Beskrivelse af oplevelsen:

Min første Nær Døds Oplevelse.

Jeg husker en gang ,hvor jeg var omkring to og et halvt (1974 - 75, et eller andet sted i Texas), det var min første nær døds oplevelse. Det var sent, men ikke sent nok til at være sengetid endnu. Mor havde en mande ven på besøg. De sad og snakkede i spisestuen. Far var på arbejde (som sædvanlig). Alle vi børn var i opholdsstuen og så fjernsyn. Mor beordrede os at til at blive der og ikke forstyrre hende under nogen omstændigheder, ellers .... Nå, men mens vi så TV, kom der en reklame, der bekendtgjorde, at den næste udsendelse ville være i farver( Husk på at det var i 1975). Det eneste farvefjernsyn vi havde, var i mors soveværelse. Efter adskillige minutter hvor mine brødre forsøgte at få en af mine søstre til at spørge mor, gik en af de ældre søstre ind i spisestuen for at spørge.

Jeg husker, at jeg hørte glas blive knust og så gråd. Et par minutter senere kom mor ud og sagde, at vi godt kunne, hvis vi ikke forlod soveværelset, og hvis vi var så stille, at hun slet ikke vidste, at vi var derinde. Min søster, der stadig græd, holdt om sin smertende venstre arm. Så truede mor os i et par minutter. Bagefter marcherede hun os alle sammen ind i hendes soveværelse, og beordrede os til at sidde på gulvet. Hendes seng var forbudt område, ingen havde lov til at opholde sig i den, ikke engang til at sidde på den. Hun tændte for fjernsynet, indstillede det på den korrekte kanal og skruede så ned for lyden til, hvor man kun med nød og næppe kunne høre de højeste lyde. Hun truede os nu igen og fortalt os, hvor meget hun ville straffe os, hvis så meget som drømte om at røre ved volumen knappen. Inden hun gik, slukkede hun alt lys undtagen et( som var en lampe i hjørnet) og åbnede døren på vid gab. Hun gik så tilbage til sin gæst.

Vi fulgte alle sammen spændte med, da filmen begyndte med billeder af den farvede påfugl. Den så skøn ud. Efter at have kigget nogen minutters begyndte filmen at kede mig, og jeg ville hellere lege. Men da jeg vidste, at jeg ikke kunne forlade soveværelset, besluttede jeg mig for at lege på sengen. Jeg kravlede op på den og begyndte at hoppe op og ned. Åh det var bare så sjovt. Jeg hørte en af mine søstre hviske strengt til mig, at jeg skulle holde op med at hoppe på sengen og komme ned. Jeg ville selvfølgelig ikke stoppe, så jeg ignorerede dem og blev ved med at hoppe. Den yngste af de fire ældre søstre Donda besluttede sig for at tvinge mig til at stoppe ved at skubbe mig. Hun gjorde det sådan set på den rigtige måde, for jeg ville være faldet uskadt ned på sengen. Men fordi jeg ikke ville stoppe, men heller ikke falde, drejede jeg min krop i et forsøg på at undgå faldet. Da jeg gjorde det, blev mine fødder fanget i det stramme sengetæppe, og det foranledigede at jeg faldt ned og udover bagsiden af sengen. Her begyndte mærkelige ting at ske.

Idet jeg begyndte at falde, begyndte tiden at gå helt ekstremt langsomt. Alt gik så langsomt. Det var ret skønt. Mit syn delte sig i to, således at jeg nu kunne se fra to steder. Det ene var selvfølgelig fra mine øjne, det andet var fra omkring ti til tretten meter oppe, hvorfra jeg så lige ned på mig selv. Det var som om, jeg var oppe over huset, og at taget simpelthen ikke var der. Jeg kunne se hvert eneste rum og alle i huset.

