Beskrivelse af oplevelsen:

Det var i 1971 eller 1972. Jeg var meget deprimeret efter at være blevet voldtaget af to mænd, og ude af stand til at fortælle nogen om det. Jeg hadede min krop og livet blev for svært at leve. En af mine venner havde stjålet en læges sorte taske og tog den med til mig. Der var nok medicin i den, til at få 30 mennesker til at sove. Jeg tog stofferne og kort tid efter føltes det som om, at isblokke bevægede sig op ad min krop. Det var omkring midnat.

Jeg lå henover min seng med benene hængende ned. Det var dér jeg mærkede isblokken først. Så bevægede det sig op ad mine ben og da det ramte mit bryst, åbnede min seng sig og jeg rutsjede ned gennem en tunnel. Efter et stykke tid gik det op for mig, at jeg rejste gennem rummet. Jeg vidste på en eller anden måde, at jeg rejste meget hurtigt, på grund af stjernernes bevægelser.

Jeg rejste henover en orange/rød glød og tænkte: 'Hvis det passer hvad de kristne siger, så er jeg på vej i helvede og må fremkalde noget frygt.' Men universet var fred og der var ikke plads til frygt. Jeg husker ikke at være sammen med nogen, ankomme nogen steder, eller tale med nogen. Jeg husker, at mine tanker havde en stemme.

Aftenen efter fandt jeg mig selv smækket op mod køkkendøren. Jeg ved ikke, hvordan jeg havnede dér men jeg havde helt utrolig ondt i hovedet. Jeg var rasende over at være tilbage på jorden. Så sagde en stemme i mit hoved til mig: 'Selvmord er ikke længere en mulighed for dig.' Som ung universitetesstuderende havde jeg omfavnet eksitentialismen og fortæret Nietzsches skrifter. Af ham lærte jeg, at selvmord altid var en mulighed for at efterlade elendighed. Der har været flere gange siden da, hvor jeg har ønsket at dø, men jeg ved at selvmord ikke er en mulighed. Jeg lærer at vælge livet hver dag.

Baggrundsoplysninger:

Køn: Kvinde