form, som blev hos mig indtil ambulancen kom. Ingen så dem komme eller så hvor de tog hen. De så aldrig deres ansigter. Men de lokkede mig til at holde fast.

Min rejse begynder. Jeg svævede behageligt langs en sort tunnel, ingen specifik retning, da jeg ikke havde en krop og jeg bemærkede, at der var en sorthed uden lige. Det var fuld af kærlighed og glæde, og nærede mig bare undervejs. Bølger kom over mig og førte mig blidt videre. Jeg blev overvældet af den kærlighed, der omgav mig og af, at jeg kunne give følelsen tilbage.

På et tidspunkt, kom der et væsen og tog mig med på en rundtur i universet. Jeg havde indprentet mig skabelsen, og hvordan galakserne blev skabt. Jeg fik besøgt steder, der var avancerede ud over forståelsen og trods det, alligevel steder der lige er begyndt! Jeg blev mødt med en sådan kærlighed og medfølelse, at jeg ikke bekymrede mig om, hvad der skete med min menneskelige transportør. Mens paramedicinerne fortsatte med at arbejde på mig og gøre mig klar til transporten, havde jeg for travlt med at lege på en stjerne og møde min skaber! Det bekymrede mig aldrig, at der ikke var nogle kroppe, og frygt var ikke en del af mit ordforråd. Ting blev assimileret øjeblikkeligt, og i det øjeblik, var viden fuldstændig brugt op. Disse væsner var hverken mænd eller kvinder. Da det ikke er muligt at måle tid, har jeg ingen ide om hvor lang tid der gik. Jeg blev vist og fortalt utænkelige ting.

Hver gang væsnerne var færdige med mig, var jeg tilbage i tunnelen, svævende omkring, kun for at blive mødt af andre væsner. På et tidspunkt, lagde jeg mærke til et skinnende lyspunkt. Jeg svævede mod det. Pludseligt blokerede en stor grålig skikkelse min vej. Jeg kunne hverken komme henover den, omkring den eller igennem den. Jeg husker, at jeg prøvede og prøvede uden held. Til sidst spurgte jeg den, om den ville lade mig passere. Den sagde meget venligt nej. Jeg spurgte igen. Igen sagde den nej. Eftersom jeg på det jordiske plan kan være lidt flabet, beordrede jeg den til at flytte sig og prøvede at skubbe den væk. Uden held. Væsnet, som jeg kaldte Gud fortalte mig, at jeg skulle tage tilbage og fuldføre min mission.

Tilbage på jorden, arbejdede læger og sygeplejersker febrilsk på mig. Mine vitale tegn var faretruende lave, det var uvist hvor meget ilt jeg havde manglet og om der var en hjerneskade. Fordi mine pupiller var fikserede og lægen ikke kunne fremkalde en respons, gik han ind i rummet hvor mine forældre og søster var, for at fortælle dem, at han ikke vidste, hvor længe jeg ville holde ud endnu og at han ville lade dem være selv, så de kunne diskutere hvordan begravelsen skulle foregå.

På samme tidspunkt, var jeg ved at fuldende min utrolige rejse, og min ånd returnerede til min krop. På dette tidspunkt, fór jeg op fra bordet og slog en sygeplejerske så hårdt, at de troede, jeg enten brækkede hendes kæbe eller gav hende en hjernerystelse. Jeg har svært ved at forestille mig, hvor stærk jeg var på det tidspunkt. De troede faktisk, at jeg prøvede at trække slangen ud af halsen, selvom jeg ved, at det var min ånd der returnerede til min krop igen. Ifølge min sundhedsjournal, skete dette kl.01:05.

Da jeg vågnede, havde jeg ingen ide om hvor jeg var, hvilken dag det var, hvad klokken var, ingenting. Min familie var samlet omkring mig, sammen med nogle venner, min chef og lægerne og sygeplejerskerne. Samtidig med at jeg vågnede, kunne jeg mærke, at den viden der var indpodet i mig blev maskeret. Jeg vidste, at det var der, men jeg kunne ikke få adgang til det. Mine familiemedlemmer var hysteriske mildest talt. Jeg prøvede at række ud til dem men jeg var bundet fast, grundet min voldelige adfærd. Min søster fortalte mig, hvad der var sket i forhold til sygeplejersken og det eneste jeg kunne gøre var, at ryste på hovedet og grine.

