Beskrivelse af oplevelsen:

Jeg vil gerne fortælle dig en meget, meget, meget speciel sand historie. Da jeg var 16 år gammel. (Jeg er 28 nu.) Jeg datede en meget speciel ung mand. Hans navn var Edwin og han var også 16. Vi var meget tætte og en meget stor del af hinandens hjerte og sjæl. Jeg ved at alle siger at man ikke ved hvad kærlighed er eller hvad det handler om, når man er 16, men det gjorde vi på en måde. På en made følte vi, at vi var sjælevenner. Jeg kan ikke forklare følelsen, på en måde vidste vi bare, at vi var specielle. En torsdag aften d. 2. juli, 1987 hentede han mig fra arbejde og kørte mig hjem. Da vi sad I bilen, havde jeg en overvældende angst for, at jeg ville miste ham og jeg ville ikke stå ud af bilen. Jeg krammede og kyssede ham og fortalte ham, jeg følte at jeg på en eller anden måde ville miste ham. Han krammede også mig og kiggede mig i øjnene og sagde, “Skat, du ved at du aldrig mister mig.”Jeg bad ham om at ringe til mig, i det sekund han kom hjem, så jeg vidste han var i sikkerhed og det gjorde han.Følelsen forsvandt. Den næste aften fredag d. 3. juli, 1987, blev jeg hos ham henover weekenden. Mine forældre var I Atlanta for at finde os et sted at bo, vi ville flytte derhen I slutningen af sommeren.

Den aften hentede han mig fra arbejde og vi kørte hen til en fest. Til festen startedes en slåskamp og han blev formegentlig stukket ned ved et uheld. Han løb hen til telefonen for at ringe efter hjælp og kollapsede. Jeg var lige ved siden af ham og han var hysterisk.

Endelig kom en ambulance og jeg fulgte efter i en bil med en ven og sin kæreste og jeg begyndte at bede, ikke med hovedet men med mit HJERTE, MIN SJÆL, OG HELE MIN VÆREN. Jeg bad ikke kun til gud men til min kæreste – jeg ville have at hans sjæl skulle høre mig. Jeg ville ikke have at han skulle forlade mig. Da vi kom hen til hospitalet, blev vi sendt hen til et familieværelse. Jeg vendte mod døren. Min veninde Michelle sad ved siden af mig, jeg bukkede forover og bad mere end jeg nogensinde har bedt før. Michelle blev ved at forsøge at fortælle mig, at han ville blive okay. Imens jeg bedte med hele min væren, kom en følelse over mig. Det var ham. Tårer løber, mens jeg skriver det her. Han kom hen til mig og sagde, ”jeg elsker dig. Jeg kan ikke være sammen med dig lige nu men en dag vil vi være sammen." Han sagde, “du skal nok klare dig”.Jeg græd og tryglede ham om ikke at forlade mig og han sagde, "Husk altid på at jeg elsker dig og tror på dig. Farvel." Jeg skreg og Michelle sagde, “Han klarer sig.” Jeg sagde, ”Nej, Michelle, han er væk.” I det øjeblik kom Fader O’Brian ind i rummet og sagde “Han er hos Gud” ig jeg faldt på knæ.

Efter det ville han komme hen til mig I mine drømme. De var så virkelige, jeg ved de var virkelige. Jeg tror det var Guds made at hjælpe mig med at håndtere det, ved at lade mig besøge ham i mine drømme. Endelig stoppede drømmene og stadig i dag inden jeg går I seng, ønsker jeg at han ville komme tilbage og besøge mig.

Jeg savner ham stadig og undrer mig over, hvordan mit liv med ham ville være. Men jeg hæfter mig stadig ved de ord han sagde til mig, at jeg ved at vi vil være sammen en dag og jeg fortsætter mit liv; jeg er gift nu og har en smuk lille pige. Men oplevelsen med ham er en jeg aldrig, aldrig glemmer. Jeg tror at sjæle can nå ud til hinanden. Jeg ved ikke hvem du er og jeg ved dette ikke var en nærdødsoplevelse, men for mig var det en meget speciel spirituel oplevelse—en jeg vil sætte pris på resten af mit liv. Tak fordi du lyttede.