Beskrivelse af oplevelsen:

I 1994, på et hospital i Texas, fik jeg et hjertetilfælde under en blindtarmsoperation. Mange år senere fandt jeg ud af hvorfor jeg havde fået hjertestop. Jeg fik diagnosen Marfans syndrom og er diabetiker.

I slutningen af 1994 døde min ven og livsledsager Roger af AIDS i West Virginia. Jeg havde bedt til Gud at han ikke ville lade Roger lide, det eneste jeg havde lyst til var at kravle ned i graven og dø med min partner, jeg bad til Gud om at få lov til at dø. Jeg gik omkring som en zombie med influenzasymptomer, og jeg græd mig selv i søvn for at få det bedre fysisk. Men det hjalp ikke den dag i december 1994. Jeg vågnede sammenkrøbet, stod op og lavede the. Jeg troede jeg havde maveinfluenza. Theen hjalp ikke. Jeg havde det skidt og ringede til min mor. Jeg bad hende gå ind ved siden af til tante Floria og ringe 911. Det lykkedes mig at gå med min mor ind ved siden af, fordi jeg ikke ville være alene.

Politiet kom med ambulancen. Lægen troede jeg havde akut blindtarmsbetændelse. De skyndte sig at få mig ind i ambulancen, hvor jeg begyndte at gå i chok. De stabiliserede mig og fik mig på hospitalet. Mit niveau af hvide blodceller var normalt. Røntgenbilledet viste min blindtarm slynget rundt om tyktarmen. Jeg tænker den ikke brød sig om at blive fotograferet. På grund af theen var de nødt til at vente med at operere, så der ikke skulle gå betændelse i bughulen. Da jeg underskrev operationspapirerne, følte jeg en indre fred, en viden om at jeg skulle et sted hen hvor jeg ville få svarene på flere spørgsmål end man nogensinde kunne ønske at stille. Kl. kvart i seks om morgenen blev jeg kørt til operationsstuen, de lagde en gul iltmaske over mit ansigt og bad mig trække vejret dybt, mens de bedøvede mig. De bad mig tælle baglæns fra 100. Jeg kom aldrig længere end 97, så gik jeg ud som et lys.

Det var som at se en film på VHS, hvor man spoler tilbage og ser filmen baglæns. Jeg så hvordan mit liv havde været. For mig var det dommedag. Efter jeg så min fødsel, gled et rødt tæppe ned som signal til at det var slut. Jeg følte fred.

Det næste jeg kan huske er at jeg ser lyset fra operationsrummet og jeg svæver. Jeg kigger ned, ser lægen og sygeplejersken der arbejder på højre del af mit underliv. Fra hjørnet af mit venstre øje så jeg et glimt af hvidt lys springe frem fra et sted bag mig. Jeg vendte mig i retning af lyset. Der så jeg en åbning af gnistrende hvidt lys og jeg følte Ubetinget Kærlighed komme fra åbningen. Jeg fløj igennem åbningen så hurtigt som var der ild i mig. Jeg var Hjemme i det Ubetinget Kærlige Hvide Lys. Det fornyede min ånd. En bue af hvide skyer drev over mig mod en blå himmel. Lyden af vind gennem fyrrenåle fortalte mig at jeg var midt i det hele. Jeg så hvad helvede er; det er ikke ild og svovl og torterede sjæle. Helvede er en død farve. Der er guld, som er klipperne, og mørkets skygger er der hvor sjælene vandrer på de klipper.

Jeg så min bedstemor, der døde i Florida i januar 1972. Hun var lige så smuk som jeg husker hende. Hun tog mig i sine arme og og tog hende i mine. Hun talte til mig uden at bevæge læberne. Hun bad mig give en besked til mine to brødre, min søster og min mor. Beskeden var: det er nemt at sige undskyld, og man lærer af at bede om tilgivelse, for du er nødt til at tilgive dig selv for at have såret en anden.

Den næste jeg så var Big Joe, som døde under en fiksering i Florida i 1981. Big Joe bad mig give en besked til Kathleen, hans kone. Beskeden var: ”Lad ikke bitterhed ødelægge den rose du er Kathleen, jeg venter på dig”. Big Joe bevægede heller ikke læberne.

Den næste person jeg mødte var min livsledsager Roger. Vi svævede ind i hinandens arme og vores sjæle blev ét igen, som de havde været når vi havde elsket på jorden. Roger trak sig tilbage. Han sagde, uden at bevæge munden, at jeg var nødt til at tage tilbage og at han ville vente på mig. Jeg blev lidt disorienteret. Roger forsvandt. Nu stod jeg foran et billede af herren Jesus Kristus, minutter efter han var død på korset.

Jeg hørte stemmer fra personalet på operationsstuen, der råbte mit navn og jeg så min krop i den anden ende af tunnelen. Det næste jeg husker er at nogen løftede mine øjenlåg og lyste mig i øjnene. Han sagde: ”han er tilbage!”

Baggrundsoplysninger:

Køn: Mand

Datoen NDO'en fandt sted: 1994

Var der en livstruende begivenhed forbundet med oplevelsen den gang den fandt sted? Hjertetilfælde