På dette tidspunkt, havde jeg heller ingen ide om hvor lille jeg var – jeg troede, jeg fyldte rummet ud! Jeg troede, jeg svævede!! Vi talte, hvor jeg brugte tegnsprog og jeg forsikrede dem om, at jeg havde det fint. Kort efter dette, kom en sygeplejerske ind for at stille mig spørgsmål, for at se om jeg havde en hjerneskade. Jeg fattede pen og papir, og skrev svarene til hendes spørgsmål inden hun spurgte – som mit navn, adresse, CPR nummer – jeg skrev endda mit password til min computer på arbejdet. Min chef fangede, at jeg var okay og bad på en pæn måde sygeplejersken om, at lade mig være i fred, da jeg var okay. (Min chef dengang, var en kirurgisk onkolog.) Ufortrødent fortsatte hun med at spørge, så begyndte jeg at skrive vuggeviser. Så gik hun.

Lægerne gik ind og ud af rummet, for at se hvordan jeg havde det og de var forbavsede over, at se mig i live og ikke mindst, at jeg ikke havde en hjerneskade. Det lykkedes mig endelig, at få overbevist min familie om at gå, og at jeg var okay Sygeplejersken, som jeg havde slået, kom for at se til mig med en ispose på hendes kind. Hun var temmelig jovial, taget i betragtning af hvad jeg havde gjort. Hun indikerede, at denne adfærd var normal når folk kommer tilbage til deres kroppe. På dette tidspunkt, begyndte jeg at undre mig over hvad der var sket.

Den aften, var mange afdøde pårørende på visit for at fortælle mig, at jeg ville være okay.

I løbet af de næste få uger kom det tilbage til mig, at jeg var her på en mission – men hvad var det? Jeg tog til boghandlen, stod foran New Age sektionen og bad om at få vist en bog, der kunne hjælpe mig med at forstå, hvad jeg havde været igennem. Straks faldt en bog ned fra hylden og landede for mine fødder – en NDO bog af Barbara Harris. Således begynder min rejse.

Min mission, fandt jeg senere ud af, var at komme tilbage og elske, og at hjælpe andre mennesker til ikke at frygte døden. Jeg fik at vide, at jeg ikke havde elsket nok. Dette kom gennem vejledning af et vidunderligt Seattle FOI (Friends of IANDS) støtte gruppe medlem, som vejledede mig over telefonen. Han sagde, jeg skulle spørge universet om hvad min mission var – mit svar er angivet ovenover. Jeg syntes, at det var det fedeste i verden! Siden dengang har jeg ikke stoppet op. De fleste dage, er det ikke let at bære rundt på dette mirakel og ønsket om, at ville være ”hjemme”. Men jeg ved, at jeg er her af en årsag, som vi alle er. Og menneskehedens smerter er nogle gange ubærlige. Der er så meget mere at fortælle!

Baggrundsoplysninger:

Køn : Kvinde

Datoen NDO'en fandt sted: 20/09/1994

Var der en livstruende begivenhed forbundet med oplevelsen den gang den fandt sted? Ja Sygdom Respirationssvigt Respirationssvigt.

NDO Elementerne:

Hvordan ser du på din oplevelses indhold? Blandet.

Er der stoffer eller medikamenter der kan have påvirket oplevelsen? Nej Nej

Var din oplevelse på nogen måde drømmeagtig? Overhovedet ikke.

Følte du dig adskilt fra kroppen? Ja Jeg vidste, at jeg var ren kærlighed – i åndelig form. Jeg kunne ikke relatere til fysisk form.

På hvilket tidspunkt under oplevelsen var du på dit højeste niveau af bevidsthed og årvågenhed? Bevidstløs.

Var det som om tiden gik hurtigere eller langsommere? Alt syntes at ske på samme gang; eller tiden gik i stå eller begrebet tid mistede al mening. Jeg havde faktisk ingen tidsfornemmelse!

Giv en sammenligning af din hørelse under oplevelsen med din hørelse lige inden oplevelsen fandt sted. En slags susen/brummen.

