Beskrivelse af oplevelsen:

Først præsenteret i the Bulletin Board sektionen af www.near-death.com, og genprintet her efter gavmild tilladelse fra Kevin Williams og forfatteren.

Som teenager oplevede jeg at have syner, og disse fandt ofte sted i drømme. Som jeg blev ældre, og livet blev mere hektisk, aftog disse oplevelser - de forsvandt næsten indtil den dag, jeg fødte mit første barn. Kort efter hans fødsel havde jeg denne her frygtelige drøm om, at jeg ville komme ud for et biluheld, der ville koste mig livet. I månedsvis var jeg rædselsslagen og var ekstremt forsigtig og på vagt for det monsterkøretøj. Da min søn var 7 måneder gammel overbeviste jeg mig selv om, at det kun havde været en drøm… ikke en hændelse, der ville kom til at ske. Jeg havde en ny lærerstilling, en baby, et hjem, en mand at tage vare på… jeg havde investeret for meget energi i det hele til bare at lade det glippe. Da skete det. Lige den dag efter forlod jeg skolen, jeg arbejdede, for at hente min søn ved hans bedstemor og så køre hurtigt tilbage for at overvære en basketballkamp. Det var den helt perfekte måde at tilbringe en eftermiddag med min søn. Idet jeg tog afkørslen på motorvejen med sædvanlig forsigtighed, lavede jeg et venstresving i et lyskryds. Der havde været grønt i et stykke tid, og jeg tænkte, at jeg måtte have en heldig dag. I det øjeblik skete det - jeg var væk på et øjeblik. Jeg befandt mig med det samme i det smukkeste fredfulde sted, jeg nogensinde har været. Min bedstefar, en anden person, jeg havde kendt i et tidligere liv, og en vejleder var der for at hjælpe mig med overgangen. De fortalte mig om ulykken og viste mig hændelsesstedet. Det var min tur til at vende hjem, sagde de. Dette steds overvældende kærlighed og glæde var så utrolig indbydende. Jeg kunne føle, at jeg blev lettere for hvert øjeblik. I et anfald af panik og frygt begyndte jeg at græde.

Nej, jeg kunne ikke være død. Hvad ville der ske med min søn? Han var syv måneder gammel! Han ville aldrig huske mig. Hans far vidste ikke engang, hvordan han skulle tage sig af ham. Jeg ville ikke have, at han skulle opfostres af hans fars forældre. Nej, nej, nej… det her var ikke det rette tidspunkt at gå. De var forkert på den. De beroligede mig i en omfavnelse af kærlighed, mens de viste mig, at min søn og hele min familie ville være okay efter min død. Min mor kunne støtte sig til min bedstemor. Det ville tage tid, men hun ville komme sig over det. Min mand, såret, ked af det og ensom ville også heale og måske finde kærligheden igen. Døden er en del af de lektioner, som vi er her på jorden for at lære, og min død var en vigtig lektion for de mennesker, der var en del af mit liv. Jeg fik vist min begravelse, lærte hvordan jeg kunne være tæt på de, jeg elskede og fik desuden fortalt, at jeg eventuelt kunne kommunikere med de sjæle, der var åbne over for det. Jeg kunne acceptere dette. De ville klare sig fint. Jeg følte mig hele tiden lettere. Men vent engang… min søn. Jeg kunne ikke efterlade min søn! Babyer har brug for deres mødre. Jeg havde brug for at være hans mor. Jeg kunne ikke give slip. Vejlederne omkring mig viste helt utrolig stor tålmodighed - så meget kærlighed. De forklarede, at de følelser, som jeg havde, stadig var en del af min menneskelige side. Så snart min ”Menneskelighed” aftog, ville jeg føle mig lige så let som luft, lutter glæde og ekstrem kærlighed. Ord kan ikke beskrive disse følelser - de gør dem ingen ret. Vejlederne arbejdede på at hjælpe mig med at smide min menneskevægt. Følelserne var så storslåede og syntes at trække mig ind med stærkere og stærkere kraft; men alligevel var min forbindelse til min søn så stærk. Vi vandrede rundt i dette smukke sted i, hvad der syntes som en evighed.

