Beskrivelse af oplevelsen 230:

Jeg blev ramt af et tog, og slæbt 170m ned af sporet (i en bil). Jeg gik bort og fløj op gennem en rør/tunnel af rent blåhvidt lys. Jeg kom op til kanten og stoppede lige inden jeg nåde frem. En skikkelse (?) stod foran mig og bød mig velkommen. Forbi ham kunne jeg se all de sjæle, som nogensinde har været og vil være, strække sig ud for evigt, og følte mig så varm, og sikker og velkommen. Han informerede mig om at jeg kunne vende tilbage og afslutte, og ville blive hjulpet. Jeg vendte og kom tilbage. Det var som at blive fyldt med al viden i universet og da jeg så kom tilbage begyndte jeg at glemme ting. Der var ligesom ikke plads til at rumme det i den menneskelige form. Jeg svævede over vraget og så dem løbe omkring og forsøge at få mig og min mor ud af bilen. Togkoblingen var oven på mig. Jeg havde et klæde over hovdet og de var i færd med at trække mor ud. Jeg følte mig trukket ned ind i mig selv. Jeg åbnede mine øjne, trak klædet af og så på dem. Kvinden der holdt mor besvimede, og alle blev meget ophidsede. Jeg bad dem om at surre bilen fast til skinnerne og bakke toget væk. De fandt kæder i en skovnings lastbil (jeg fortalte dem hvor de ville finde dem. Hundrede meter nede af vejen på den anden side af toget...) Det skete på en lørdag og jeg var tilbage i skole om tirsdagen

De næste to gange fandt sted i The Veteran's Administration Hospital i Portland. Jeg blev indlagt til en enkel operation. Jeg døde på operationsbordet og fik stort set den samme tur ud og hjem. De hakkede mine tarme og pungterede min lungehule. Jeg blev kvalt 8 timer senere, og steg op og forlod min krop. Jeg så til mens de hastede mig ind på intensiv hvor de stak kæmpe nåle op i min ryg for at dræne vædskerne, så var jeg tilbage inde igen mens de åbnede mig og satte slanger ind fire steder i min brystkasse uden nogen smerte stillere.

Av.

Jeg har siden haft endnu en større operation men de gjorde det godt (Otte timer til at korigere den første, Min mave skubbede sig gennem mit mellemgulv og omklamrede mit hjerte)

Baggrundsoplysninger:

Køn : Mand

Datoen NDO'en fandt sted: 9 Sept. 1965, 8 Aug. 1995

Var der en livstruende begivenhed forbundet med oplevelsen den gang den fandt sted? Ja Ulykke I forbindelse med operation Første gang ramt af et tog. Anden gang kirurgi. Tredie gang kvælning.

NDO Elementerne:

Hvordan ser du på din oplevelses indhold? Positivt

Er der drugs eller medikamenter der kan have påvirket oplevelsen? Ja. Ja, Ja, den anden og tredie gang. Nej første gang.

Var din oplevelse på nogen måde drømmeagtig? Nej

Følte du dig adskilt fra kroppen? Ja rent lys

På hvilket tidspunkt under oplevelsen var du på dit højeste niveau af bevidsthed og årvågenhed? absolut klarhed

Var det som om tiden gik hurtigere eller langsommere? Alt syntes at ske på samme gang; eller tiden gik i stå eller begrebet tid mistede al mening. Tid eksister ikke der.

Giv en sammenligning af din hørelse under oplevelsen med din hørelse lige inden oplevelsen fandt sted. Nej

Gled du ind i eller gennem en tunnel? Ja

Mødte du eller blev du vidende om afdøde (eller levende) væsner? Ja

Så du et ikke jordisk lys? Ja

Hvilke følelser følte du i løbet af oplevelsen? glæde

Var det pludselig som om du forstod alting? Alt om universet meget kompliceret... tid begivenhed horizonter, større gode.... glæden ved at give.... kraft til at forstå hvad der vil ske.

Kom der scener fra fremtiden til dig? Scener fra verdens fremtid så mulige liv?

Kom du til en grænse eller begrænsende fysisk struktur? Ja kant

Kom du til en grænse eller tærskel hvorfra der ikke var nogen vej tilbage? Jeg kom til en barriere som det ikke var mig tilladt at overskride; eller jeg blev sendt tilbage imod min vilje. Havde et valg. Kom tilbage.

Gud, Åndelighed og Religion:

Hvad var din religion inden oplevelsen? Ved ikke First Christian

Hvilken betydning tillægger du dit religiøse/spirituelle liv efter din oplevelse? Liberal Min egen.

Skete der en forandring af dine værdier og overbevisninger på grund af din oplevelse? Ja Jeg frygter meget lidt og glæde mig meget over livet, selv de svære stunder.

Angående vort jordiske liv ud over religion:

Forandringer i dit liv siden din NDO er følgende: Øget

Hvilken ændringer skete der i dit liv efter din oplevelse? Selvom jeg ikke kan sige at mit liv ikke ville have været det samme, føler jeg at frygten for døden OG frygten for livet er vøk. Det gør at man kan udleve sine drømme alt som man har dem. "Bare jeg dog havde..." er væk fordi jeg gjorde

Er dine forhold blevet forandret specifikt på grund af din oplevelse? Den første forandrede mig fra nørd til rocksanger. Jeg var i Vietnam, rejste i Europa, var i en film (How to beat the high cost of living) Gik til casting for "Personal best (worst)" Gik i skole, blev can mag i antropologi, tog til Micronesien for at arbejde, kom tilbage og fik en kunstuddannelse. Ejer nu to gallerier, og viser mit arbejde i tre andre.

Efter NDO'en:

Var oplevelsen vanskelig at beskrive med ord? Ja Hvordan beskriver man New York City til en Yanamamo, eller en elfant til regnorm?

