Beskrivelse af oplevelsen:

Lad mig fortælle lidt om mig selv, inden jeg begynder. Jeg er en kvinde på seksogfyrre. Jeg bor alene med min hund og min kat. Jeg lider af flere handicap, der holder mig hjemme det meste af tiden. Mine dage er enten gode eller dårlige dage, alt efter til hvilken grad mine handicap volder mig problemer. Jeg lever med en eller anden grad af kronisk smerte hver eneste dag, fra jeg vågner, til jeg går i seng. Jeg er stædig, så jeg nægter at lade mig knægte af smerte og sygdom, og jeg lever på den bedste og mest helstøbte måde, jeg kan den dag. Jeg har en hjemmehjælper, som besøger mig to gange om ugen. Hun er ung, så jeg ender med at gå efter, det mest af det hun laver, men hun bliver bedre, som tiden går. Min datter bliver fireogtyve i denne måned, og er i gang med at skabe sig et godt liv, efter at hun for nogle måneder siden forlod en mand, der mishandlede hende. Min eksistens i dag skyldes, at hun havde brug for mig under sin opvækst. Der er ingen anden grund til, at jeg er her i dag. Før i tiden var selvmord, noget jeg havde planlagt helt frem til tidspunktet, hvor jeg ville begå det. Jeg vidste, at jeg så snart hun kunne klare sig selv og havde et liv så stabilt, at hun ikke længere behøvede mig, ville gøre en ende på mit liv. Jeg fik en lærestreg, jeg gerne vil dele med jer. Jeg håber det kan hjælpe en eller anden.

Jeg startede med at skrante i de tidlige firser. Rent fysisk begyndte det med mit indre i 1983. Ca. 1985 blev jeg indlagt, fordi jeg var ude af stand til at stå op eller gå på grund af en rygskade, jeg pådrog mig, da jeg spillede softball i 1981. Jeg fik at vide, at jeg måske aldrig kom til at gå igen. Jeg var på det tidspunkt blevet skilt og forsøgte at opfostre min datter. Jeg endte med aldrig at kunne holde på et job på grund af snart en så en anden lidelse. Jeg var nu på kontanthjælp, og helt ude af stand til at arbejde. Med tiden blev mit helbred værre. I 1987 tabte jeg femogfyrre pund i løbet af tre måneder. Lægerne kunne ikke finde ud af, hvad der var galt med mig. Jeg fik langt om længe en diagnose i begyndelsen af halvfemserne. Jeg fik at vide, at jeg var uhelbredeligt syg. Der vides ikke meget, om hvad det er, jeg har, så jeg må leve, så godt jeg kan. Medicinering har ikke hjulpet. Jeg fortæller alt dette således, at i kan forstå, hvordan og hvorledes jeg kunne nå til sådanne dybder, at jeg ville tage mit eget liv. Jeg kom til at mærke en masse fornedrelse på grund af mit dårlige helbred. Jeg var så ung, og dog var jeg ude af stand til at tage vare på mig selv, og det fik mig til at føle, at der aldrig ville komme kærlighed i mit liv, og at så snart min datter flyttede for sig selv, ville jeg være alene. Ingen har brug for, en der har blot en af mine skavanker, for slet ikke at tale om dem alle sammen.

I 1992 blev jeg kørt på hospitalet med ambulance. På skadestuen fik jeg at vide, at jeg havde en blodprop i hjertet. Lægen og plejerne var lidt forbavsede, for jeg var kun 37, jeg var hvid og en kvinde uden for højt blodtryk og for højt kolesteroltal. Pludselig begyndte jeg at græde, fordi jeg ikke ville dø - døden var begyndt at skræmme mig. På intensiv kom og gik familiemedlemmerne. Jeg var ikke klar over, hvor dårligt det stod til med mig. Min eksmand dukkede op på stuen sammen med min datter. Han sagde, at jeg ikke skulle bekymre mig om min datter, for han og hans kone skulle nok tage sig godt af hende. Det er alt, hvad jeg husker fra det besøg. Mens min eksmand fortalte, så jeg, hvad der lignede en hvid farve, der begyndte at dække den dør, jeg så hen imod. Den bevægede sig nedefra og opefter. Den dækkede langsomtalt således, at alt hvad jeg kunne se, var dækket af den reneste pureste hvide farve, jeg nogensinde har set i hele mit liv. Min datter har fortalt mig, at da hun var der sammen med sin far, troede hun, at jeg var faldet i søvn- men så lige pludselig havde hun hørt hjertemaskinen bippe og set grafen blive flad. De trådte tilbage, idet et team på fem mand samledes omkring mig, som gav hinanden besked om, hvad der skulle gøres, og hvad der skulle hentes. De lukkede forhænget, og hun så en gå ind til mig med en hjertestarter. De blev bedt om at vente i venteværelset. De blev fulgt ud og fik at vide, at nogen ville komme til venteværelset og fortælle dem, hvad der var på færde, så snart det var muligt.

