Beskrivelse af oplevelsen:

Jeg kom på hospitalet lørdag morgen og kan kun huske nogle få øjeblikke i akut modtagelsen. Min familie har fortalt mig at om mandag ringede de til min søster for at bede hende komme til hospitalet. De satte mig på lisstøtte og jeg var væk i næsten to måneder Mens jeg var i koma kan jeg huske at jeg var i stand til at høre folk på stuen, men jeg kunne ikke vågne, jeg kunne ikke respondere. Jeg husker at jeg var meget kold. Jeg husker at min søster dækkede mig til og holdt min hånd. Jeg hørte sygeplejeren skælde min søster ud fordi hun dækkede mig til. Hun fortalte hende at jeg havde brug for at tæppet var af på grund af feberen. Min sæster fortalte plejeren at hun kunne se på mit ansigt at jeg var kold og ophidset. Jeg fortalte hende senere at jeg huskede det. Hun bekræftede at det skete, det er sjovt hvordan søster er i stand til at aflæse udtrykket i hinandens ansigt.

Jeg husker at jeg hørte min brors stemme i rummet -- Han var fløjet ind langvejs fra. Jeg vidste da jeg hørte hans stemme at jeg mtte være i alvorlige problemer. Jeg husker at jeg følte mig så ensom og hjælpløs. Jeg var ikke sikker på hvor jeg var, min hjerne kørte stadig. Jeg var så glad når jeg kunne høre stemmer i rummet. At høre stemmer var det eneste der fortalte mig at jeg stadig var levende. Efter at jeg kom ud af hospitalet, blev jeg ved med at føle at jeg skulle tage hen til hospitalet for at lade familierne vide at de ikke skulle forlade dem de holder af når de er i koma. Jeg havde første hånds viden om at de kan høre dem.

Jeg begyndte at føle at jeg drev længere og længere bort. Jeg kan huske at jeg bad Gud om ikke at lukke min hjerne ned. Jeg følte at det var den eneste ting - det eneste tegn på at jeg stadig var i live

Så følte jeg det som om jeg bare var i mørket et eller andet sted. Jeg må virkelig have kæmpet. Jeg husker et hankøns væsen. Jeg husker at han talte til mig mentalt, eller at han mentalt kommunikerede med mig. Han blev ved med at sige at det var ok at dø, at jeg skulle holde op med at kæmpe så hårdt, og bare give op. Han var der længe. Pludselig var det som om han han på en eller anden måde smuttede op. Jeg følte at han var ond, og at han i mit sind prøvede at få mig til at begå selvmord, ved at give op. Jeg husker at jeg bad Gud hjælpe mig, og det onde væsen var væk.

Så husker jeg at jeg var et meget klart stålende sted. Det var som at være i luften eller på en sky, men jeg vidste på det tidspunkt at det ikke var en sky. Det var vidunderligt. Det var som om lyset holdt mig, ligesom om en bar mig eller vuggede mig. Den eneste måde jeg kan beskrive det er at jeg følte mig som en del at universet. Jeg husker at jeg ikke følte mig forbavset, som om jeg hele tiden havde vidst at jeg snart vil være der, som om jeg havde været der før. Jeg følte mig bedre til pas end jeg nogensinde kunne forestille mig i livet. Jeg følte oprigtigt talt at jeg var tilbage hvor jeg kom fra og vidste det. Der var ingen.

Derefter langt borte, så jeg en skikkelse komme imod mig. Han stod oprejst som et menneske, men havde en slags elektrisk energi omkring sig. Jeg husker ikke at han var den første til at tale. Jeg husker at jeg på en barnlig måde sagde til ham: "Du laver alt det her" og så, næsten inden det var ude af min stemme eller tanke, vidste jeg at det var Gud. Jeg følte at jeg havde været så uerbødig, og vidste ikke hvad jeg skulle stille op. Han kommunikerede med mig ved sit nærvær. Jeg kan ikke huske noget af hvad han sagde, men jeg ved at han fik mig til at føle mig vidunderligt godt til pas, og helt tryg, ikke kun ved hans tilstedeværelse, men også ved mit liv og med hvad jeg opevede. Jeg var overhovedet ikke bange. Jeg kan huske at det føltes som om min hjerne bare åbnede sig, og alle svarene på livet var lige der, svævende gennem mit hoved utroligt hurtigt, og at alle verdens vanskeligheder (ikke kun mine) ville blive ok. Jeg husker at jeg morede mig over at alt, og jeg mener alt, det gode det dårlige og det grimme i verden altsammen var under kontrol. Det var altsammen planlagt og var næsten slet ikke virkeligt. Jeg følte at der hvor jeg nuvar, var virkeligt og at livsdelen altsammen havde været en drøm, en prøve eller en oplevelse, og at jeg af en eller anden grund kom tilbage