Har du fået nogen psykiske, ikke almindelige eller specielle evner efter din oplevelse som du ikke havde før din oplevelse? Ja Extrem intuition. Er også meget stærkere rent fysisk. Jeg har bevist det gamle mundheld. "Pas på hvad du ønsker dig, du kan måske få det.

Er der en eller flere dele af din oplevelse der er særligt meningsfuld for dig? Intet dårligt, undtagen den fysiske restitution.

Har du nogensinde delt denne oplevelse med andre? Ja Der synes at være mere interesse nu til dags. Masser af: "Hvordan var det?" spørgsmål

Har noget på et eller andet tidspunkt i dit liv genskabt nogen del af oplevelsen. Nej

Har spørgsmålene og de oplysninger du har bidraget med nøjagtigt og forståeligt beskrevet din oplevelse? Ved ikke


Beskrivelse Af Oplevelsen 591:

En tidlig morgen kører jeg i min fars Impala 59. Min mor beder mig om at skyde genvej ad en smal grusvej. Vi kører hen til sporene (som ikke var blevet brugt i 7 år) og kigger til begge sider, kører op og over sporene, hører et brag.... et tog der kører 60 km. i timen ramer os på min side. Ingen tuden og det viser sig at føreren har fået et slagtilfælde og ikke kan reagere. Vi trækkes 150 meter ned af sporet idet vi sidder fast på toget forende.

Jeg så et klart blåt lys omgivet af et blødt hvidt skær, fløj gennem lyset med hvad der forekom mig at være mere end en million kilometer i timen, stoppede og stod(?) på en afsats og så ind på alle de sjæle der nogensinde har været, og vil være, de tætteste meget velkendte, en tante og nogle andre fra fortiden. Det blev mig fortalt at jeg havde et valg om jeg vil blive eller vende tilbage. Jeg var der længe mens jeg besluttede mig.

De hjalp mig med min beslutning, viste mig fantastiske ting, viden, fremtiden, energi, alt. Så vendte jeg om og drog tilbage. Jeg beskriver det for folk som et fuldt glas med vand, forstørret i en sådan grad at alting i verden er i vandet i glasset, al viden, og fremtiden og fortiden på en gang. Når man så kommer tilbage blir glasset mindre igen, men alt i glasset blandes sammen, således at man beholder noget men mister noget andet.

Jeg svævede over bilvraget og så alt i verden, derefter mindre og mindre indtil jeg var lige over bilen. Jeg så alle folkene løbe omkring for at få min mor ud. Jeg blev trukket over i mig selv, åbnede min øjne og så hvidt.... de havde lagt et lagen over mit hoved Jeg rakte ud med min frie højre arm og trak det af. Folk skreg og besvimede. Ambulance folkene var at gå fra forstanden. Toget var oven på mig og de var nødt til at få det væk .... Jeg fortalte dem at de skule hente fastspændingskæderne fra Rose tømmerlastbilen så de kunne binde bilen til skinnerne og bakke toget væk. Det gjorde de og jeg var på vej til hospitalet. Tømmerlastbilen stod på den anden side af toget 100 meter nede af vejen. Da jeg kørte til hospitalet svævede jeg ind og ud et par gange og nød at flyve oven over ambulancen og se alle menneskene som kiggede mens vi kørte forbi

Andre NDOer:

Ja, jeg tror det vil være godt også at fortælle om de andre NDOer. Jeg blev indlagt på VA hospitalet i Portland OR i 95 til en simpel laparoskopisk mave operation (halsbrand). De bedøvede mig og jeg vågnede og så ned på migselv, og tog så tilbage til det samme sted jeg havde været 30 år tidligere. Jeg var der i meget lang tid og kun et øjeblik.... Jeg blev igen tibudt valget om at blive eller vende tilbage og gøre mit arbejde færdigt, hvad end det nu er, så jeg kom tilbage. De havde kick startet mig med hjerte starteren og jeg vågnede på opvågningesstuen, hvor jeg sad oprejst og havde det rigtigt dårligt

De gav mig en pude til at holde op mod maven og bad mig om at ånde dybt ind. Efter et par timer på den måde, begyndte jeg at få det værre og var ude af stand til blive ved med at ånde dybt. Mit åndedrag blev mere overfladisk og smertefuldt. Jeg blev ved med at sige at der var noget galt, men de sagde at det var normat. Jeg udånde den sidst smule luft jeg havde, rejste mig og vendte mig forderefter at se mig selv sidde sammensunket i stolen. Sygeplejeren kom styrtende og råbte på hjælp. De lagde mig på en båre og rullede mig ned til akutmodtagelsen, kastede mig på sengen og stak de her kæmpe nåle op i min ryg og trak vædsekn ud af mine lunger. De rullede mig så rundt og åbnede mig for at lægge slanger. Jeg betragtede det alt sammen fra oven, indtil de de satte ribenssprederen ind og indsattte den første slange. Jeg vågned skrigende uden noget åndedræt. De indsatte endnu to slanger uden noget smertestillende og jeg begyndte igen at kunne ånde.

Efter 6 uger og efter at have tabt 25 kg, fik jeg at vide at de var nødt til igen at åbne mig for at rense mine lunge huler. De foretog ct-skanningen kl 5.00 og opererede kl 7.00, Jeg ringede til alle mine venner og sagde farvel, denne gang fungerede hele.

Dette styrkede trangen til at dele og hele og give hvad end det nu var jeg var blevet givet til dem der havde brug for det. Jeg har haft flere succeer i årenes løb med at hjælpe syge mennesker uden at sige "´Nu skal jeg hjælpe dig" Den eneste person jeg har talt åbent med om dette er min web designer Kathy. Hun har lupus, og jeg har taget smerten ud af hendes arme, hendes nakke og skuldre-

Baggrundsoplysninger:

Køn: Mand

Datoen NDO'en fandt sted: 11 Sept. 1964

Var der en livstruende begivenhed forbundet med oplevelsen den gang den fandt sted? Ja Ulykke Jeg blev ramt af et tog.

