Beskrivelse af oplevelsen:

Jeg var på besøg hos min kæreste, hans bror fra en anden stat og en Kvinde som han havde samlet op et eller andet sted. De var alle sammen fulde og sad og grinede rundt om et bord, mens de slog sig løs. Jeg var forkølet, havde en ørebetændelse og kunne bare ikke klare det længere. Inden min Manddøde i 1973 valgte han denne mand, som den han gene ville have, at jeg giftede mig med. Min Mandvidste at han ikke havde ret meget mere tid tilbage at leve i, og han var bange for at jeg aldrig ville gifte mig igen (det har jeg heller ikke). Han havde en foretning ved siden af vores ejendomsmægler kontor og så ud til at være alle tiders fyr. Han var en god ven, men ingen af os vidste at han var alkoholiker, idet vi kun kendte ham i arbejdstiden. Jeg prøvede på alle mulige måder, at få ham til at holde op med at drikke, men det lykkedes aldrig. Jeg gav ham valget, spiritusen eller mig.

Efter fem års forhold valgte han spirtussen, og jeg forlod ham. Dette handler om circa fire år inde i forholdet. Jewg sad på en høj køkken stol. Jeg vendte mig om for at gå og mærkede at jeg var ved at falde. Det næste jeg ved af er at jeg var oven over husets tag. Jeg kunne se gennem taget, og krummet sammen på gulvet lå en kvindekrop - omkring på størrelse med en barbie dukke. Mit "syn" og min "hørelse" var ualmindeligt skarpe Kvinden han var sammen med, sprang op, kom over til kroppen og vendte den om. Jeg kunne se at det var den krop jeg havde været i. Der var en stor skade på højre side af panden, og blodet strømmede ud over ansigtet og gulvet. Kvinden strakte sig op og tog et viskestykke fra vasken og forsøgte at vaske blodet fra mine øjne og mit ansigt. Viskestykket var temlig vådt gennemvædet med blod. Broderen løb hurtigt hen til kroppen og følte efter puls på halspulsåren. "Jeg kan ikke mærke noget" Han prøvede at tage pulsen på begge håndled. Kvinden lagde ansigtet ned nær kroppens næse og lagde hånden på brystet: "Hun trækker ikke vejret"

Broderen lagde sit øre til mit hjerte. Hun gav hurtigt kroppen to gange kunstigt åndedræt, og broderen begyndte hjerte massage. Kæresten begyndte at græde hysterisk:"Sivie, hvis du dør, begår jeg selvmord." Jeg kan ikke leve uden dig. Jeg elsker dig. Hvis du lever vil jeg aldrig mere drikke. Åh Gud lad hende ikke dø."

Det begynder at blive svært. Jeg kunne se uden øjne, høre uden ører, og kummunikere uden en mund eller andre kropsdele. Jeg vidste alting i fortid og nutid. Jeg følte at jeg var i min naturlige tistand, og at kroppen var et midlertidigt unaturigt stadium. Jeg var hjemme hvor jeg hørte til. Hvor jeg ønskede at være.

Det vile blive en meget svag syg Kvinde krop, men det var hvad jeg behøvede at opleve, hvad jeg (ånden) behøvede for at kunne vokse i åndelig forstand. Det var som at tage et gymnasiefag som man afskyede (såsom regning) men som du vidste du var nød til at bestå for at dimitere. Så jeg samtykkede tøvende i at tage den krop som tihørte en famiie som jeg aldrig havde været hos før, Jeg vidste også at jeg havde været i en tidigere krop som var en enorm stor og ondskabsfuld mand,som misbrugte kvinder og børn. Jeg forstod hvorfor kroppen var dialeksisk. For det var virkelig en udfordring dengang i 1940 - 1950, hvor man blev ydmyget og straffet for ikke at kunne skelne mellem højre og venstre

Og hvorfor jeg valgte sygeplejen, og hvorfor jeg hver gang jeg forsøgte at skifte job, blev trukket tilbage. Alting stod kart. Jeg gik i skole langt hjemmefra, og der var kun en ting jeg kunne tage med. Der var en række nødvendige ting og kun en lille plads tilbage. Jeg måtte vælge en ting (såsom en yndingsbamse) - jeg vagte min kunstneriske formåen, og det var et klogt valg. Ånderne vidste at jeg blot var på gennemrejse, og det gjrde jeg også. Så kom et klart hvidt lys tilsyne for enden af gangen. Jeg ville gerne derhen. Det blev klarer og klarer og det begyndte at pulsere hurtigere og hurtigere. Det og jeg vidste at jeg havde indvilliget i at tøvende tage denne krop og at jeg endnu ikke havde fuldført min opgave.

