Beskrivelse af oplevelsen:



Tredje Maj 1969.

"B" Co., 2nd Bn/47' Inf (Mech.), 9' Inf Div.

Det var omkring tørtidens ophør, at min deling skulle trække sig tilbage. Vores opgave var enkel: Kør ned af vejen, vis flaget, og slå fast at det stadig er os, der har overtaget. De to langsomt kørende "tracks" (armerede mandskabsvogne) foran min sendte allerede den pulveriserede grusvej op i små støvskyer. Lady, vores delings maskot, travede ved siden af os med viftende hale. Siden dengang en mine var detoneret under den mandskabsvogn, i hvilken hun befandt sig, drog hun ikke længere ud med os. Jeg skiftede fra hat til hjelm, tog mine stålindfattede solbriller på, og afsikrede mit .50 kaliber maskingevær, idet vi kørte ud af lejrens port, og øgede farten. Et par meter uden for porten stod Lady stille og fulgte os med øjnene.

Vores fire "tracks" nåede snart en monoton men behagelig fart på 60 km/t, og der opstod en velkommen brise. Mil efter mil lå der på begge sider af vejen et netværk af rismarksdiger, der opdelte landet i sirlige firkanter af vekslende størrelse. De bleggule stubbe fra sidste høst skjulte ikke jordbunden. Tommebrede revner opdelte markernes størknede lerjord i fliselignende blokke. Skønt landet var fladt, strakt markerne sig ikke mod horisonten, men endte brat ved den allestedsnærværende skovkant.

Skoven var tyk, frodig, bestod af grøn nipa-palme, og var fra syv til ti meter høj. Der var ingen steder i Mekong flodens delta, hvor man ikke var fuldstændigt omringet af den. Nogen gange var den et par kilometer væk, andre gange var den nogle hundrede meter borte. Den voksede, der hvor deltaet forgrenede sig lige som et rod system, og det gjorde det over alt. "Vi" kontrollerede de større byer og landsbyer, vejene, himlen, de største vandveje, og rismarkerne. Skovbrynet tilhørte "Charlie"

Med brummende dieselmotorer og med en kilometer lang kæmpestøvsky hængende efter os nærmede vores kolonne sig et af de steder, hvor den frygtede mur af jungle trængte sig frem mod vejen fra begge sider. Instinktivt begyndte jeg at holde øje med skovbrynet. Pludselig blev en kæmpemæssig antitankmine fjerndetoneret to og en halv meter under min kære blege bagdel. Jeg vidste øjeblikkeligt, hvad der var sket(for min "track" var blevet ramt blot tre uger forinden) og tænkte: Åh for helvede, nu sker det igen" Jeg blev løftet op i luften sammen med alt og alle omkring mig. Mennesker, støv, våben, ammunition, hjelme, og kasser med c-rationer, dannede en ekspanderende omvendt kegle med mig selv i midten.

På turen opad begyndte den ydre tid at gå i stå. I modstrid med loven om bevarelse af vinkel og bevægelsesmængde, aftog omdrejningshastigheden af objekterne der omgav mig. Jeg blev fascineret af den naturstridige stadigt langsommere roteren af mine kammeraters kroppe, og jeg spurgte undrende mig selv: "Er det forbi nu? Er vi alle sammen døde?" På det øverste punkt af min bane, stoppede tiden fuldstændigt, og en ufattelig ro indfandt sig. Bevidsthedstilstanden der nu indtrådte, var til sammenligning med almindelig vågentilstand, som almindelig vågentilstand er til en drøm. Hvad det end var, var det fredfyldt, allestedsnærværende (i tidslig og rumlig forstand) alvidende, og det absorberede alt ind i en udelelig helhed.

Hele universet, fortid, nutid og fremtid sank sammen til et enkelt Centrum på hvilket altings eksistens afhang. Det er Det som er uforanderligt. Det er Bevidsthedens Rene "lys" der oplyser alt. Det er den ultimative mening med det enigmatiske bibelord: "Øjet er legemets lys, derfor, dersom dit øje er sundt bliver hele dit legeme fyldt med lys" (Mattæus 6:22) Det er det umådelige Intet for det inkluderer alting, og er derfor selv ikke nogen ting. Det er således det bliver Alt i Alt.

Hvad mere er, var der (og er der stadig) absolut ingen tvivl om Dets realitet, lige så lidt som man, idet man vågnede af en drøm ville betvivle at vågentilstanden er "virkelig" og at drømmen "blot var en drøm". Kort sagt, så overtog Gud Selv mine tøjler, forstået på den måde at "jeg" ikke længere eksisterede som et særskilt væsen - kun Han eksisterer. Der var en overvældende følelse af lyksalighed, kærlighed, medfølelse, og forunderligt nok en grundlæggende følelse af deja vu. Indsigten medførte, at altings Sande Hjem og Sande Selv blev mirakuløst åbenbaret.