Idet jeg så fra dette nye sted, så jeg, at jeg stadig var i færd med at falde ud af sengen. Fra mine øjnes synspunkt så jeg, at jeg faldt ned mod et træbord i hjørnet nær hovedgærdet. Idet jeg så på bordet, så jeg flere objekter, en tændt lampe, et vækkeur, nogle uindbundne bøger, nogen flaskebakker, og et blåt snoet glas næsten helt fuldt af te, der stod på bordets hjørne. Stadig faldende så jeg, at jeg ville ramme glasset. Jeg ikke kunne ikke gøre noget, og jeg kiggede bare. Jeg så at teglasset havde nogle isterninger i, og at de var næsten smeltet. Glasset var cirka 2/3 fuldt og havde en mase kondens siddende på siderne. Stadig faldende så jeg, at mit ansigt ville ramme glasset. Netop som kanten af glasset berørte min hud, så jeg ned i glasset og så den rolige væske dirrende splintres og eksplodere ind i mine øjne, idet min pande brasede ind i det. Fra synspunktet over mig så jeg min krop blive ved med at falde, alt som mit hoved brasede gennem glasset, smadrede ned i træbordet og til sidst ramte gulvet, idet min krops vægt trak mig ned.

Så hørte jeg et meget højt skræmmende skrig, da min søster (Donda) hylede af rædsel. Jeg så alle springe op og skrige sammen med hende, mens de så på min krop, der lå på gulvet og blødte, så man skulle tro det var løgn. Jeg så mor i det andet rum, som øjeblikkeligt hidsede sig op og stormede ned af gangen og ind i soveværelset. Da hun kom ind i rummet, så hun over på mig, og skiftede øjeblikkeligt fra ekstrem ophidselse til total frygt. Hun løb over til mig, tog mig op i armene, råbte, at en eller anden skulle tænde lyset i hendes badeværelse (hendes soveværelse havde sit eget bad), og bar mig derefter hurtigt derind. Hun satte sig på kommoden med mig på skødet. Hun greb nogen håndklæder og begyndte at tørre noget af blodet af, idet hun forsøgte at tørre det af, hurtigere end det fossede ud, så hun kunne se, hvor alvorligt jeg var kommet til skade. Alle stod i døråbningen til badeværelset, og Donda masede sig forbi og holdt et stort plaster op og spurte hulkende, "Mamma, Mamma, vil det her hjælpe? Mamma, vil det gøre ham god igen"?

Mor vedblev med at tørre blodet af mit ansigt og fik gjort mine øjne fri. Da jeg så ud af dem, så jeg mig selv i spejlet. Min hud var en bleg grålig farve, og blodet var så rødt, så mørkt. Jeg så også min pande i spejlet. Huden var revet op, og jeg kunne ligefrem se noget hvid knogle. Det så endda ud som om, noget af knoglen var brækket og flækket af. På det tidspunkt begyndte blodstrømmen at stilne af, og mor kunne tørre en masse blod væk og fik bedre syn for sagen. Så svarede hun Donda med lav sørgmodig grådkvalt stemme: "Nej lille skat, jeg er bange for at det ikke kan" Alle begyndte at græde, selv mor, idet hun forsigtigt vuggede mig frem og tilbage i sine arme.

Mit syn flyttede sig nu helt og holdent til fugleperspektivet. Jeg så bare. Jeg husker, at jeg følte mig glad og tilfreds som om jeg var med i et skuespil eller noget lignende, og optrådte nøjagtigt sådan som jeg skulle. Men så følte jeg, at jeg ikke var den eneste der så på, og jeg følte, at jeg blev set på af titusinder af andre mennesker. Det føltes lidt uhyggeligt. Nysgerrig efter at vide hvem det var, der kiggede på mig, vendte jeg mig om. Til min overraskelse så jeg ingen ting. Og det mener jeg. Jeg så intet. Der var ingen stjerner, ingen skyer, selv ingen luft, det var simpelthen et enormt stort og vidtstrakt tomt intet. Jeg begyndte så at falde ned i det, helt ukontrolleret og meget hurtigt.