Alt imens var jeg opslugt af den dejligste følelse, jeg har haft i mit liv. Jeg fortsatte længere og længere, dybere og dybere ind i følelsen af, hvor jeg var. Jeg havde aldrig set eller bare drømt om et sted af en sådan renhed og fred. Klarhed, stilhed og ro, som jeg ikke anede eksisterede, herskede der. Jeg kunne mærke, at der ikke var nogen sygdom, ingen smerte eller lidelse af nogen slags på det sted. Intet negativt var noget steds i nærheden. Intet ondt eller dårligt. Des mere jeg så mig omkring, des bedre syntes det at blive. Jeg husker følelsen, og at jeg sagde højt "ærefrygtindgydende!" for jeg var slået med ærefrygt. Idet jeg så fremad , så jeg den blødeste hvidhed, jeg nogensinde har set. Den var spredt ud så langt øjet rakte. Den så ud til at strække sig kilometervis i længden så vel som bredden. Jeg var stum af forbavselse og blev ved med at se frem for mig og begyndte at se et lys, der var blågråt ned i bunden af den bløde hvidhed. Idet jeg drev videre, begyndte jeg at se, at farven jeg så, var silhuetter af mange mennesker. Store , små, unge gamle - ingen var af en bestemt race, for de var alle sammen silhuetter. Der var mange af dem. Så mange at jeg ikke var i stand til tælle dem. Der var en følelse af ubetinget kærlighed over alt.

Jeg ville gerne fortsætte. Jeg ville gerne vide, hvad det sted var. Jeg ønskede at tilhøre det. Da jeg kom tæt på dem, var det som om, en hvid tåge blev løftet, således at jeg kunne se bedre og klarer. På det tidspunkt kom der, hvad der syntes mig at være en hvid kvinde hen til mig. Hun kom tæt nok på til, at hun kunne tage min hånd. Jeg ved, at jeg elskede hende, det øjeblik jeg så hende. Jeg følte, at hun også elskede og accepterede mig. Alle de andre mennesker forblev hvor de var. De så ud som om de talte med hinanden. Jeg ved at kvinden og jeg talte sammen for en tid, men jeg husker ikke, hvad vi sagde. Så åbnede jeg mine øjne, og mit hoved var bøjet ned mod gulvet. Jeg forsøgte at løfte det for at se, hvor jeg var, men mit hoved var bøjet for meget til, at jeg kunne flytte det. Jeg så til højre, og der stod en fremmed, jeg aldrig havde set. Han sagde: "Hej! du ligger vist ikke særligt bekvemt. Jeg vil løfte dit hoved for dig. Så sagde han: "Du gjorde os godt bange unge dame". Manden var den læge, der havde fået mit hjerte i gang igen. Jeg kan huske, at jeg ikke ville tale. Jeg følte mig meget ked af det og tom. Jeg var forvirret. Jeg lukkede mine øjne, for jeg ville gerne tilbage til følelsen, jeg lige havde haft. Jeg længtes efter hvidheden, og alt det andet der var. Men da jeg lukkede min øjne, skete der igen ting.

