Beskrivelse af oplevelsen:

Gennem årene har jeg været ude for nogle meget interessante oplevelser. Jeg ved, at vi som kristne ikke bør bygge vores tro på oplevelser, men jeg vil alligevel godt indrømme, at efter at have talt med en skytsengel, et utal af dæmoniske væsner og blevet fysisk angrebet af et, der endte uden men; så kan disse ting virkelig opbygge ens tro på hellige skrifters sandheder. Disse begivenheder har opbygget min tro. Og i øvrigt har dæmoniske væsner ingen magt over os - undtagen den, vi selv giver dem.

Jeg vil godt indrømme for dig, at min tro ikke er lige så stor som andres. Jeg havde også en nærdødsoplevelse i 1986. Engang i fremtiden vil jeg give mig selv tid til at beskrive den situation noget mere detaljeret. Det tog mig dog fem år før, jeg kunne snakke om, hvad der virkelig hændte. Den historie delte jeg til sidst med omkring tredive 4-9-klassesdrenge i en lejrhytte, da jeg arbejdede som vejleder og ungeansvarlig for min kirkes sommerlejr. Det var på det tidspunkt, at jeg indså et par ting om, hvad der skete d. 08/10/1986.

På det tidspunkt ulykken fandt sted var jeg programdirektør og stationsingeniør på en radiostation i Utah. Den FM-radiosender, som jeg arbejdede på, dræbte mig med et elektrisk stød. Da det skete sad jeg på gulvet og var ved at lave et eftersyn, hvor jeg sporede strømkredsen fra nettransformeren til full-bridge-ensretteren. Der gik 450 volt i en halv-ampere lysbue gennem min metallommelygte, og videre gennem min højre hånd og ud af min venstre underarm. Uden at ane det gav jeg et skrig fra mig - mikrofonen var tændt (eller ”on”) på det tidspunkt i studiet ved siden af, så alle, der lyttede til radiostationen fra det vestlige Whyoming og Montana, det sydlige Idaho og hele det nordlige Utah hørte mig skrige. Jeg lagde dog først mærke til, at jeg skreg, da det hele var ovre.

Jeg har svært ved at bedømme, hvor lang tid den næste begivenhed varede. For mig føltes det som lang tid, mene egentlig kunne det bare have været et par minutter. Det var næsten som en parodi. Jeg tænkte på de tegneserier, hvor karakteren bliver dræbt ved elektrisk stød, med deres arme helt udstrakt, mens man kan se deres skelet- og kropsomrids. Jeg havde en umiddelbar følelse af, at jeg var strakt ud i denne stilling - lige til den grænse mine arme kunne holde til. Jeg husker, at jeg kiggede på min venstre arm, der var udstrakt, og i det øjeblik indså jeg, at det kun var et omrids af min krop. Jeg vendte mit hoved for at se frem igen, med forventning om at kigge tilbage ind i radiosenderen. En kraftig FM-transmitter kan veksle i størrelse fra et lille skab til et meget stort rum. Dette var en 5000-watt radiosender med samme størrelse som et lille skab, og den var placeret midt i rummet.

I stedet for at se radiosenderen, så jeg mod bagsiden af mit hoved. Jeg bevægede mig en lille smule fremad, og da så jeg ud af mine egne øjne. Jeg så nedad på mine arme, der bare dinglede nedad - her sad jeg stadigvæk op. Jeg forsøgte at læne mig mod min venstre arm, og så da, at min underarm var bøjet, hvilket jeg var sikker på, nok bare var en illusion. Jeg blev dog en smule hysterisk og sprang ufrivilligt baglæns - og nu så jeg mod ryggen på min siddende krop.

Jeg så rundt i rummet, på min arm og min hånd. Jeg kunne umiddelbart se et perfekt omrids af min krop. Det var som om, jeg var usynlig, men omridset var synligt nok til at ane en mindre forvridning. Jeg så dog ikke noget udsædvanligt i radiosender-rummet. Der var intet klart lys; der var ikke andre væsner. På det tidspunkt her var der bare rummet og mig selv. Jeg så ikke bagved mig, men jeg husker dog en følelse af fred og tilfredshed, hvilket er noget, jeg stort set aldrig føler - specielt dengang. Jeg havde det sjovt med at undersøge mine nye omgivelser og springe ind og ud af min krop. Den tanke, der gav genklang i mig, var, at døden var smertefri.