Var det som om du var tilstede til ting der skete andre steder, som skete det ved ESP? Somme tider, siger jeg ting der endnu ikke er sket – det er her, eskaleringen af psykiske evner er kommet op. Da jeg vågnede, kom en onkel der døde for 25 år siden til mig, i en vision. Jeg så senere et fotografi, hvor han så ud på samme måde som da han kom til mig (kørende på en motorcykel, med håret sat på samme måde som James Dean, og en pakke cigaretter siddende i ærmet på hans t-shirt – han sagde til mig, at min tid ikke var kommet endnu). Jeg kendte ikke denne onkel men vidste hvem han var, og da jeg så fotografiet og sagde åh, det her er onkel johnny, blev min tante chokeret over, at jeg kunne identificere ham.

Gled du ind i eller gennem en tunnel? Ja Den var fløjlssort og jeg svævede langsomt igennem. Hænderne var langs hver side, gik fra side til side, og denne bevægelse førte mig videre.

Mødte du eller blev du vidende om afdøde (eller levende) væsner? Nej Jeg husker, at jeg mødte to sæt af måske tre. Jeg kendte dem ikke og al kommunikation var gennemsyret. Den første gruppe tog mig med på en tur gennem universet – fortid, nutid og fremtid. Den anden gruppe gav mig universel viden. Det tredje væsen var Gud, som sendte mig tilbage.

Så du et ikke jordisk lys? Ja Et meget svagt nålestik af lys, for enden af en stor tunnel.

Var det som om du trådte ind i en anden, ikke jordisk verden? En helt klart mystisk eller ikke jordisk verden.

Var det pludselig som om du forstod alting? Alt om universet Se dele af svar ovenover. Da jeg vågnede, kunne jeg faktisk mærke viden løbe ud af mig. Jeg kan huske, at jeg skubbede mig ned i sengen for at bevare følelsen, men det flød bare væk. Jeg husker mærkelige ting, som ting relateret til vejret – at det, der betragtes som underlige vejrmønstre, bare er planeten der forsøger, at rette op på sig selv. Jeg husker, at jeg fik religiøse spørgsmål besvaret og at vide, hvorfor jeg altid følte mig ukomfortabel i en katolsk skole. Ikke at det jeg lærte er forkert, det er bare ikke helt rigtigt. Jeg kan huske, at jeg fik at vide, at det nok skulle gå, at ting ville ske. Jeg husker det altid som en dybdegående samtale om fri vilje og at lære, og at vi alle har valg og alt der sker, både det positive og det negative, kommer ud af de valg og det er sådan det skal være.

Til tider, som ting sker i verden, dukker den universelle viden op i mit hoved. For eksempel husker jeg nogle fysikdata, og da informationen om et sort hul i vores galakse kom i aviserne i sidste uge, husker jeg, at jeg spontant udbrød, det var på tide at de fandt ud af det. Alle kiggede selvfølgelig på mig, som om jeg var skør og jeg trak bare på skuldrene og sagde, gammel nyhed. Sådanne ting sker tit.

Kom der scener fra fremtiden til dig? Scener fra verdens fremtid Jeg huskede ikke denne del, da jeg vågnede. Glimtene og følelserne/symbolikken kommer nogle gange tilbage til mig timer, dage eller uger før begivenheden.

Kom du til en grænse eller begrænsende fysisk struktur? Ja Det tredje væsen jeg mødte var Gud og han stoppede mig i, at rykke tættere på lyset. Han sagde til mig, at jeg var nødt til at tage tilbage, for at færdiggøre min mission. Jeg ønskede så meget at fortsætte, at forblive død. Han ville ikke lade mig komme ind (vi havde rent faktisk en ret voldsom ordudveksling!!). Jeg husker det som om, jeg skændtes med ham i flere timer og til et punkt hvor jeg spurgte ham, hvem han troede at han var, ikke at lade mig passere.

Kom du til en grænse eller tærskel hvorfra der ikke var nogen vej tilbage? Nej

Gud, Åndelighed og Religion:

Hvad var din religion inden oplevelsen? Katolik.

Hvad er din religion nu? Ikke sikker på, at dette besvarer spørgsmålet – Følger en mere spirituel vej fremfor et organiseret trossystem.