NDO Elementerne:

Hvordan ser du på din oplevelses indhold? Blandet

Er der drugs eller medikamenter der kan have påvirket oplevelsen? Nej

Var din oplevelse på nogen måde drømmeagtig? egentlig ikke

Følte du dig adskilt fra kroppen? På hvilket tidspunkt under oplevelsen var du på dit højeste niveau af bevidsthed og årvågenhed? Total

Var det som om tiden gik hurtigere eller langsommere? Alt syntes at ske på samme gang; eller tiden gik i stå eller begrebet tid mistede al mening.

Giv en sammenligning af din hørelse under oplevelsen med din hørelse lige inden oplevelsen fandt sted. Nej

Gled du ind i eller gennem en tunnel? Ja

Mødte du eller blev du vidende om afdøde (eller levende) væsner? Ja

Så du et ikke jordisk lys? Ja

Var det som om du trådte ind i en anden, ikke jordisk verden? En helt klart mystisk eller ikke jordisk verden.

Hvilke følelser følte du i løbet af oplevelsen? Glæde

Var det pludselig som om du forstod alting? Alt om universet

Kom der scener fra fremtiden til dig? Scener fra verdens fremtid

Kom du til en grænse eller begrænsende fysisk struktur? Ja

Kom du til en grænse eller tærskel hvorfra der ikke var nogen vej tilbage? Jeg kom til en barriere som det ikke var mig tilladt at overskride; eller jeg blev sendt tilbage imod min vilje.

Gud, Åndelighed og Religion:

Hvad var din religion inden oplevelsen? Ved ikke

Hvad er din religion nu? ingen

Skete der en forandring af dine værdier og overbevisninger på grund af din oplevelse? Ja

Angående vort jordiske liv ud over religion:

Forandringer i dit liv siden din NDO er følgende: Er øget

Efter NDO'en:

Var oplevelsen vanskelig at beskrive med ord? Ja Tag en Yanamamo fra Columbia, kast et net over ham, og flyv ham til NY i ti minuter, send ham tilbage og spørg ham: "Hvordan var det?"

Har du fået nogen psykiske, ikke almindelige eller specielle evner efter din oplevelse som du ikke havde før din oplevelse? Ja visioner, healing

Har du nogensinde delt denne oplevelse med andre? Ja

Har noget på et eller andet tidspunkt i dit liv genskabt nogen del af oplevelsen. Ja to NDOer til.


Beskrivelse Af Oplevelsen 6650:

Den Første

The Set Up

En klar og solrig septembermorgen i 1965, ændrede mit liv sig for altid.

Min bil, en gammel Ford 1951 som min far havde givet mig året inden, til min 16 års fødselsdag var på værksted. Ejeren, som var racerkører skyldte min far en del penge for alle de dæk han havde fået, så min far slog en handel af med ham om at fikse min bil op. Motoren var en Ford V-8, og fin for enhver 16 årig på det tidspunkt, men min far havde andre ideer.

Joe havde bygget en motor til sin racerbil af en 1953 Ford lastbilsmotor. Han gennemgik den og gjorde alt hvad han formåede for presse mere kraft ud af den, der i blandt afbalancering og blueprinting. Da han bragte den til racerbanen sagde racer comiteen "NEJ!" Den var for meget for banen og han hang nu på dette monstrum. Nu stod han altså og manglede en anden motor som han kunne ombygge og gøre mindre farlig Far besluttede at det ville være en fin ide a lægge en motor der var blevet fobudt på racerbanen i min bil. Jeg var uden bil i en meget lang weekend. Jeg havde en date med en ældre pige, den 18 år gamle kusine til en pige som jeg også havde set mig varm på. Vi skulle i drive inn biograf og vi ville ikke spilde tiden med filmen. Hun havde allerede vist mig væsentlig hud og kyssede som om hun ville æde mig Jeg plagede far om at få lov at bruge den rigtige bil, min brors 1959 Impala. Han havde efterladt den så far kunne passe på den, men da han kom til Frankrig, sagde han at vi kunne beholde den. Han købte en 1956 Mercedes måge vinge da han kom til Nancy og blev inkvarteret på flyvebasen. Han flyttede senere til Paris. En lastbil som tippede over idet den kørte rundt i den store rundkørslen nær ambassaden smadrede bilen. Endnu en grund til at jeg nægter at køre når jeg er i Paris, nogensinde!

Far spurgte mor om hun havde noget imod det, og hun sagde at hvis bare jeg satte hende af tidlig lørdag morgen hos min søster på den anden side af byen i Sodaville, så syntes hun at det var en fin ide.

Jeg stod ekstra tidligt op lørdag morgen og ringede til Kathy for at høre om hun var med på en heldagstur, til kysten og så i drive-in. Hun lød begejstret og vi aftalte et tidspunkt. Jeg ventede i bilen på mor i hvad der forekom som timer indtil hun langt om længe kom ud og satte sig ind.

Da vi kørte over broen ind til byen, bemærkede hun hvor køn floden var og bad mig om at tage vejen på østsiden af byen langs floden..

Netop som vi ved at dreje in på River Road skete der noget meget mærkeligt

Lad mig gå lidt tilbage i tiden. Da jeg var omkring 3 år, satte mor og far mig i den gamle Chevy, en 1947 Sedan tror jeg nok, og vi begav os afsted ned af bakken til byen. Naboens hest var gået gennem lågen neden for bakken, og da far ramte den røg den ind gennem forruden mellem far og mor og endte oven på mig med hovedet først. Jeg har ingen rigtig klar erindring om det, men jeg ved at jeg ikke kom til skade. Efter det skete begyndte jeg imidlertid at gøre sære ting som ærgrede min far en hel del. Som for eksempel dengang gang vi over halvejs til byen i vores Ford 51 da jeg vendte mig om i sædet og skreg at laden brændte. Vi var så langt væk fra huset at jeg umuligt kunne have set flammer eller bare et lysskær, men jeg ville ikke holde op. Far råbte til mig at jeg skulle holde kæft og endte med at stikke mig et par flade. Det førte ikke til noget, så han svingede rasende bilen rundt og kørte hjem igen og tænkte at nu havde knægten ødelagt middagen. Idet vi kørte ind i indkørslen kom en lille flamme tilsyne under laden.

