Beskrivelse af oplevelsen:

Omstændigheder:

Jeg var omkring 19 år gammel. Jeg var på college i New York City. Jeg levede et rimeligt ligevægtigt liv. Jeg var bare en almindeligglad urban teenager. Jeg var en anelse naiv i forhold til min alder på grund af min opvækst. Jeg deltog i en masse kulturelle begivenheder og rejser. Min familie var fra Østrig - Ungarn, af øvre middelklasse, ikke særlig religiøs, men yderst moralsk. Jeg var første generation og voksede op på så amerikansk en måde, som jeg kunne efter omstændighederne.

Det var en kold vinteraften. Jeg var til en Upper East Side housewarming fest med nogen venner. Det var blevet ganske sent, og det frøs omkring fem grader, og der var en bidende kold vind. Jeg havde tabt tidsfornemmelsen og var i færd med at finde ud af, hvad der ville være den bedste måde at komme tilbage til min lejlighed i downtown med de mindste omkostninger, for jeg var college studerende med en stram økonomi. Jeg ville gerne gøre så meget jeg overhovedet kunne ved egen kraft og uden min families bistand. Det var for sent til de kollektive og for dyrt med en taxa. En vens kæreste havde en folkevogn. Hun boede en fire fem gader fra mig og spurgte om jeg ville køre med. Jeg sagde ja!

Da vi var klar til at tage af sted, fandt jeg ud af vi skulle være syv mennesker i den lille bil. Min teenager forstand sagde, at det var ok. Vi skulle ikke så langt. Der sad tre på bagsædet og en pige lå på tværs henover dem. Jeg sad foran og holdt mig hævet over gearstangen mellem føreren og min veninde. Føreren besluttede sig for at køre ned af 11te Avenue mod downtown. 11te Avenue er anlagt lige som Park Avenue; en avenue med trafik i begge retninger og en midterrabat som går gennem Hells Kitchen. Alt syntes normalt, føreren kørte 35 kilometer i timen så det passede med de grønne lys hele vejen.

Oplevelsen

Det sidste gadeskilt jeg kan huske, jeg så, var 52 eller 53 gade. Da vi nærmede os det næste kryds, så jeg en stor sort bil, der kørte meget hurtigt mod 11te Avenue, fra hvad der må have været 51 gade. Jeg så, at han kørte den forkerte vej op af den ensrettede kørebane. Jeg drejede hovedet for at advare chaufføren og så udtrykket af rædsel på hans ansigt. Jeg kan stadig se hans ansigt for mig når jeg lukker øjnene. Han vidste allerede, at han ikke kunne undgå den hurtigt kørende bil. Jeg vidste, at det ville ende med et sammenstød og vendt mig for at se det komme. Der var ingen bedre måde at sikre mig, og der var ingen tid. Jeg hørte braget, lyden af metal der krøllede og en forkortet lyd af knust glas og så forsvandt alt i ingenting

Ingenting er svært at beskrive. Ingen sanse input eller output. Jeg ved ikke, hvad jeg ellers skulle kalde det andet end at beskrive det som sort eller ingenting. Det var lige som at blive bedøvet bortset fra, at jeg gik ud på et øjeblik og ikke gradvist. Det var som sort maling, der drev ned af et vindue meget hurtigt. Der var ingen fornemmelse af tid eller rumlige forhold til nogen eller noget. Jeg havde mistet evnen til at tænke eller ræsonnere. Der var simpelthen ... ingenting. Jeg var ikke mig, ikke nogen og ingen steder var noget. Det er vanskeligt at forklare.

Jeg ved ikke hvor længe, denne fornemmelse varede. Der var ikke noget forhold til tid. Så begyndte noget at ske for mig. Jeg følte det, som om jeg var under, hvad jeg vil kalde " tungt sort vand" og jeg havde det, som om jeg var ved at blive kvalt, at luften blev presset ud af mit bryst, så jeg var ude at stand til at række vejret.

