Beskrivelse af oplevelsen:

Beskrivelse Af Oplevelsen:

Den Sidste Mil

(Bedstefars Dødsleje Vision)

Ingen havde fortalt mig at bedstefar var blevet mere syg. Jeg vidste at han var på Sayre Plejehjem. Jeg havde besøgt ham der, inden jeg tog afsted (dette var i 1974) fordi jeg vidste at det ville vare meget længe inden jeg så ham igen. Han så ud til at være ved rimeligt godt helbred. Han havde altid været høj og mager. Han øgenavn blandt venner havde været "Slim". Hans lungeemphysem var problematisk men det var ikke værre end det havde været i lang tid. Han løb ofte tør for energi og sov meget. Jeg vidste ikke at tingene kune forandre sig hurtigt. Det kan også godt være at jeg bare ikke ønskede at vide det.

Jeg vågnede en morgen af en foruroligende drøm. Det var min tur til at arbejde i køkkenet den morgen, så jeg skulle alligevel vågne tidligt. Den unge Kvinde i sove området ved siden af mit var en af mine venner. Hun var vågen og i færd med at skrive i sin notes bog. Det var et godt tidspunkt for hende at skrive når alt vaf roligt. Jeg var så foruroliget efter min drøm at jeg var nødt til at fortælle det til nogen

Jeg hviskede." Jeg har brug for at snakke med nogen, er det okay hvis jeg kommer ind?"

Hun lod mig sidde på sin seng og lyttede mens jeg fortalte om min drøm. Hun var et intelligent menneske og hendes hovedfag var socialt arbejde. Jeg regnede med at hun kunne hjælpe mig til at få rede på tingene eller blot være en ven og omfavne mig. Jeg havde en frygtlig følelse af frygt hængende over mig.

Jeg fortalte hende om min drøm. Den begyndte med at jeg gik på en sti på et meget mørkt sted. Der føltes som om der var skygger på hver side. Alt som jeg kom frem kunne jeg mærke at der var andre omkring mig. En skygge skilte sig ud fra mørket til venstre for mig. Jeg fornemmede at det var et menneske men jeg kunne ikke se det eller definere det. Stemmen var maskulin og bekendt men jeg kunne alligevel ikke helt placere den. Den sagde: "Vi må skynde os!" Skyggen antydede at vi måtte gå hurtigere og blive på denne sti. Jeg så andre skygger flagre forbi os og de havde utydelige omrids. Nogle følte og sagde ting som: "Jeg vil ikke det her!" Andre var glade for denne vandring. Nogen var ivrige andre var tøvende. Dem som bekymrede mig mest var de misdannede skygger som ligefrem var angste. De skygger, som jeg opfattede dem, virkede som om de ikke var særligt rare eller gode. Jeg er ked af at måtte sige det.

Den lange høje skikkelse ved siden af mig gav ikke udtryk for en bestemt følelse udover at have travlt med at nå frem til hvor end det var vi var på vej. Det syntes ikke længe inden vi kunne se et lys foran os. Det var der, det gik op for mig, at vi befandt os i en slags tunnel. Siderne forelkom bare ikke at være definitive eller synes solide, (Okay, nu husker jeg dette. Jeg havde aldrig læst noget om nær døds oplevelser. Var der i det hele taget blevet skrevet om den slags på den tid? Jeg ved det ikke. Så jeg var ikke bekendt med billedsiden af nær død, etc) Skikkelsen ved min side begyndte at styrte afsted og skynde på mig: "Hurtigt, hurtigt! Jeg må der hen."

Vi kom nærmere og nærmere til lyset. Jeg begyndte at føle varme, og en følelse af at blive draget mod varmen. Er det fortærsket at sige at jeg bare "vidste" at hvis jeg kunne nå frem til det lys så ville alting blive okay. Det var alt hvad vi elsker som var foldet ind i lyset. Det var følelsen af hjem, familie, tryghed og kærlighed. Det var en følelse af at høre til jeg aldrig siden har fundet. Så stoppede skyggen ved siden af mig pludseligt op. "Hvorfor?" spurgte jeg. "Du er nødt til at vende tilbage" sagde skyggeskikkelsen bldt. "Du kan ikke blive" Jeg fornemmede sorgen over at sige dette, men den skifted snart til glæde da skyggen bevægede sig frem af. Jeg vågnede op i min seng med et sæt. Det var en drøm. Jeg kunne bare ikke lægge den fra mig, selv om jeg vågnede.

At fortælle til Brooke hjalp mig. Jeg kunne føle mig mindre uforbundet. Som jjeg sagde til hende" Det føles som om jeg har mistet noget kostbart. Jeg kunne ikke blive der, og det er jeg virkelig ked af. Hun lo og sagde: Søde ven, det er jo bare en drøm!"

Jeg begyndte at arbejde i køkkenet. Mens jeg polerede det rustfri stål på køkkenbordet, tænkte jeg over den skikkelse som var i min drøm. Hvad skulle det betyde? Jeg så op og Barbara W. stod i køkkendøråbningen. Det var hende der drev stedet, men hun var også meget tæt på mig. Jeg kunne se sorg i hendes ansigt. "Åh nej, det er min bedstefar er det ikke?" sagde jeg. Hun nikkede, sørgmodigt. Det varme lokal foranledige svedperler til at trille ned af hendes ansigt, næsten som tårer bare på det forkerte sted. Alt stod ud som i relief. Pludselig kom meningen med min drøm væltende ind over mig. Bedstefar var død. Den slanke skikkelse var hans! Måske havde jeg ikke ønsket at vide at det var ham. Hvem ved? Han var drageet bort og på en eller anden måde havde jeg tilbagelagt den sidste mil sammen med ham. Hvordan var det muligt? Jeg ved det ikke, men jeg har aldrig tvivlet på at de skete.

I den senste tid har jeg haft lejlighed til at tænke over dette. Jeg tror faktisk at han og jeg havde så tætte bånd, at han kunne tage mig med på denne sidste vandring. Ja, jeg tror det skete. Det var ikke en drøm. Jeg ville bekræfte over for enhver der lyttede at jeg gjorde det. Jeg har også læst nogen af nær døds oplevelserne og jeg ved at det er det der skete. De passer med min fortælling. Jeg har dog aldrig læst nogen beretning som omtaler andre der var i tunnelen eller om følelserne af tøven som nogen følte. Hvad med de skikkelser som var angste, hvad med dem? Hvordan kunne de være bange når lyset føltes så godt? Følte de ikke den samme følelse som jeg gjorde? Så de ikke et hvidt lys som drog dem til sig, som jeg gjorde? Hvad så de? De arme sjæle bekymrer mig stadig. Jeg ved at bedstefar var lykkelig, og det beroligere mig. Jeg kan næsten ikke vente til at jeg får lov til at vende tilbage til det sted.

Baggrundsoplysninger:

Køn: Kvinde