Beskrivelse af oplevelsen:

Det var en bidende kold dag med let snefald den dag, jeg ”døde”. D. 27. januar 1996 var jeg på en skitur i Aspen, Colorado. Jeg var der sammen med min kæreste. Jeg håbede på at imponere hende med mine ”hotte evner” i forfølgelse, da jeg løb ind i et meget hårdt fyrretræ. Jeg havde slået mig selv bevidstløs. Jeg var forbavset over at opdage, at jeg svævede et par meter over min krop. Min kæreste prøvede uden held at genoplive min krop. Så snart hun kunne, råbte hun til andre skiløbere om at hente hjælp. ”Se, der er blod!” sagde en tilskuer. Jeg var en anelse nysgerrig, da jeg bemærkede, at jeg blødte fra en flænge i højre side af mit ansigt, idet det hvilede mod sneen. Min date tog hendes hvide pelshat af og lagde den forsigtigt under mit hoved. ”Puden” blev hurtigt rød med mit blod, og jeg husker, at jeg tænkte, at jeg blev nødt til at købe hende en ny hat. Jeg fulgte efter skipatruljen, som de læssede min slappe krop op og tog mig med ned ad bjerget. Det føltes som om, at det tog en evighed for ambulancen at ankomme, så jeg fløj ind i byen for at se, om jeg kunne se noget. Jeg var ikke særlig bekymret, men jeg var ved at blive vred over, at det tog dem så lang tid, når jeg var ved at dø. Jeg fik øje på ambulancen og fulgte den tilbage til førstehjælpsstationen. Snestormen udviklede sig mere og mere voldsomt og fik ambulancen til at skælve i vejsvingene. Jeg hørte ham bande højlydt hver gang, at han var lige ved at miste styringen. ”Hey mand, få styr på dig selv!” sagde jeg højlydt. Det er her, det for alvor bliver mærkeligt. Selvom sneen var tæt, kunne jeg fuldt ud se gennem den. Jeg lagde mærke til, at snefnuggene passerede direkte gennem mine udstrakte hænder, og at jeg strålede en lille smule. Der var ingen fornemmelse af kulde. Jeg kunne mærke følelserne fra alle de, der var en del af denne scene. Hele scenen føltes som en meget intens film. Jeg svævede ind og ud af ambulancen, idet den langsomt bevægede sig gennem gaderne. Pludselig forsvandt alle følelser, som jeg blev opmærksom på en anden dimension i rummet. Den tunge bekymring forsvandt, og jeg følte en helt fredfyldt følelse, der mindede om at være hjemme igen og være omgivet af kærlighed fra en kilde, der syntes bekendt og varm. Jeg ved, at det lyder skørt, men det føltes som om, at jeg hørte til en del af en storslåethed af alt, hvad der findes i universet. Ord var utilstrækkelige til at beskrive dette sted, hvor jeg var. Det synes som om, at det altid har eksisteret og er en del af alting, nu og for evigt. Jeg så et smukt lilla sted og følte det kærlige væsen spørge mig ved ”tankeoverførsel”, om jeg ønskede at blive eller vende tilbage. Jeg tænkte på de dage på college, der lå foran mig. Jeg spurgte dette ”væsen” om der ville være et problem med at vende tilbage senere, hvis jeg vendte tilbage nu. Der var en venlig klukken fra dette væsen, som så også fik mig til at grine, og så skete det på et øjeblik. Jeg var igen tilbage i en verden af smerte. Jeg fik at vide, at jeg havde haft en hjernerystelse og havde været bevidstløs i tretten timer. Det var så svært at have at gøre med alt dette efterfølgende. Efter den oplevelse var jeg som forandret. Jeg kunne egentlig ikke diskutere det med nogen, da de ikke ville kunne forstå det, og nok bare ville tro, at jeg var ved at bryde sammen. Jeg blev meget alvorlig og blev interesseret i at lære alt om psykologi, religioner, filosofier og søgte generelt efter tilfældige sandheder, som jeg kunne finde i litteratur, forelæsninger og møder. Mine forældre syntes godt om forandringerne, men min kæreste fandt en anden fyr. Det er alt sammen for det bedste. Jeg tror, at jeg skræmte hende for meget, da jeg fortalte hende om episoden med hatten og alle hendes samtaler med skipatruljen etc. Det er godt at vide, at jeg igen kan vende tilbage til det kærlige, fredfyldte sted. Jeg frygter ikke længere min egen eller mine bedsteforældres død.