Jeg forstod ikke noget af det, indtil jeg en aften så en udsendelse på TV, om en der havde haft en nær døds oplevelse. Som tiden er gået, er jeg blevet klar over, at det også er, hvad der skete med mig. Det er jo noget, der ikke dukker op i dagliglivs snak, så jeg anede intet om det, indtil denne udsendelse kom og åbnede mine øjne. Des mere jeg har set på TV af den slags, des mere er jeg begyndt at acceptere, hvad der skete i 1992. Når jeg har prøvet at tale med folk om det, er jeg blevet mødt med tvivl om, hvorvidt det jeg fortæller, nu også er overgået mig, eller om det bare er noget jeg har drømt skete. Siden den dag ved jeg, at jeg har forandret mine tanker og følelser om mange ting. Jeg har talt med to forskellige personer, før de døde, og delt min oplevelse med dem, i håb om at hjælpe dem til ikke at frygte døden. Jeg fik et meget meningsfuldt forhold, til en ung mand, som døde for nogle få måneder siden. Vi kunne tale om døden sammen, for han var døende med cystisk fibrose.

Jeg ved ikke, hvorfor jeg lever i dag. Mit liv er ikke godt. Jeg lever, som jeg altid har gjort, blot med den forskel at tiden har forværret mine sygdomme, og at jeg nu kan tilføje hjertekarsygdom til listen. Jeg har stadig brug for hjælp af og til. Jeg har haft brug for hjælp til at komme ind og ud af badekaret i de sidste tre måneder. Men mine hænder giver besvær, og mine funktioner er igen begrænsede på nuværende tidspunkt. Hvis jeg indtager den mindste føde, må jeg have et toilet nærved inden for en time, efter jeg har spist, for jeg kommer af med al den mad, jeg indtager. Jeg lever på socialhjælp og offentlig sygesikring nu. Socialhjælp og offentlig sygesikring dækker dog ikke de ting, jeg nødvendigvis må anskaffe, så min lejlighed er ikke så velforsynet med mad, som den skulle være. Jeg vil aldrig skille mig af med min kat og hund, for at jeg kan komme til at spise bedre, for de er de eneste, jeg kan give kærlighed til og modtage kærlighed fra i det daglige. Mine dyr forlader mig ikke, når jeg er syg. De er her for at elske mig, lige meget hvilken tilstand jeg er i. Så på grund af mine finanser kan jeg på en varm dag ikke engang tillade mig en is fra Dairy Queen. Der er af og til tidspunkter, hvor jeg fordi mit liv er så mangelfuldt, med dets mangel på kærlighed og mennesker, anråber himlen og beder om at blive vist, hvad jeg stadig gør her. Hvorfor skulle jeg komme tilbage? Jeg lider så megetaf fysisk smerte eller smerten ved ensomhed - nogen gange begge på en gang. Jeg ved ikke hvad jeg skal stille op med mig selv.

Inden min oplevelse havde jeg været hos min mor på hospitalet, da hun var døende med kræft. Den morgen hun gik bort, hørte jeg hende tage et dybt åndedrag og så hendes øjne spile sig op. Hun så sig omkring i værelset med dyb forundring. Jeg løb af sted for at hente lægen, og mens lægen lyttede til at hendes hjerte slog de sidste slag, undrede jeg mig over, hvad det var min mor så, der fik hende til at have sådan et forundret udtryk i ansigtet. Hun havde ikke så meget som åbnet øjnene i de sidste par uger før den dag. Så da jeg havde min oplevelse i 1992 et år senere, fandt jeg ud af, hvad hun havde set, da hun døde den første december 1991.

Min datter er grunden til, at jeg ikke er gået helt ned. Hun er mit omvandrende stykke himmel. Jeg tænker på at dø nogen dage. Faktisk ville jeg ønsket, at jeg gjorde. Men jeg kan ikke længere bare så meget som tænke på selvmord. Jeg kan ikke en gang slå en flue eller en myre ihjel, hvis de er kommet ind i mit hus. Jeg slipper ting som er fløjet ind i mit hus ud. De andre insekter har jeg endnu ikke haft et problem med, så de er også ude. Det ligger mig på sinde, at et selvmord måske ikke vil bringe mig tilbage til, hvor jeg var i 1992, og jeg vil gøre alt, hvad der er i min magt for at vende tilbage dertil, når tiden er inde. Så lige meget hvor hårdt og opslidende livet bliver, vil jeg sidde her og vente. For døden er ikke livets ende. Døden er en eksistens, der er anderledes end denne og også en hel verden bedre. Jeg vil vente indtil min tid er kommet med at drage bort. Jeg takker alle folkene på denne hjemmeside for at give mig en følelse af at høre til og en følelse af igen at være forbundet med mennesker.

Baggrundsoplysninger:

Køn: Kvinde