Far var ifærd med at tørre majs i en gammel tin balje, som stod oven i en anden med en bund af kul. De stod på mursten men et styke kul var faldet gennem et rustet hul i baljen og ned til halmen. Ilden var netop ved at få fat da vi kom hjem, og far kunne let slukke den med vandslange.

Efter det talte han ikke til mig i rigtig lang tid, holdt bare øje med mig

Et par flere begivenheder som denne indbefattet en hvor jeg stak af fra den lille etværelses skole for foden af bakken midt i timen, lige tids nok til at nå frem til min mor som var faldet gennem bagdørens vindue mens hun rensede tagrenden stående på en stige. Hun havde skåret sin arm rigtigt slemt og jeg standsede blødningen og ringede til naboen om hjælp. Også det blev belønnet med tavshed som blev modsagt af mors overdrevne ros

Tilbage til 1965

Altså, tilbage i 1965. Idet vi drejede ind på River Road havde jeg en overvældende fælelse af at noget var galt. Jeg standsede bilen og tog sikkerhedsselen på. Jeg havde aldrig haft en på, min gamle Ford havde ingen, og jeg insisterde på at mor også tog sin på. Hun nægtede og sagde at den generede hendes brok og at hun havde det helt fint. Jeg gav efter og vi havde en behagelig tur langs Santiam floden. Mor fortalte om stederne og jeg tænkte på at få noget på den dumme.

Da vi drejede væk fra floden og var på vej til Hwy 20 foreslog hun at vi tog en genvej til Sodaville Road. Det var en kort grus vej, og på den tid var den overbegroet med buske, således at man kørte gennem tætte buske på hver side, nogen hang ud over vejen As we turned off the river and headed to Hwy 20, she suggested we take the short-cut, to Sodaville Road. This was a short gravel road and at the time was overgrown. For enden af vejen var der en forhøjet jerbaneoverskæring, en af den slags hvor man køre op og henover sporene. Jernbaneskiltet var så gammelt at det var faldet sammen således at "Xet" var næsten lige ret op og ned. Solen stod bag min skulder og buskene var stærkt belyste. Krattet havde ikke fået sin årlige beskæring, og sporene var hævet lige så tilpas højt at man var nødt til at sagtne farten for at komme over dem. Alt dette er forandret nu. De har sænket sporene og fjernet det meste af krattet rundt om sporene.

Idet jeg sagtnede farten for at kigge, kunne jeg ikke se ned af sporet på venstre side. Jeg kørte frem og hørte et brag NDO

Jeg fløj gennem enhvirvlende blå tunnel, så hurtigt.

Da jeg kom "op" i det åbne, befandt jeg mig på kanten af et enormt område med, i mangel af et bedre ord, sjæle, så langt øjet rakte, nogen tæt på andre uendeligt langt borte, men der var en dyb følelse af fuldkommenhed, fred og underen. Det var som at være sammen med alle der nogensinde har levet og nogensinde vil på en og samme gang. Jeg kunne mærke forskellige mennesker. Jeg følte sådan en overvælende glæde og kærlighed

Den kendsgerning at der ikke er noget "der", intet syn, lyd, noget vi kan relatere til, er det det bedste jeg kan gøre for at sætte ord på det hele, der måske giver mening

Da jeg kom op til kanten blev jeg omfavnet af sådan en stærk følelse at glæde, godhed og velvære at jeg begyndte at glemme alt der gik forud. Jeg kunne huske alt der nogensinde var overgået mig, se ansigterne på alle jeg nogensinde havde kendt og det var lige med det samme og for evigt på samme tid. Ja, jeg bruger ordet tid, for det er det vi kender, men der er der ingen tid.

Jeg blev givet et meget direkte valg om hvorvidt jeg ville blive eller vende tilbage, men jeg blev opmuntret til at vende tilbage Den eneste måde at beskrive hvad der så skete, er at få dig til at visualisere at blive flettet ligesom strømme af rindende vand med andre sjæle, gjort hel, og sendt tilbage ind i denne verden til et punkt ovenover bilen. Jeg kunne se hele verden, så horisonten, så sceneriet lige under mig

Der var et tog med vores bil klemt fast til forenden, en forsamling af ophidsede mennesker, en ambulance dukkede op, brandbiler, biler og lastbiler stoppet på begge sider af vejen. Jeg betragtede dette meget længe, så fortsatte strømmen ned i bilen og jeg var tilbage inde i min krop.

Jeg åbnede min øjne til klart hvidt. Min højre arm var fri, så jeg løftede den og bragte den op til mine øjne, blot for at opdage et lagen der dækkede mig. Jeg trak det af, og nogen stykker skreg. Da jeg kiggede over på en kvinde der holdt min mors hoved, besvimede hun. Der fulgte en byge af panik og ophidselse og en af mændene begyndte at tale med mig. Jeg fokuserede på hvad der var sket og blev klar over at jeg havde et tog på skødet. Mine ben bøjede en smule bagud ved knæene, tilkopleren lå ovenpå mit skød og knoen hvilde lige til højre.

Sikkerheds selen havde trukket mig ned sammen med bilens chassis og holdt mig fast mens tilkobleren brasede gennem døren, eller rettere over døren

Jeg følte ingen smerter, kun et massivt tryk, men et stykke vindusglas var gået igennem min højre hånd mellem fingrene og tomeltotten, og jeg så at det var begyndt at bløde. Blod var bakket op i min arm men nu var tingene var begyndt at fungere igen, fossede blodet ud.

De forbandt min hånd med glassplinten stadig i. Jeg går ud fra at det var for at forhindre den i at bløde endnu mere.