Jeg følte mig sikker på at jeg ikke vile blive alene, og at jeg ville huske meget af det jeg havde oplevet. Det var lidt som en "pep talk". en slags "på den, du kan klare det. Vi er stolte af dig" Jeg havde bedt så mange år, for at få at vide i mit hjerte at der var noget efter døden, at Gud og Jesus fandtes. Som syvårig kaldte præsterne og nonnerene mig "tvivlende Tomas" fordi jeg stillede spørgsmål om alt. Jeg vidste bare at det de sagde ikke passede, men jeg vidste ikke hvad passede.

Lyset vidste hvor meget smerte jeg følte i forsøget på at huske. Prøved at få noget ud af små bidder af drømme, som andre børn ikke havde. Jeg var på nippet til at dø af en alvorlig sygdom da jeg var fjorten, og havde drømme om at være ude af kroppen og om at være i andre kroppe, med oplevelser jeg ikke kunne forklarer - og som var imod min religion

Da jeg var seks år, så jeg en lille statue af Michelangelos David med et figenblad. Jeg blev rasende og jeg vidste ikke hvorfor. Jeg fandt en lille bitte smule båt ler i et åløb nær vores hjem. Jeg gravede det omhyggeigt ud og løb ophidset hjem til min mor. Jeg fortate hende at det var den farve han manglede. Han skulle bare have det. Men jeg vidste ikke hvem "han" var. Jeg var så frustreret og græd. Hun tog langt om længe leret og sagde at hun ville gemme det til "ham". Nogen gange, især om natten, når jeg havde feber, (hvilket jeg ofte havde) kunne jeg hører "ham" sige : "Lange seje tag" Jeg kunne mærke dette store stenagtige glatte lår. Jeg skulle pudse det med groft lærred med fint støv fra bunken "der ovre" Jeg var højt oppe og bange for at falde, men jeg var mere bange for "ham". Som voksen så jeg et billede af den virkelige David og jeg vidste at det var den rigtige. Jeg er stadig meget forbundet med den statue. Men nu ved jeg hvem "han" var.

Lyset lovede mig at jeg ikke ville have den slags oplevelser igen og at jeg ville bevare min errindring når jeg vendte tilbage til kroppen. Jeg vidste at lige meget hvor gerne jeg ville blive, var jeg nødt til at vende tibage, og det gjorde jeg. Pludselig var jeg tilbage i kroppen, rystende af kude og med frygtelige smerter, og ude af stand til at se noget på grund f blodet i mine øjne. Kvinden lagde et tørt stykke stof over mit hoved og tørrede mit ansigt. De lagde mig i en seng og forlod mig. Min kæreste besvimede.

Omkring midnat kom hans sambo hjem og kørte mig til hospitalet. De syede flængen i min pande og sendte mig hjem. Sygeplejersken i akut modtagelsen vidste at jeg havde en hjernerystelse men lægen ville ikke høre på hende. Hun sagde at jeg skulle sidde på min egen læges dørtrin næste morgen når hans kontor åbnede. Det gjorde jeg. Han bekræftede hjernerystesen, men da jeg prøvede at fortælle ham om hvad der var sket, sagde han at jeg skulle holde op eller han vile lade indlægge . Jeg fortalte intet om dette til nogen i lang tid.

Det var ikke vigtigt for nogen andre en mig. Hvorvidt man kender "sandheden"eller ej, forandre ikke sandheden. Da alle "vidste" at jorden var flad og at sollen drejede rundt om jorden, var jorden stadig rundt og roterede rundt om solen. Jeg ved ikke hvorfor jeg henvendte mig til jeres side. Jeg ved ikke hvorfor jeg skriver dette. jeg stiller ikke spørgsmålstegn ved disse ting længere. Tak for at I gav mig muligheden for at skrive dette. Jeg føler mig bedre tilpas, slevom jeg ved at det måske aldrig bliver læst. En interesant ting. Min elsked mand, min sjæleven, var der ikke. Jeg forventede det heller ikke. Han er her tilbage, men jeg skal ikke vide hvor på dette tidspunkt.