Jeg har kæmpet med det i det forgangne år --- har enda følt mig vred over at jeg ikke kom til at blive der. Jeg kom ikke til at huske det altsammen -- Stiller stadig af og til spørgsmålstegn ved det -- ind til idag har jeg stadig hurtige erindringer -- husker ting som jeg havde glemt tror jeg nok -- som min psyke fortalte mig -- som forresten har været en stor støtte. Jeg var heldig og fandt en god en -- hun fortalte mig at det er den samme måde som vi tror på Gud, men ikke ved det med sikkerhed. Jeg kan blive ved med at tro på at det virkelig skete og en dag når jeg møder ham igen, vil jeg spørge ham: "Kan du huske den gang i April 2001 -- skete det virkelig?" Så vil jeg vide svaret med sikkerhed, men i mellemtiden er jeg nødt til at leve på denne jord og prøve at afholde mig fra at blive vanvittig af at forsøge at genkalde mig alle svarene -- hvem ved -- måske vil jeg vedblive med at huske, og når det bliver tid til at gå vil jeg vide det.

Baggrundsoplysninger:

Køn: Kvinde

Datoen NDO'en fandt sted: 04/21/2001-06/2001

Var der en livstruende begivenhed forbundet med oplevelsen den gang den fandt sted? Ja Sygdom Jeg lå på hospitalet med lungebetændelse og blodforgiftning i respirator i næsten to måneder. Lægerne fortalte min familie at de tvivlede på at jeg ville klare den. De fortalte mig at det var et mirakel at jeg stadig var i live - at de troede at de havde mistet mig. Lægerne havde næste opgivet håbet om at jeg ville leve - der var en dame på hospitalet lige før mig med den samme slags lungebetændelse som var død -da tog mig af respiratoren bad de min familie være tilstede i tilfælde af at jeg ikke klarede den - men det gjord jeg

NDO Elementerne:

Hvordan ser du på din oplevelses indhold? Blandet

Er der drugs eller medikamenter der kan have påvirket oplevelsen? Ved ikke Ikke sikker. Jeg ved ikke hvilke medicamenter de gav mig. Jeg formoder nogen der var typiske for min tilstand, sikkert nogen rigtig gode.

Var din oplevelse på nogen måde drømmeagtig? Nej, nej, nej!

Følte du dig adskilt fra kroppen? Ja Jeg husker at jeg så ned på plejerne og lægerne som arbejde på mig. Jeg husker at jeg havde ondt af sygeplejersken fordi lægen var ophidset og råbte af hende. Jeg havde ondt af lægen fordi han prøvede så hårdt at holde mig i live.

På hvilket tidspunkt under oplevelsen var du på dit højeste niveau af bevidsthed og årvågenhed? I koma

Var det som om tiden gik hurtigere eller langsommere? Alt syntes at ske på samme gang; eller tiden gik i stå eller begrebet tid mistede al mening.

Giv en sammenligning af din hørelse under oplevelsen med din hørelse lige inden oplevelsen fandt sted. Nej

Gled du ind i eller gennem en tunnel? Ved ikke Jeg ved ikke om det var eller ikke var en tunnel da jeg var i mørket. Jeg vidste ikke hvor jeg var. Jeg tror ikke det strejfede min tanke - men der var ikke noget lys.