Det varede ikke ret længe. Jeg følte et tryk mod min ryg, som en hånd, der skubbede mig, og idet trykket blev større, kunne jeg føle min krop igen. Følelsen kan bedst beskrives som den af ”en lynlås”. Følelsen gik hele vejen op til mine arme, helt ud i mine fingerspidser. Jeg følte mine ben, og så min talje og blev gradvist lynet tilbage, op, i min krop - armene og fingrene som de sidste. Jeg kunne ikke længere adskille mig fra min krop.

Som jeg blev skubbet ind i min krop igen, hørte jeg ingen ord, men jeg følte dem. Simple og umiddelbare, “Du er endnu ikke færdig.” Jeg ønsker, at jeg kunne huske nøjagtigt, hvad der blev sagt, men det var i hvert fald kernebudskabet i det.

Det var først fem år senere på sommerlejren, at jeg første gang fortalte den her historie. Da jeg nåede til det punkt, hvor jeg blev lynet tilbage op i min krop, stivnede jeg og så hele situationen udfolde sig igen, men denne gang fik jeg vist, hvem der havde skubbet mig tilbage og talt til mig. Det var Yeshua Hamashia, som er hebraisk for Jesus Kristus. Børnene i hytten undrede sig selvfølgelig over, hvad der var galt med mig. Mens jeg så og genoplevede alt dette, stod jeg jo bare der som en mannequin og stirrede ud i luften. Men jeg så for første gang begivenhederne fra en ydre synsvinkel; Jesus, der iagttog mig, hans hånd mod min ryg, skubbende mig tilbage ind i min krop - jeg så ham tale til mig. Jeg gengav da til børnene, hvad jeg så, og hvad der skete.

Efter, at jeg var færdig med at blive ”lynet” op, kom hovedbestyreren for lejren, Gary Girard, gående ind og spurgte med en nikotinhærget ånde, der ville have vækket enhver død person: ”Er du ok? Hvad skete der, vi hørte dig skrige!”

Jeg så op på ham og sagde, ”Jeg tror, at jeg blev ”shocked”.

“Altså, jeg tror vi skulle få dig på hospitalet.” Jeg gav ham ret, og Gary hjalp mig op. Jeg gik ind i forkontoret, satte mig ved receptionistens skrivebord, og ringede til min forlovede, men det var hendes søster, der først tog den. Som jeg ventede på, at min forlovede skulle komme i røret, lagde jeg mærke til, at jeg lugtede af noget, der var blevet brændt. Jeg sporede lugten fra min venstre hånd, som holdt telefonen, ned til midten af min venstre underarm. Jeg så på min jakke. Da jeg var programdirektør dengang, tog jeg altid tøj på, der passede til stillingen og den stil, der var på jobbet. Jeg gik med tynde jeans, fine skjorter, og en sort Members-Only jakke. Jeg så på min jakke og så et perfekt hul på størrelse med en telefonledning. Jeg tog min jakke af og så på mit skjorteærme, hvor der var et andet perfekt hul i materialet. Jeg rullede min skjorte op, og så da et meget stort udgangssår.

Udgangssåret havde et areal på det meste af min venstre underarm, mod mit albueområde og havde en fasthed som godt stegt kalkunbryst til thanksgiving og havde også omkring samme størrelse. Der var en mørk plet i midten og flere tynde, mørke ringe. Min forlovede svarede endelig i telefonen, og jeg fortalte hende, hvad der var sket, og at hun skulle møde mig på Bear River hospitalet i Tremonton. Da jeg ankom til hospitalet, blev jeg tilset med det samme, og jeg overhørte noget omkring et kateter. Jeg havde tidligere haft et kateter, da jeg fik mine øre repareret i 1981. Oplevelsen var smertefuld og forfærdelig indtil kateteret nåede min blære, og da det skete priste jeg dens opfindelse. Ikke desto mindre så ønskede jeg ikke et kateter på det her tidspunkt i mit liv.

