Beskrivelse af oplevelsen:

Nu 38 år senere plager, smerten, rædslen og chokketomkring den skæbnesvangre nat i oktober 1960, mig stadig. Vanskeligere er det dog at gøre rede for den bevidsthed om Guds ubegrænsede nåde og tilgivelse, som fulgte efter mit selvmordsforsøg, og som er vedblevet helt op til denne dag. Hvad jeg nu vil berette er med sikkerhed ikke en hallucination eller selvbedrag. Jeg vil fortælle, hvad der skete, og jeg håber det vil hjælpe en eller anden et eller andet sted til at genkende og velkomme Gud tilstedeværelse i hans eller hendes eget liv på et tidspunkt, hvor døden forekommer at være den eneste udvej. Hvis nogen for 38 år siden havde sagt, at jeg ville vandre den tabte tros svigefulde sti til selve helvedeskløften, ville jeg have leet. Jeg havde i 1948 netop giftet mig med en smuk kvinde, der hed Pat. Hun var en populær pige, og jeg følte mig privilegeret over, at hun var blevet min. Jeg var travlt optaget af at arbejde på mine mål som revisor og var så optaget af at beundre alt det sølvrandede, at jeg slet ikke opdagede storm skyerne, der samlede sig. I årene der fulgte, blev alle mine håb, drømme og lyse fremtidsudsigter undergravet. Før drak jeg moderat og ved sociale lejligheder, men nu tiltog mit drikkeri, og inden jeg anede det, var jeg faldet over kanten og ned i alvorligt alkohol misbrug. Kanten var et helvede af tabt tro, frygt, impotens og selvmedlidenhed.

Efter blot syv måneder af hvad jeg troede, var det perfekte ægteskab, fandt jeg ud af, at min kone var mig utro, og det drev mig til at trække mig yderligere tilbage og til mere druk. Også jeg var skyldig i ødelæggelsen af vores ægteskab. Hver gang en ny affære kom for dagen, hvad enten det var en kort affære eller en årelang romance, sagde jeg mange sårende ting, og gjorde alt, hvad jeg kunne, for at hun skulle føle skyld. Alligevel var hun ude på en date, da jeg langt om længe besluttede at gøre noget ved, hvad jeg betragtede som en fuldstændig håbløs og degenereret situation.

Med Pat ude af huset, formodentligt for natten, lagde jeg vores to drenge og lille pige i seng og hørte på deres bønner. Bønner forekom mig på det tidspunkt som noget overfladisk og meningsløst. Jeg fandt ingen trøst eller håb i bønner. Jeg var blevet en vedholdende ateist. Da børnene sov dybt, samlede jeg, hvad jeg tænkte på som min "ultimative flugt", sammen; to flasker med sovetabletter, en receptpligtig flaske fra medicinskabet, samt beroligende midler jeg havde skrabet sammen. Sammen med tre flasker spiritus mente jeg, at jeg havde alt, hvad der var nødvendigttil min store flugt. Jeg husker, at lægen havde sagt, at jeg ikke måtte blande alkohol og disse piller, ellers kunne det slå mig ihjel. Dengang havde jeg ikke noget ønske om at dø, alligevel havde samtalen sået en selvmordstanke.

Jeg skrev et afskedsbrev og rystede fem piller ud. Jeg blandede opløsningen sammen med alkoholen og skålede med min kones tomme stol: "Skål for ingenting, lad det blive til intet", pillerne gled let ned, og alkoholens falske varme steg op i mig. "Jeg er på vej", tænkte jeg, og der var ingen vej tilbage!! Min drink nummer to gjorde det af med de beroligende midler, og mine tæer og fingerspidser begyndte at snurre. "Måske er pillerne alligevel ikke nok", sagde jeg til mig selv. Jeg følte mig ikke fuld kun en anelse sløv og svimmel. Jeg havde en nagende frygt for, at jeg ville mislykkes med mit forehavende , ligesom jeg var mislykkedes med alt det andet jeg var kommet til at anse for vigtigt, så jeg slugte endnu en håndfuld sovetabletter. Min hånd var stadig støt, da jeg hældte det sidste af min bourbon op. Hvad kan og vil jeg gøre, hvis dette her ikke virker? Jeg følte en brændende fornemmelse brede sig i min mave. Mit drikkeri var kommet så vidt at et par drinks til frokost, en lille en på vej hjem, plus to femtedele af en flaske vodka eller bourbon til at afslutte aftnen, faktisk ikke rigtigt var nok til at sløre min smerte og frustration. Jeg vil altså bare ikke vågne med tømmermænd og med alle mine tærende problemer. Jeg vil aldrig mere vågne. Jeg gjorde det af med al spiritussen og alle pillerne og begyndte at se noget mørkt og skylignende, der kom imod mig. Det kom lige ned gennem loftet i mit køkken og opslugte mig.