Mødte du eller blev du vidende om afdøde (eller levende) væsner? Ja Det første hankønsvæsen i mørket er jeg overbevist om var selveste djævlen. Han var så karismatisk og snedig. Da jeg var i lyset tror jeg oprigtigt at det var Gud, det var den følelse jeg blev efterladt med - min jordiske hjerne kæmper stadig med det altsammen, men der er noget i min hjerne mit hjerte og min sjæl som tror at det altsammen var virkeligt. Jeg husker ikke at jeg så nogen andre - men jeg har en følelse inden i at jeg gjorde.

Så du et ikke jordisk lys? Jeg var i lyset. Det var stærkt men trygt.

Var det som om du trådte ind i en anden, ikke jordisk verden? En helt klart mystisk eller ikke jordisk verden.

Hvilke følelser følte du i løbet af oplevelsen? Forundring, tilfredshed, kærlighed til livet og eftelivet.

Var det pludselig som om du forstod alting? Alt om universet

Kom scener fra din fortid tilbage til dig? Ikke så vidt jeg husker. Jeg husker dog at jeg havde en følelse af at alting i mit liv var ok. Jeg kom tilbage med en følelse af at jeg nu ved at Gud ikke forventer at vores liv skal være perfekte.

Kom der scener fra fremtiden til dig? Scener fra verdens fremtid Jeg kom tilbage med en fornemmelse af at alting på jorden blot er noget transient. Vi har oplevet frygtelige krige, og mange dårlig ting sker i vores verden, men vi skal bare fortsætte, for selv med alle hjertesorgerne og rædslerne vil det passere og en dag vil vi se tilbage på dette liv som ver det en drøm, at intet af det virkelig skete. Jeg siger ikke at at vi ikke allesammen kan gøre vores individuele liv til det bedste de kan blive, og gøre så meget som vi kan for at gøre livet bedre for så mange liv som vi berører mens vi er her, men tag det ikke så alvorligt altsammen hver dag - det bedste ligger virkelig forude

Kom du til en grænse eller begrænsende fysisk struktur? Nej

Kom du til en grænse eller tærskel hvorfra der ikke var nogen vej tilbage? Nej

Gud, Åndelighed og Religion:

Hvad var din religion inden oplevelsen? Ved ikke Jeg voksede op som katolik - har ikke egentlig praktiseret religionen men det forlader en ikke helt - De sidste par år har jeg spurgt mig selv om vi når vi dør virkelig kommer et andet sted hen, eller vi bare dør? Jeg troede altid på Gud men troede aldrig på satan - Jeg troede altid at mennesker gjorde onde ting på grund af deres egen svaghed - nu tror jeg at satan eksistere

Hvilken betydning tillægger du dit religiøse/spirituelle liv efter din oplevelse? Liberal Jeg er forvirret, men siden oplevelsen tror jeg at Gud det almægtige væsen virkelig eksisterer - Jeg tror at han er lige så meget del af universet som luften og lyset - han er en del af al natur - jeg tror at satan eksister for at spille på vores svagheder - jeg ved ikke rigtigt om jeg vil passe ind i nogen religiøs retning nu

Skete der en forandring af dine værdier og overbevisninger på grund af din oplevelse? Ja Jeg mener jeg har beskrevet hvordan jeg føler.

Angående vort jordiske liv ud over religion:

Forandringer i dit liv siden din NDO er følgende: Er mere eller mindre det samme

Hvilken ændringer skete der i dit liv efter din oplevelse? Hvert minut hver eneste dag, alt ved mig, alligevel er jeg den samme, - virkelig underligt.

Er dine forhold blevet forandret specifikt på grund af din oplevelse? Virkelig på en masse forskellige måder, som jeg ikke kan forklare endnu. Jeg arbejder på det. Nogen gange føler jeg mig mere tålmodig med mennesker, og på nogen måder føler jeg mig meget utålmodig. Jeg har helt sikkert forandret mig på mange måder.