Vi snakkede om mit liv, vi snakkede om religion, vi snakkede om de sjælens hemmeligheder, som vi må glemme som mennesker, da vi ellers ikke vil kunne trives på jorden. Alt sammen imens, jeg følte en dyb ærefrygt. Nogen ting var fuldstændig som jeg havde forestillet mig ved livet efter døden; andre var slet ikke som jeg havde forestillet mig, og jeg husker bare at tænke ”wow”. Hvor var mine andre elskede? Hvornår kunne jeg se mine andre bedsteforældre, der var døde. Med tiden - de var på et andet niveau/plan. Når min overgang var ovre kunne jeg vælge at gå videre til andre planer, men først når jeg var klar til det. Indimellem gjorde tankerne om min søn mig tung igen. Jeg kunne ikke holde den tanke ud, at han skulle vokse op uden en mor. Jeg fik fortalt, at andre ville udgøre en mor i mit sted. Først bedsteforældre, og derefter viste de mig Jakes liv. Han var den smukkeste dreng, så utrolig glad, men med en sorg om sig, der syntes at gennembore hans sjæl. Dette var den lektion, han skulle tackle. Han vidste allerede, hvilke hovedlektioner han ville komme til at erfare, da han blev født. Det var en del af skæbnen. Jeg så en ny mor for Jake, da han var omkring de 7 eller 8 år gammel. En smuk kvinde med et godt hjerte, der helt sikkert holdt af Jake og som behandlede ham godt, men hun skulle have sit eget barn med min mand, og den kærlighed, hun viste til sit eget barn var ikke den samme og helt ulig den, hun viste mit barn - hendes stedbarn. Dette var ikke, hvad jeg havde drømt om for Jake. Dette kunne ikke være rigtigt. Jeg var glad på min mands vegne. Han var okay. Han var glad. Men det var en anden historie med min søn. Andre lektioner blev erfaret i det konstant-tålmodige arbejde i min overgang til den anden side. Jeg blev nødt til at give slip. På nogle tidspunkter blev jeg helt hysterisk, mens jeg øjeblikke efter var rolig og afklaret. Jeg så et pigebarn, der var blevet ment i Jakes sted, men før undfangelsen, ændredes planerne, og der var et behov for, at Jakes sjæl skulle tage hendes plads. Der var en del omvæltning som Jake kunne hjælpe med at heale (og det gjorde han). I det øjeblik, hvor jeg var tættest på at acceptere min død oplevede jeg igen en følelse af sorg og smerte, mens jeg længedes efter min søn, efter mit liv. Jeg kunne ikke give slip på livet som menneske. Mine vejledere prøvede deres bedste - de gav aldrig op, de tabte aldrig modet.

Den mængde tålmodighed og kærlighed, de gav fra sig, var helt utrolig. Endelig blev mit hysteri beroliget af en højere sjæl, der syntes, at omgive mig med kærlighed. Mine vejledere fik instrukser på at give mig lov til at vende tilbage til livet trods deres bønner om at få mere tid. På dette tidspunkt ville min sjæl ikke finde ro. Det var bedst at lade mig vende tilbage, for at bringe ro til min sjæl, for at lære yderligere lektioner. Mine indtrængende bønner sikrede for nu min tilbagevenden til livet. Inden min nedstigning forstod jeg, at mine venner og familie fik lektioner udskudt, men at de ville være nødt til at lære disse lektioner på et eller andet senere tidspunkt. Der blev lavet aftaler for hvornår, hvor og hvordan min sjæl skulle vende tilbage; hvilke lektioner skulle jeg berige, eller hvilke nye skulle jeg tilegne mig. Nogle af de lektioner, jeg modtog ved min ankomst til den anden side blev nødt til at blive glemt, og det var ikke godt for min sjæl at vide, hvornår jeg skulle dø igen - ellers ville jeg som menneske kun fokusere på det, specielt når tiden nærmede sig. Den sidste ting, jeg husker, var, at jeg blev taget tilbage til ulykkesstedet, og lige før jeg steg ned, fik jeg fortalt, at når mine børn blev ældre, så var det tid til at vende tilbage for evigt. I øjeblikket accepterede jeg det med det samme, men derefter tænkte jeg: vent! Hvad dækker betegnelsen ældre over? Betyder det kun et par år ældre? Teenagers? Kommer jeg til at se dem blive gift og få deres egne børn? Dette var et svært aspekt at forholde sig til lige efter ulykken. Jeg havde et liv med min søn igen.

Jeg måtte bruge tiden ret, for jeg havde ingen ide om, hvor lang tid, jeg havde igen. Jeg fik fortalt, at jeg var heldig at overleve. En lastbil kørte overfor rødt og ramte chaufførens side på min lille bil. Lægerne sagde, at selvom, jeg havde sele på, så ville jeg ikke have overlevet det, hvis det ikke havde været for airbaggene, der åbnede sig - og det burde de slet ikke have gjort ved et stød fra siden. Det første år efter ulykken forsøgte jeg at leve på bedste vis, så glad som overhovedet muligt. Jeg døjede dog med kraftige smerter fra et brud på min skulderknogle, brækkede ribben og to hoftebrud. Jeg fik at vide, at smerterne i værste fald ville forsvinde i løbet af seks måneder til et år. Tre år efter har smerten ikke gået væk. Det andet år syntes dog at være det værste. Jeg blev så selvmorderisk. Alt, hvad jeg ønskede var, at vende tilbage til dette sted, dette liv, der var så fantastisk, så fuld af kærlighed, så frydefuldt. Min søn og senere min datter var det eneste, der fik mig til at holde ud. Jeg var her for dem. I dag, først tre år efter, har jeg accepteret min tilbagevenden til jorden, min længsel efter at vende tilbage til mit hjem i efterlivet, og kampen for at finde fred og glæde, indtil min tid her når sin endelige afslutning.