Redderen spurgte mig om jeg kunne forstå ham. Jeg sagde:"Ja for helvede, få det her fucking tog væk fra mig!"

The medic ask me if I could understand him. I told him 'Hell yes, get this fucking train off me!'

Jeg spurgte til mor, og de sagde at de havde fået hende ud af bilen og ind i ambulancen, at hun havde taget mindst syv ture fra forsædet til bagsædet, som var hun en kludedukke.

Dækkene stod på svællerne, og ingen af dem var punkteret, så det var et overordentligt ujævn tur sidelæns 170 m. ned skinnelegemet. For at sætte det i perspektiv, så tænk på to fodbold baner minus 30 m.

Lagnet var blevet lagt over mig af en af ambulance folkene. Han fandt ingen puls eller åndedræt (han sagde at han brugte et håndspejl for at se om der var ånde) og min hånd blødte ikke. Alle var sikkre på at jeg død og borte, så da jeg trak lagnet væk efter et godt stykke tid, var det et sandt chok!

Det er svært at regne ud præcis hvor længe jeg var væk, men toget ramte os, vi blev revet med 170 m. biler stoppede, der blev ringet efter en ambulance og de havde været der længe nok til at få mor næsten helt ud af bilen, da jeg vendte tilbage. Hospitalet ligger 6 km fra ulykkestedet, så det må taget dem 5 eller 6 minutter at nå frem.

Grunden til at det er så vanskeligt at sætte en tidslinie på begivenheden er at der ikke er nogen tid der. Det føltes som om jeg var der en livstid. Der var så meget at lære. Jeg fortæller folk at det er lidt ligesom et menneske som lever dybt inde i skoven som aldrig har set andet end sine venner og sin familie, som aldrig har set en flyvemaskine i luften. Pludselig kaster en helikopter et net og tager dig med lysets hastighed til Times Square ved midnat. Efterlader dig der et par minutter, flyver dig så tilbage, og sætter dig ned midt i din landsby og dine venner kommer løbende og spørger: "Hvordan var det!"

At komme fri.

Jeg fik at vide at jeg skulle ligge stille og være rolig. De kunne ikke se min venstre side, men der var synligt blod, og mit hoved havde et mindre flænge som blødte meget. Bilen var blevet tanket op dagen før, så der var bensin over det hele. De kunne ikke finde ud af hvordan de skulle få toget af mig. De kunne ikke anvende skærebrændere på grund af bensinen. De tømte luft ud af dækkene fordi de troede at det ville sænke bilen. Men det sket ikke. Jeg bad dem tilsidst om at hente kæderne på Rose tømmerlastbilen, for traileren var oppe og den var tom, og så binde bilen fast til skinnerne og bakke toget væk.

En af mændene sagde: "hvad med dine ben?"

"Hvad helvede? Er du bange for at det vil komme til at gøre ondt? Jesus"

De fik kæderne ud af lastbilen og trak dem rundt om svellerne, satte dem fast i bilens ramme og maskinmesteren begyndte at bakke toget tilbage. Der var frygtelig lyd af stål mod stål, mens knoen gled hen over mit skød. Mine ben bøjede endu en tak bagud, og jeg mærkede at alting trak fra livet og nedefter. Smerten var intens og jeg så hvid prikker. Pludselig sprang døren op og væk fra mig. Mine ben poppede en smule tilbage og min arm var fri. Jeg var temlig flået fra overarmen til under min albue, men det var al den skace jeg kunne se. De fik mig anbragt på båren og undersøgte mig, stak og puffede for at find ud af om der var nogen indre kvæstelser. I ambulancen tilbragte jeg en stor del af tiden med svæve ind og ud og se oven fra ned, mens vi kørte gennem byen. Jeg kan huske at jeg tænkte hvor smuk en dag det var. En State politibetjent kom til vores dæk station før han fandt ud af at jeg stadig var i live og spurgte far om han kendte John. Far sagde at det var hans søn som boede i LA. Betjenten fortalte ham at bilen stod ude ved hióvedvej 20, og at drengen var død. Det fandt sted en tid efter at de fik mig ud

Han skuyndte sig til hospitalet hvor han var blevet fortalt at kvinden ville være

Da han nåede derhen, skyndte han sig til akutmodtagelsen og forbi mig. Han løb over til mor som var i koma og ifærd med at blive behandlet for alle hendes skader, som inkluderede brækkede ribben, en hjernerystelse, brækkede knækapsler og masser af rifter og knubs

Mens far stod deer i chok lod jeg høre fra mig og spurgte hvordan mor havde det. Han var lige ved at falde om.

Han styrtede over og hold om mig mens jeg fortalte ham hvor ked af det jeg var over at have smadret bilen og forvoldt skade på mor. Han var forvirret og ophidset, han kunne sige ret meget andet end: "Til helvede med bilen" og "Ruth bliver ok"

Død i radioen.

Hele den dag fortalte KGAL at jeg var død i en togulykke. Det var irriterende for det var den kanal jeg lyttede til i hospitalssengen. Jeg fik sygeplejersken til at ringe til min ven Larry, Kathy, og Carol ig min søster, så de kunne få at vide at jeg stadig var i live At være død i radioen en hel dag var en virkelig mærkelig ting. Min far prøvede endda ringe derud for at fortælle at jeg var levende, men de troede det var en spøg og lagde på. Tilsidst, senere den aften omkring kl. 11.00 efter at have fået et par gibbernakkere, kørte far ud til studiet og fik dem til at stoppe med at spille ønsker til min ære, fortalte dem at jeg var på hospitalet og at ja, de kunne ringe til mig næste morgen.

Det gjorde de, men lytter til radio Lørdag morgen?