Skete der en forandring af dine værdier og overbevisninger på grund af din oplevelse? Ja En masse. For eksempel, og jeg holder det kort, jeg ved at Gud ikke er ondskabsfuld, og en som sidder på en trone med en tyk bog, og når vi så dør, tjekker vores navne af og sender os til køen, til enten himlen eller helvede. Jeg ved at dommedag er vores livsgennemgang. Jeg er blevet en blødere person, følger mere strømmen (selvom det nogle dage bare ikke er rigtig nemt!). Jeg kunne fortsætte i et væk.

Angående vort jordiske liv ud over religion:

Forandringer i dit liv siden din NDO er følgende: Forøget.

Hvilken ændringer skete der i dit liv efter din oplevelse? Jeg er meget mere målbevidst, mere grounded (nogle gange), mere tilgivende, mere spirituel, mere anerkendende, mindre materialistisk (selvom jeg opgav et ønske, har jeg nu mere end nogensinde før) – Jeg kunne fortsætte i flere timer.

Er dine forhold blevet forandret specifikt på grund af din oplevelse? Jeg er meget mere tolerant over for forskelligheder, jeg møder hos andre mennesker. Jeg er også mere selektiv. Jeg har en tendens til at føle en form for formål, når jeg møder mennesker, og jeg ved, at jeg skal holde fast ved dem, fordi der er en lære. Hvis noget ikke virker, synes jeg at være i stand til, at identificere det og komme videre.

Mit daglige liv er mere meditativt, mere reflekterende, der er mere tid til at tale med Gud, mere spirituelt. Jeg føler mig mere forbundet til alle mulige ting. Jeg husker at jeg efter min oplevelse sad og stirrede på ting, som om jeg aldrig havde set dem før og i ærefrygt. Jeg følte, at jeg var forbundet med, hvad jeg plejede at tro var livløse genstande. Jeg følte, at alt havde en slags sjælsformål, fra en sten til et træ, til et insekt osv. Jeg undrede mig over forbipasserende skyer og her er en sjov én, hvordan hjulene på en bil kørte rundt, på gaden og bevægede bilen fremad. Jeg er kommet i meget mere harmoni.

Jeg ledte efter en form for organiseret religiøs praksis, som jeg følte mig komfortabel ved at være en del af. Jeg har endnu ikke fundet en endnu. Jeg blev en Reiki Mester, Det vækkede ydermere oplevelsen i mig. Jeg er mere afslappet på arbejdet og føler, at hvor end jeg lander er der, hvor der er brug for mig. Jeg har lært, nogle virkelig fede lektioner i denne ånd.

Efter NDO'en:

Var oplevelsen vanskelig at beskrive med ord? Ja For mig udtrykker ord ikke følelsens dybde.

Har du fået nogen psykiske, ikke almindelige eller specielle evner efter din oplevelse som du ikke havde før din oplevelse? Ja De var mere forstærkede.

Er der en eller flere dele af din oplevelse der er særligt meningsfuld for dig? Der er mange bedste. At indse, at vi alle har et formål i livet og hvad vi gør med det, er op til os. At indse, at der virkelig er en Gud samt åndelige væsner, der hele tiden er hos os. At indse, at der er mere i livet langt ud over det fysiske. Det værste er, at de reddede mig. Det værste er, at jeg ikke havde et valg og jeg skulle tilbage.

Har du nogensinde delt denne oplevelse med andre? Ja Normalt hvis jeg er sammen med nogen, af en eller anden mærkelig og uforudset grund (i hvert fald på et fysisk plan), kommer samtalen ind omkring døden og at dø, hvordan det er osv. Det er normalt på dette tidspunkt, jeg føler et skub i retning af, at dele hvad der er nødvendigt på det tidspunktet. Nogle gange bliver folk forskrækket over det, de fleste mennesker er dog tørstige efter information, de vil have mere. De fleste føler trøst ved at vide, at der er noget mere.

Har noget på et eller andet tidspunkt i dit liv genskabt nogen del af oplevelsen. Nej

Er der ellers noget du vil tilføje om din oplevelse? Der er så meget at fortælle, jeg synes dog, jeg gentager mig selv meget, fumler efter ord til at udtrykke følelserne.

Er der nogen andre spørgsmål vi kunne spørge om, som ville hjælpe dig med at kommunikere din oplevelse? Dette er et godt spørgeskema og en god øvelse for en oplever at gennemgå. Jeg er virkelig taknemmelig for, at nogen fortalte mig om det – det e