Jeg følte, at jeg bevægede mig gennem denne her tunnel med meget stor fart. Jeg så et lys for enden af tunnellen og undrede mig over, om det var, der jeg skulle hen. Jeg vidste ikke, om jeg på dette tidspunkt var død eller levende, men jeg husker faktisk, at jeg da jeg så bagud, så mig selv liggende på køkkengulvet, og jeg lå der helt uvidende om denne anden del af mig, der syntes på vej mod et eller andet. "Er det sådan døden er?" spurgte jeg mig selv. "Nej", kom der et svar et eller andet sted fra.

Jeg blev chokeret over at se et væsen af ufattelig smukt klart hvidt lys, der havde sølvtråde strålende ud fra dets midte. Jeg tøvede med at sige noget, og så blev jeg klar over, at dette utrolige væsen af lys læste mine tanker. "Nej" gentog han igen. "Det er ikke sådan døden er. Kom så skal jeg vise dig." Jeg husker, hvordan jeg sammen med ham flød over til en slags dyb kløft, der indeholdt synet af et dybt deprimerende landskab helt uden skønhed, hvor folk tussede rundt med bøjet hoved og skuldrene presset frem på deprimeret og resigneret vis. Deres hoveder var sænkede og de betragtede deres fødder. De gik omkring uden mål og med. Af og til stødte de ind i hinanden, men de gik bare videre. Det var en rædselsvækkende tanke, at jeg skulle styrtes ned til disse forvirrede og fortabte sjæle, men stemmen syntes at forstå min rædsel og lettede den med de følgende ord: "Dette er et helvede, du selv har skabt. Før eller senere vil det være nødvendigt for dig at vende tilbage til Jorden og opleve et nyt liv med de samme vanskeligheder, som du kom op imod i dette liv. Du vil forblive sammen med disse fortabte og forvirrede sjæle indtil da. Selvmord er ingen udvej. Jeg blev vist et panoramisk vue af mit liv. De sidste fem år, der var så belastede af alkohol misbrug, var de mest smertefulde - de mest smertefulde erindringer jeg på nogen måde kan forestille mig. Jeg så den effekt de havde haft på mine små børns liv, og den effekt de ville forårsage i fremtiden. Jeg så sorgen, mine børn ville føle over at miste deres familie og mig. Jeg blev vist, at deres mor ikke ville tage sig godt af dem, og at de tilslut ville blive anbragt på et børnehjem. Jeg blev også givet et fremsyn af, hvordan min alkoholisme ville influere på mine børns liv, hvis jeg vedblev med at drikke på den måde jeg havde tillagt mig og forblev i familierelationen. Jeg så at alle tre børn, to drenge og en pige, ville følge mit dårlige eksempel, og at de hver især før eller siden ville benytte flasken til at flygte fra dagliglivets stress, indtil de også selv ville ende som alkoholikere. Synet af min kostbare lille pige, der ville vokse op og gifte sig med en medalkoholiker, der ville ende med at slå hende og tvinge deres fire døtre til incestuøse forhold, var mere end jeg kunne bære. Det var som et slag i ansigtet. Et kæmpe "reality check"

Jeg så også, at hvis jeg tog mig sammen og begyndte at opføre mig som en ansvarlig far og rolle model, ville alle tre børn vokse op og blive lykkelige og produktive. Det betyder ikke, at de ville blive helt fri for hverdagens vanskeligheder, men de ville få muligheden for at gå deres egne veje uafhængige af stofmisbrug. Jeg så, hvordan min ældste søn med tiden ville blive i stand til at blive en vigtig og indflydelsesrig person, hvis jeg blev og opførte mig som en ordentlig far. Jeg så hvordan han, hvis jeg vedblev at være en fuld og svag far, i en skyggevendt fremtid, ville begynde at bruge stoffer og ende i fængsel for forbrydelser, han ville begå i forsøget på at skaffe penge til stoffer. Det var frygtindgydende for mig, og jeg besluttede på stedet, at dette ikke var, hvad jeg ønskede for mine børn eller for mig selv. Jeg blev vist, at hvis jeg fremturede som en håbløs patetisk drukkenbolt, ville jeg ikke være i stand til undslippe. Efter at have gennemleve alle prøvelserne og traumerne som bragte mig frem til selvmordet, ville jeg blot komme ansigt til ansigt med dem i et andet liv, og det forekom mig mere forfærdeligt, end jeg kunne holde ud. Jeg græd.