Begivenhederne i mit liv frem til det øjeblik passerede revy i mange detaljer, uden hast og uden fordømmelse - ikke i kronologisk orden - men ligesom alle på en gang- skønt nogen begivenheder trådte intensere frem end andre. Derefter fik "jeg" lov til at eksistere igen (Der var ikke tale om noget valg - det skete bare) og fik chancen for at blive opmærksom på hvad jeg end ønskede at blive opmærksom på, med den forståelse at tid ikke spillede nogen rolle. Der var i sandhed "alverdens tid". Jeg gav mig derpå til at fokusere på snart det ene snart det andet aspekt af mit liv, og konkluderede at der ikke var det helt store at skamme sig over. Faktisk fik jeg meget lidt ud af denne gave, men så var jeg jo blot en naiv 22 åring med en noget skæv opfattelse af hvad der er vigtigt.

Jeg kunne "se" et 360 graders panorama af vejen, skovbrynet på hver side, og de andre tre "tracs" fra min deling(to foran og en bagved). Hele begivenheden syntes at finde sted inde i mit hoved, men jeg var usikker på, om mit hoved stadig var fæstnet til resten af min krop, skønt det under omstændighederne ikke forekom mig vedkommende. Jeg kunne simpelthen ikke rigtigt tage mig af, hvorvidt jeg i de næste par sekunder ville stille træskoene eller ej . Jeg blev derefter blidt (men utvetydigt) "informeret" om at jeg ville overleve eksplosionen uden alvorlige skader, og at jeg ville forlade Vietnam i et stykke. Egennyttigt vendte jeg så min opmærksomhed mod den foreliggende situation og fandt roligt og omhyggeligt ud af, at jeg skulle: 1) forblive ved bevidsthed således at jeg ikke druknede i de to tommer vand på rismarken, 2) slappe af, således at jeg ville brække så få knogler som muligt, 3) rulle bort fra "tracken" således at jeg ikke ville blive knust under den hvis den tippede over. Først da mit sind var løbet tør for ting at tage beslutninger om, begyndte tiden at vende tilbage. Den transcendentale bevidsthedstilstand ophørte, og den almindelige vågentilstand vendte tilbage. Jeg så jorden omkring 7 meter under mig og begyndte at falde ned mod den.

Hvad der havde fundet sted, efterlod mig med en intens følelse af ærefrygt og fryd. Lige siden har jeg været overbevist med en overbevisning der overgår min overbevisning om at to og to er fire, at Gud ER for mig. Det er ikke længere et spørgsmål om tro, men snarer om sikker viden, for jeg har set Ham således som Han er. Det var dog en skøn overraskelse at opdage, at Han er kærlig, barmhjertig og tilgivende, - egenskaber jeg ikke tidligere tog tilstrækkeligt i betragtning. Jeg vil altid være taknemmelig for, at han rakte ned og så at sige bar mig i sin hule hånd i netop det øjeblik. Det bringer faktisk tårer af taknemmelighed til mine øjne nu hvor jeg nedskriver dette tredive år senere. Jeg frygter desuden heller ikke døden( smerte og lidelse ja, men ikke selve døden) for - ved Hans nåde - husker denne særskilte dråbe det ocean, fra hvilket det stammer. Desværre er oplevelsen af denne tilstand kun op til Gud og ikke op til os, men tag mit ordrette ord for det, Det er altid Her og Nu, og langt tættere på end man aner

Jeg har aldrig oplevet noget, (hverken før eller siden) der kommer i nærheden af at være så virkeligt og så dybt, som den bevidsthedstilstand jeg så mangelfuldt har forsøgt at beskrive. Min erindring om den har dog været tilstrækkeligt til trøste og opmuntre mig gennem livets omskiftelser - især gennem de svære tider. Beklager, men jeg har ikke bemærket, at jeg er i besiddelse af nogen overnormale, psykiske eller overnaturlige evner, kun en urokkelige overbevisning om realiteten af noget åndeligt. Hvis I nogensinde falder over en sikker måde at genopvække denne tilstand i mig (uden at springe mig i luften eller forlange at jeg skal meditere over OM i de næste tredive år), så må I meget gerne lade mig det vide. Må Gud være med jer (Han vil uanset hvad, men det er en rar tanke)