Efter et par sekunder kunne jeg mærke en snurrende fornemmelse, ligesom fornemmelsen af at blive sprøjtet med en meget fin forstøvet stråle koldt vand, mens man forsøger at solbade på en virkelig varm dag. Det føltes faktisk ganske rart, selvom det kun varede et par sekunder.

Mens jeg stadig faldt, blev jeg nysgerrig efter at vide noget om min krop, og jeg kiggede ned for at se den. Jeg så ikke en krop, i hver tilfælde ikke en der bestod af kød og blod. I stedet bestod min krop af en blålig grøn aura af lys - mere grøn end blå. Men selvom det var lyst, syntes lyset ikke at komme nogen steder fra. Det var simpelthen et lysskær. Jeg følte mig meget fortrolig med det, og huskede at det var normalt, og gav det ikke yderligere opmærksomhed.

Adskillige sekunder sener, mens jeg stadig faldt blev alt så klart, at jeg kunne se milevidt, selvom der ikke var noget at se på. Det føltes, som om jeg var faldet igennem tåge men bare ikke havde opdaget det, og at jeg nu var igennem den. Synet af intethedens udstrækning var overvædende. Efter nogle minutter så jeg langt borte foran mig, hvad der så ud som en meget tynd linje, der strakte sig horisontalt i øjenhøjde. jeg faldt lige imod den. Når jeg så på den, syntes den at strække sig ud til begge sider i al uendelighed. Jo nærmer jeg faldt imod den, jo større blev den. Den øgedes langsomt vertikalt, den blev højere og højere for hvert sekund. Jo nærmer jeg faldt imod den, jo lysere blev det også. Det var rent hvidt. Det gjorde næsten ondt at se på det. Mens jeg faldt og var meget tæt på, kunne jeg begynde at høre lyden af elektricitet der summede. Det lød som en million cikader, der sang deres irriterende stigende og faldende sang. Efter et par sekunder, idet jeg kom ekstremt tæt på, blev lyden øredøvende. Det lød så forfærdeligt og højt. Stirrende på denne enorme hvide væg af lys, kunne jeg ikke lad være med at tænke på, hvad der ville ske, når jeg ramte den. Lyset var så tæt og kraftigt, at væggen så ud som om den var massiv, og min fart aftog aldrig. Jeg faldt stadig så hurtigt som nogensinde. Det øjeblik jeg ramlede ind i den, slukkede lyset imidlertid bare, og lyden ophørte øjeblikkeligt, idet vægen var så tynd som lyset selv. Jeg vedblev med at falde. Efter et par minutter faldt jeg gennem en anden væg af hvidt lys, og så en til. Jeg faldt igennem omkring otte stykker.

Efter at jeg faldt gennem den sidste, faldt jeg ned i, hvad der så ud til at være skyer. Det eneste lys jeg kunne se, kom fra min egen krops aura. Da jeg faldt ned i disse skyer, var mit lys aftaget, og jeg kunne kun se det tåge lignende skylandskab omkring mig. Nogle sekunder senere, faldt jeg ud af skyerne og ind i en tunnel. Jeg faldt omkring en 1/4 a dens diameter, og så holdt jeg op med at falde. Jeg flød simpelthen rundt inde i denne ufatteligt store tunnel.

Da jeg så mig omkring, så jeg, at der kom et gyldent lys fra den ene ende af tunnelen, som på en eller anden måde belyste ting ved at highlighte deres kanter. Da jeg så på væggene i denne tunnel, kunne jeg på grund

af det gyldne skær se, at de var lavet af skyer, bobleagtige vat lignende skyer

De jeg så ned gennem tunnellen i den modsatte retning af, hvor lyset kom fra, så jeg, at tunnellen og alt hvad der var i den simpelthen tonede bort i mørket. Da jeg så mod den ende, hvor lyset kom fra, så jeg, at den virkelig var meget lang, idet jeg var ude af stand til, at se hvor den sluttede, fra hvor jeg var. Da jeg så mig omkring inde i selve tunnellen, opdagede jeg, at der var ting inde i den.