Efter at have hørt i radioen hele dagen, at jeg var død og efter at have fået at vide at jeg ikke ville være istand til at gå i flere uger, ringede jeg på plejeren, jeg skulle meget på toilettet, og de kom ikke for at hjælpe mig. Jeg stod op og faldt på gulvet, hev mig selv op og faldt igen, igen og igen, men jeg nådede til toilettet. Da jeg var færdig var jeg ikke til sinds at lægge mig ned, så jeg holdt mig selv op ved hjælp af gelænderet der løber langs væggen, ud af døren, og ned i hallen.Jeg blev ved med at holde benene under mig, og gik ved at løfte mine hofter for derefter at lade mine ben falde fremover. Det fungerede godt nok til at jeg klarede turen fra min stue, hele vejen rundt om hallen og tilbage igen.

Omkring en time senere, var jeg istand til at balancere uden at holde fast i gelænderet, så længe jeg undlod at bøje knæene fremad. Det må have set ret komisk ud.

Jeg stod op seks gange til for at gå den nat , så om morgnen, når lægen kom ind, kunne jeg stå op og give ham tørt på fordi han havde sagt at jeg ikke kunne gå.

Jeg fik stadig en masse medicin for smerterne, men jjeg var i meget bedre humær. Mor lå på den anden sige af hallen, og jeg gik ofte derover for at se til hende.

Larry kom med de bøger jeg havde bedt om, og jeg lænede mig tilbage i sengen, som en død, åndede tungt, stønnede og klagede. Han var der kun et minut og var ved at gå. Jeg satte mig op og sagde: Hallo, hvor skal du hen? Han var lige ved at stikke mig en på kassen.

Mandag morgen kom der nogle advokater fra Southeren Pacific og de overtalte far til gå med til et forlig på $250.000 i stedet for at lægge sag an. Det var en masse penge dengang, og far havde brug for dem i værkstedet, så jeg underskrev papirene, og det var så det. Jeg fandt senere ud af at bremsemanden fik et hjertetilfælde da han så en bil på skinnerne, toget kørte 70km/t (de fortalte alle at det kørte 45km/t) og det tudede ikke før det kom til overskæringen. De fragtede tømmer fra fabrikken og var fuldt læsset. Det var derfor det tog så længe inden det stoppede

Om tirsdagen, var jeg tilbage i skole på krykker. Når folk så mig, enten skreg de, besvimede, eller stirrede.

Min første time var biologi med Paul. Jeg sad på min sædvanlige plads og da han råbter navne op, hoppede han mit navn over. Jeg ventede et par navne, og sagde så: Hallo, du glemte mig!" Jeg sværger at halvdelen af klassen var ved at falde af stolen, og det var Paul også. Alt hvad vi talte om den dag var ulykken, hvem der så den, hvorfor de sagde at jeg var død, hvorfor jeg ikke var død, og hvordan var det at være død?

Efter et par dag smed jeg krykkerne og begyndte at forstå at jeg ikke var den samme person som var taget afsted den lørdag morgen.

Uden at tænke for meget over det eller at indse at det ikke var normalt, begyndte jeg at se, høre, og føle ALTING omkring mig. Jeg kunne høre hvad folk sagde på den anden side af rummet samtidig med at jeg så på noget andet. Det var som at være i den 360 graders linse som jeg var i da jeg dalede tilbage ned i bilen. Det var en lille smule overvældende og det tog lang tid at vænne sig til det. Da jeg havde antog jeg bare at alle andre havde det på samme måde. Den dag i dag er jeg stadig forbavset over hvor lidt folk ser og hører af hvad der sker omkring dem. Jeg har gjort god brug af det talent i årenes løb, i hæren, og så at sige hver eneste dag.

Den anden mærkelige ting er mine hænder. De bliver så varme at de næsten gløder. Jeg kan anbringe mine hænder 30cm fra nogen, og de kan mærke varmen. Jeg har arbejdet med folk der havde led problemer, og andre slags sundhedsproblemer. De siger det hjælper, men jeg aner ikke hvordan og hvorfor det er der.

De næste to

8. August 1994

Efter i tre års afprøvning af et middel som hæmmede dannelsen af syre i mavesækken, mange endoskopier (og andre-end-skopier) og forsikringer fra min læge om at det ville være en let og hurtig opperation, en Nissen fundoplikation. Jeg kom på The VA Hospital i Portland, Oregon. Efter en indledende forklaring og et kort møde med den vagthavende læge, blev jeg bedøvet.

Hallo Igen.

Jeg var tilbage hvor jeg havde været mange år forinden, omgivet af lys og varme og følelsen af velkendtehed fra dem som havde været tæt på mig i fortiden. Igen blev jeg badet i følelsen af perfektion. Jeg blev ganske brat trukket tilbage til stuen, og jeg kunne se folk gå i panik og oplevede deres rædsel. Jeg så på mens de arbejde på mig og brugte hjertestarteren til at kick-starte mig. Så var jeg vøgen på opvågningsstuen. Jeg var stadig ifærd med at forsøge at få styr på hvad der var sket da en af lægerne kom ind og sagde: " Altså, tre timer inde i en to timers operation begyndte tingene af gå skævt. Min brystmuskel trak sig sammen i spasme og den CO2 (?) som de havde pustet mig op med blev sendt ud gennem mine lunger. Mit hjerte stoppede, mine lunger blev "pop cornede" hvad det så end betyder og jeg var væk, De fik mig tilbage, pustede mig op igen, afsluttede proceduren, syed de små laproskopiske huller sammen og alt var vel.

De satte mig op, gav mig en lille pude som jeg skulle holde op imod maven, og bad mig ånde forsigt og langsomt i et par timer. Så gik de og en anden plejer kom ind og tilsluttede mig til et par overvågningsapperater. Min kærste kom ind og sad hos mig, og holdt min hånd, og jeg faldt i søvn. Jeg vågnede og følte akut åndenød, som havde jeg løbet meget hurtigt. "Besynderligt" tænkte jeg, og begyndte at prøve at ånde, men kunne kun snappe små korte åndedrag. Jeg sagde til plejeren som jeg havde sendt Maria ud efter, at jeg var sikker på at noget var galt. Hun fortalte mig, at det var normalt at have den på den måde, og at jeg ikke skulle bekymre mig.

