Beskrivelse af oplevelsen:

Min første nærdødsoplevelse fandt sted som 45-årig i 1995. Jeg oplevede et massivt hjertestop og fik efterfølgende en tredobbelt by-pass. Efter, at jeg kom til mig selv efter operationen, havde jeg et distinkt minde om at have bevæget mig til en anden dimension eller sted, om man vil. I adskillige måneder tænkte jeg, at dette minde var forårsaget af lægemidlerne, men efter noget tid blev jeg overbevidst om, at det var noget andet.

Jeg drev eller flød til et sted, der var så roligt, at det er umuligt at gengive. Der var en blå himmel, så blå som jeg nogen sinde har set. Sommetider kigger jeg på en blå himmel i dag og får en følelse a ro. Jeg så højt græs, der sagte blæste i vinden over kuperede bakker. Men der var hverken en følelse af en brise eller af nogen lyd. Det var så stille.

Jeg gik ikke, men syntes at svæve meget langsomt over markerne. Dette sted var fyldt med varme, ro og en uforklarlig følelse af indfrielse og at være et med universet.

Som jeg svævede helt langsomt over bakkerne og absorberede denne følelse af stor varme, så jeg ”rammer” af mine børn blinkende hen over horisonten. De var ikke ”stilbilleder” men billeder af dem, kiggende på mig, meget bekymret. De ønskede, at jeg skulle komme tilbage for at være hos dem. De behøvede mig, og de sagde ingenting. Jeg kunne høre dem uden at se deres læber bevæge sig.

I det øjeblik vidste jeg, at jeg måtte tage et valg. Hvis jeg ikke gjorde det, ville jeg ikke vende tilbage.

Hvis jeg fortsatte længere ville jeg blive indhyllet af denne stilhed og varme for altid. Det ville have været dejligt at bevæge mig længere. At gå tilbage indebar at vende tilbage til et sted af skade og smerte. Det ville være fyldt med smerte og ansvar. Smertefulde følelser, og livets stress. Jeg bestemte mig for at gå tilbage, fordi mine børn havde brug for mere hjælp i at få vejledt deres fremtid. Deres fremtid afhang af, at jeg var der. Det var bare ikke tid endnu. Børnene er bare ikke klar til at fortsætte alene.

Jeg var øjeblikkeligt tilbage.

Jeg så intet klart lys eller engle eller følelsen af en religiøs entitet.

MIN ANDEN NÆRDØDSOPLEVELSE fandt sted i 1997. Jeg var involveret i et alvorligt biluheld med mange større skader. Da jeg var fastklemt i bilen, følte jeg ingen smerte, selvom jeg havde et bækkenbrud to steder, et brækket haleben, et ribben, der havde punkteret min lunge, et brækket kranie og flænger i mit ansigt, og en del af mit øre afskåret.

I månederne efter havde jeg mange flashbacks af ulykken, men da jeg blev så klar i hovedet, at jeg kunne snakke og holde mig vågen uden at miste bevidstheden i flere dage, havde jeg et sikkert og helt minde om nærdødsoplevelsen.

Jeg startede med at snakke med min søn om oplevelsen, senere med andre, efterhånden som jeg blev mere tryg ved at snakke om det. Jeg prøvede endnu engang at vurdere, om det skyldtes lægemidlerne eller om det bare var de signaler, ens sind modtager, mens kroppen lukker ned.

Jeg så igen et sted af varme, kærlighed og venskab. Det var noget lignende en tunnel, men ikke rund, det var en gangbro-agtig tunnel, som man ser forbinde bygninger eller forretninger. Den slags, der går over en gade. Ikke smal, men bred. Jeg gik langs den, eller rettere sagt, det føltes som om, at jeg gik, men jeg husker ikke mine føder bevæge sig. Det var ikke lyst på begge sider af gangbroen, men det var heller ikke mørkt.

Da jeg nåede enden af tunnelen, kunne jeg se mennesker. Sådan som de kom til syne, så jeg dem kun fra taljen og op. Det var overhovedet ikke skræmmende. Alle smilte og var glade.

Jeg så ansigter, som jeg genkendte. Jeg så to bedstefædre og min far. Det var meget mørkt bag ved deres kroppe, og jeg følte nærværet af en mængde andre bag ved dem.

Nogen gav mig hånden for at hilse på mig. Jeg tror, at det var min far. Han døde af Alzheimers sygdom og var et rod, da han døde. Men nu var han opretstående og så sund ud, og jeg indså, hvor lille han egentlig var. Alle disse mennesker var så utrolig glade for at se mig.

I det øjeblik følte jeg behovet for at vende tilbage til de levende. Det var ikke en rædselsvækkende følelse, men blot et tidspunkt, hvor det var tid til at tage en beslutning. Jeg synes stadigvæk ikke, at beslutningen om at vende tilbage var min egen. Jeg føler, at nogen tog beslutningen for mig.

Min hånd holdt stadig (ikke længere for at give hånden for at hilse) den første person, som jeg først begyndte at hilse på. Hånden var meget varm og beroligende. Min hånd gled langsomt, stille og roligt væk, som jeg svævede tilbage til den levende verden. Hånden holdt mig slet ikke, men havde et meget blidt tag.

Så var det slut. Jeg var tilbage.

Et eller andet sted i løbet af hele denne oplevelse, eller hvad det nu var, husker jeg en brun dør med et gammeldags porcelænshåndtag omgivet af en sort baggrund. Jeg vidste, at på den anden side af døren var et religiøst fænomen, et meget klart lys og sandsynligvis GUD selv. Denne dør findes altid der og er tilgængelig for alle. Jeg kan gå gennem den når som helst, jeg har lyst. Jeg har en følelse af, at min hånd var på dørhåndtaget, og at jeg kunne have gået gennem den når som helst, jeg ville.

Set i bakspejlet, så er jeg i dag ikke bange for at dø.

En distinkt følelse, jeg har, er, at der er mennesker, der er gået over på den anden side mod deres vilje, og jeg har virkelig ondt af dem. De er lykkelige der, fordi de har tilpasset sig, men de ville hellere have haft mere tid i den virkelige verden og blevet sammen med deres elskede.

Jeg var tidligere religiøs, men jeg er ikke en religiøs person i dag. Selvom jeg den dag i dag har en stor respekt for dybt religiøse mennesker.

Jeg havde en indsigt i noget meget få mennesker får at se, og jeg er glad for at have oplevet det. Jeg kan godt lide at fortælle andre om det, men jeg er meget meget forsigtig med, hvem jeg taler med om det her.