Disse ting i forskellige størrelser var kugler af elektrisk ild. De var fantastiske, og deres farver så bare så levende ud. Det tætteste jeg har set noget der ligner, er, når man sender elektricitet gennem forskellige gasser, og så kommer det alligevel ikke i nærheden. Hver ildkugle brændte med sin egen unikke farvesammensætning, og de var i alle mulige størrelser. Da jeg betragtede disse ildkugler, opdagede jeg at en meget tynd sandfarvet snor var forbundet med dem, og at den anden ende var forbundet til en anden ildkugle og så fremdeles, og det så ud til, at alle ildkuglerne var forbundet med hinanden. Da jeg kiggede på en af disse strenge, bemærkede jeg, at den så ud til at bevæge sig. For at se bedre zoomede jeg teleskopisk ind ( hvilket føltes som en normal og naturlig evne).

Da jeg zoomede ind viste snorene sig at være rækker af mennesker, og menneskene bevægede sig. De var selvfølgelig ikke af kød og blod, men havde kroppe af sandagtigt svagt gyldent lys. Jeg bemærkede, at de kom ud af en ildkugle og gik ind i en anden. Jeg bemærkede også, at der var udstationeret større sjæle langs deres rute. De så ud til at guide folk til, hvor de skulle hen( du går her, du går der, du går derover etc.). Jeg bemærkede, at nogen kom ud af en kugle, for derefter at vende om og gå direkte tilbage ind i den de lige kom fra. Jeg bemærkede også, at alle i det store hele bevægede sig fremad mod den ende af tunnellen, hvor lyset kom fra.

Jeg så nu på tunnellens vægge igen. Jeg var nysgerrig, så jeg tvang mig selv til at nærme mig dem. Jo tættere jeg kom på sky væggene, des mere negativ og angst blev jeg. Ude af stand til at holde det ud længere, trak jeg mig hurtigt tilbage ind i tunnellen i retning af dens centrum. Da jeg gjorde det, blev jeg mere positiv og mere veltilpas, mere sikker og mere elsket jo nærmere centret jeg kom, og det fik mig til at slappe af. Da jeg slappede af, flød jeg tilbage til hvor jeg oprindeligt var. Jeg kiggede så mod ende af tunnellen, hvor lyset kom fra. Jeg husker, at det føltes varmt og trygt. Det gjorde mig naturligvis nysgerrig, og jeg begyndte at zoome ind.

Da jeg zoomede ind, kunne jeg ikke fatte, hvor lang denne tunnel faktisk var. Den var enorm. Og antallet af kugler der var i den, du søde, jeg kunne ikke engang begynde at tælle dem. Det måtte dreje sig om millioner, mindst. Alt som jeg zoomede ind, betragtede jeg disse ildkugler, og begyndte at fatte, at de var liv (liv ligesom i alles liv her på jorden lige nu er et liv. Ikke liv som i en individuel livsform) Hver ildkugle repræsenterede en helt anderledes og ufattelig virkelighed. Hver og en var unik; hver af dem var forskellig fra den anden. Senere blev jeg klar over, at de var verdner af liv. Hver kugle var et rige af liv med sin egen unikke virkelighed. Jeg bemærkede, at des tættere jeg kom til tunnellens ende, des dristigere og stærkere blev sjælene, idet de havde gennemlevet og oplevet så meget. Jeg blev da også klar over, at døden ikke var en del af livet, men at livet nærmere var en lille del af døden. Jeg er siden da, også blevet klar over, at vældig mange mennesker har misforståede og uklare forestillinger om døden, hvilket er forståeligt nok, siden der ikke er mange, der ved, hvad der er i døden og hvad døden indebære. De kender kun livet, da de ikke har nogen erindring om noget andet ( og der er også en grund til det)

Men altså, mens jeg zoomede ind, kom jeg langt om længe til enden. Tunnellens ende åbnede op som en flaske, ligesom hvis jeg var inde i en tragt og kom ud af den større ende. Tunnellen åbnede til en murstens væg. Vægens mursten var lavet af guld. Jeg så høje smalle døre i midten, og trapper der strakte sig ud i tunnellen. Jeg bemærkede at en af dørene stod på klem, og det gjorde det muligt for mig at kigge ind.