Sygeplejersken forklarede for mig, at når en person har fået elektrisk stød, så bliver elektronpassagen gennem kroppen til dødt væv. Så stor mængde dødt væv, der med urinen bliver skyllet ud af kroppen, kan lede til en nyrefejl pga. overanstrengelse. Jeg fortalte dem, at jeg ikke ville behøve en, men de eksisterede. Jeg spurgte dem dog, hvad jeg skulle gøre for at bevise, at jeg ikke behøvede en. De gav mig en kop og sagde: ”TIS”. Jeg fortalte dem, at jeg ville fylde en spand, hvis det var det, der skulle til for at overbevise dem! Da alt det var ovre, puttede de mig ind i ambulancen, og jeg fik så en køretur på 112 km, hele vejen ind i Salt Lake City, hvor de afleverede mig på klinikken for brandsårsbehandling på Utah Universitet.

Jeg vurderede, at der arbejdede 6-8 turnuselever omkring mig sammen med en enkelt læge, der ledte slagets gang. Efter ca. 30 minutters stikken og prikken kom en anden ældre mand ind, der tilsyneladende var overlæge eller superviserende læge og/eller vejleder. Han trådte ind og begyndte at massere mine føder og tæer som en del af undersøgelsen. Han så op på lægen og spurgte: ”hvor er udgangssåret, jeg kan ikke se et udgangssår?”

Mens den superviserende læge var ved at undersøge mine fødder, sagde den anden ledende læge, at udgangssåret var på min venstre underarm. Den superviserende læge flyttede sig til siden af mig og så det store åbenlyse sår. Han fulgte det da ned ad min venstre arm mod min venstre hånd og fingre. Så tjekkede han min venstre hånd og fingre. På det tidspunkt var turnus-eleverne holdt op med at arbejde og holdt sig i stedet i baggrunden som tilhørende til den næste dialog. Den superviserende læge så op igen og spurgte: ”jeg kan ikke se et indgangssår her, hvor er indgangssåret?”

I det øjeblik stoppede turnus-eleverne, hvad de havde gang i, og hele rummet blev stille. Alle øjne hvilede på overlægen, og også han stoppede, hvad han var i færd med, og så op på den superviserende læge. ”Indgangssåret er på højre hånd mellem tommelfingeren og pegefingeren”.

Et spørgende udtryk kom over den superviserende læges ansigt, mens han bevægede sig rundt til højre side af bordet, som jeg lå på. Han begyndt at inspicere min højre hånd, og der fandt han ganske rigtig førstegradsforbrændingen mellem min tommelfinger og min pegefinger på min højre hånd. Han så på de andre læger i rummet, og så tilbage på indgangssåret på højre hånd, og så over på venstre arm på udgangssåret. Dette gjorde han flere gange for at overbevise sig selv om, at det han så, var virkeligt. Turnuseleverne og den anden læge stod bare der, stille, og så på. Efter et stort suk så den superviserende læge på mig og sagde: ”tja, jeg har ingen ide om, hvordan du gjorde det, eller hvordan du overhovedet kan være i live nu. Du burde være død min ven. Det er et mirakel, at du er ved bevidsthed.”

Jeg lå bare der og prøvede at få det, han sagde, til at sive ind. Jeg var mere interesseret i at komme ud derfra - bare at bilde mig selv en stor løgn ind. Tingene afsluttedes kort tid derefter. Jeg fik en antibiotisk creme og nogle bandager og fik fortalt, at såret ville rense sig selv, og at jeg skulle skifte bandagerne regelmæssigt. Det tog et par måneder for såret og den mørke plet i midten at hele. Nu er der kun et 8,9 cm rundt ar på min underarm, som stadig klør frygteligt engang imellem. Sommetider får jeg kramper i min venstre arm. Der er uden tvivl sket en permanent skade på nogen af mine nerver. I dag synes det mere som en drøm end en oplevelse fra det virkelige liv. Arret minder mig dagligt om denne oplevelse og hvor virkelig, at den var.

Nu kan du måske forstå, hvorfor min tro ikke er større end en gennemsnitlig kristens. Jeg har set, at der er et liv efter døden. Jeg har følt Guds hånd. Jeg har set denne situation i en ydre synsvinkel, sådan, at jeg kan have det fulde perspektiv af, hvad jeg gik igennem. John 20:29 (NIV) ”… Fordi du har set mig, har du troet; salige er de, som ikke have set, og dog troet”. Jeg var kristen langt før dette tidspunkt, men når min tro i dag vakler og jeg har tvivl om, hvem jeg er, hvad jeg er her for at udrette, så har jeg ingen undskyldninger: fordi jeg har været på den anden side og set.

Rhettman A. Mullis, Jr. Præsident – Church In Action Ministries www.church-in-action.org