Baggrundsoplysninger:

Køn : Kvinde

Datoen NDO'en fandt sted: 1977 approx.

Var der en livstruende begivenhed forbundet med oplevelsen den gang den fandt sted? Ja Ulykke Jeg måtte genoplives

NDO Elementerne:

Hvordan ser du på din oplevelses indhold? Positive

Er der drugs eller medikamenter der kan have påvirket oplevelsen? Nej

Var din oplevelse på nogen måde drømmeagtig? Denne del af min oplevelse var helt sikkert ikke drømme agtig. Det var virkelighed og jeg forstod helt på det tidspunkt. Samtidig med det ovenstående var der foran mig et antal væsner, som lignede mig fysisk. I vores normale tilstand, uden en krop, var vi vi æggeagtige bundter af energi, som pulserede med forskellige frekvenser. På min venstre side var der to energi bundter. I mangel af et bedre ord kalder jeg dem ånder. De pulserede lige så hurtigt som mig. De var "glade" for at se mig.

De var begge to blandt vores naboer, dengang de var i deres kroppe (som var fireogtredve år ældre en min egen) Min mor havde skrevet, at en af dem var død et par måneder tidligere. To uger efter min oplevelse, skrev hun at den anden var død kun et par dage inden min oplevelse. Jeg følte mig meget nær disse ånder. Der var tre ånder til bag dem, så fire flere og så endnu en række med fire. (Alt som årene går svækkes min specifikke erindring) På min højre side var der tre ånder, så tre eller fire til. Der var ligesom en smal gang midt mellem disse to grupper. Der var ikke noget gulv eller andre fysiske objekter. På gangsiden i den tredje række på højre side, var den ånd som var i min fars krop. Han døde i 1969. Jeg følte mig ikke lige så nær til denne ånd.

På hvilket tidspunkt under oplevelsen var du på dit højeste niveau af bevidsthed og årvågenhed? Nuvel,dette var et interesant scenarie. Disse mennesker som var faldet fulde omkuld, de opførte sig fuldstændigt sobert, og arbejdede på at holde mig i live så godt som jeg nogensinde har set det gjort. Det interesserede mig. Jeg så til mens min kæreste gjorde sig til, men det var som at se en baby med mange bleer, som kastede sig på gulvet og begynde at hyle. Han er ikke såret. Han græder af frustration. Det er en lære oplevelse, og han er okay. Dette er den del jeg let kan forklare. Den næste del er svær, da den ikke er en som let kan forklares med ord.

Var det som om tiden gik hurtigere eller langsommere? Alt syntes at ske på samme gang; eller tiden gik i stå eller begrebet tid mistede al mening. Rum og tid har ingen mening. De er legemelige.

Giv en sammenligning af din hørelse under oplevelsen med din hørelse lige inden oplevelsen fandt sted. Nej Jeg havde ingen ører. Jeg hørte ingen musik sådan som andre har fortalt.

Var det som om du var tilstede til ting der skete andre steder, som skete det ved ESP? Jeg vidste ikke noget om at den ene nabo var død. Jeg kan ikke bevise det nu idet min mor døde sidste år af alzheimers. Det var hende der skrev til mig om at han var død.

Gled du ind i eller gennem en tunnel? Nej

Mødte du eller blev du vidende om afdøde (eller levende) væsner? Ja Jeg kendte dem alle sammen, men ikke i denne livstid.

Så du et ikke jordisk lys? Tryghedsskabende, meget klart "hvidt". Det var en samling af al energi, fra hvilken jeg da var skilt. Ånderne sammen med mig var også en del af lyset, men de var der bare for at hilse på mig, og de ville vende tibage det kollektive lys.

Var det pludselig som om du forstod alting? Alt om universet

Kom der scener fra fremtiden til dig? Scener fra verdens fremtid Det er meget angst fremkaldende, og jeg prøver ikke at gøre det. Da min søn var seksten, så jeg ham i en kiste, men han havde et svagt smil og jeg vidste at han var okay. En uge senere var han involveret i et alvorligt bil uheld, hvor tre andre unge ikke forventedes at overleve. Han blev kastet, "løftet" ud af bilen ved den første ud af ti rulninger, og fik en mindre afskrabning på sin nakke. En læge, to politimænd og adskillige reddere bevidnede ulykken. De sagde allesammen at det var det underligste de nogensinde havde set. Det var somom nogen løftede ham op og stillede ham på fødderne. Min Mand( som var død seks år tidliger) elsede den dreng så højt, og jeg ved at han var ansvarlig for dette.