Lysvæsnet syntes at forstå at jeg var fyldt med en følelse af anger, medfølelse og kærlighed. Han sagde med en streng stemme, som dog stadig var som en far, der taler til sin søn, "Dit liv er ikke noget, du kan gøre med, hvad der passer dig. Skabte du dig selv, gav du dig selv liv? Nej. Du kan da heller ikke selv vælge døden" Jeg kunne ikke sige noget. Jeg kunne ikke tænke. Jeg græd endnu heftigere. Denne vokale tilstedeværelse må være Helligånden, der er sent til mig, tænkte jeg. Stemmen nu mildere fortsatte: "Jeg er ikke færdig med dig. Dit arbejde er endnu ikke færdigt, vend tilbage og gør hvad du er sat på jorden for at gøre."

Det første jeg så, da jeg vågnede var lettelsen, der fyldte min datters ansigt. Nancy var vågnet midt om natten og kæmpede forgæves for at holde livsflammen levende i mit indre. "Åh far", sagde hun, "jeg var så bange for, at vi ville miste dig. Du var bare så kold, og jeg kunne ikke engang høre dit hjerte slå."

I køkkenet var min kone ved at spise frokost. "Kom og få noget børn", kaldte hun, "og du kan også få noget, hvis du kan stavre dit fordrukne selv her over til bordet", tilføjede hun sarkastisk. Jeg følte mig fuldstændig udmattet og meget sulten men havde ingen tømmermænd. Af en eller anden besynderlig grund havde jeg ikke den tarmvridende smerte, jeg havde følt natten før, da jeg havde taget den overdosis af piller. Det bedste var dog, at jeg stadig mærkede den indre kærlighed, fred og omsorg, der var udkommet af den forgangne nat

Det ville være dejligt at kunne sige, at livet siden da har været aldeles perfekt. Men det ville være løgn. Separationen og skilsmissen var hjerteskærende, skønt jeg beholdt børnene. Jeg ønskede at få børnene, og de ønskede at få mig, og min kones kæreste ville ikke have dem. Jeg holdt op som revisor og endte med at blive professor på et lokalt college, og det var hårdt.

At bruge min opsparing og pensionsopsparing til at betale regninger og holde familien ved lige med gennem en månedslang søgen efter job kostede mig den smule sikkerhed, jeg måtte have haft, og at lære mig nye færdigheder til jobbet var til tider både udfordrende og frygtindgydende. Og dog har freden og trøsten jeg først lærte at kende på kanten af helvedesdybet aldrig forladt mig, eller tilladt at jeg mistede min fornyede tro og tillid. Nogen af mine venner forstår ikke, hvorfor jeg ikke føler bitterhed; det bedste svar findes i den treogtyvende salme: "Skal jeg end vandre i dødsskyggens dal, frygter jeg intet ondt, for du er med mig, din stok og din stav er min trøst."

Siden min oplevelse har jeg opdaget, at jeg ikke længere frygter døden, at jeg har et langt mere åndeligt udsyn, og jeg tager nu mit ansvar for børnenes opvækst meget alvorligt. Jeg er der for dem, og jeg er stolt af at kunne sige, at deres liv går langt bedre nu, da jeg er blevet den far, jeg altid skulle have været. Jeg har mødt og giftet mig med en smuk kvinde, der er smuk indvendig og som giver mig styrke og mod til at gå igennem alle livets prøvelser og trængsler. Jeg vil aldrig glemme min oplevelse på kanten af Helvede, og hvad det har lært mig.

Den negative Nær Døds Oplevelse er ikke negativ, når der kommer noget godt ud af den. Jeg er nu en præstelig rådgiver og tager mig af bogføringen for nogle mindre foretagender ved siden af. Mine børn står nu på egen ben og har lykkelige, travle og produktive liv. Jeg har fred.