På en eller anden måde vidste jeg, at dette handlede om døden. Det "tunge sorte vand" var ikke virkeligt sort. Det havde en farve, der ikke eksisterer. Det var mørkt og mærkeligt. Jeg har aldrig set denne farve hverken før eller efter den oplevelse. Jeg var i stand til ræsonnere på dette tidspunkt, og en stærk panik tog fat i mig. Jeg vidste på en eller anden måde, at hvis jeg ikke begyndte at svømme opad, og få hovedet op over det sorte vand, så ville jeg med sikkerhed drukne i det og forblive i det for tid og evighed. Jeg havde en fornemmelse af, at jeg befandt mig dybt nede under, hvad det så end var, denne sorte substans var. Jeg var rædselslagen for, at jeg ville blive i den tilstand eller på dette sted til evig tid, hvis jeg ikke forsøgte at få mig selv ud. Jeg begyndte at bruge hele mit sind og al min energi på at "svømme" op til luften, så hurtigt jeg kunne. Det var en meget udmarvende kamp, og det føltes som om, jeg svømmede i meget lang tid, uden at jeg kom nogen vegne. Jeg havde ingen følelse af, at jeg var i færd med at vinde denne kamp for frihed på noget tidspunkt. Jeg ville ikke give op, og vedblev at svømme, instinktivt bevægende mig i retning af "op". Det faldt mig ikke på noget tidspunkt ind, at jeg havde taget fejl af retningen og gav ikke tanken nogen opmærksomhed. Jeg ved ikke, hvordan jeg vidste, hvilken vej der var op.

Så lige pludselig kunne jeg høre stemmer tale rundt om mig. Det var som om, nogen havde tændt for min hørelse. Jeg kunne kun hører stemmer. Der var ingen visuelle indtryk.Jeg kunne ikke mærke eller føle noget, ingen temperatur eller smerte. Jeg husker tydeligt hvad disse stemmer sagde. Jeg husker for eksempel "Er hun fri på den side"? "Skynd jer, den er ved at springe i luften, få hende ud NU"!!! "Det brænder helt forfærdeligt." En masse panik, min venindes stemme skriger, uden at man kan forstå hvad hun siger, og så hvad der synes at være en masse mænd, der skriger ordre til hinanden. Et frygtfremkaldende spektakel. Det var bedre end ingenting. Jeg følte en vis lettelse, men jeg kunne se det sorte vand under mine fødder, mens jeg blev løftet op i luften. Jeg lyttede til galehuset, og så blev det svagt lige som baggrundsmusik. Af en eller anden grund kunne jeg se mine bare fødder hænge og dingle midt i luften højt over det sorte vand på det tidspunkt. Jeg kunne se den nederste del af en hvid natkjole, lige over mine fødder. Jeg blev bare ved med at se på det, men den angstfremkaldende del var overstået, så længe jeg holdt øje med mit forhold til det sorte vand. Jeg så, men ikke med øjnene. Det er en anden oplevelse jeg ikke kan forklare. Som en drøm men ikke helt.

Tingene begyndte lige som at springe i tiden og forholdene på dette punkt. Jeg er ikke sikker på, hvad der skete, men jeg hører en mand, der siger: "Hun forsvinder" ... og jeg besvimer igen. Jeg blev for anden gang presset ind i den intethed, der gik forud for det sorte vand. Jeg kunne ikke længer se eller høre noget. Vandet vendte heldigvis ikke tilbage. Tids fornemmelsen var igen forsvundet. Jeg tror ikke det gik op for mig før meget senere, at de talte om mig. Jeg syntes, at det var interessant at lytte til. Jeg havde ingen meninger eller følelser om, hvad der skete omkring mig.

Min hørelse vendte tilbage for anden gang, og jeg kunne hører, hvad der blev sagt. Jeg vidste, at jeg var kommet fri af bilen og befandt mig et andet sted. Jeg kunne hører min veninde. Det var, som om hun fra det tidspunkt var tæt på. Der var en masse snak og mange spørgsmål om, hvem der skulle kontaktes på "hendes" vegne.

Jeg hørte en mandestemme sige. "Hun er sød, hvad er der galt med hende. Er hun allerede død"? Personen lød usammenhængende, så jeg kunne ikke være sikker på, hvad der blev sagt, og jeg vidste ikke hvem de talte om, og jeg var også ligeglad. Jeg kunne hører lydene i ambulancen og redderne tale, og min veninde der skreg, at hendes mor var dommer, og at hun ville lægge sag an mod alle. Det var udsagnet, der sendte mig i panik, og jeg blev klar over, at de talte om mig. Jeg prøvede at tale/skrige/bevæge mig... hvad som helst for at fortælle dem, at jeg kunne høre dem, og at jeg var inden i. Jeg kunne ikke gøre andet end at lytte. Jeg blev bange for en levende begravelse, og så vendte jeg tilbage til intetheden igen.