Kom du til en grænse eller begrænsende fysisk struktur? Ja Jeg vidste at jeeg ikke kunne gå til lyset. Der var også en adskillelse mellem mig og de andre essenser.

Kom du til en grænse eller tærskel hvorfra der ikke var nogen vej tilbage? Jeg kom til en barriere som det ikke var mig tilladt at overskride; eller jeg blev sendt tilbage imod min vilje. Jeg vidste at jeg måtte tilbage. Der var ikke noget spørgsmål desangående. Jeg var ikke glad for det, men der var ikke noget valg.

Gud, Åndelighed og Religion:

Hvad var din religion inden oplevelsen? Ved ikke Katolik til jeg var 28, giftede mig med Baptist præst da jeg var 33, blev baptist døbt da jeg var 35, men kunne ikke få mit hjerte til at tro på forkyndelsen. Bad ofte om at jeg måtte tro med hjertet.

Hvad er din religion nu? Jeg passer ikke ind i nogen jeg kender.

Skete der en forandring af dine værdier og overbevisninger på grund af din oplevelse? Ja Jeg prøver ikke overbevise folk om noget så meget merer. Jeg er mere tilbøjelig til at lade ting ligge, idet jeg føler at de vil lære/forstå når de er klar. Den ene ting jeg føler stærkt omkring er selvmord. Jeg bliver meget urolig når nogen påtænker det. Jeg bliver bliver dybt fustreret fordi nogen/noget standser mig i de fleste tilfælde. Så jeg må tage den tilgang om hvor meget familien vil savne dem. Jeg kan mærke deres smerte og det udmatter mig fuldkommen. Nogen gange føler jeg at hvis jeg ikke kommer væk fra dem vil der ske mig noget dårligt. Det er meget svært for mig at forklare, så jeg vil holde op med at prøve.

Angående vort jordiske liv ud over religion:

Forandringer i dit liv siden din NDO er følgende: forøgede

Er dine forhold blevet forandret specifikt på grund af din oplevelse? Jeg blev fyret sammen med tres andre sygeplejersker, da jeg var otteoghalvtres,. Hver enenste gang jeg søgte om arbejdsløshedunderstøttelse eller ansøgte om et andet arbejde, var der noget der stoppede mig.

Jeg glemmer min oplevelse det meste af tiden. Jeg prøver ikke at huske den. Men nogen gange når jeg bliver forhindret i noget bliver jeg opmærksom. Jeg havde på fornemmelsen at jeg var færdig med min karriere som sygeplejerske, så jeg trådte tilbage. Jeg blev en kunstner og "Nana". Jeg har lavet portrætter med oliefarver, som forbavser mig. Jeg ved ikke hvor mine ideer om femine lerskulpturer kommer fra. Jeg sætter mig ned med en klump ler i hænderne og inden jeg ved af det, har jeg en lille alf, en sjov munk, eller en elverpige. Jeg kan udføre alle kunsthåndværk ualmindeligt godt, undtagen vandfarver. Jeg kan ikke lære mig selv hvordan man gør så det har jeg opgivet. For noget tid siden bad en lille dreng mig om at male et billede af hans bedstemor. Bagefter så hans seks år gamle ven det, og bad om et af hans forældre. De var så imponerede; og de bad mig om et billede af deres to år gamle barn. Det lavede jeg og det var vidunderligt. Faren gav mig 20 $, som jeg ikke ville tage imod. Han sagde, at det var for at betale for lærred og maling. Det er de eneste penge jeg har modtaget for min kunst. Jeg vil hellere forære den væk. Som gaver, får jeg gavekort til den lokale kunsthandel fra min børn og deres venner, så jeg kan købe materialer. Jeg laver en masse forskellige ting i næsten et hvert medie, og de tager hvad de har lyst til. Jeg får så meget fornøjelse ud af det og det forekommer "rigtigt". Det er belønnings delen af hvad det er jeg er ment til at gøre. Et løfte fra lyset så mit ophold her bliver lettere.

Efter NDO'en:

Var oplevelsen vanskelig at beskrive med ord? Ja Der findes ingen ord der kan forklare det til folk som ikke selv har oplevet det. Min læge fortalte mig at det var en drøm, og at hvis jeg bev ved med tænke på det ville han være nødt til at lade mig indlægge. Så jeg holdt min mund.

