Beskrivelse af oplevelsen:

En foruroligende historie med malende blodige detaljer.. ikke læsning for sarte sjæle.

Tilbage i 1969 var jeg i Vietnam for at tjene mit fædreland. Jeg trænede de grønne baretter (Green Berets) i håndkamp i guerillakrig. For mig var det at håndtere fjendens soldater som et stort video- eller skakspil. Jeg tænkte overhovedet ikke over at fjenden havde personligheder, navne, forældre, koner, børn, såvel som hver deres individuelle frygt, mål, håb og drømme. Det var bare ikke noget jeg tænkte over. De var bare tal for mig. Jo flere jeg fik dræbt, des bedre. I militæret betaler samvittighed sig ikke, men høje drabstal gør.

Jeg var ondskabsfuld, sej og macho. Jeg kunne bruge enhver del af min krop til at dræbe med. Jeg var træner for samme slags mænd som jeg selv. En dag havde jeg været lidt for kæphøj og var lige ved at måtte betale den ultimative pris for det. Jeg blev overrumplet og blev ramt af en mortergranat. Jeg svævede over min krop og jeg følte ingen smerte. Jeg kunne ikke fatte at jeg stadig kunne tænke, se, høre og endda lugte. Jeg forsøgte at finde pulsen på min egen krop under mig, men til min forfærdelse gik mine fingre lige igennem min egen hals. Jeg vidste at jeg var blevet alvorligt såret. En mand fra delingen, som jeg kun kendte som Skip, dukkede op, og jeg følte en form for lettelse. Han begyndte at sige mit navn og spørge mig om jeg kunne høre ham. Pludselig stod jeg ansigt til ansigt med ham og svarede på hans spørgsmål, men han kunne ikke høre mig. Jeg lagde mærke til at han bøjede sig meget langt ned over min krop, alligevel var vi ansigt til ansigt. Det var på det tidspunkt jeg opdagede at det meste af den krop jeg nu var i, til min store forbløffelse var nede i jorden. Kun min brystkasse, skuldre, hals og hoved var over jorden.

Jeg syntes det var temmelig mærkeligt, men det blev kun mærkeligere, da jeg følte en sugende fornemmelse nedad og pludselig befandt mig i en form for grøft eller grav.Denne grav var fyldt med blod, indvolde og kropsdele. Det havde konsistens som en tyk oksekødstuvning. For at gøre det hele værre så jeg asiatisk udseende mænd, kvinder og endda små børn, der stod på hver side af denne grav. De skreg mens de pegede på mig. De greb ud efter mig, mens jeg kæmpede mig igennem denne modbydelige, ildelugtende grød, mod en fjern lysplet.

Disse mennesker der stod der på kanten, manglede dele af deres ansigter, kroppe og lemmer. En mor holdt sit spædbarn og begge havde skudhuller i ansigterne. Selvom de talte vietnamesisk, vidste jeg at de skreg at jeg på en eller anden måde var ansvarlig for deres tilstand og deres død. De var så frygtelig skræmmende at jeg forsøgte kun at fokusere på lyset. Jeg følte at hvis jeg bare kunne nå lyset, ville jeg være i sikkerhed. Ingen af disse lemlæstede mennesker rørte mig på noget tidspunkt, men jeg følte alligevel jeg udstod en frygtelig straf.

Noget af det, jeg husker som mest forfærdeligt fra denne pinefulde oplevelse var en lille tynd 6-årig pige, jeg havde talt om som 'den lille møggris' (fordi hun altid var beskidt og hang omkring os og tiggede om mad og slik). Hun dukkede op ved vores lejr en dag og havde noget skjult i en taske, hun havde slynget over skulderen. Hun lignede en der skulle til at gøre noget, hun vidste hun ikke burde gøre. Jeg sigtede omhyggeligt på hende fra 50 meters afstand og tænkte, ”hvis hun tager noget mistænkeligt ud af den taske er hun historie”. Jeg så hende tage hånden ind i tasken og trække noget op, der lignede en granat. Jeg tænkte, ”hun har en granat i den taske og er blevet sendt herhen for at sprænge mine folk i luften!” Så blæste jeg det øverste af hendes hoved af med et enkelt skud. Hendes bror fortalte senere nogen af de andre at hun havde prøvet at finde en amerikaner, der ville gemme en lille hundehvalp, hun var blevet glad for, for at redde den fra at blive spist til aftensmad af hendes familie. Adskillige af de andre gutter havde kritiseret mig for at reagere for hurtigt, for jeg havde i virkeligheden bare set den sorte hvalps hoved og troet at det var en granat. Jeg skubbede det fra mig på min sædvanlige måde og sagde, ”hun var et uheldigt offer for krigen”. En af folkene på kanten af søen af blod og indvolde var denne lille vietnamesiske pige. Hun skreg af mig med det, der var tilbage af hendes ansigt. Jeg var forfærdet og fuld af skyld.

Efter jeg havde vadet hvad der syntes som flere kilometer igennem denne grøft, hørte jeg en stemme fra min afdøde bedste ven fra high school sige til mig at jeg kan gøre det. Jeg kan klare det. Jeg vidste at han prøvede at opmuntre og støtte mig. Jeg behøvede virkelig den støtte for at klare den hen til lyset.

Min ven, Ed, var død et halvt år før i en jagtulykke. Alligevel var han pludselig her og hjalp mig op af grøften og omfavnede mig varmt. Jeg følte en enorm lettelse, kærlighed og accept. Glædestårer løb ned af begge vore ansigter. ”Hey mand” sagde han, ”jeg ved det var råt. Men du behøvede det, du var ved at blive lige lovlig afstumpet, og det er ikke dig. Det er bare ikke den Keith jeg kendte, da vi spillede fodbold sammen og hang ud i high school”. Jeg så mig omkring og betragtede med ærefrygt den ufattelige skønhed der var over det sted hvor vi stod. Det var en slags eng med en glitrende å der løb tværs igennem. Farverne var meget klarere end på jorden. Jeg lagde for første gang mærke til at Ed ligesom lyste, og jeg så ned på mine egne arme og de glødede også en smule. Han sagde til mig, ”du gør ikke tingene rigtigt, du skal ikke slå ihjel. Din mission er at hjælpe andre og beskytte dem. Du finder ud af mere om din mission som tiden kommer, men lige nu må du tilbage. Det her er dit hjem og du skal nok komme tilbage hertil, men lige nu er du nødt til at tage tilbage og opdage din mission fuldt ud”. Med det samme han havde sagt det, følte jeg et ”pop” og fandt straks mig selv i smerter i en hospitalsseng.

Senere den dag kom Skip, manden fra min deling, forbi for at se til mig. Jeg takkede ham for at have reddet mit liv. Han kunne ikke forstå, hvordan jeg kunne vide at det var ham, der havde forsøgt at redde mig, og endnu mindre hvordan jeg vidste han havde råbt mit navn, taget min puls og arbejdet med mig, indtil der kom mere hjælp. Jeg fejede det bare til side og besluttede mig for at holde resten af min historie hemmelig. Nogle uger senere blev jeg sendt hjem og gik i gang med at læse til lærer. Siden min oplevelse i Vietnam har jeg følt et tvingende behov for at beskytte kvinder og børn. Jeg har endda taget frivilligt arbejde med at bygge krisecentre for misbrugte og udstødte kvinder og deres børn. Jeg har haft nogle paranormale oplevelser siden da, men vil gemme det til en anden gang. Jeg håber at denne NDO vil kaste lidt lys over jeres forskning.