Jeg var ude af stand til at zoome længere ind, men jeg var i stand til at kigge ind.

Inden for så jeg en lyseblå tåge, som lignede en tåget forårsmorgen. Det så fredeligt og rigt ud. Jeg lagde mærke til, at murstenene var lavet af gennemsigtig guld, for jeg kunne se gennem dem. Jeg var imidlertid ikke i stand til at se længere end til væggen. Jeg bemærkede, at lyset fra den anden side trængte gennem denne væg af gennemsigtige guldmursten og kastede et gyldent skær ind i tunnellen.

Da jeg betragtede trapperne, så jeg at en af de helt store sjæle, var blevet færdig med alle livene, og havde fået lov til at gå videre frem. Idet han flød op til det laveste trin, manifesterede han sig i kød og blod og gik op af trappen mod døren. han ville dog ikke være blevet betragtet som menneske, ivertilfælde ikke her hos os. Da han gik op af trappen, så jeg på med stolthed og glæde på hans vegne, idet han selv var ved at revne af stolthed. Han havde faktisk fuldført noget stort og fortjente det

På det tidspunkt blev min opmærksomhed øjeblikkeligt snappet tilbage hvor jeg rent faktisk flød rundt, og jeg bemærkede, at to af de større sjælehyrder kom hen imod mig. Den ene så ud til at være overordentlig lykkelig, den anden så ud til at være vred, men det kunne føles(emotionelt tunet ind), at det ikke var mig, hyrden var vred på. De fløj op bag mig og begyndte at skubbe mig. Det var mig umuligt at gøre modstand, da de skubbede mig ind i en af de nærmeste ildkugler, en jeg ikke husker at have set tidligere. Da jeg kom ind, kunne jeg se elektriske gnister springe rundt om mig, Disse gnister var tykkere, end jeg var, hvilket gjorde mig en anelse bange. Da jeg flød indad i den, så jeg at den også havde trapper, det var imidlertid kendt, at disse trapper ikke var beregnet til at gå på. De var gamle knagende og støvede.

Da jeg trængte dybere ind i den alene, (de to guider var blevet udenfor) blev alting kulsort, og billeder begyndte at vise sig i glimt foran mig. Disse billeder var stadig billeder og dukkede op og forsvandt hurtigere, end jeg kunne følge med. Det var som om, en eller anden havde opstillet et lysbilledapparat med super hastighed. Jeg bemærkede dog, at de var af helt almindelige ting. Det var billeder af ting, de fleste mennesker helt naturligt ignorere, så som en brækket gren der lå ved en bestemt vej på et bestemt sted. Et andet var et kig gennem nogle træer til en dal mellem bjerge. Et andet var at se en kande med te, der stod på et køkkenbord. Altså den slags ting. Det næstsidste billede jeg så, var af en ung pige. Hun var meget ung og meget køn. Hun havde sort hår (eller meget mørkt) Hun stod på en hvid terrasse eller balkon og så på solnedgangen i den by, hun boede i. Hun holdt min nyfødte baby. Hun syntes så trist, så ensom, så deprimeret, over at jeg ikke længere var der. Jeg følte det som om, jeg skulle dø igen, før jeg nogensinde kunne vide, at jeg havde et barn. Jeg følte for hende. Det sidste billede jeg så var af et slot. Det var gyldent, men livløst og kedeligt. Det flød helt enkelt rundt der midt i intetheden i mørket. Jeg husker, at jeg havde ondt af det. Så begyndte alting at hvirvle rundt og gøre mig svimmel, idet jeg øjeblikkeligt og med magt blev smækket tilbage ind i min krop. Jeg husker at jeg var ked af det, for jeg havde ikke lyst til at vende tilbage hertil.

