Beskrivelse af oplevelsen:

1990, New Delhi, Indien:

Jeg var 19 år gammel, og gik på college. Jeg kørte tilbage fra college i en bus. Bussen havde en nødudgang bag i(ca 60cm x 25cm i størelse) Jeg stod op i bussen og lænende mig op af nødudgangen. Bussen køre hurtigt og tog et sving. Nødugangen gik op og jeg faldt ud af bussen, baglæns med hovdet forrest mod jorden.... Det er det sidste jeg husker af ulykken. I det næste øjeblik så jeg mig selv stående ved siden af min krop (der lå på jorden), og den første tanke der kom til mig ( mens jeg betragtede min krop der lå på jorden var: "Gud ske tak og lov, jeg ikke faldt; det er en anden der ligger der) Næste øjeblik var jeg igen i min krop, liggende på jorden og ifærd med at vågne

I løbet af den tid jeg betragtede min egen krop, husker jeg tydeligt følelsen af glæde over ikke at være den der var kommet til skade, fuldstændig desorientering fra min egen krop, genkendte ikke min krop, identificerede mig selv som værende den der betragtede den anden krop som lå på jorden. Jeg følte ingen smerte eller følelse, udover at føle mig lykkelig over ikke at være kommet til skade.

Jeg tror hele begivenhede varede højst et minut.

Måden som denne begivenhd har forandret mig på er at jeg ikke længere er bange for at dø, fordi for det første ved jeg, at der ikke er nogen smerte forbundet med døden, og for det andet fordi, jeg ikke vil føle mig trist over at have forladt dem jeg elsker, for jeg vil ikke længere have nogen tilhørsforhold tilbage, jeg vil være fri.