Har du fået nogen psykiske, ikke almindelige eller specielle evner efter din oplevelse som du ikke havde før din oplevelse? Nej Jeg er imidlertid mere accepterende/forstående om hvad der er sket siden barndommen. Jeg føler også stærkt det at opmuntre og at søge disse oplevelser, ikke er en positiv ting. Jeg mærker af og til en trykken på mine skuldre og en følelse siger: "der skal du ikke hen, det har du ikke brug for" I begyndelsen ville mine medicinske kollegaer på hospitalet grine af mig når jeg havde sat akutvognen foran en patients stue selv om der ikke var nogen tegn på at der var et problem. Nogen gange kendte jeg ikke engang patienten. Jeg vidste ikke hvorfor jeg gjorde det. Men før skiftet var forbi, kunne patienten "aflæse" Akut vognen er opstillet til at klare CPR - hjertestop og andre fatale nødstilfælde.

En sygeplejerske fra Jamaica var sikker på at det var voodoo. En af lægerne forklarede som min evne til at være følsom over for små forandringer i patienternes tilstand, og opmuntrede de andre plejere til at bive mere observante.

Jeg forstår nu også hvorfor nogen af patienterne sagde at deres smerte ville aftage når jeg rørte ved dem. Nogen gange kunne jeg mærke en varm strøm af energi forlade min krop når jeg rørte ved dem. De slappede af. Men hvis jeg gjorde det ofte ville jeg blive utrolig træt. Nu bruger jeg det kun på mine børnebørn. Vi havde en læge som vile give us plejere et varmt blødt kram når han dukkede op på vores etage. Han kaldte det et recuperativt kram. Når hans energi var lav tog han lidt rfa hver af os. Hvis vi bhøvede energi vile han dele sin med os. Jeg oplevede det aldrig som noget seksuelt. Det var en åndelig ting. Efter at have gjort dette i over tyve år, fortalte hospitals administrationen ham, at hans privilegeir ville blive afskaffet hvis han fortsatte. Han holdt op, og jeg var meget oprørt. Inden jeg holdt op med at arbejde på hospitalet for sidste gang, fortalte jeg ham om det.. Jeg husker at jeg betragtede hans ansigt som strålede. Han smilede bare og sagde: "Du ved" og jeg sagde: "Ja" Han var militrlæge under krigen. Jeg ved ikke hvad der skete med ham. Jeg bevidnede at han redede liv and udførte operationer som ingen anden læge på hospitalet ville gå igang med. Jeg har ikke siden set ham, men han havde en ganske særlig ånd.

For omkring ti år siden kom en ung mandlig studerende sammen med tre andre studerende til vores hjem for at arbejde på et college projekt sammen med min datter. Jeg havde fortalt mine børn om min oplevelse nogle år tidligere, men jeg tror ikke de troede mig, så jeg lod det fare. Jeg var tiltrukket af denne unge Mandder sad ved brdet. Han kiggede op på mig og jeg ved ikke hvor vi kom hen åndeligt. Der var ingen ord, blot en varm vidende følelse, en kommunikation som jeg ikke kan forklare. Jeg blev bragt tibage til den virkelige verden af min datter som hev i mig. Hun var meget oprørt og vile vide, hvad der var på færde.Jeg sagde til hende: "Han ved" Han sagde: "Yes" Hun ville vide hvad det var han vidste, så jeg fortalte hende at han havde besøgt lyset. Han sagde at han var fem eller syv, en meget ung alder. Jeg overlod dem til deres studier. Senere den dag, sagde min datter at hun nu troede på min "historie" fodi han havde berettet en tilsvarende oplevelse for hende. Han havde aldrig fortalt det til nogen før, men vidste så snart at han så mig, at jeg også vidste, og han følte sig tryg ved at fortælle hende.

Er der en eller flere dele af din oplevelse der er særligt meningsfuld for dig? Det var altsammen forunderligt og fortrøstningsfuldt. Den svære del kom senere.

