Beskrivelse af oplevelsen:

Jeg lyttede til Art Bell radioshowet denne morgen, (2-5-99) mens jeg afleverede aviser her i Tennessee. Det føltes så godt at høre om andre, der har haft NDOer. Jeg havde fået fortalt, at jeg var fuldstændig skør, når jeg fortalte om min oplevelse for 40 år siden som et et barn i 5-6 års alderen. Jeg ved ikke, om det er unormalt for et så ungt barn at have sådan en oplevelse eller ej.

Alt hvad jeg ved er, at det havde jeg !!!! Min oplevelse skete om sommeren. Min far prøvede at opdrage et barn, så godt som han kunne. Jeg var et barn, der var alene hjemme efter skole, dengang hvor man ikke rigtig snakkede om det i det offentlige rum. Han plejede at tage mig ned til en flod, hvor mange andre folk svømmede, for at jeg kunne omgås andre børn i min aldersgruppe.

Uheldigvis havde flodbunden et fald ude i midten. Og selvfølgelig kunne jeg ikke svømme. Jeg husker at ryge under for tredje gang, og realisere at jeg ikke ville overleve. Jeg var døende og jeg vidste det. Jeg ønskede ikke at dø. Det næste, der skete, var, at jeg så en tunnel med et klart lys for enden af det. Der var en hel flok mennesker der. Jeg vidste, de var slægtninge. Jeg havde en fornemmelse af, at mine 2 bedstefædre var der. På en eller anden måde havde jeg en fornemmelse af at en af bedstefædrene talte til mig.

Jeg fik fortalt, at jeg SKULLE gå tilbage, at jeg havde flere lektier at lære. Jeg ville ikke tilbage, jeg ønskede, at jeg ikke behøvede at komme tilbage, men bedstefaren havde ret, jeg havde flere lektier at lære. Det næste, jeg vidste, var, at en arm havde grebet mig. Det var min fader. Han reddede mig !!!! Jeg prøvede at tale om min oplevelser, men ingen troede nogensinde på mig. ALDRIG!!!!!!!! Jeg har haft 40 år til at bearbejde denne oplevelse. Jeg fylder 46 år denne april. Forfædrene (ja, jeg er overbevist om, at de var mine bedstefædre, bedstemødre, tanter, onkler, ganske enkelt familie, der var døde) havde ret, der havde været flere lektier at lære, åh så svære at lære. Overkomme stofmisbrug for 13 år siden; lære at tilgive smerten og vreden over omstændigheder, som var mere end jeg kunne kontrollere og lignende ting. Oplevelsen gav mig en følelse af, at døden ikke skulle frygtes. At nogle gange er vi her for at lære, vokse og sådan.

Det efterlader mig grædende når jeg genlever oplevelsen. Fuldstændig ødelagt i godt 24 timer, da jeg ikke bevidst havde bedt om at gennemgå de lektier jeg havde skulle lære. Det har også efterladt mig som en fast troende på reinkarnation (Havde en række drømme, der var virkelige, så ved ikke om det skulle klassificeres i samme kategori som NDO eller ej, og nogle af stederne i drømmene, fandt jeg senere ud af og så at de var virkelige steder.) Jeg tror også det efterlod mig med en enorm respekt for livet hos alle levende ting på denne jord.

Jeg ved, at jeg har haft lang tid til at huske og analysere oplevelsen jeg havde, men det havde sådan en indflydelse på mig. På en måde regner jeg det som min fødsel, starten på min rejse og også følelsen, at jeg var anderledes på grund af dette. At jeg aldrig ville blive helt ”normal” igen. At jeg aldrig helt ville blive en del af, hvad der anses som det normale samfund igen. Jeg ved ikke, om andre har udtrykt dette eller ej. Jeg ville være interesseret i om andre har udtrykt samme ”følelse.”

Tak fordi du gad at lytte.