Ude af kroppen

Omkring en time senere (det er omkring 6 timer efter operationen) begyndte jeg at gå i panik. Jeg klunne kun tage små drag af luft. Jeg følte mig som jeg var ved at drukne! Jeg blev ved med at forsøge at få nogen til henvende sig til hvad der foregik, men de ville simpelthen ikke reagere. Jeg sad der og i løbet af et øjeblik som jeg aldrig vil glemme. Jeg råbte, rejste mig, og hørte monitoren skifte fra en puls til en kontinuerlig tone. Grafen var flad. Jeg var ude af min nu sammensukne og ganske døde krop. Jeg svævede op og betragtede med undren at de kom styrtende ind i lokalet. De kastede mig på en båre, og løb med mig ned ad gangen og ind i elevatoren, så ud og gennem en hal ind på en stue hvor de kastede mig på maven på en seng.De tog kæmpe nåle, og stak dem i min ryg op i min lunge hule og drænede den for vædske. Jeg kan stadig se disse to folk der arbejder på skift med at dræne den tykke grå vædske ud.

Så vendte de mig om og begyndte at trykke og skubbe. Den ene af lægerne som havde mørkt hår og en akcent sprang op på mig, satte en skalpel på huden lige under min venstre brystvorte og skar ind langs ribbenet. Jeg vågnede.

De sagde man kunne høre skriget to etager oppe.

De stak en ribensspreder ind og lagde en slange ind. De gentog nu processsen på min venstre side under armen. TO GANGE. De ramte forkert første gang og måtte gøre det igen. Hvis man tagger sin finger og finder stedet hvor albuen rører ens side og finder det sted hvor man er mest følsom, ca. halvejs mellem armhulen og hvor albuen rør og presser, vil man finde stedet hvor de skar mig op og stak endnu en slange ind. Tre slanger i alt. Det var den mest ubehagelige oplevelse og en jeg ikke anbefaler. Nogensinde.

Jeg tilbragte mange uger på ryggen med denne gloptat-glopitta maskine der var tilsluttte mig som en sulten blækprutte. Jeg blev svagere og tabte mig indtil jeg vejede ca. 75 kg. Jeg blev ædt op indefra. Da jeg var deflateret, hakkede de laproskopiske instrumenter hul i en tarm og gennemhullede lungehinden og det begyndte en infektion af colibakterier i min lungehule hvor bakterien og dens afkom, tog bolig og var glade, varme og vel nærede.

kl. 15.00

Endelig en eftermiddag viste der sig et nyt ansigt i døren, som introducerede mig til lederen af thoracic kirurgi fra San Francisco General. Han fortalte mig at jeg var nødt til at få en MRI scanning så han kunne se hvor dårligt det stod til "derinde", som han sagde og prikkede mig på brystet.

Min søde unge kvindlige læge, som var dukket op et par dage inden, bad sygeplejersken om at tage en blodprøve, og lægge en ny IV slange kl.

16.00

Efter en heroisk indsats og ca. ti forsøg, opgav hun og blev kaldt bort. Min læge kom tilbage og var noget utilfreds med den arme sygeplejerske. Hun tog min venstre arm og stak en kanyle direkte ind i blodåren. Ren kunst. Hun fandt så den sidte lille arterie i min højre hånd og tilsluttede IV slangen.

Hun tog min båre og trillede den ned af gangen, ned med elevatoren, ned at en anden gang til MRI rummet, hvor staben allerede havde tage deres frakker på og var på vej ud af døren. Hun beordrede dem til køre mig gennem hvilket de modvilligt gjorde.

kl. 17.00

Lægerne kom ind i rummet ved siden af MRI lokalet. Han satte sig på båren mens hun tog min hånd. "Du vil dø hvis vi ikke foretager denne her operation øjeblikkeligt"

Jeg smilede og fortalte dem at de var for sent ude.

De sagde at jeg havde en 30% change for at overleve hvis de opererede mig inden for de næste par timer og hentede så en telefon" Ring til din familie og venner og sig farvel." Farvel,måske.

De opringninger var de bedste og de værste jeg nogen sinde har foretaget. Jeg græder mens jeg skriver dette, og tænker på den rene kærlighed som jeg følte for dem der havde været der sammen med mig og som nu hørte mig sige farvel.

Da de bedøvede mig følte jeg den mest utrolige fred. Jeg åbnede min øjne til lægens smilende ansigt. Han klappede min hånd og ønskede mig tillyke med at have overlevet. "Du må være her på grund af et andet formål. Du må have arbejde du skal gøre."

De havde spredt mine riddben på begge sider, flyttet rundt på mine lunger i min brystkasse og renset alt det skidt ud de kunne. Jeg antager at det var en ret så vanskelig opperation, for de blev ved med at komme ind for at fortælle mig hvor utroligt det var at jeg stadig var i live.

Jeg forlod hospitalet et par uger senere og vejede nu 73 kilo. Da jeg kom vejede 99. Det er ikke en afmagringskur jeg kan anbefale.


Baggrundsoplysninger:

Køn: Mand

Datoen NDO'en fandt sted: 1965

Var der en livstruende begivenhed forbundet med oplevelsen den gang den fandt sted? Ja Ulykke Ramt af et tog

NDO Elementerne:

Følte du dig adskilt fra kroppen? Ja Beskrevet ovenfor, men jeg svævede oven over ulykkesstedet og betragtede alle, i det andet og tredje, kom jeg også ud af kroppen Jeg forlod helt klart min krop og eksisterede uden for den.

Hvordan var det højeste bevidstheds og årvågenhedsniveau du havde under oplevelsen i sammenligning med dit almindelige dagligdags bevidstheds og årvågenhedsniveau? Mere bevidst og vågen end normalt Total bevidsthed om alt.

På hvilket tidspunkt under oplevelsen var du på dit højeste niveau af bevidsthed og årvågenhed? På det tidspunkt skulle jeg vælge om jeg ville blive eller ville tilbage.