Har du nogensinde delt denne oplevelse med andre? Ja
(1) Min læge. Han fik mig til at holde inde.
(2) omkring 2 år efter min oplevelse, arbejdede jeg som arbejdsbetinget sundheds hjælper for et stort industriforetagende og min ven gav mig en bog skrevet af en læge om hans ud af kroppen oplevelse under krigen. Hun sagde at hun aldrig købte bøger, hun lånte dem altid på biblioteket. Hun vidste ikke hvorfor hun købte denne her. Hun sagde at hun læste den men at den ikke betæd noget særligt for hende. Faktisk havde hun vanskeligheder med at læse den, og at hun mestendels bladrede igennem den. Hun havde imidlertid en følelse af at hun skulle give den til mig. Jeg læste den den nat. Selvom den ikke stemte overens med min egen oplevelse, fik den mig til at indse at jeg måske ikke var den eneste der havde en ud af kroppen oplevelse. Jeg gik hen for at give bogen til hende den næste dag, men kunne ikke finde den. Jeg kiggedeoveralt efter den i to uger og kunne ikke finde den. Langt om længe gik jeg hen til boghandlen. Efter megen computer søgning fandt sælgeren et exemplar. Det ankom to uger senere og jeg returnerede det til min ven. Da jeg kom hjem den aften lå den første bog på lampebordet ved siden af døren. Ingen havde været i huset siden jeg var taget afsted samme morgen.Jeg fortalte min ven hvad der var sket. Værende en meget religiøs Kvinde mente hun at Gud havde gjort det af en grund. Jeg følte mig tilskyndeet til at fortælle om min oplevelse. Hun lyttede respektfuldt og rådede mig til at hvis jeg troede at det virkelig skete, så skete det virkeligt. Guds veje er uransaglige. Hun rådede mig også til at holde det under min hat eller folk ville tro at jeg var vanvittig. Vi enedes begge om at discussionen aldrig havde fundet sted
(3) Mine børn efter ca. fem år. Min datter tror nu på mig, men indrømmer at hun ikke fatter det. Min søn lyttede opmærksomt til mig, kommenterede det ikke, og vi diskuterede det aldrig igen.
(4) 1985 - Mit barnebarns bedstefar oplevede et hjerteslag og en bypass operation. Vi discuterede døden og om hvorvidt der er et liv efter døden. Jeg fortalte en del af min oplevese og han lyttede. Han er ingenør og en Mandaf genial intelligens men få ord. To år senere fik han et hjertetilfælde med intet påvisligt åndedræt og hjerteslag. Jeg ringerde til 1212 og lykkedes ikke med at få ham ud af sin lænestol. Han er en stor Mandog han sad fast i stolen på grund af sved efter at have boret store negle ind i det behandlede træ i hundrede grader farenheit Florida varme. Jeg hoppede op på ham og bankede løs på hans bryst. Netop som ambulancen ankom begyndte hans pupiller at reagere og han begyndte at ånde. På hospitalet fortalte han mig at han var skuffet fordi han ikke havde nogen oplevelse. Han husker smerter i brystet, mens han sad i stolen og så at redderen arbejdede på ham. Vi snakkede aldrig om det siden og jeg har en fornemmelse af at han ikke tror på mig.
(5) I en college klasse om verdens religionerne (de højere aspekter) i 1987 diskuterede vi hinduernes dødsritualer . Den afdøde opfordres gentagne gange at gå mod det hvide lys og ignorere det farvede lys. Jeg kan ikke huske hvad jeg sagde men læreren(fra Indien, født in i en hindu famiie, men uddannet af katolske munke) spurgte mig om jeg havde haft en ud af kroppen oplevelse. Jeg svarede: "Ja", men jeg husker ikke en videre diskussion med ham.
(6)Næste semester blev jeg kaldt ind på min lære i Kritisk og Kreativ Tænknings kontor. Han sagde at jeg skilte mig ud i klassen, ikke fordi jeg var den ældste elev (det var jeg ikke) men fordi jeg sædvanligvis havde en særlig glød omkring mig, men at jeg ikke havde det den dag. Han ville gerne vide hvad der var vejen. Jeg var udmattet. En ung medstuderende led af epilepsi og hendes medicin virkede ikke. Tidliger den dag havde hun haft et anfald i cafeteriaet, og reagerede ikke da det var forbi.Vi ringede efter ambulancen og jeg gav hende al min energi. Jeg var så svag at jeg ikke kunne klare den næste klasse. Jeg fortalte min lære det og han