Nu hvor jeg kun kunne se ud af mine øjne, kunne se jeg se et blændende lys i midten af et rundt spejl, der lyste lig på mit ansigt. Jeg så mig frygtsomt omkring og så nogle læger, der stod bøjet over mig og nogle sygeplejersker i baggrunden. De styrtede alle rundt og bevægede sig så hurtigt, som hvis de var i panik. en læge som stod lige ved siden af mit hoved, så ind i mine øjne og sagde: "Han er kommet tilbage. Du er tilbage. Du er i sikkerhed nu. Prøv og slap af. Alt vil blive okay nu. Prøv om du kan slappe af".

Pludselig begyndte erindringer af, hvad min hjerne havde forsat med at registrere, at væltede ind i min bevidsthed. Jeg husker, at jeg var i en bil. Jeg sad på mors skød, og en eller anden fyr kørte. Jeg husker, at mor holdt rigtigt stramt om min pande med en hånd, og smækkede mig i ansigtet med den anden, mens hun grædende råbte: "Vågn" Vågn"! Jeg husker, at jeg så ud af mine øjne, og at vi kørte over for et rødt lys. Jeg husker, at jeg var uden for byen, for det eneste jeg så, var baglygterne af bilen langt foran os, der var ingen gadebelysning, ingen huse. Jeg husker, at jeg lå på en seng med hjul, som en eller anden langsomt skubbede ned af en gang. Og så husker jeg, det skarpe lys i midten af spejlet.

Efter at have husket tilbage til nutiden, begyndte mit hoved øjeblikkeligt at gøre usandsynligt ondt, Jeg følte mig svimmel og svag og besvimede.

Jeg havde aldrig nogensinde været i en kirke før. Jeg vidst ikke engang hvad biblen var for noget, for slet ikke at tale om Gud. Før troede jeg, at når man døde så var det bare det; man var simpelthen ikke eksisterende, for det var, hvad mor havde fortalt mig. Men så var jeg altså bare to og et halvt år. Jeg er senere vokset til at forstå, at mor var vred på Gud, og bebrejdede Gud alle hendes problemer og tab. Det forklarer, hvorfor hun fortalte mig, hvad hun gjorde.

Jeg er 28 år gammel nu og bor Huston Texas. Jeg er en mand, jeg var marinesoldat i seks år, og jeg har gået på universitetet, såvel som på forskellige stats anerkendte tekniske skoler ( Elektronik og computer på højt niveau, Radar operatør, og langdistance AEGIS SPY Track- ll 3- D Radar reparatør) Jeg er for nærværende forsknings og teknisk udviklings laborant.

Skønt jeg sjældent kan huske mine drømme, og almindeligvis glemmer dem, som jeg rent faktisk kan genkalde mig , en time eller to efter jeg er vågnet om natten, har jeg ofte en fornemmelse af déjà vu, ikke som hvis jeg har levet gennem den oplevelse tidligere, men nærmere som om jeg har drømt den oplevelse tidligere, og jeg husker ofte, at jeg har haft denne drøm ( sædvanligvis to år inden déjà vu oplevelsen)på det tidspunkt, hvor jeg har déjà vu oplevelsen. Ud over det er jeg ikke bevidst om andre aktive evner.

Jeg har fortalt om denne oplevelse til de fleste i min familie ( mest brødre og søstre for at se om de kunne huske det eller ej) såvel som til et par venner her og der.

Den bedste del af min NDO var da jeg trak mig tilbage mod midten af tunnellen; det føltes så fredeligt og sikkert. Den værste var den, hvor jeg blev smækket tilbage ind i min krop på lægebordet. Jeg følte mig snydt.

Set fra mit synspunkt betyder det ikke noget, hvilken religion man tror på, hvis nogen. Vi er kun børn i Guds øjne, vi har lov til at begå fejltagelser, vi har lov til at lege, vi har lov til at gøre oprør, såvel som at tvivle. Så længe som du tror på og føler at det er den rigtige ting at gøre (lige meget hvad), vil du blive set på, på en god måde.