Tænkte du hurtigere? Ubegribeligt hurtigt

Var det som om tiden gik hurtigere eller langsommere? Alt syntes at ske på samme gang; eller tiden gik i stå eller begrebet tid mistede al mening. Se oven over.

Var dine sanser mere levende end sædvanligt? Utroligt meget mere levende

Giv en sammenligning af dit syn under oplevelsen med det syn du havde umiddelbart før den tid hvor oplevelsen fandt sted. højnet

Giv en sammenligning af din hørelse under oplevelsen med din hørelse lige inden oplevelsen fandt sted. højnet

Var det som om du var tilstede til ting der skete andre steder, som skete det ved ESP? Ja, og omstændighederne er blevet verificeret.

Gled du ind i eller gennem en tunnel? Ja blåt lys, meget klart og varmende

Mødte du eller blev du vidende om afdøde (eller levende) væsner? Ved ikke det kunne have været min tante, men det er svært at afgøre.

Så du, eller følte du dig omgivet af et strålende lys? Et lys der helt klart havde en mystisk eller overnaturlig oprindelse

Så du et ikke jordisk lys? Ja lys gennemlyste alt.

Var det som om du trådte ind i en anden, ikke jordisk verden? En helt klart mystisk eller ikke jordisk verden.

Hvilke følelser følte du i løbet af oplevelsen? Glæde i de to førsteto, irritation i den sidste.

Havde du en følelse af fred og velvære? Ufattelig fred og velvære

Havde du en følelse af glæde? Utrolig glæde

Havde du en fornemmelse af harmoni eller enhed med universet? Jeg følte mig forbundet eller et med verden

Var det pludselig som om du forstod alting? Alt om universet Jeg beskrev det som om et fuldt glas vand, pludselig udviddede sig til universets ende, og opfyldte det helt med mere vand, hvorefter det så skrumpede tilbage til normal størelse, men med ALDELES anderledes vand

Kom scener fra din fortid tilbage til dig? Min fortid viste sig i et glimt for mig, uden for min kontrol.

Kom der scener fra fremtiden til dig? Scener fra min personlige fremtid den grundlæggende retning, ingen detaljer.

Kom du til en grænse eller begrænsende fysisk struktur? Ja På kanten til en anden dimension hvor jeg så ind.

Kom du til en grænse eller tærskel hvorfra der ikke var nogen vej tilbage? Jeg kom til en barriere som det ikke var mig tilladt at overskride; eller jeg blev sendt tilbage imod min vilje. På kanten til en anden dimension, hvor jeg så ind

Gud, Åndelighed og Religion:

Hvilken betydning tillægger du dit religiøse/spirituelle liv efter din oplevelse? Uden tilknytning- Ikke noget specifikt, Sekulær utilknyttet

Havde din oplevelse træk der var i overensstemmelse med din jordiske tro? Træk der overhovedet ikke stemte overens med de overbevisninger du havde på tidspunktet for din oplevelse. Jeg var aldrig særligt religiøs så det var ikke noget der rystede mig så meget. Jeg tror jeg vidste alt det her i en meget ung alder.

Skete der en forandring af dine værdier og overbevisninger på grund af din oplevelse? Ja en meget anden følelse om livet.

Var det som om du mødte et mystisk væsen eller en mystisk tilstedeværelse, eller hørte du en udefinerbar stemme? Jeg mødte et bestemt væsen, eller en stemme som helt klart havde en mystisk eller overnaturligt oprindelse

Så du nogen væsner i løbet af din oplevelse? Jeg fornemmede deres tilstedeværelse

Mødte du eller blev du opmærksom på væsner som før i tiden levede på jorden, og som kendes ved deres navn i religionerne (f.eks. Jesus, Mohammad, Buddha etc.)? Ved ikke Jeg så alle der nogensinde har levet og som nogensinde vil.

Under din oplevelse, fik du da oplysninger om præeksistens? Nej

Under din oplevelse fik du da oplysninger om en universel sammenhæng eller enhed? Ja Det forekommer indlysende efter at have været der. En note: Vi er der nu og her.

Under din oplevelse fik du da oplysninger om Guds eksistens? Nej

Angående vort jordiske liv ud over religion:

Under din oplevelse fik du da information om livets mening? Nej

Tror du på et liv efter døden efter din oplevelse? Ved ikke Ja vi bliver en

Fik du oplysninger om hvorledes vi skal leve vore liv? Ja at indse at vi bliver en, forandre den måde du har med andre mennesker at gøre.

Under din oplevelse, fik du da oplysninger om livets vanskeligheder, udfordringer, og genvordigheder? Nej

Under din oplevelse fik du da oplysninger om kærlighed? Nej

Hvilken ændringer skete der i dit liv efter din oplevelse? Ved ikke

Er dine forhold blevet forandret specifikt på grund af din oplevelse? Ja

Efter NDO'en:

Var oplevelsen vanskelig at beskrive med ord? Ja Det sværeste at forklare var, da jeg skulle vælge om jeg ville blive, eller om jeg ville komme tilbage.

Hvor nøjagtigt husker du oplevelsen sammenlignet med andre begivenheder der skete i dit liv på omkring det samme tidspunkt? Jeg husker oplevelsen nøjere end andre begivenheder i mit liv på omkring det tidspunkt

Har du fået nogen psykiske, ikke almindelige eller specielle evner efter din oplevelse som du ikke havde før din oplevelse? Ja Hænder der kan heale, evne til at læse folk, smartere.

Har du nogensinde delt denne oplevelse med andre? Ja næste dag.

Havde du nogen viden om nær døds oplevelser (NDO) før din oplevelse? Nej

Hvordan betragtede du realiteten af din oplevelse kort efter (dage til uger) den fandt sted. Oplevelsen var helt sikkert virkelig

Hvad mener du om din oplevelses virkelighed nu? Oplevelsen var helt sikkert virkelig