advarede mig mod at gøre det. Han sagde at jeg kun skulle give det væk jeg kunne undvære. Vi talte en tid om mine legemlige oplevelser og så spurgte han mig om min ud af kroppen oplevelse. Det overraskede mig da jeg ikke vidste hvor han kom fra. På den ene side følte jeg mig meget uroig tilpas ved at tale med ham men min mund blev ved med at tale meget hurtigt, næsten helt ude af kontrol. Det var som om en anden brugte min krop, Jeg talte ikke om min oplevelse men som en lære der forkarer hvordan der ikke have en krop et sted hvor tid og afstand ikke findes. Jeg gik tibage til fysik, molekylestuktur, og energiernes egenskaber. Det var den mest besynderlige oplevelse. Han lyttede intenst. Da jeg langt om længe var færdig og spurgte ham om han havde haft en ud af kroppen oplevelse. Han svarede at det havde han ikke, men at han læste om det, og var meget interesseret. Vi vendte aldrig tilbage til denne samtale igen.
(7) Min datters klassekammerat.
(8) 1989-1990 En dag i en pause på hospitalet sammen med fem andre plejere, var der en af plejerne som fortalte om sin ud af kroppen oplevese (fra tyve år tidliger) da hun var i tyverne og fik hjertestop på opvågningsstuen efter en gennemgribende tarmoperation for tarm kolbrand. Hun huskede at jeg var en af plejerne. Hun forklarede hvordan hun så Jesus, Maria, Josef, og Gud i en hvid kofte og med et langt hvidt skæg og hørte skøn musik spillet på himelske instrumenter af engle. Der var skønt duftende blomster som vi ikke havde på jorden, grønne bjerge, klarre bække. Jeg lyttede uden komentarer. Hendes ansigt lyste mens hun talte om sin livsforandrende oplevelse og om hvorfor hun blev sygepejerske. På vej op i elevatoren hviskede jeg til hende at jeg havde haft en ud af kroppen oplevelse. men at den slet ikke var som hendes. Jesus var der ikke. Den næste dag arrangerede hun sin frokost pause så den faldt på sammen med min, og spurgte om jeg vile fortælle hende om min oplevelse. Vi fandt et afsides bord og jeg fortalte hende. Hun sagde ikke noget, men tårene trillede, og hun blev ved med at ryste på hovedet "Ja" og klappede min hånd. Så fortalte hun mig at hun havde haft den samme oplevelse som mig og at hun var så taknemmeig for at vide at hun ikke var vanvittig. Hun fortalte at da hun kom tilbage til sin stue efter hendes oplevese, var præsten der for at give hende det sidste sakramente. Hun prøvede at fotælle ham hvad hun så, men han blev ved med at afbryde og fortalte at Jesus var der for at tage imod hende. Han kom hver eneste dag i en måned indtil hun var udskrevet og fortalte hende igen og igen hvad hun så indtil hun troede på hvad han sagde. Det var ikke før min hviskede samtale i elevatoren at hendes errindring skyllede tilbage om hvad hun virkelig opevede. Hun sagde at hun var taknemmelig og vi nævnte det aldrig igen.
(9) En præst og hans assitent bankede på min dør for omkring en måned siden, og ville tale om min dødelige sjæl. Jeg havde travt med mit barnebarn som var ved at få tænder og som var i den vanskelige alder mellem to til tre, og de for ud af mig: "Er der en af jer der har været død og er kommet tibage?" De sagde "Nej". Jeg sagde: "Hvis I nogensinde gør så kom tibage og lad osså diskutere vores dødelige sjæle." De så ud som om de havde set et spøgelse, og de skyndte sig ned af indkørslen. Meget tilfredsstilende.
(10) Jer. Og det er alt.

Har noget på et eller andet tidspunkt i dit liv genskabt nogen del af oplevelsen. Ved ikke Jeg prøvede at genskabe det. men stoppede altid - følte at det ikke var rigtigt.

Mit barnebarns far kan tage på udflugter med en gylden tråd. Jeg prøvede det engang men tråden sad ikke fast, så jeg holdt op og har ikke prøvet igen.

Er der ellers noget du vil tilføje om din oplevelse? Jeg tror jeg har sagt nok. Tak for muligheden.

Er der nogen andre spørgsmål vi kunne spørge om, som ville hjælpe dig med at kommunikere din oplevelse? I har gjort et udemærket stykke arbejde. Jeg er glad for at det er overstået. Jeg mærker nu at min bagde gør ondt og at jeg er sulten.