Det sidste jeg husker fra den aften, var at vågen i, hvad der så ud til at være et enormt hvidt rum. Der stod en kæmpemæssig NYC politimand bøjet ind over mig, som gentog igen og igen: "Du er fanden fise mig en heldig tøs..." Jeg så en køn dreng omkring min egen alder, og jeg så en person på bordet ved side af i en spændetrøje. Så husker jeg intet indtil måneder senere, hvor jeg blev fortalt, hvad der var sket med mig. Vi havde et uheld. Jeg var blevet erklæret død og blev genoplivet. Min venindes brystben var brækket. De andre passagerer slap ud uden større skader. Jeg fik at vide, at fordi vi var så tæt pakket sammen i bilen, var skaderne minimeret. Manden i den sorte bil kørte 90 km/t, bremsede aldrig, og brasede inde i siden på bilen, jeg var i. Jeg blev delvist kastet ud af forruden og sad fast halvvejs. Min arm havde smadret rattet i to dele, og jeg var helt krøllet op i det ødelagte vrag

Redderne havde svære vanskeligheder med få mig fri af bilen. Bilen var røget over midterrabatten, var gledet over i den nordgående bane, og havde ramt en lygtepæl. Der var gnistrende ledninger rundt om bilen. Der strømmede benzin ud. Stemmerne jeg hørte var virkelige mennesker, der forsøgte at få mig ud, før bilen eksploderede og gik i brand.

Jeg blev gjort fri af bilen og blev bragt til en lokal bar lige ved siden af ulykkesstedet og lagt på et bord til ambulancen ankom. Der var en fuld mand, der spurgte, om jeg var død. Jeg blev kørt i ambulance til hospitalet, og jeg fik hjertestop i ambulancen. Min veninde skreg om at lægge sag an, og kørte sammen med mig i ambulancen.

Ingen kan huske NYC politimanden og manden i spændetrøje. Den smukke mand jeg så var min kæreste. Jeg kunne ikke genkende ham, som en jeg kendte. Jeg vidste ikke engang, hvem jeg selv var i lang tid. Jeg er stadig ikke sikker på, om han var der på det tidspunkt eller senere. Jeg vidste, at jeg var i sikkerhed og i live.

Hvad oplevelsen har betydet for mig i mit liv

Svært at svare på. Den har betydet forskellige ting på forskellige tidspunkter af mit liv. Jeg var 19, nu er jeg 38. Jeg ved ikke, hvor meget min livs erfaring har ændret mit syn på oplevelsen. Det er svært at afgøre. Jeg ved dog, at da jeg var 19, troede jeg, at jeg var udødelig. Efter den oplevelse vidste jeg, at ingen er udødelig, sådan som de unge tror. Jeg fik masser af fobier, især med hensyn til fartøjer i bevægelse, og det ikke at have kontrol i fartøjer så som flyvemaskiner og busser.

Jer er stadig bange for at flyve og for højder. Jeg får, hvad jeg kalder bil paranoia,

når jeg bliver overtræt. Enhver bil der kommer hurtigt kørende fra højre side, skræmmer livet ud af mig, både som passager og som chauffør. Jeg overreagere og kan blive farlig, når jeg er overtræt og kører ikke længer, når jeg har det på den måde.

Da jeg blev klar over omfanget af min erfaring, troede jeg, at alt hvad jeg havde lært om Gud var forkert, og at videnskaben havde ret. Vi dør, og der er ikke noget liv efter døden. Jeg stod fast på det i mange år, og jeg levede, som om tid var et værdifuldt forbrugsgode. Jeg ønskede at opleve alt og ikke gå glip af noget, for jeg troede at dette er, alt vi har. Jeg er meget mere forsigtig, med hensyn til hvordan jeg lever.

Idet jeg er blevet ældre, ønsker jeg at tro, at der et liv efter døden og har undersøgt mange religioner for at få et svar. Ikke så meget for mig selv som for mit barn. Jeg vil ikke have, at hun skal blive til ingenting. Hun er bare noget andet! Det undre mig, hvordan sådan en skøn lysende ånd kan være her det ene øjeblik og så være forsvundet det næste. Det er den største ængstelse jeg har. Jeg ønskede ikke at få børn, før jeg kunne besvare det spørgsmål, men ting som er uden for vores kontrol, sker i livet.

En del af mig tror stadig, at vi bare er en del af et kemisk laboratorium, der er løbet løbsk, og som kaldes Jorden. Vi lever og vi dør. Jeg ønsker ikke at det er sandt, men jeg har ikke noget valg. Jeg er nødt til at vente og se, hvad der sker når jeg forsvinder for alvor.

Baggrundsoplysninger:

Køn: Kvinde