Efter NDO'en:

Var oplevelsen vanskelig at beskrive med ord? Ja Jeg har aldrig husket mange af mine drømme. Men når jeg har en ved jeg med det samme når jeg vågner at det var en drøm. Jeg har før taget medicin som gav mig nogen virkelig mærkelige drømme, og jeg vidste at de var drømme -- drømmene ville forlade mig. De første ord jeg sagde til lægen da jeg vågende var at jeg havde argumenteret med djævlen. Lægen spurgte mig senere hvad jeg mente. Jeg var bange for at fortælle ham det. Jeg tænkte at han nok ville tro at jeg var hjerneskadet og ikke vil lade mig tage hjem. I de sidst år har jeg husket oplevelsen hver eneste dag, som om den forfulgte mig, ligemeget hvor hårdt jeg forsøgte at trænge den ud af mit sind. Det gør drømme ikke -- oplevelsen efterlod mig med en følelse i mit hjerte og min sjæl som forbliver hos mig. Jeg ved at der et eller andet sted i min hjerne findes en masse viden som blev lagt der, da jeg var med Gud. Jeg husker at mit sind føltes så klart, "smart" vidende alt, tryg ved livet og eksistensen, som om jeg var i stand til at bruge hele min hjerne med det samme bare for en meget kort stund-- måske har han fjernet det, men jeg føler uafladeligt at der er noget der, som jeg har glemt og jeg ønsker så desperat at få det tilbage. Jeg ved at jeg igen vader rundt i det - oplevelsen efterlod mig med en viden om at vores sind og sjæle er en del af universet. Jeg tænkte lige på noget. Måske når man dør og slipper livet og alt hvad man har tilbage af kroppen er hjernen, og den bliver tømt for alle jordiske tanker, at den så forandre sig.

Har du fået nogen psykiske, ikke almindelige eller specielle evner efter din oplevelse som du ikke havde før din oplevelse. Da jeg kom hjem fra hospitalet og hver gang jeg tændte en kontakt eller en lampe poppede elpæren. Det blev så galt at min datter ikke ville lade mig røre dem der var i hendees værelse. Det blev ved med at ske i adskillige måneder. Jeg blev ved med at tro at der var noget galt med strømmen, eller den måde jeg gik på. Jeg læste for nylig et eller andet sted om en anden som havde det samme problem efter sin NDO. Det fik mig til undre om der var noget til det - men datter sprang aldrig pærene - det sker ikke lænngere.

Er der en eller flere dele af din oplevelse der er særligt meningsfuld for dig? Oplevelse af efterlivet og visheden om at det virkelig eksisterer. Det værste er at satan virkelig eksistere. Jeg troede aldrig på den beskidte rotte før.

Har du nogensinde delt denne oplevelse med andre? Ja Psycherne er overbeviste om jeg virkelig oplevede et vidunderligt fænomen. De prøver at hjælpe mig med at holde balancen i min omgang med det, og at holde fast i det, dog uden at det dreve mig til vanvid. Jeg fortalte det til min søster, og forventede at hun ville tro jeg ikke var rigtig klog, eller at hun ville fortælle mig at det var medicamenterne. Hun sagde at hun kunne se at da jeg kom hjem fra hospitalet, at der sket mig noget

Har noget på et eller andet tidspunkt i dit liv genskabt nogen del af oplevelsen. Nej Jeg tror man ville kalde det "post-traumatic stress" det er det lægerne kalder det. Jeg tror at det det er, er at erindringerne kommer tilbage en efter en. Sædvanigvis ikke når jeg prøver at huske, men på tider hvor jeg ikke forventer at en slipper op til overfladen

Er der ellers noget du vil tilføje om din oplevelse? Som I formodentlig kan mærke nu, føler jeg det som om jeg har så meget ind i mig at jeg aldrig kunne fortælle det alt sammen. Jeg ved ikke engang hvordan jeg skal udtrykke det med ord. Det føles dog rart at kunne lade så meget slippe ud - Psykiateren giver en 45 minutter. De har i øvrigt attesteret at jeg ikke er sindsyg. Det var en stor lettelse.

Er der nogen andre spørgsmål vi kunne spørge om, som ville hjælpe dig med at kommunikere din oplevelse? Bliv bare ved med at gøre hvad i gør. Folk som har været gennem en NDO har brug for at fortælle, og har brug for at høre andre menneskers beretninger om hvad de oplevede, Hvis det giver den videnskabelig og den religiøse sektor noget insigt i oplevelsrne ville det være vidunderligt. Jeg tror vi allesammen gerne ville vide hvad der overgik os